SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
59Kommentarer
7089Visninger
AA

9. Ⓛ Kapitel 8: "Hvad er hagen?"

Da Luna var kommet ned af trappen, låste Michael døren efter dem. Først undrede det hende, men så kom hun frem til, at det nok var meget smart. Så slap de for uventet selvskab af enten smittede eller strejfere.

”Jeg ved godt, at du ikke vil tro mig. Men hvad hvis jeg sagde, at jeg gør det af et godt hjerte?” halv lo han og smilede skævt til hende. Et smil som hun ikke gengældte. Han fattede åbenbart, at hun ikke synes det var sjovt, for han forsatte “Like most other people, I have a past. And I’m trying to improve, trying to be a better person. And I figured that helping you would be a good start.”

Luna så stadigvæk mistroisk på ham. Hun var stadigvæk ikke helt overbevist. I sin iver efter at overbevise hende om, at han ikke ville hende ondt, forsatte Michael sin talestrøm:

”Jeg håber at du tror mig, når jeg siger, at jeg ikke har nogle forkerte intentioner med dig, og at jeg ikke vil tvinge dig til noget, medmindre det er nødvendigt.” Og hvornår var det så nødvendigt at tvinge hende til noget, tænkte hun med hovedet let på skrå.

”Mange mænd har sagt det, og de har alle løjet. Jeg har lært ikke at stole på nogen,” sagde hun som et slags svar på de than lige havde sagt. ”Jeg er en god man, Miss. Jeg vil bare gerne hjælpe,” vrængede hun med dyb stemme af væggen. Hun havde brug for at få afløb for nogle følelser, og lige nu var det vreden der stod for tur. Hun var heller ikke svimmel længere, så hun måtte konkludere, at det hvide pulvers virkning var ved at aftage. Nu kunne hun også mærke, at hele hendes krop rystede. Kulden var mere påtrængende end nogensinde før, også selvom hun nu var kommet indenfor i varmen.

Michael begyndte at rode ovre i et hjørne, og Luna så nu at der stod en lille bitte kamin og en pæn bunke brænde. Det tog ham ikke mere end et par minutter at få tændt op i den, men alligevel rum tid. Det var sikkert pga. brændets kvalitet, manglen på optændingsblokke eller lignende. Derefter begyndte han at rode i et lille skab, som stod lidt væk fra kaminen. Det var et mellemstørrelses egetræsskab som hun virkelig havde svært ved at forstå, hvordan man havde fået igennem den lille kælderdør. Det var fyldt med snirkler og borebillehuller. Han tog en gryde ud derindefra, en flaske vand og en pakke med et eller andet, som hun ikke kunne se hvad var. Han gik hen til kaminen med tingene, men så pludselig tilbage til skabet. Hvad skulle han monstro nu? Han tog en dåse pølser ud af skabet også, og lukkede det så.

”Undskyld,” sagde hun brødbetynget, hun havde svært ved at forklare sig lige nu ”Det er bare… jeg vil virkelig gerne tro dig, men jeg tror ikke jeg kan.” Hun sendte Ivan en kærlig tanke, og håbede at der lige nu sad en smittet på hans brystkasse i gang med at flå ham op. Selvom nogen ville mene, at det var ondt, måske direkte forkert, så skammede hun sig ikke det mindste.

Luna sendte ham et forsigtigt smil. Hun havde bestemt sig for, at hun var nødt til at stole på ham. I hvert fald bare en smule, indtil hun igen kunne klare sig selv. Det var trods alt ikke optimalt at strejfe rundt i Moskas gader med en gravid mave og smittede i hælene.

Da han kom hen til kaminen igen, satte han gryden på den. Så hældte han noget af vandet fra flasken ned i bunden af gryden, og kastede den herefter til Luna med ordene:

”Her. Drik noget vand.”

Da vandet begyndte at dampe kraftigt hældte han det fra pakken i sammen med pølserne. Hendes tænder løb i vand, og hun begyndte ligefrem at savle. Ikke sådan rigtigt, for det ville være klamt, men hun kunne godt mærke, at hun pludselig havde mere mundvand end før.

Hun tog derfor resolut flasken med vand op til munden og tog en tår. Hun drak ikke for meget af vandet, for det synes hun ikke rigtig, at hun kunne være bekendt. Så skruede hun låget på flasken, og skubbede den tilbage i Michaels retning, hvorefter hun kravlede lidt baglæns, for at kunne hvile mod væggen i kælderen. Hun var ærlig talt ikke sikker på, hvor længe hun kunne sidde op uden støtte og valgte derfor den sikre løsning. Gulvet var koldt cement, men væggen var hverken klam eller slimet som hun havde forventet, hvilket jo var en god ting. Hovedet hvilede hun i hænderne, mens hun trak knæene op under hagen.

Det var ved at brase sammen inde i hendes hoved af spørgsmål, så derfor stillede hun den anden et, uden at løfte hovedet. Det havde måske lydt mindre dumt og mere diskret, hvis hun ikke havde været så bagskæv.

”Er du fra Irland?”

Michael rodede videre i gryden, og gik engang imellem hen til skabet, for at tage noget ud eller proppe noget ind. Så drejede han hovedet mod Luna:

”Hvis du vil sidde bedre, så tag madrassen. Og drik noget mere vand. Du og din baby kunne bruge det,” sagde han venligt, stadigvæk med ryggen til hende.

“Du er næsten for sød,” hviskede hun, og nikkede mod den kæmpe store gryderet han havde gang I. Han måtte have brugt ret meget af sit forråd på det, og hun ønskede ikke at æde ham fra hus og hjem, men samtidig synes hun heller ikke rigtig, at hun kunne tillade sig at stoppe ham. Det var trods alt hans mad - havde været andres engang, men lad nu den del ligge - og han måtte gøre med den, som han lystede.

”Okay, nej, jeg er fra England. Men jeg har irske bedsteforældre. Sikkert der det røde hår kommer fra.” Der var latter i hans stemme, hvilket fik hendes stramme, trætte ansigt til at bløde lidt op, dog uden at hun smilede rigtigt. Han så på hende, som var det første gang han så hende rigtigt og tilføjede ”Fryser du? Jeg har mere tøj du kan låne og brug endelig tæppet. Der vil være varm mad om ti minutter.”

”Nejtak, jeg har det fint. Jeg vil bare gerne sidde lidt,” mumlede hun træt, og løftede hovedet en lille smule, da hun svarede. Så meget som det nu kunne lade sig gøre, uden at blive svimmel. Hun havde trods alt allerede fået en trøje, og det var mere end hvad man kunne forvente fra en fremmed. Hun ville ikke være til ulejlighed, og havde haft lyst til at smide den flere gange. Igen placerede hun hovedet på knæene og lukkede øjnene. Hovedpinen blev lidt mindre af mørket bag øjenlågene, men ikke meget. Hvem der bare havde en hovedpinepille lige nu…

Rummet føltes koldere end før, og hun kunne ikke huske, hvad er var sket inden for den sidste halve time. Konklusionen blev, at hun måtte have blundet, men det var svært at sige, eftersom der ikke var nogen vinduer at pejle efter. Det var alligevel godt det samme. Hun gned sine arme energisk for at skabe lidt friktionsvarme.

”Sulten?” spurgte han muntert. Foran kaminen stod Michael med to skåle og tilhørende skeer. Han begyndte langsomt at øse op.

”En smule,” sagde hun med en stemme som var grødet af at sove, og høs af kulden som hun havde været udsat for så længe. Hendes mave knurrede højlydt. Okay måske lidt mere end en smule, tænkte hun ved sig selv. Hun skubbede forsigtigt fra på væggen, for at komme op at stå. Kunne de overhoved bære? Hun stod lidt, svajende, inden hun begyndte at gå over mod Michael og maden. Hun følte frem for sig, fordi der var lidt dunkelt i kælderen, og hun ville ikke overraskes af et hul i gulvet og falde på snotten. Ved kaminen stoppede hun. Her var væsentligt varmere end ovre ved væggen, kun små syv meter derfra.

Hun snusede ind og lukkede nydende øjnene. Det var ikke til at sige, hvornår hun sidst havde fået rigtig mad. Det sidste hun havde fået at spise var noget pulversuppe. Kun pulveret selv vel og mærke, for hun havde ikke haft noget vand på det tidspunkt. Det havde kildet noget så forfærdeligt i halsen. Hun rystede tanken af sig, og så igen på Michael, som rakte hende en fyldt skål.

”Vær forsigtig,” advarede han, imens han hældte op til sig selv ”Skålen vil blive varm efter lidt tid.”

Hun nikkede og varmede hænderne på den varme skål. Det var rart at få lidt varme ind i kroppen. Hun satte sig på gulvet nær ovnen, og begyndte forsigtigt at spise. Sammenkoget var meget varmt, så hun måtte spise meget lidt af gangen, hvilket hun dårligt kunne holde til. Men måske var det alligevel bedst.

”Det kan være, at jeg bliver lidt touchy senere. Jeg er ikke so god til ikke at få…” Hendes hvad? Stoffer? Kokain? Hun holdt en kort pause, for at finde et passende ord “… mine ting.” Endte hun så med at sige. Uopfindsomt? Helt bestemt, men det var egentlig ligemeget. Hun skammede sig sådan over, at hendes liv var styret af væske og hvidt pulver.

”Hvis du bliver for touchy, kan det være, at jeg låser dig inde her og går en tur,” svarede Michael I et drillende tonefald med et smil på de smalle læber. Hans ord fik hende til at le lavmælt. Hun kunne godt lide hans legende måde at tale på.

“Aftale,” sagde hun med et forsigtigt, lidt forlegent, smil, inden hun tog endnu en skefuld. De spiste videre I stilhed i yderligere 10 minutter, inden Michael igen sagde noget:

”Godt så. Og hvis du spørg mig pænt, så kan det være, at jeg lukker dig ud igen… en dag,” forsatte han med at joke. ”Oh og Luna hvis du fryser, så si’ det bare. Jeg har en masse varmt tøj til overs, som du kan låne indtil vi finder noget bedre. Noget der passer bedre.” Det kom lidt ud af det blå, men det gjorde samtaler jo nogen gange, sagde hun til sig selv.

Hun nikkede let, men kom så i tanke om, at han måske tog det som et ja til mere tøj. Det fik hende til at ryste på hovedet, hvilket nok bare skabte mere forvirring, men forhåbentlig rettede lidt op på skaden. Efter at have siddet lidt og tænk kneb hun øjnene sammen. Han så så bekymret ud, og hun havde lyst til at spørge hvorfor, så det gjorde hun:

”Hvad er der galt? Du så lidt… problemfyldt ud før,” lød det fra Luna med lav stemme. Hun sendte ham også et lille, prøvende smil. Derefter tog hun yderligere et par skefulde af retten. Nu var skålen næsten tom.

”Det er okay, jeg tæntke bare på, hvordan du vil reagere uden dine… stoffer,” svarede han stilfærdigt. “Overvejede hvad jeg skal forvente.” Kort efter det var sagt, tilføjede han ”Og jeg ville blive glad, hvis du ville låne noget af mit tøj. Jeg fryser bare af at kigge på, hvad du har på.”

“Jeg bliver, som jeg allerede har sagt, en smule mere touchy,” mumlede hun, mens hun skrabede det sidste sammen I skålen “Jeg har ikke prøvet at… uhm, stoppe med at tage stoffer før, men jeg ved hvordan de andre piger reagerede… Jeg kommer måske til at hallucinere også.” Det var det hun svarede, for hun var faktisk overhoved ikke sikker på, hvordan hun ville reagere. Ja hun havde lidt erfaring med hvordan andre reagerede. Nogen med voldsomme humørsvingninger, andre med hallucinationer og vold. Det var kort sagt meget forskelligt hvordan folk reagerede, så der kunne sagtens ske noget andet, men det var det vigtigste hun havde nævnt. Hun ville med stor sansynlighed også blive syg, få feber og så videre, men det ville han tids nok opdage.

Michael skrabbede lidt i bunden af sin skål, og hun gik ud fra, at hans også snart var tom, hvis ikke allerede nu. Han rejste sig op og gik hen imod kaminen, som han brugte som komfur. Hun ignorerede forsat hans tilbud om tøj, for hun ønskede ikke noget fra ham.

”Vil du have noget mere? Der er rigeligt.”

Derpå rejste hun sig forsigtigt og rakte skålen frem imod ham. Gerne lidt mere tak, tænkte hun for hendes stemmebånd havde igen snøret sig sammen. Et genert smil bredte sig på de let blålige læber. Han begyndte at hælde lidt mere op til hende, og proppede derefter lidt mere brænde på kaminen. Han tømte derefter gryden for de sidste rester.

Igen sad de lidt i tavshed og spiste. Hun nærmest slugte sin, fordi retten ikke længere var brændende varm og hun var glubende sulten. Så tog hun mod til sig til at spørge:

”Hvordan endte du her i Moskva, hvis du boede i England før? Jeg mener…” Hun tog en dyb indånding, og kæmpede efter at finde de rigtige ord. Det var længe siden, at hun havde talt engelsk, fordi hun her i Rusland havde været, mere eller mindre, tvunget til at tale modersmålet ”… mulighederne for at komme over vandet er ikke så gode på grund af de smittede.” Hun lagde hovedet let på skrå, mens hun så på ham og tog endnu en skefuld. Hun var nysgerrig men tilbageholden, for hvad måtte hun spørge om?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...