SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
58Kommentarer
6834Visninger
AA

8. Ⓐ Kapitel 7: "Rygsækken"

”Finder du noget?” lød det fra Yuki et stykke væk. Hun var velsagtens også ved at lede efter brugbare ting. Og apropos brugbare ting, nu havde Agnessa fundet den her taske. Hun løftede den ud af skabet, og gav sig til at ryste den let. Bare for at finde ud af, om den nu også var sikker at åbne, for det kunne jo være at der gemte sig en rotte eller, gud forbyde det, et zombiehoved med kæberne intakt. Det sidstnævnte havde hun prøvet engang, dengang hun var mindre erfaren med alt det her zombie-hejs. Hun havde fundet en sovepose, og da hun ikke kunne se noget i bunden, så var hun bare krøbet ned i den. Det skulle hun dog aldrig have gjort, for på bunden havde der befundet sig det her hoved, som smækkede kæberne sammen om hendes tykke vandrestøvler og prøvede at bide hende. Heldigvis kom hun derfra med livet i behold, men kun takket være vandrestøvlerne.

”Det er ikke ligefrem fordi vi sejler i mad,” brummede Agnessa i samme tørre tone som Yuki. Hun stak hovedet ud af skabet, og nikkede mod de skabe hun havde gennemrodet “De her skabe er fyldt med frugt på dåse, men de er for gamle.”

”Så forsætter vi bare med at lede, måske i et andet hus,” svarede Yuki tænksomt. Agnessa var stadigvæk travlt beskæftiget med tasken. Hun turde nu åbne den, efter at have sikret sig, at der ikke var noget farligt i den. Hun gjorde store øjne, da hun åbnede tasken og så hvad der lå nede i den. En pistol!, udbrød hun begejstret inde i hovedet, og hældte taskens indhold ud på bordet under skabene. Hun holdt hele tiden øje med Yuki, som nu så ud til at hun havde opdaget tasken. Agnessa havde nær blottet tænder, som en anden hunulv der vogter over sine hvalpe, da hun så det.

”пистолет,” svarede hun men opdagede, at hun havde sagt det på sit eget sprog. Noget den anden selvfølgelig ikke kunne forstå. Hun rømmede sig, og rødmede let, da hun forsøgte sig i et mindre bidsk tonefald. Nu med fronten mod Yuki:

”En pistol,”

Hendes svar så ud til at berolige Yuki. Hun slap i hvert fald sit sværd igen, som hun ellers havde grebet om skeden på. Det fik også, overraskende nok, Agnessa til at slappe mere af - at den anden var afslappet i sit kropssprog altså. Troede hun virkelig…? Og da blev hun opmærksom på sit eget kropssprog. Hun rystede sig kort som en våd hun, for at ryste det ulve-agtige af sig. Det var der ingen grund til. Sådan virkelig ikke. Der var ingen grund til at kæmpe mod den ny fundende allierede, for det var det hun så Yuki som, en allieret.

”Jeg har ikke tænkt mig at skyde dig, hvis det er det du tror,” sagde hun med tydelig stemme, på sit bedste skoleengelsk, mens hun løftede hænderne op afværgende, for at forsikre den anden om hendes intentioner. Så dukkede en skræmmende tanke op i hendes baghoved: I hvert fald ikke endnu... Tanken skræmte hende meget, for hun havde aldrig tænkt over, at hun kunne dræbe et andet menneske af kød og blod. Jo hun havde dræbt mange smittede, men det var ikke rigtig det samme. Smittede havde ingen intelligens. Men intelligens var også farlig, tænkte hun ved sig selv, mens hun fejede ammunition og pistol ned i rygsækken igen. Mennesker kunne planlægge og bruge strategi, hvilket nærmest gjorde dem farligere end de smittede. Det var i øvrigt også derfor hun var taget til Europa og ikke Amerika, da smitten var brudt ud, for hurtigt havde tre store grupper fået kontrollen over det meste af Amerika. Eller i hvert fald de interessante steder. Her i Paris var der ingen grupper, hvilket kun var et plus, selvom der så var syreregn her. Ak ja. Menneskets største fjende var og ville altid være dem selv. Pludselig afbrød Yuki hendes tankerække:

”Ha… Det vidste jeg godt,” Det lød mere som en konstatering end som et egentligt svar. Agnessa svingede tasken over skulderen, og drejede om på hælen. Så tog hun et par skridt mod indgangen til Caféen. Hun havde svært ved at ryste fornemmelsen af sig, for det var jo egentlig smartest at skyde Yuki, men nej… Nej det kunne Agnessa ikke, hun stod i gæld til Yuki.

”Vil du med?”

”Tror det eller ej, men det vil jeg gerne,” svarede Yuki med et stort smil på læberne. Det så nærmest ud som om hun var glad for tilbuddet. Agnessa rystede let på hovedet af den anden og forsatte ud af døren. Yuki fulgte efter hende.

Da Agnessa kom ud af bygningen så hun sig hurtigt om. Det var på forbavsende kort tid blevet dunkelt, og det var nu man virkelig skulle passe på. Det var nemlig nu det blev farligt, især hvis man ikke så sig ordenligt for. Hun havde en idé, måske lettere paranoidt, at der stod en smittet rundt om hvert gadehjørne.

Hun skuttede sig i sin læderjakke, og så Yuki gøre det samme i sit sparsomme tøj. Selvfølgelig blev det da koldt nu, tænkte hun med et suk, da noget ramte hendes næsetip: et lille snefnug. Vent hvad? Sne? Hendes øjne spærredes op i forfærdelse, for hvis det lort havde tænkt sig at dække gaderne, så ville det da blive helt umuligt at holde varmen i det tøj de to var iklædt. Læderjakken ydede lidt beskyttelse, men ikke nok til at kunne sove udendørs om vinteren.

”Hvilken vej?” spurgte hun lidt ud i luften til Yuki i håb om, at den anden vidste bare et eller andet om Paris, for det gjorde Agnessa, selv, i hvert fald ikke.

”Til midtbyen. Hvis vi kan finde nogle forsyninger, så kender jeg eeh… et sikkert sted,” svarede Yuki nonchalant, og gav sig til at tjekke remmene på sin taske, inden hun i luntetrav forsatte fremefter - mod midtbyen gik Agnessa ud fra. Hun nikkede derfor blot af den anden og fulgte trop. Midtbyen lød som en god idé. For selvom chancen for at møde smittede var større, så var chancen for at finde forsyninger også væsentligt større. Noget de begge, efter hendes vurdering, havde hårdt brug for.

Sneen var begyndt at komme ned fra himlen med større hast. Det var gået fra fredfuld dalen over til en decideret falden. Dog troede Agnessa ikke på, at der ville komme snestorm. Det var det slet ikke koldt nok til endnu. Hun skubbede tasken til rette, da den gled lidt ned over den ene skulder og forsatte efter Yuki. Et sikkert sted siger hun? Det lyder da ikke helt tosset…, tænkte hun ved sig selv.

Sneen var kold og var begyndt at gennembløde hendes jakke. De forsatte bare frem af med Yuki som ledestjerne.  Efter lidt tids løben spurgte Yuki hviskende:

”Hvad mangler du mest?”

Klog pige, tænkte Agnessa. Det var måske ikke dumt at finde ud af, hvad de havde brug for, før de begyndte at lede efter det. Ellers ville de bare vandre rundt som ja… zombier i en søgen på alt og ingenting.

Agnessas krop var begyndt at ryste let, som kroppe nu engang gør, når de vil generere varme. Hun vidste allerede nu hvad hun manglede allermest. Vand? Nej, for det havde hun egentlig en ok beholdning af, eller i hvert fald drikkevarer. Mad? Hun var ved at løbe tør, men det hun havde allermest brug for var varmt overtøj. Hvad nyttede det at hun havde en overflod af mad og vand, hvis hun frøs ihjel? Nej helt bestemt overtøjet.

”En varm jakke,” hviskede hun tilbage til Yuki, og gned sine arme ”Eller noget andet, en hættetrøje whatever, til at holde mig varm.” Hun så sig lidt omkring, mens de bevægede sig længere og længere ind mod Paris’ hjerte. ”Og du?” spurgte hun efter et par minutter, et slags hensynstagende modsvar.

”Vand, mad, medicin eller en førstehjælpstaske,” svarede Yuki kort, stadigvæk i lavt toneleje. De gik lidt, inden Yuki igen åbnede munden ”Du Agnessa? Hvis vi bliver angrebet af rådne, så dræb mig, før jeg forvandler mig til en af dem, okay.”

“Selvfølgelig,” sagde hun nonchalant, dog lettere hovedrystende “Du ville gøre det same for mig.”

“Selvfølgelig,” svarede Yuki næsten lige så nonchalant. Fint. Så var det på det rene, og det havde Agnessa det egentlig meget godt med. Bizart? Måske lidt, men det var alligevel meget rart at vide, at man ikke ville ende som et menneskeædende monster, hvis man var så uheldig at blive bidt. Hun trak sine knive frem igen, da hun kom i tanke om, at hun jo stadigvæk skulle være på vagt. Det måtte være tosomheden der havde gjort hende lidt for tryg. Hun måtte være klar, hvis nogen, strejfere som smittede, dukkede op. Begge parter var sjældent venligtsindede.

”Er det ikke lidt underligt…” mere nåede hun ikke at sige, før hun hørte et højt brag. Hun farede sammen som en anden hare, og var nær bumpet ind Yuki.

”Jeg tror vi skal af sted. Nu!” hviskede Yuki og tog et par skridt baglæns med sværdet foran sig. Hvornår havde hun trukket det? Nå lige meget, nu gjaldt det bare om at komme væk. Agnessas krop var gået så meget i dyre-mode, at hun nærmest bare var løbet af sted uden mål eller med, da Yuki sagde nu. Alligevel tog hun sig i det

”Hvad skal vi gøre?” spurgte Yuki og fik hevet Agnessa ud af tankerne igen.

”Jeg tror, vi skal løbe så hurtigt som muligt,” svarede Agnessa og så ængsteligt i retning af lyden. Hun pegede mod en gade som lå den modsatte vej af hvor lyden kom fra. Det måtte være et godt sted at starte. Med de ord satte de begge af sted i et joggende tempo som begge parter kunne holde i længere tid. Der var ingen grund til at sprinte af sted, for den fart kunne ingen af dem alligevel holde, når først adrenalinen forlod kroppen. Agnessas hjerte hamrede af sted for fuld fart.

”Gad godt vide, hvad det var…” mumlede Yuki undrende til Agnessa, og det kunne hun ikke fortænke Yuki i. Agnessa var nemlig også forbandet nysgerrig. Med jævnt mellemrum stoppede Yuki op og stod bare og lyttede. Hvad det skulle gøre godt for havde Agnessa svært ved at regne ud, men det var også lige meget. Bare de kom frem af.

”Yeah, også mig,” svarede Agnessa kun lige højt nok til at den anden kunne høre hende. Selvom de bevægede sig væk fra lyden, som synes den at komme tættere og tættere på. Det måtte være smittede!, tænkte hun og prikkede Yuki på skulderen. Hun var næsten sikker på, at hun havde ret.

”Jeg tror nogen forfølger os. Lyden er tættere på nu…” Det så ud til at Yuki var kommet frem til samme konklusion, da hun kort efter sagde:

”Følg mig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...