SOS(1): Nobody can Escape

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

26Likes
45Kommentarer
5456Visninger
AA

4. Ⓐ Kapitel 3: "Le Petite Bleu Fromage"

Så gik døren op, og der drønede heldigvis ingen af de rådne ud. Hjertet, som før havde siddet helt oppe i halsen på hende, faldt nu ned på rette plads igen. Hun åndede lettet op.

”Så er vi to,” sagde Yuki lige så tørt som før. Hun havde også trukket sit våben, et sværd af en art, igen og Agnessa sin kniv ”Og hvis vi er heldige; vand.”

Agnessa nikkede og mumlede ’Det der var pænt dumt’, men så lavt at hun ikke var sikker på, om den anden kunne høre det.

Alligevel bestemte hun sig for at følge den anden, da hun gik indenfor med sværdet først. Tanken om tørvejr og en smule varme til knoglerne tiltalte hende lige så meget som chancen for at de måske ville finde mad eller drikkevare herinde. Vand, is-the, sodavand. Alt der kunne holde sig kunne bruges.

Agnessa var ved at hoppe op i loftet, da hun opdagede noget rester ovre i hjørnet af caféen, men tvang sig selv til at trække vejret stille og roligt. Kroppen var i et sådant stadie af forfald, at det var umuligt at afgøre hvad han, eller hun, var død af. Men en ting var i hvert fald sikkert, han/hun var ikke blevet slået ihjel af en smittet, for så ville han ikke stadigvæk sidde her. Ved siden af ham lå et skilt med ordene Le Petite Bleu Fromage påskrevet med lyseblå maling. Skiltet var plettet af mørkerøde plamager.

”Sacrebleu!” udbrød hun på bedste franske vis. Det fik Yuki til at hoppe, men ellers sagde hun ingenting. Accenten sad ganske vidst ikke helt i skabet, fordi den russiske accent var svær at komme uden om, men hun synes, at hun efterhånden var kommet meget godt efter det. Alt taget i betragtning. Specielt efter hun havde mødt nogle franske overlevende, og havde måtte vise dem vej via et fransk bykort.

”Her er sikkert, midlertidigt,” sagde Yuki højt, nok lige så meget for at overbevise sig selv om det.

Yuki havde givet sig til at undersøge caféen foran dem, og ligeledes gjorde Agnessa. Med lange skridt lod hun tankerne føre sig hen til et stort industrikøleskab med glaslåge. Det stod omme bag disken, hvor det ellers kun var tilladt for personalet at bevæge sig rundt. Hun havde svært ved at slippe følelsen af at bevæge sig rundt på forbudt område, da hun gik bagom disken.

”Finder du noget?”

Agnessa var travlt beskæftiget, da hun hørte en stemme. Først fik hun et chok, men så kom hun i tanke om, at det bare var Yuki. Det var ikke let at vænne sig til selvskab, når fremmede stemmer i så lang tid havde betydet panik og fare. Hun lo i sit stille sind over sin egen forskrækkelse, og trak i håndtaget. Drikkevarerne så som udgangspunkt gode nok ud. De havde i hvert fald ikke overskredet holdbarhedsdatoen endnu, selvom det, med sodavand, var ligegyldigt. Man kunne højest risikere, at brussen var gået af.

”Ja, jeg har fundet noget sodavand!” råbte hun fra bag disken til sin nye medsammensvorne. Så hørte hun en mærkværdig, krassende lyd. Det lød som om det kom fra bag køleskabet. Måske fra bygningen ved siden af eller fra et baglokale, hvis indgang hun ikke kendte til.

”Hvad fa…” nåede hun at sige, inden noget brød gennem den papirstynde væg der udgjorde bagvæggen i caféen. Hun skreg højt af frygt, da væsnet væltede hylder ned over hende med et brag. Den smittedes ånde var overvældende. Rådden stank fyldte hendes næsebor. Braget fra da hvad-det-nu-skulle-kaldes-for-et-væsen brød igennem væggen rungede stadigvæk i hende ører, og hun havde det som om hun havde mistet hørelsen. Luften var blevet presset ud af hendes brystkasse, da den landede på hende. Det var en ranglet fyr på max 70 kilo, men på grund af motoriske mangler virkede det som om, at han vejede langt mere.

På grund af sin nærmest manglende hørelse og det ringe udsyn fra bag bardisken, var det umuligt at regne ud, om Yuki var flygtet, men det regnede hun med, at hun var. Alt andet ville være decideret tåbeligt. Alligevel ville Agnessa ønske, at hun var blevet, for som det så ud nu, så var hun så godt som død. Hun havde ikke en chance, for hun kunne ikke komme til sine knive.

Pludselig hørte hun en råben. Den kom fra Yuki som med viftende arme og høj råben tiltrak den smittedes opmærksomhed. Yuki havde også trukket sit sværd.

”Hey grimrian! Herovre!”

Hvorfor hjælper hun?, tænkte Agnessa ved sig selv, stadigvæk begravet i hylder, mens den smittede vendte sig mod Yuki og begyndte at gå hen imod hende. Yuki stod roligt afventende med sværdet hævet. Bæstet, med jakkesæt og kontorbriller, stod med ryggen til Agnessa og fronten mod Yuki. Selvom hun var ked af, at den nu var efter Yuki, så var hun God damn relieved. Agnessa lå forsat helt stille. Den mindste lyd ville tiltrække dens opmærksomhed, og så ville hun være lige vidt.

Kort efter skubbede hun forsigtigt hylderne af sig og kravlede i den modsatte retning. Bæstet havde sin fulde opmærksomhed rettet mod den anden kvinde. Så gik den smittede til angreb, men Yuki dansede bare let og elegant til siden, uden for dens rækkevide. Agnessa var virkelig imponeret over den andens evner, og gik tilbage til en gammel tankerække: Yuki havde bestemt mad-skills.

Nu da bæstet havde angrebet, var det Yukis tur til at gøre et udfald og det gjorde hun så også. Hun sprang fremad og kom tæt nok på den smittede til at gøre et udfald. Desværre ramte hun kun dens skulder, hvilket havde absolut ingen effekt. Det var lige før, at det havde haft større effekt at slå den i hovedet med en død torsk. Straks efter rakte de halvrådne fingrer ud efter Yuki igen, og fik hende til at springe baglæns.

Mens alt dette stod på sørgede Agnessa for at holde hovedet lavt, det var gammel vane og basic overlevelsesinstinkt fra militæret. Yuki dansede videre med bæstet. Hun var ikke sikkert på, om Yuki havde gjort det med vilje eller ufrivilligt, men uanset hvad var hun overordentlig taknemlig. Hun lå på knæ bag disken og betragtede dødsdansen, uden at tænke over den mængde passivitet hun mønstrede. Move it! Inden de begge er smittede!, tænkte hun, men blev af en eller anden grund siddende.

Måske jeg skal kaste en kniv?, tænkte hun, men punkterede hurtigt den tankeboble. Chancen for at hun kunne ramme herfra var ret lille, plus hvis hun endelig ramte noget, så kunne det lige så godt være Yuki og det ville jo ikke være godt. Nogen ville måske mene, at sidstnævnte ikke var så skidt, men det kunne hun alligevel ikke gøre ved Yuki. Hun havde trods alt reddet Agnessa fra den visse død, frivilligt eller ej.

Derfor placerede hun kniven mellem tænderne, og listede, på kattepoter, nærmere den smittede, mens hun bad til - nej tiggede om - at den ikke hørte hende, før hun havde plantet kniven i dens baghoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...