SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||
Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

27Likes
47Kommentarer
5889Visninger
AA

14. Ⓛ Kapitel 13: "Svimmelhed"

”Jeg er okay, jeg er bare lidt …” Hun tog en dyb indånding, for at prøve på at få sig selv på rette køl igen “… svimmel.” Hun skød skylden for svimmelheden på to ting:

Et: At det var første gang i lang tid, at hun havde fået et ordenligt måltid,

To: At hun nu var uden sine hvide venner.

I flere timer endda. At tage en kold tyrker stank generelt ret meget. Selvom det så var fra noget så simpelt som slik eller om det var de hårde stoffer. Begge dele var svære at stoppe med, hvis man var van til dem, og gav altid en eller anden form for abstinenser. Lige nu kunne hun bruge hvad som helst der kunne skaffes, men vidste også samtidig, at hun skulle lade vær - for babyens skyld.

”Det tror jeg også …” medgav Michael med bekymrede øjne.

”Jeg tror, at jeg har brug for at ligge ned,” mumlede hun uldent med svømmende øjne. Hun havde det som om små vatklumper dækkede for hendes øjne. Alting omkring hende var tåget. Hendes hjerte bankede hurtigt, nærmest for hurtigt i hendes bryst. Abstinenser… Fra de andre havde hun hørt, at man kunne blive svimmel, så det havde hun forventet. Hun havde bare ikke set denne grad af svimmelhed komme. Overraskende og vattet.

Hovedet hvilede hun mod væggen bag sig, mens håndfladerne, fladt placeret på det kolde cementgulv, holdt hende fra at svaje fra side til side.

”Du kan ikke ligge her …” tilføjede han så, og drejede hovedet “Kan du komme over til madrassen..?”

Ved hans ord nikkede hun først, men rystede så på hovedet. I et forsøg på at rejse sig op, havde hun nær slået baghovedet ind i væggen bag sig. Det var kun med nød og næppe, at hun kunne holde sig selv stående. Og det sammen med, at alt omkring hende snurrede rundt. Hun havde det som om, at hun stod og svajede, selvom det sikkert ikke var tilfældet, men hun var ikke helt sikker…

”Jeg kan prøve, hvis du giver mig en hånd,” foreslog hun forsigtigt. Det sidste sagde hun ekstra forsigtigt, fordi hun egentlig helst ikke ville bede om hjælp, men samtidig godt kunne se, at hun havde brug for den nu. Hun forsøgte blot at bevare den smule værdighed hun havde tilbage, ved at være så selvhjulpen som muligt. Alligevel var hun nødt til at være realistisk. Hun ville ikke kunne komme over til madrassen uden hjælp. Ikke på de her gelé-ben. Det var simpelthen ikke realistisk!

Luna følte sig pludselig som en kæmpe byrde. Det var jo ikke fair, over for ham, at han skulle passe på hende. Han havde jo ikke bedt om denne byrde. En byrde der var blevet pålagt ham, fordi han havde fundet hende og hun ikke kunne klare sig selv. Det var sølle. Hvis hun bare havde kvittet stofferne, så var det her aldrig sket. Så var hun sikkert heller aldrig blevet gravid heller.

Okay måske lidt mere end en hånd, men det havde han heldigvis fanget. Da hans hånd rørte hendes hofte, veg hun uvilkårligt en smule væk fra ham. Hun forsøgte at bevæge sig frem ad, men samtidig ved at læne så lidt som overhoved muligt mod Michael, hvilket resulterede i, at det gik meget langsomt. Eftersom hun virkelig ikke var sikker på benene, så måtte hun også føle sig frem med tæerne først, for hvert skridt hun tog. Og det var ikke bare sådan lige at træde lige på foden, når man var svimmel. Hele hendes krop rystede på ny. Bare en let dirren. Det kunne hun godt selv se, også selvom hele hendes verden drejede rundt.

Hun var ham også meget taknemlig, da han holdt lidt igen, da hun skulle ned og sidde på madrassen. Den var klart bedre end gulvet, for ikke at tale om varmere. I starten forsøgte hun at sidde op, men opgav hurtigt og endte med at lægge sig fladt ned på ryggen. Der var pludselig meget varmt hernede. Eller hun var i hvert fald varm, og så kold på en gang. Mystisk. Det havde hun nu ikke prøvet før. Hun forsøgte at stryge en tot hår væk fra sit ansigt, men Michael kom hende i forkøbet. Hun smilede forsigtigt, og bed sig betuttet i underlæben.

”Tak,” sagde hun lavt, og gned sine øjne i et naivt håb om, at det ville hjælpe lidt på hendes slørede syn. Det gjorde det så ikke. Hun strejfede sin pande. Den var fugtig, nærmest svedig. Okay det her var bare ikke særlig fantastisk. Tænk at han overhoved gad at have noget med hende at gøre. En gravid ex-junkie med abstinenser. Hun forstod det overhoved ikke.

Måske svimmelheden havde sløret hende hjerne, for det var netop det hun spurgte om:

”Hvorfor er du så sød ved mig?” Hendes stemme lød grødet, som om hun havde sovet.

”Du minder mig om en, som jeg har kær. Jeg tror, det ville være nemmere at skære min højre hånd af end at gøre dig ondt,” svarede han med en ærlighed i stemmen, som næsten bragte hende til tåre. Hans svar undrede hende også. Hvem var denne mystiske person, som hun minded ham om? Hun var nysgerrig, men spurgte ikke, for hun ville ikke snage. Hun måtte nøjes med at håbe, at han ville fortælle det en dag.

“Jeg er tilbage om lidt.” Han rejste sig op. Hun nikkede, mens han fandt en skål i skabet og forsvandt op af trappen. Da han kom tilbage, lå der små snebolde i skålen. Han hældte lidt vand i skålen, og fandt to viskestykker og en bog frem. Det ene lagde han i skålen, det andet blev vredet, foldet sammen og lagt på hendes pande.

”Hvis du har brug for noget, så si’ til,” sagde han roligt, og satte sig på et sammenfoldet tæppe og åbnede bogen. Hun lukkede øjnene. Eller snare… det gled i helt af sig selv. Det kølige viskestykke mod hendes pande føltes rart. Og så faldt hun i søvn.

Lunas søvn var urolig. Hun lå og vendte og drejede sig i forskruede mareridts. Alting var vendt på vrangen. Zombier med deres inside hvor deres outside skulle have været. Ansigter. Velkendte som helt fremmede. Skræmmende, blodige lig kom vaklende mod hende, og det eneste hun kunne gøre var at forsøge at komme væk. Men hun kunne ikke. Hendes ben ville ikke. Det var et sandt mareridt. Hun skreg, da bæsterne fik fat i hende og skreg stadigvæk, da hun vågnede. Hele hendes krop føltes varm og vatagtig.

Skriget forstummede, da hun blev omsluttet af varme. En varme som hun ikke kendte og ikke vidste hvor kom fra. Hun åbnede øjnene på klem, og så at Michael havde lagt armene om hende. Selvom dette fyldte hende med ubehag, så sank hun alligevel ind i det behagelige ved den kropslige kontakt. Det gav hende en tryghed, som hun ikke var van til. Som om alt ondt forsvandt fra verden, når bare han holdt om hende. Hun var splittet, for på en gang havde hun lyst til at skubbe sig fri, og blive liggende lige præcis hvor hun lå.

Som om han kunne læse hendes tanker og føle hendes ubehag, så løsnede han sit greb. Hun følte sig øjeblikkeligt skuffet. Eller… måske ikke skuffet, men et eller andet følte hun i hvert fald. Derpå gjorde hun sig helt fri af hans arme, og krøb over i fodenden af madrassen. Hun trak knæene op under hagen og hvilede hovedet på dem, imens hun dybt trak vejret ind. Hjertet sad endnu helt oppe i halsen på hende efter mareridtet.

”Det er okay.” Hun koncentrerede sig om at få sin stemme til ikke at ryste. Til at lyde så naturligt som muligt, men hun fejlede. Det var ikke kun stemmen der rystede, det var hele kroppen. En let sitren.

”Du er ikke o.k..” konkluderede fyren ved hendes side, og tilføjede ”Og undskyld hvis jeg overskred dine grænser.”

Hun sad og stirrede ud i luften en tid. Bare kigge frem for sig, uden et egentlig mål for den bratte stirren. Hun var stadigvæk svimmel, men bestemt mindre end da hun faldt i søvn. Det var trods alt muligt at fokusere på et punkt uden den sejlende fornemmelse. Et klart fremskridt.

”Det er okay” sagde hun stadigvæk uden at se på ham ”Jeg var bare lidt… overrasket, det er alt.” Hele hendes krop rystede nu svagt, men rystelserne blev kun værre og værre. Det var umuligt at fokusere på pletten på væggen. Hun borede hæle og hænder ned i madrassen, og krummede ryg for at holde balancen.

”Bare skub mig væk, hvis jeg er for meget,” sagde Michael med et skævt, men undskyldende, smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...