SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
51Kommentarer
6454Visninger
AA

5. Ⓛ Kapitel 4: "Hvad er hjem?"

Luna lagde mærke til, at fyren havde gode støvler på, men at håret var uplejet, på grænsen til dreadlocks.

”Jeg tror ikke, at du har noget, jeg kunne være interesseret i…” sagde han i et nærmest forbløffet tonefald. Forbløffet over hvad? Sine egne ord? Hun havde svært ved at afgøre det. Hun rynkede på næsen. Så var han i det mindste ikke ude efter stofferne. Men så åbnede han pludselig munden igen:

”Måske du kunne hjælpe mig med mit hår og skæg? Jeg ved godt, at jeg ligner lidt af en vild viking, så…”

Kulden sneg sig ind på hende. Hun var også kun iført leggins, med moderne huller og huller af slid, og så det forbandede korset. Hun lukkede kort øjnene og åndede tungt ud. Hun lignede en luder, kunne hun konkludere. Intet under at fyren var hjælpsom, når hun så sådan her ud. Hendes bryster hoppede nærmest ud over overdelen hun var iklædt.

”Hvis du har noget der kan skære, så kan jeg prøve,” sagde hun, og smilede forsigtigt “Jeg er faktisk ret god med en kniv.” Men tilføjede til sig selv: dengang hun ikke var skæv, og rent faktisk var i stand til at holde på en kniv uden at ryste.

”Lyder godt. Jeg gad godt ligne en vildmand lidt mindre end jeg gør nu,” lo han.

Pludselig begyndte vikinge-fyren Michael at rode i sin taske, og kort efter fik hun en trøje smidt i skødet. En hættetrøje. Uden yderligere opfordring trak hun den på. Hun kunne allerede mærke varmen fra den store trøje. Jo den var bestemt for stor, selv hvis hun ikke havde været underernæret, men det var bedre end ingenting.

”Tak,” hviskede hun med tåre i øjnene, det var virkelig pænt af ham. Sikke emotionel hun var i dag. Fast besluttet på at komme på benene, skubbede hun nu fra på murstensmuren og kom på benene. Hun var lige ved at få overbalance, men fik rettet op i tide og undgik derved at gøre sig selv til grin, mere end højest nødvendigt i hvert fald. Hun smed posen, som der før havde været kokain i, ned i containeren og tilføjede:

”Jeg vil gerne stoppe.” Hun var ret tæt på den anden. Tæt nok til at kunne støtte sig op af ham, men hun gjorde det ikke. Hun kunne og ville selv.

”Det er jeg glad for at høre,” svarede han og lukkede rygsækken, hvorefter han svang den over skulderen. Hun mærkede, at han holdt øje med hende eller sådan havde hun det i hvert fald. Forventede han, at hun ville falde eller hvad? Whatever… stofferne havde det med at gøre hende paranoid, så hun skød skylden over på dem og tog det første skridt frem ad.

”Følg mig. Jeg har et sikkert sted, hvor vi kan være,” mumlede fyren og hun fulgte ham. Hun havde egentlig mange gange tænkt på, at hun lige så godt kunne dø, men hun var altid kommet til at tænke på den der i hendes mave. Hvad ville der ske med den, hvis hun døde eller blev smittet. Ville den også blive smittet? Eller være rask og hun som smittet ville grave sig ind til den og æde den? Hun rystede på hovedet. Den tanke ville hun helst ikke tænke.

Luna var ikke sikker på hvor langt hun kunne gå, men hun havde helt bestemt tænkt sig at prøve. Så med svajende, usikre skridt bevægede hun sig fremad. Chancen for overlevelse var større sammen, så meget vidste hun da. Det gik rimeligt indtil hun skulle tage det tiende skridt, der gik det galt og hun var nær stået på næsen. Instinktivt greb hun fat i den andens jakkeærme. Han vaklede kort, men fandt, hurtigere end hun, balancen igen. Han så på hende, da hun forsøgte at undskylde sig.

”Undskyld,” mumlede Luna lavmælt og hostede kraftigt ”Jeg er en smile…” Cut the crap Luna… tænkte hun til sig selv og forsatte ”Okay, jeg er gravid og skæv, så det her er ikke nemt.” Hun valgte ærligheden, fordi det var det rigtige at gøre. Hun kunne ikke se nogen god grund til at lyve over for ham. Hurtigt slap hun hans arm igen og vaklede igen frem af. Selvom hun var foran ham nu, så ville det ikke tage ham mange skridt at komme op på siden af hende igen.

”Det gør ikke mig noget. Jeg er kun glad for, at du er ærlig,” svarede han venligt. Et kort sekund så han ud som om han ville sige noget, og kort efter åbnede han munden igen ”Luna, jeg vil gerne hjælpe dig. Hvis du har brug for en arm at støtte sig til, så gør det blot.” Han havde indhentet hende igen, også selvom han så ud til at gå væsentligt langsommere end han plejede. Det her var bestemt ikke hans tempo.

”Jeg vil ikke være en byrde,” mumlede Luna med nedslået blik, og forsøgte at sætte farten lidt op. Hun ønskede ikke, at han skulle slæbe af sted med hende, så derfor kunne hun lige så godt komme frem af. Det var jo ikke ham der havde valgt at være stofmisbruger og ikke kunne stå på benene. Hun var heller ikke sikker på, hvor længe hun havde ligget i gyden, men ud fra groggyheden så skød hun på alt mellem en og fire dage.

”Du er ikke en byrde. Jeg har alligevel brug for selvskab, før jeg bliver skør,” lo han formildende.

”Så…” Luna drejede hovedet og så på Michael, da han sagde noget igen ”Hvor lang tid har du været gravid?” Der gik lidt tid før hun svarede, fordi hun kom i tanke om, at hun havde glemt sin rygsæk i gyden. Hurtigt skød hun tanken fra sig, for der lå ikke noget af værdi i den.

”For at være ærlig: S-så er jeg ikke sikker,” sagde hun med tydelig skam i stemmen. Vejen foran hende var glat, men ikke så glat som der havde været i gyden, hvilket jo var en tydelig fordel. Det gjorde hendes liv nemmere. Hun forsøgte kort efter at godtgøre det lidt, ved at sige: ”Jeg tror, at jeg er nogle måneder fra at gå i fødsel, men jeg er ikke sikker. Kan være et par måneder, kan være ni.”

“Okay så…” sagde han lidt tøvende. Derpå tilføjede han, at han nok måtte give hende ret. Det så sådan ud.

Det så ikke ud til at det ville blive mørkt endnu, men på den anden side, hvad vidste Luna om det? Nat og dag var godt det samme, når man arbejdede på bordel. Det var kort sagt aldrig noget hun havde bekymret sig om, så hvorfor starte nu? Verden var alligevel totalt fucked up, ligesom hende selv. Den havde fuldt i hendes fodspor, for hun var allerede fucked up, inden verden gik af lave. Men selvom verden var blevet mere og mere vanvittig, så var hendes eget liv blevet bedre. Hun var trappet ned og hun var ikke længere den billigste skøge i Moskva, så det var da altid noget. Hun drejede hovedet, da Michael igen talte.

”Kan jeg spørge om noget mere?” spurgte han nysgerrigt. Eller sådan opfattede hun det i hvert fald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...