SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
51Kommentarer
6454Visninger
AA

10. Ⓛ Kapitel 9: "Akavet!"

”Jeg var her, før SOS overhoved started. Jeg plejede at studerer i en af de mindre byer tæt ved,” svarede han efter kortere tids overvejelse. Hun sad blot stille og lyttede til hans svar, lettet over at han havde besluttet sig for at svare. Så havde hun ikke overtrådt hans grænser, endnu. Hun havde jo ikke lyst til at vade hen over hans grænser mere end højest nødvendigt.

Men kunne han tale russisk så? For hun havde jo selv boet her ret længe, og kunne en del mere end det basale: prisen er…, det der har jeg ikke lyst til, hvad skulle det være? Og så videre. Hun undlod dog at spørge, for det var ikke hendes mening at snage.

“Har du overvejet et navn til babyen?” lød det pludselig fra Michael.

“Jeg har ikke haft tid til at finde på et. Jeg har været skæv det meste af tiden.” Det var åndssvagt, men hun havde virkelig ikke skænket babynavne en eneste tanke. Hun smilede flovt. En svag rødmen bredte sig ud over hendes blege, indsunkede kinder. Så poppede et navn op i hendes hoved. Et navn som måske kunne være en mulighed ”Måske Kyra kan bruges?”

Luna skrabede forsigtigt det sidste af gryderetten sammen, og satte skålen fra sig, da den var tom.

”Jeg kan godt lide det. Men kan det bruges til begge køn? Det ville være typisk at finde et pigenavn, og så få en dreng,” sagde han med latter i stemmen. Et smil bredte sig på hendes tynde læber. Hun kunne godt lide, at han rent faktisk var interesseret, fremfor bare at lade som om.

”Yeah, det ville være typisk,” hun lo, bare fordi det føltes rart “Og Kyra er et pigenavn, men hvis jeg skulle få en dreng, så tror jeg, at Phoebus kunne bruges. Når alt kommer til alt betyder begge navne det samme.” Om det var en pige eller dreng kom lidt ud på et for Luna. Det vigtigste var bare, at barnet var ok, at det ikke havde taget for meget skade af hendes misbrug. Hun havde trods alt taget stoffer under graviditeten. Også selvom det ikke var meget, for det havde været svært at skaffe stoffer. I det mindste var hun sikker på at hvad-det-nu-end-var-for-en-størrelse var levende, for den sparkede og sparkede som om den kunne losse sig ud gennem hendes maveskind.

”Hvad betyder de da?”

“Begge betyder sol,” svarede hun og smilede genert. Der var mening med galskaben, for hun hed selv Luna, altså måne. Det skulle derfor være en slags påmindelse til sig selv, og til barnet, om, at det ikke skulle blive som hende. Desuden ville et barn være lidt et lys i mørket i denne kolde og dystre verden. Jo jo hun kunne stadigvæk tænke lidt abstrakt, også selvom hun havde været stoned i flere år efterhånden.

Her var varmt, meget varmt faktisk mulighederne taget i betragtning. De sad trods alt i en iskold kælder, med en gammel kakkelovn som eneste mulighed for varme. Det var også tydeligt for enhver, at hun havde det varmt, for hendes kinder blussede. Ikke på den generte måde, hun så nærmest opkogt ud. Hurtigt trak hun trøjen af, som hun havde fået udleveret af Michael, men holdt den foran sig som et tæppe, da hun kom til at kigge ned af sig selv. Hun var trods alt stadigvæk iført sit luderantræk, korsettet, som en konstant påmindelse om hendes tidligere liv.

”Det her… ehm… kommer nok til at lyde, som om jeg er den type der stirrer meget…” begyndte han og rømmede sig akavet, inden han forsatte “… men er den der korset-ting overhoved behagelig at have på?” Han smilede til hende. En let lyserød farve bredte sig på hans kinder, da han igen begyndte at tale, også selvom han lod som ingenting ”Fordi jeg har nogle ekstra t-shirt, som du kan låne, hvis du er træt af det.” Netop hans rødmen var let at se, fordi han, på grund af sit røde hår, var født med en meget lys hud. Hun gav ham et forsigtigt smil, det havde ikke været meningen at gøre ham forlegen.

”Det er okay. Min påklædning er ikke rigtig…” Hun stod og ledte lidt efter det rigtige ord, men kunne ikke komme i tanke om noget, som ikke lød mega dumt ”Du ved, hvad jeg mener.” Nu var det hendes tur til at rødme. Hendes kinder blussede forlegent. ”Men det er ikke komfortabelt overhoved, og jeg har ikke andet at tage på og… heller ingen BH,” sagde hun og håbede, at han fangede hintet. Hun ville nødig skulle ud i at forklare ham hvad hun mente for… ja at rende rundt foran en komplet fremmed i en t-shirt uden BH, var ikke just tiltalende. Ikke fordi hun ikke havde gjort det mange gange på sit tidligere arbejde, men det var et afsluttet kapitel af hendes liv, og absolut ikke noget hun havde lyst til at gøre mere. Grunden til, at hun ingen BH havde var, at korsettet havde en slags indbygget BH, så man slap for ubehaget ved at have en BH på indenunder, når der blev strammet til.

”Det er dit valg. Jeg vil se, om jeg kan finde dig noget tøj, men så må korsettet gøre det for nu. Jeg… uhm… ligemeget…” Michael rødmede kraftigt og bed sig selv i læben.

”Det ville være akavet,” mumlede hun, tog en dyb indånding, og forsatte “Men okay. Jeg ville virkelig elske at komme ud af den her spændetrøje.” Det sidste blev sagt med latter I smil og øjne, selvom det måske ikke lød sådan, tonmæssigt. Hun var trods alt nødt til at komme ud af korsettet før eller siden, hvis hun ikke ville skade babyen. Den kunne trods alt ikke vokse derinde bagved. Det ville blive for stramt med den store mave, som før eller siden ville dukke op. Desuden følte hun sig ret klemt i den. Især lunger og ribben.

”Skal jeg gå ind i et anden rum, så du kan skifte?” foreslog Michael med et skævt smil.

“Er der andre rum her?” sagde hun forbavset, det ene øjenbryn hoppede op I panden ”Men det er okay, hvis du bare giver mig noget at have på og vender dig rundt.” Hun var ikke specielt flov over sin krop, så at han vendte sig om burde kunne gøre det. Men hun var ikke det kønneste inden under tøjet, med stikmærker og en oppustet mave. Desuden så stolede hun på, at han ikke kiggede.

”Okay, det her er kælderen, så ja. Jeg kunne gå ovenpå og give dig noget privatliv, men hvis du alligevel er ligeglad…”

Hun nikkede blot, inden hun forsigtigt skubbede sig selv på benene, og så ud af øjenkrogen, at han stod og rodede med sit hår. Indvendigt kunne hun havde smækket sig selv en. Selvfølgelig snakkede han da om rummene ovenpå! Hun greb t-shirten i luften, som han havde smidt hen imod hende.

”Så vil jeg hjælpe dig med håret, når jeg har skiftet” lo hun, mens han kæmpede med det vildtre hår.

”Jeg behøver ikke hjælp. Jeg skal have dig til at skære det her lort af! Og hvis du også ved, hvordan man trimmer skæg med en saks ville det være fantastisk. Jeg har prøvet, men jeg er ikke særlig godt til det,” svarede Michael halvt gnavent, halvt grinnede.

Luna kiggede lidt på t-shirten, som hun havde fået kastet hen til sig. Den var blå. Hun havde nærmest grebet den med brystet. Hun ønskede ikke at tage mere fra ham en højest nødvendigt, så hun måtte leve med dine hullede leggins.

”Det var det jeg mente,” lo hun, og sendte ham et af sine sjældne varme smil ”Og jeg kan prøve. Jeg er ikke god til skæg, men jeg har prøvet det før.” I hvilken sammenhæng holdt hun dog inde med, for det ville gøre det hele lettere akavet.

”Du kan umuligt være værre til det end mig. Sidst lignede det bare en stor bunke fluffiness i mit ansigt.”

Igen smilede hun. Denne gang mere prøvende. Det var ordet fluffiness, som havde fået hende til at smile. ”Vil du vende rundt?” Hun viftede lidt med trøjen for at understøtte sine ord. Ikke fordi hun ikke selv bare kunne vende sig om, men hun havde det bedst med det, hvis han også stod med ryggen til. Derpå vendte han sig om, så han stod med ryggen til hende. Bare hun nu kunne huske, hvordan man fik den forbandede snøre op, for det var svært - selv når man kunne se hvad man lavede.

Mens de stod med ryggen til hinanden, kunne hun høre, at han rodede med et eller andet. Hun lukkede blot øjnene, uden at tænke videre over det, og begyndte at snøre snor-helvedet op. Det var ikke let. Både fordi hun havde haft det på så længe, men også fordi hun ikke kunne se hvad hun lavede. Kringlede skidt!, bandede hun indvendigt, og lovede sig selv aldrig nogensinde at iføre sig et korset igen. Det var simpelthen for besværligt.

Okay så… det kunne hun altså ikke få op. I hvert fald ikke ved egen hjælp, for det føltes som om, at den nederste del var gået helt og aldeles i hårdknude. Skulle hun spørge Michael om hjælp? Nej det ville være for akavet. Hun hev derfor resolut sin lille kniv frem fra støvlen, og rakte bagud mod bagsiden af korsettet. Pokkert! Det virkede heller ikke. Hun kunne ikke rigtig komme til. Nå ja… det her skulle nok blive sjovt.

”Eehm… Michael? Kan du ikke lige hjælpe mig?” sagde hun forsigtigt, akavet akavet akavet!, og forsøgte at holde sammen på barm og korset ”Mit korsets snører er gået i hårdknude.” Hun lukkede øjnene opgivende med blussende kinder. Det her var bare pinligt, men samtidig var hun også nødt til at gøre noget. Hun kunne jo ikke bare blive stående her og se dum ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...