SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
55Kommentarer
6755Visninger
AA

7. Ⓛ Kapitel 6: "Hvad vil du vide?"

Han fik hende til at føle sig godt tilpas, ham ireren eller hvad han nu var for en størrelse. Så derfor svarede hun:

”Det tror jeg? Hvad vil du vide?” Selvfølgelig var det ikke alt hun var frisk på at dele med ham. Der var ting om hendes liv, som var for personlige til at dele med en fyr hun nærmest lige havde mødt.

Hun kørte en hånd gennem det sortbrune pjuskede tingeltangel som udgjorde hendes hår og trak trøjen tættere omkring sig. Hun kampfrøs ikke længere, men kulden kærtegnede alligevel hendes bare hud på benene, når den fandt et hul i legginsene. For første gang i lang tid, i ædru tilstand, så hun ned af sig selv. Skind og ben, tænkte hun vemodigt og mindede sig selv om at æde sig en pukkel til, hvis hun fik skaffet mad. Noget skulle den jo have at spise, og den eneste grund til, at hun var sikker på, at den ikke var død endnu var, at den fra tid til anden gav hende et ordentligt spark i bugen. Noget der på en eller anden måde gjorde hende glad.

Michael så lidt tøvende ud, da han spurgte:

”Hvor lang tid har du taget stoffer?” Han så ud som om, at han ville spørge om mere, men gjorde det ikke. Så derfor valgte hun at svare med det samme, mens hun kiggede sig over skulderen. Michael var trods alt ikke hendes private bodyguard, så hun holdt selv øje med smittede og så videre. Også selvom noget sagde hende, at han i forvejen holdt udkig for dem begge.

Det var heller ikke noget problem at stille hende spørgsmål, heller ikke den slags, for hun havde meget få hemmeligheder og dem hun havde vogtede hun over som en løvemor.

”Lad mig se…” Hun talte let på fingrene, og forsatte ”Omkring ti eller tolv år, tror jeg. Det er ikke noget vi tænker ret meget over, min slags mener jeg.” Spørgsmålet i sig selv overraskede hende ikke. Folk der ikke selv tog stoffer var ofte nysgerrige over for det. Michaels ansigtsudtryk ændrede sig kortvarigt. Han så nærmest… overrasket ud? Det undrede ham vel, at hun havde været misbruger så længe, tænkte hun.

Hendes misbrug i sig selv havde egentlig aldrig været en hemmelighed. Alle vidste det. Hendes forældre, gamle skolekammerater og så videre. Hvis de da stadigvæk var i live, tænkte hun sørgmodigt. Der havde heller aldrig været skam forbundet med misbrugen, for på bordellet var det normalen.

Efter yderligere nogle minutter valgte Michael at tale igen.

”Vi er lidt over halvvejs nu,” informerede han, og hendes mørkebrune øjne lyste op i en slags glæde. Den type glæde hun kunne mønstre, når hun var påvirket. Læberne skilte sig i et mit smil, og hendes ben gjorde ondt. Nej de stikkede, prikkede og føltes som om de var ved at knække. De magre ben rystede under hendes ringe vægt for hvert eneste skridt hun tog, men hun var fast besluttet på at forsætte.

De gik i yderligere 10 minutters tavshed, før Michael stillede endnu et spørgsmål.

”Hvor gammel er du?”

”25 år,” svarede Luna nonchalant, hvilket fik ham til at se overrasket ud. Det var egentlig ikke så underligt, for hun havde tit fået at vide, at hun så meget yngre ud end hun egentlig var. Og folk var grundlæggende ligeglade, bare man var over 15 og kunne bevise det. Desuden så hun rimelig sølle ud med den blege hud, det tjavsede hår og mørke raner under øjnene.

”Jeg er 27,” sagde Michael, som sådan et slags modsvar eller noget. ”Uhm…” mumlede han, inden han forsatte nu med emneskift ”Vi er der tidligere end jeg havde forventet. Kan du se det tårn? På kirken? Mit hjem er kun få minutter derfra.” Luna nikkede, hun havde godt fået øje på kirketårnet. Det betød at de snart ville være fremme, hvilket hendes ben ville takke hende for. De rystede stadigvæk for hvert skridt hun tog. Der gik lidt tid, før han igen åbnede munden.

”Har du været i Moskva længe?” Det lød mest af alt som om han bare forsøgte at holde samtalen kørende, men det var egentlig fint med hende. Hun kunne godt lide, at der skete noget og de ikke bare vandrede af sted i akavet stilhed.

”Okay… pænt lang tid faktisk,” sagde hun, og holdt en lille kunstpause “Jeg har været her, siden jeg var 17. Jeg ville være skuespiller, men…” Det var egentlig ikke meningen, at hun ville fade ud på den måde, men nu hvor hun havde stoppet sætningen der fandt hun det egentlig ok. Han kunne nok godt regne ud, at hun aldrig var blevet skuespiller, og hvad hun var blevet i stedet for ragede ikke rigtig ham. Det kom faktisk ikke nogen ved, tænkte hun og gøs. Bare de snart var der.

”Så du kender byen ret godt?” spurgte han, også selvom det egentlig mere lød som en konstatering. Hun nikkede let. Hun kunne huske byen pænt godt, også selvom hun sjældent havde set den i dagslys.

Godt og vel 25 minutter senere nåede de til kirken, og hun fulgte ham rundt om den, mod hvor det nu end var han boede. Der var koldere herude end i indre by. Det var nok manglen på høje bygninger der skærmede mod vinden. Det bemærkede hun hurtigt, fordi hun var så sparsomt klædt. Legginsene ydede ikke ret meget beskyttelse. Hun havde alligevel besluttet sig for, at han skulle have sin trøje tilbage igen, for hun kunne ikke lide at stå i gæld til folk. Specielt ikke når folk ikke havde meget at give af i forvejen. Luna havde kun taget den på, fordi hun på en eller anden måde vidste, at han ikke ville have godtaget et nej tak - og så fordi hun havde hundefrosset selvfølgelig.

”Bor du her?” spurgte hun lavt, og så sig usikkert omkring.

”Ja, jeg bor nede i kælderen,” svarede han nærmest fornøjet, og skubbede døren op til selve huset. Derefter begyndte han at rode i sine lommer efter et eller andet. Kort efter så hun, at han trak en nøgle op af lommen. Hun skævede til en dør der lignede noget ned til en kælder. En gammel tung egetræs låge. Michael stak nøglen i låsen og åbnede den svære dør, hvorefter han gik først ned af trappen.

”Okay, det er ikke meget, men du er velkommen til at blive, så længe du har lyst til,” lød hans stemme nede fra mørket. Kort efter blev lyset tændt, og hun så det som et tegn til, at hun nu kunne forsøge sig med trappen. Den var pænt stejl, så hun måtte holde godt fast i gelænderet for ikke at falde. Stejlheden var måske en fordel, hvis der dukkede uventede gæster op, men bestemt ikke for en senet luder som hun selv. Det gjorde bare arbejdet mere besværligt. De brune øjne var fæstnet mod de utallige trin, mens hun langsomt gik ned, trin efter trin. Godt der var lys og hun kunne gå i et langsomt tempo, for ellers kunne det her nemt gå galt.

”Og hvad er hagen så?” spurgte hun, tydeligt skeptisk. Det var svært for hende at stole på andre, specielt mænd, så selvom han havde været sød ved hende, så var hun stadigvæk ikke 100 procent sikker på hans intentioner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...