SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
48Kommentarer
6434Visninger
AA

6. Ⓐ Kapitel 5: "Dræb eller bliv dræbt"

På trods af den trykkede, nej sindssyge!, stemning lagde hun mærke til, at det var stoppet med at regne uden for. Jo vinden var stadigvæk rasende, men det var egentlig ok, for så blev det svære for de smittede at finde dem. Vinden larmede så meget og var så kraftig, at den ville sløre de smittedes to vigtigste sanser: hørelsen og lugtesansen. Så ville de heller ikke blive tiltrukket af, at der lå en død smittet herinde om nogle få minutter, forhåbentlig. Glimrende!, noterede hun sig selv, før hun gav sig et mentalt slag i hovedet. Ordet lød fremmet i hendes hjerne, i hendes mund, det var for sofistikeret.

Agnessa kravler nærmere den smittede, mens Yuki danser rundt om den og hugger til lidt her og der. Et stort stykke af overarmen lander på gulvet få meter fra hende. Det er alt sammen kød, sener og levret blod. Hun rynker på næsen af væmmelse, men forsatte med at kravle nærmere. Landingen af armstykket stoppede hendes tankerække, og fik hende til at fokusere på hvad hun skulle gøre.

Hurtigt kom Agnessa på benene, den havde stadigvæk ikke lagt mærke til hende, og hun sneg sig ind på den bagfra. Øjnene var fæstnet på deres mål: bæstets behårede baghoved. Der hvor panden ville være, når den vendte sig om og det skulle den. Ellers kunne hun ikke slå den ihjel ordentligt. Panden var klart det sikreste sted at ramme. Derfor fløjtede hun dæmpet og hævede kniven en smule. Bæstet drejede sig langsomt rundt. Den havde fuldstændig tabt interessen for Yuki nu.

Det tog hende få sekunder at hamre kniven ned i hjerneskallen på den smittede. Klask sagde det, da hun ramte den klokkerent mellem øjnene. Hun drejede kniven en kvart omgang til højre, hvilket fik grålig hjernemasse til at flyde ud af det nylavede hul. Den kæmpede et par sekunder, ikke for livet selvfølgelig, men for at få en sidste bid inden sin snarlige død. Og pludselig blev den helt stille og slap. Den faldt om på gulvet med et bump. Når hjernen først var ødelagt, så kunne den ikke sende flere signaler ud til kroppen og så endte de smittede sådan her. Som en klump kød på gulvet.

Agnessa så sig henkastet om nu da det var gjort, og gik tilbage til køleskabet, som om intet var hændt. Det lod ikke ligefrem til, at der ville komme flere smittede lige nu, for så var de blevet vækket af larmen fra slåskampen. Hun åbnede køleskabet og tog en sodavand - sikkert flad, men det var ligegyldigt - og kastede den i Yukis retning over skulderen, ligesom man gjorde hvis man ville afværge uheld med salt:

”Grib!” råbte hun til Yuki, og trak en sodavand ud til sig selv.

Yuki greb den let, men knap så elegant, flasken med venstre hånd. Sværdet havde hun stadigvæk i den højre, da hun gik hen imod disken. Der stank virkelig råddent herinde, nu efter at den smittede var dejset om. Det var decideret ulækkert at have sådan en liggende, men hvad fanden man kunne ikke så godt flytte ham. Chancen for at liget eksploderede og man fik indvolde i håret var alt for stor til, at man tog chancen. Yuki gav sig til at tørre sit sværd af i et gammelt, støvet viskestykke. Heldigt der ikke var flere, tænkte hun, for så havde hun virkelig været på spanden. Når man har en kniv med en bladlængde som en butterfly-kniv, så skal der ikke ret mange af de rådne til, før det går galt. Med sværdet som Yukis var det lidt lettere. Især hvis man forstod at bruge det.

Sodavanden blev hældt på feltflaske og stoppet om i hendes rygsæk. Derefter gik hun tættere på den døde, nu helt døde, smittede. Det var sjældent hun havde tid til at stoppe op og betragte dem, som regel fordi hun løb for livet efterfølgende, men sammen med Yuki følte hun sig underligt tryg. Hun lænede sig ind over den smittede og greb fat om knivens elfenbensskæfte. Hun trak til, men den ville ikke slippe. Den smittede måtte være rimelig frisk konstaterede hun og stemte i med den ene fod mod den flækkede hjerneskal. Endelig slap kniven og efter den sivede mere grålig hjernemasse ud. Klamt.

Derefter gik Agnessa tilbage til baren, og begyndte at rode skabene igennem. Hvem vidste, måske var der noget brugbart? Yuki tog en slurk af sin sodavand. Hun måtte være tørstig, tænkte Agnessa. Men på den anden side: Hvem vidste hvornår Yuki sidst havde fået noget ordentligt at drikke?

”Hvor på landet?” spurgte Agnessa lidt ud af det blå. Hun havde altid været meget direkte, men det gjorde ikke så meget, når nu verden var af lave alligevel. Først så Yuki forvirret ud, hvilket der egentlig ikke var noget at sige taget i betragtning af, at det var en samtale der havde foregået før drabet på bæstet. Agnessa fik et hvad i alverden vrøvler du om?-blik fra Yuki, men så så det ud til at gå op for hende, hvad Agnessa talte om.

”Langt herfra desværre. Der var mere sikkert end her,” Yuki slog ud med armen på en lidt håbløs måde.

”Hvorfor forlod du det, hvis det er åh-så-sikkert?” spurgte Agnessa med hovedet inde i et skab, men hun skubbede sig forbid forskellige former for rådden dåsefrugt. Det var bestemt ikke til noget det her. Det undrede hende også, at Yuki var taget væk fra det sikre sted, for at tage ud i verden til alt det her lort. Altså… Det var jo et værre ragnarok herude. Desuden var hun nysgerrig. Nysgerrig efter at høre om den anden og dette såkaldte safe place.

”Jeg havde brug for forsyninger. Jeg var tæt på at dø af tørst derude,” lød svaret kort, men Yuki trak luft ned i lungerne igen, som om hun forberedte sig på at sige mere, så Agnessa holdt munden lukket. ”Og jeg ville gerne møde andre overlevende.” Okay så… det var lidt underligt, at hun ville finde andre overlevende altså, for det var sjældent at de var så venligtsindede, som Agnessa havde været. De fleste var blevet godt og grundigt sindssyge af at rende rundt herude.

Inde bag al frugten fandt hun en rygsæk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...