The Feeling 2 | Justin Bieber | af Michelle Clausen

Et 1/2 år er gået siden vi var vidne til Isabellas kidnapning, men hun kom dog hjem til sin familie igen, men med helt andre følelser i kroppen.
nu er hun nogenlunde på toppen og er begyndt at gå i skole igen, hun prøver på at få en normal hverdag til at køre rundt imens hun stadig kæmper med at glemme hendes skrækkelige fortid, men det er svært for hende.
Justin derimod lever livet som et normalt menneske sammen med sine bedste venner, men da drengene pludselig vender tilbage til byen for at besøge en gammel ven, ser Justin pludselig Isabella...

(Fortsættelsen på The Feeling)
Jeg vil råde dig til at læse den først hvis du ikke har læst den :)

69Likes
58Kommentarer
36250Visninger
AA

18. "døde jeg?"

Justins synsvinkel

Følelsen af at have været så tæt på døden og alligevel have chancen for at slippe væk i sidste øjeblik, fik mig til at indse at Gud alligevel havde store planer med mig, jeg var ikke noget skrammel der flød væk i en rendesten fyldt med en masse håbløse drømme, nej jeg var virkelig blevet hørt i aller sidste sekundet i de sidste sekunder jeg troede jeg havde tilbage af livet. Jake og Ryan var brudt ind igennem et stort glas som der var i taget. De blev filede ned ved hjælp af nogle mænd med hjelme og uniformer, der var politiet. De havde skaffet hjælp og de var kommet på det helt rigtige tidpunkt. Jeg stod helt mundlam men hurtig vendte jeg mit blik mod Kevin der stadig rettede min pistol imod mig, hans blik var dræbende og kort efter trykkede han på aftrækkeren og patronen blev sendt for fuldt kraft imod mig, en stor smerte røg igennem min skulder da det var der han havde ramt, jeg stod dog stadig op men endnu et skud blev affyret og endnu en kæmpe smerte ramte mit venstre bryst.

"JUSTIIIN" hørte jeg en stemme råbe inden mine øjne lukkede i og jeg faldt hårdt til jorden, en smerte ramte mit baghoved men kort efter var jeg væk...

~

"Justin....Justin" hørte jeg en stemme nærme sig efter den havde irriteret mig længe, stemmen kom fra en kvinde og da jeg endelig fik åbnet mine øjne opdagede jeg det var en sygeplejerske der vækkede mig. Hun var mørk i huden og havde kulsort hår der var tykt og puffet, men det sad sku meget godt alligevel.

"Godmorgen sovetryne" smilede hun og nussede min hånd da jeg først bemærkede nu at hun holdte mig i hånden. Jeg pustede hårdt ud men hurtig frembragte det et slem smerte i mit bryst, jeg skar en grimasse og så ned af mig selv, jeg var viklet ind i snore og ledninger.

"Tag det roligt, du i god tilstand så længe du forholder dig i ro" tilføjede hun da hun kunne mærke på mig at jeg ikke var helt tryk ved det her. Hun slap min hånd og smilede roligt til mig, jeg smilede ikke tilbage men vendte blikket ud mod vinduet der var ved siden af mig. Det sidste jeg huskede var Kevins skumle blik på mig inden han valgte at trykke på aftrækkeren, jeg forstod ikke hvordan jeg kunne være i live, jeg vidste at hospitalet lå flere kilometer væk herfra, det var derfor politiet forlod bygningen da mange af deres fangere kom til skade, jeg selv en af dem dengang, men det var flere år siden jeg havde været inde og sidde.

"Er du sulten Justin" lød det fra sygeplejersken som jeg vendte mit hovede imod igen. Og faktisk rumlede min mave en smule så jeg nikkede stille og fik et hurtigt smil fra sygeplejersken inden hun forlod mig helt alene i det hvide lokale.

Mine tanker røg hurtigt på Isabella efter sygeplejersken gik, jeg havde ikke den fjerneste ide om hvor hun befandt sig og en stor trang til at vide det steg kraftigt i mig. Var hun blevet reddet eller levede hun stadig som prostitueret under Mikes vilkår?

Værsågod Justin, her er en lækker sandwich med kylling og salat i" lød det igen fra sygeplejersken som kom ind med en bakke hvor der endda var en lille æblejuice med. Jeg så tilfreds på bakken og kiggede op på sygeplejersken der smilede venligt ned til mig, der stod Clara på hendes navneskilt, så jeg gik ud fra det var der hun hed.

"Hov forresten, jeg glemte at præsentere mig selv, jeg er Clara og jeg skal kigge efter dig indtil du de klar til at komme hjem igen kære Justin" sagde hun hurtigt men forholdte sig helt roligt over sin akavede præsentation. Dog nikkede jeg blot og smilte skævt inden jeg igen lod mit blik overfalde min sandwich som jeg glædet mig til at sætte tænderne i, men et hurtigt spørgsmål bragede sig ind på min hjerne og jeg kunne mærke at de var et jeg ville have svar på nu.

"Har der været nogen og besøgt mig i den tid jeg har været her" spurgte jeg og fik hurtigt Claras opmærksomhed. Hun smilede forsigtig og nikkede stille, hvilket gjorde mig mere rolig end jeg var før.

"En kvinde ved navn Pattie Mallette har set nøje til dig også 4 drenge der også har spurgt en del ind til dig" forklarede hun afslappet og trak de gennemsigtige gardiner for så en smule skygge kastede sig over mig, det var jo solrigt og varmt udenfor og varmen kunne hurtigt få mig til at svede da jeg lå lige ved vinduet og fik varmen over mig. Navnet Pattie Mallette sagde mig ikke rigtig noget, jeg kendte ikke kvinden. Men jeg var alligevel en del nysgerrig, for navnet mindede mig om et eller andet men jeg kunne ikke huske det. Dog skuffede det mig at Isabella ikke havde været en del af det Clara sagde, men Isabella var sikkert selv indlagt her på hospitalet? Jeg vidste jo ikke end skid, så man kunne vel håbe at hun var i gode hænder?

Drengene var jeg ikke i tvivl om, selfølgelig ville de komme og se til mig. Jeg havde 100% gjordt det samme med dem, de var jo mine tætteste og vi alle passede på hinanden selvom vi godt kunne ende i totterne på hinanden. Vi var jo en slags familie bare uden en kvinde, men dog håbede jeg på at Isabella snart kunne blive min kvinde, jeg elskede hende jo.

"Der har ikke været en pige ved navn Isabella Anderson her?" Spurgte jeg nysgerrigt og kiggede på Clara der løftede sine skuldre og sukkede lavt, hun vidste det ikke. Men pludselig fik hun en ide.

"Jeg kan lide gå ud og tjekke, jeg er tilbage snart igen Justin" svarede hun med et stort smil også forsvandt hun ud af lokalet og huskede at lukke døren denne her gang. Jeg pustede tungt ud, men hurtig bredte der en stor smerte i mit højre bryst, jeg ømmede mig og tog mig til brystet da det virkelig gjorde nas, men jeg var jo også blevet skudt, endda to gange. Vildt jeg overlevede syntes jeg selv.

Imens jeg sad og spiste, undrede jeg mig over hvordan Clara vidste at mit navn var Justin? Jeg havde da ændrede det til Ethan, Eddy havde da selv vist mig det? En del af mig blev pludselig nervøs, ville politiet så snart finde ud af at det var mig der kidnappede 20 piger for ca. et halvandet år siden? Jeg frygtede virkelig at politiet ville stå her og tvinge mig i fængsel. Jeg havde ikke tid til at være der nu, Isabella havde brug for mig og jeg havde brug for hende, jeg kunne mærke det...

~

"Justin der er besøg" hørte jeg pludselig Clara forstyrre mine tanker imens jeg kiggede ud af vinduet og kiggede ud i det solrige vejr. Hurtig vendte jeg hovedet mod hende og nikkede stille, derefter trådte Ryan, Chris, Jake og Eddy ind. Allerede nu kunne jeg mærke hvor meget jeg havde savnet dem, godt nok vidste jeg ikke hvor længe jeg havde ligger her, men Ryans skæg var groet en del siden sidst jeg kiggede på ham. Af ren refleks førte jeg min hånd op på min overlæbe og mit skæg var sku også groet en stor del. Hvor længe havde jeg lige været her?

"Et Biebs" hørte jeg Chris da de alle kom herind og Clara lukkede døren for dem, for at lade os være alene. Jeg smilede svagt og gav dem alle et håndklask for at hilse på dem.

Efter det blev stemningen mere spændene, de havde alle de svar jeg skulle have svar på, så det kunne lige så godt starte ud med efter jeg blev skudt.

"Okay drenge, jeg ved ikke en skid, fortæl gerne i detaljer hvad der skete efter Kevin fyrede pistolen af imod mig tak. Clara vil ikke fortælle mig en skid" startede jeg ud med og kiggede på dem alle med et alvorligt blik da jeg havde ventet længe på at få mine svar, så de kunne ligeså godt komme igang. Jeg ville mest bare vide om Isabella var i gode hænder, men jeg måtte starte ud med mig selv først for ikke at virke desparat efter at vide alt om Isabella, for det var jeg virkelig men jeg indrømmede det ikke foran drengene.

"Okay Justin, det er ca en halvanden måned siden det skete" startede Ryan ud med. Mine øjne blev hurtigt chokeret og mit blik vandrede rundt på dem alle, havde jeg været væk i en halvanden måned.

"Hvad, det mener i ikke?" Spurgte jeg og så på drengene der nikkede bekræftende imod mig, jeg sukkede tungt og lod Ryan fortsætte.

"Kevin blev skudt 3 gange i ryggen da politiet havde omringet hele stationen, de kom bagfra, oppefra og alle steder fra. Da Kevin skød dig, begyndte det store skud drama imellem Kevins mænd og politiet, vi nåede dog at få dig i sikkerhed og fik dig fløjet hertil. Efter det fandt politiet ud af at vi også havde været en del af Mikes klan, men vi fortalte dem at vi prøvede at redde pigerne og politiet troede sku på os, så vores anmeldelser er glemt så vi er frie nu" forklarede Ryan roligt imens jeg nærmest jublede af glæde indenvendig. Jeg var ude af politiets søgelys og nu kunne mit liv starte helt forfra, sammen med drengene og Isabella som jeg var så nysgerrig at vide mere om.

"Hvad med Isabella" spurgte jeg og kiggede på Ryan der så hurtigt ned i gulvet men igen ramte hans blik mit, han blik var ulæseligt. Hans ansigt var iskoldt.

"Hun er okay, hun er derhjemme ved sin familie i Toronto og prøver at komme til sig selv igen" svarede han og bed sig svagt i læben inden han valgte at sige mere.

"Men hun vil rigtige gerne snakke med dig Justin og når du havde chancen skulle du ringe til hende på det her nummer" lød det sidste fra ham imens han rodet i sin lomme på sine ødelagte stramme jeans. Hurtig fik han et stykke krøllet papir ud fra sin lomme og derefter gav det til mig, hurtig tog jeg imod det og kiggede nøje på hendes telefon nummer.

"Tak drenge" svarede jeg og kiggede på drengene der så alvorlige ud, det undrede mig en del og jeg kunne ikke lade være med at tænke over hvad det var der nagede dem? De lignede alle nogen der var fortabte.

"Er i alle okay" spurgte jeg og så på skift på dem alle, de svarede ikke rigtig mentol sidst udbrød Chris stemningen.

"Du har været død 2 fucking gange i den tid du har lagt i koma, hvordan fuck tror du vi har det din idiot" brummede Chris og vendte sig vredt imod vinduet for ikke at lade mig se hans ansigt, jeg sukkede lydløst og tog mig til brystet da det gav mig en del smerter at trække været tungt. Jeg vidste ikke jeg havde været død 2 gange imens jeg havde været i koma, jeg sov ligesom. Men Chris var bekymret og virkelig bange for at miste mig, ingen tvivl om at han holdte af mig selvom han hadet st indrømme det, han kunne jo ikke snakke om følelser uden der var alkohol indblandet. Men måske var det ved at ændre sig, for nogle små snøft lød fra ham imens han havde vendt sin ryg imod mig.

"Undskyld man, jeg kan ikke gøre for at idioten skød mig" svarede lavt på en flabet måde, den var ikke ment som en joke da det her var meget alvorligt, men alligevel kunne jeg ikke lade mit skæve smil lime sig fast til mine læber. Ryan opfangede hurtig min reaktion og slog mig på min ben.

"Hold kæft Justin" svarede han og sendte selv det samme skæve smil tilbage da vi begge syntes det var en smule morsomt, Chris havde dog stadig ryggen vendt imod os andre og ignorerede os fuldstændig.

"Lad os skride" tilføjede Ryan og klappede Eddy på skulderne da han stod ved siden af Ryan, Jake havde sat sig på en stol op af den kedelige hvide væg med fronten imod mig, meget havde han ikke sagt da det påvirkede dem alle at jeg lå her og ikke kunne gøre en skid.

Chris vendte sig om og hurtig lod jeg mærke til at hans kinder var en smule røde efter hans tuden før, men jeg forstod han sku godt. Han havde været vildt bekymret og bange for at miste mig, jeg var jo hans tætteste af os alle og hvis han mistede mig i så tidlig en alder, så ville han synke helt ned.

"Christian forsatan" sagde jeg da vi fik øjenkontakt, hurtig bredte jeg mine arme ud og han var ikke sen til at kramme mig, jeg sked på om det var svanset gjort, men Chris havde brug for et kram efter hans anfald lige før, han havde jo været pisse bange for at miste mig.

"Du må aldrig ende i sådan en situtation igen, forstår du det din idiot" brummede han tæt ind til mig hvorefter et snøft kort efter også kunne høre fra ham. Hurtig nikkede jeg og smilte skævt over hans ord, han trak sig fra mig men holdte stadig hårdt fast i min hånd imens vi havde øjenkontakt.

"Og nu har du bare at blive rask så vi kan fejre vores frihed sammen" brummede han igen, men et snært af er smil kunne lige ane sig på hans læber, jeg fniste dog af hans ord og nikkede. Selvfølgelig skulle vi fejre vores frihed, det var jo pænt stort det her....

Ved godt kapitlet blev kort og kedeligt, men jeg kunne ikke bare springe den her scene over da jeg følte at den var pænt vigtig i Justins synsvinkel.

Men som i kan se lakker vi desværre snart mod enden :(

Men men men coveret til en 3 er blevet bestilt hos min veninde, så bare rolig kære læsere, i vil høre nærmere på et andet tidpunkt :)

Håber i kunne lide kapitlet :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...