The Feeling 2 | Justin Bieber | af Michelle Clausen

Et 1/2 år er gået siden vi var vidne til Isabellas kidnapning, men hun kom dog hjem til sin familie igen, men med helt andre følelser i kroppen.
nu er hun nogenlunde på toppen og er begyndt at gå i skole igen, hun prøver på at få en normal hverdag til at køre rundt imens hun stadig kæmper med at glemme hendes skrækkelige fortid, men det er svært for hende.
Justin derimod lever livet som et normalt menneske sammen med sine bedste venner, men da drengene pludselig vender tilbage til byen for at besøge en gammel ven, ser Justin pludselig Isabella...

(Fortsættelsen på The Feeling)
Jeg vil råde dig til at læse den først hvis du ikke har læst den :)

69Likes
58Kommentarer
36248Visninger
AA

10. "en chance betyder ikke flere muligheder"

Isabellas synsvinkel

"Isabella"

Hans stemme fik mit navn til at lyde som en million, alt lignede en million når Det handlede om Justin. Han stod stadig helt afslappet og ventede på min reaktion efter hans måde at vise sin ærlighed på, jeg var chokket. Jeg blinkede med hurtig med mine øjne, da jeg bare havde stået og kigget på passet det var revet i to nede på græsset. Derefter kiggede jeg på Justin der så på mig, han var afslappet og stille. Men indeni skreg han efter min kommentar til hans dramatiske scene, sandheden var bare at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige eller gøre, skulle jeg løbe eller bare stå stille og ikke sige en lyd.

"Jeg har brug for at tale med dig" lød det fra ham.

Jeg kiggede op i han brune øjne der skinnede svagt af lygterne her i parken som vi befandt os ved, jeg sukkede lydløst og så væk fra ham igen. Jeg kiggede langs græsplænen hvor der voksede en masse træer og buske. Jeg var stadig bange, men hans berolige måde at tale til mig gjorde mig mindre nervøs og ikke så panisk som før. Han havde trods alt lige ødelagt sit eneste håb på at ikke at blive taget af politiet, han var sku langt ud at gøre det for mig, hvorfor stak han ikke bare af?

Jo mere jeg tænkte over det, blev jeg mere og mere nysgerrig omkring ham, han havde også sagt at han ville fortælle mig grunden til hvorfor han var kommet tilbage? Hvilket jeg enlig gerne ville vide, han havde sagt noget med en undskyldning, men der måtte være mere end det. Jeg så for en sidste gang op på ham og sukkede, "fint, men på en betingelse" mumlede jeg nervøst og så op i hans øjne igen, følelsen jeg havde kroppen var ude af kontrol, hvad var det lige jeg begav mig ud i? Jeg havde accepteret at snakke med min kidnapper alene? Dræb mig nu en eller anden.

"Og det er" spurgte han stille imens hans øjne borede sig ind i mine, han var glad. Hans øjne var ikke mørke eller smalle, så jeg følte mig en smule mere sikker på at svarer ham denne gang.

"Du lader mig være for evigt efter denne samtale " svarede jeg og prøvede at se modig ud, mærkeligt nok kunne jeg blive ved med at holde den facade, var jeg virkelig så stærk? Justin så på mig med et lavt suk men nikkede derefter langsomt. Jeg sukkede forsigtigt og holde stadig mit blik på hans øjne, de ændrede slet ikke farve?

"Det lover jeg Bell" lød det afslappet fra ham og nikkede svagt, derefter vendte han sig om og begyndte at gå, "men hold din telefon tæt på dig" lød det fra ham imens han blev ved med at gå længere og længere væk.

Jeg forstod ham ikke, jeg troede vi skulle snakke også gik han? Jeg sukkede tungt og vendte blikket ned på græsset hvor Justins ødelagte falske pas lå og skinnede mig op i øjne, jeg satte mig stille på hug og samlede det op, mit blik faldt på hans billed. Han så så følelsesløs ud på det billed så det næsten skræmte mig, men jeg kunne ikke lade det ligge på græsset, så jeg tog det med mig hjem så det ikke lå og svinede i parken...

Justins synsvinkel

Jeg var lykkelig over at Isabella gav mig en chance for at forklarer min tilstedeværelse, jeg kunne bare ikke gøre det nu, hun sagde at jeg skulle lade hende være efter det, så jeg måtte trække tiden ud og komme ind på hende med en anden taktik, jeg kunne ikke lade hende være, nu havde jeg endelig hendes kontakt og at hun ikke ville se mig rørte mig en smule, så jeg skulle virkelig tænke mig om til det næste møde.

Mine tanker blev afbrudt da Ryan, Jake og Chris kom ind på Eddys værelse som jeg befandt mig i, jeg sad på hans seng og lænede mig op af væggen imens jeg kiggede ud af vinduet, men jeg vendte hovedet imod dem og så på deres ansigter, de alle så meget afventede og spændte ud efter mig og Isabellas møde. "Såå hvad skete der" lød det fra Jake der så utålmodig ud, jeg sukkede tungt og så på dem alle tre. Efter mig og Isabellas møde havde jeg ikke rigtig sagt noget, jeg ville bare være alene.

"Hun gav mig en chance" svarede jeg blot og vendte langsomt hovedet ud mod vinduet igen, det var ved at være sent og mørket udenfor havde også overtaget hele Toronto, kun månen lyste kraftigt så man kunne ane de forskellige ting udenfor.

"Sådan man" udbrød Chris lykkeligt og smilede svagt til Ryan og Jake der stadig stod og så alvorlige ud. Jeg sukkede og så stadig ud på vejen hvor der ikke kørte en eneste bil, der var helt øde udenfor. "Lad os fejre det man" udbrød Chris igen og vendte sig ud af værelset og gik, jeg sukkede tungt og kiggede ned på mine arme.

"Hvorfor føler jeg der er mere bag den sætning" lød det fra Ryan der satte sig i den anden ende af sengen, hans ansigt var vendt imod mig. Ryan havde jeg kendt i så mange år og vi kunne tydelig mærke på hinanden når vi er triste selvom vi ikke vil vise det, han kunne læse mig som en åben bog. Jeg vendte hovedet mod ham og opdagede at det kun var mig ham da Jake var gået med Chris nedenunder.

"Hun vil ikke se mig igen når jeg har forklaret min tilbagevendelse" svarede jeg blot og så på Ryan der ikke viste en eneste reaktion, han var helt afslappet. Alt hvad der kom fra ham var et svagt nik med et suk bagefter.

"Det ved du godt at hun bliver nød til hvis hun ik vil ende som en prostitueret for Mikes hvalpe " svarede han køligt imens vi havde øjenkontakt, jeg sukkede irriteret.

"Jeg rev min fucking pas i stykker foran hende for at få hendes opmærksomhed" svarede jeg vredt.

"Jeg er Justin nu, og nu har hun den største mulighed til at melde mig hvis hun ikke allerede har gjordt det" tilføjede jeg og blev en smule mere rolig efter mit udbrud.

"Så du har givet op" lød det fra Ryan som så overasket på mig, jeg så ind i hans blå øjne der vidste en smule skuffelse, selvfølgelig havde jeg ikke givet op, jeg måtte bare tænke mig frem til en undskyldning for møde hende igen.

"Nej" svarede jeg og sukkede tungt.

"Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, jeg har kun en chance" forsatte jeg og så på Ryan der sukkede lavt, vi havde øjenkontakt i noget tid inden Ryan pludselig lyste op i et tandpasta smil.

"Jeg har den for vildeste ide" udbrød han pludselig overgearet, han rejste sig hurtig op fra sengen og vendte sig imod mig. Jeg fattede ikke Ryan lige nu, han var gået fra at være alvorlig og forstående til dum og larmende? Jeg havde brug for ro til at tænke det her igennem.

"Isabella opholder sig kun hjemme og på sin skole ik" spurgte han svævende men havde stadig sit smil klistrerene på læberne.

"Jo for det meste" Svarede jeg og holdte stadig mit alvorlige blik på ham.

"HAHA fra på mandag af starter du på hendes High School, så har du mere end en chance for at kunne tale med hende, det bliver skide fedt, nok ikke for dig men det bliver vildt godt Biebs! Stol på mig" udbrød han og grinte svagt, jeg sukkede tungt og så træt på Ryan som smilte stort.

"Tror du selv de lader en fyr som mig med så store domme hængene omkring mig, gå på deres skole" svarede jeg svævende og bemærkede Ryan hyle op i et grin. "Du glemmer vist Eddys teknik her, han skal bare hacke sig ind på skolens computer og bum, så er du en del af ungdomsfængslet" grinede han svagt men holdte stadig sin facade til at være en smule alvorlig, når Ryan syntes at han fik en pisse god ide så gik han helt amok, alt den klogskab der pludselig steg ham til hovedet. Han måtte have taget skade fra vores sidste skole, han kunne ikke klarer alle de eksamer.

"Jeg er færdig med skolen idi

ot, jeg vil sku da ikke derind frivilligt igen" svarede jeg og så Ryans smil stille forsvandt, men hurtig lyste han op i endnu et smil.

"Det skal du Justin, vi giver dig et nyt navn, Eddy tryller og bum, så er er Justin igen ude af søgelyset ind til videre" svarede han og bevægede sig baglæns mod døren, jeg sukkede tungt og smagte lidt på hans forklaring. Hvis jeg begyndte på Isabellas skole, så havde jeg jo muligheden for at støde ind i hende og holde lidt øje, faktisk var det ikke så dum en ide alligevel, Eddy måtte bare sørger for jeg havde alle de timer som Isabella havde, det her kunne faktisk være vildt fedt, men så måtte jeg gøre noget ved mit udseende. Jeg havde en smule skæg som skulle barberes væk, mit hår har var en smule langt men jeg havde ikke råd til at blive klippet nu, jeg måtte bare have min cap på som jeg plejede at have på til hverdag. Mit tøj skulle vist også have en sving om med vaskemaskinen da meget af det var beskidt. Det her kunne faktisk godt gå hen og blive godt, jeg kunne beskytte og holde øje med Isabella hele tiden, fuck om jeg havde revet Jason i stykker foran Isabella, jeg skulle have et nyt pas, nyt navn og ny personlighed, jeg skulle jo passe ind på en eller anden måde...

 

håber i kunne lide kapitlet :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...