SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
59Kommentarer
7091Visninger
AA

13. Ⓐ Kapitel 12: "Under blå himmel"

Og oven over hende var der lyst! Gangen var nu nærmest lodret, og det var svært at komme frem af. Først skubbede hun tasken op, og derefter sig selv. Nogle sekunder sad hun bare med benene nede i hullet, og hev efter vejret. Det havde været rædselsfuldt. Hun purrede op i sit hår og rystede det værste jord ud af det. Hun var gerne blevet siddende og sundet sig, men vidste godt, at det var der ikke tid til.

”Hvad nu?” spurgte hun Yuki. Det var trods alt hende der kendte området bedst, og derfor også hende der måtte føre an.

”Okay… Jeg ved det ikke,” svarede Yuki, og inkluderede hende i sin tankestrøm ”Alle de sikre steder jeg kender, ligger placeret under jorden.”

Okay så. Agnessa havde taget fejl, måtte hun konkludere. Yuki vidste ikke ret meget mere end hun selv gjorde. God damn it… Nå men så måtte de jo finde på noget, for her kunne de ikke blive siddende. De smittede, som var tilbage, ville snart opdage, at de var kommet ud og følge efter dem.

”Okay, jeg ved heller ikke ret meget om Paris eller hvor man finder et godt safe place.”

Hun strøg en tot af det lange hår om bag øret. Havde det været i en hestehale, så havde det afsløret høje kindben, men det var ikke tilfældet. Lige nu kunne hun virkelig godt bruge et eller andet, nærmest hvad som helst, med procenter. Hun så sig om, og fik øje på en lille sidegade, som hun nikkede mod.

”Hvad med den vej? Det ser ud som om, at den leder os væk fra midtbyen.” Hun tyggede lidt på sin tunge. Tidsfordriv. Selvom hun godt kunne klare sig i en kælder, så ville de store mængder vodka det krævede ikke være godt for hendes selvforsvarsevner. Hun blev også ret øøhm… kælen, når hun drak og det ville hun altså ikke udsætte Yuki for.

”Ser ud til at du har ret,” medgav Yuki og gav sig til at gå. Hendes taske så tung ud, men det lod samtidig heller ikke til at bekymre hende, overhoved. Hun lignede en der var van til vægten. Agnessa så også, at hun nu havde hevet en bue frem og placeret en pil på strengen, klar til at skyde. Det var nok egentlig meget smart med et langdistancevåben, når nu hun ville have svært ved at danse rundt med sit sværd. Da Yuki begyndte at gå, fulgte Agnessa efter. Hun havde også trukket en af sine knive, klar til at kaste den mod mulige trusler. Den anden kniv sad i hendes bælte.

Generelt var hun mere til nærkamp, men havde hun haft et langdistancevåben som Yuki, så kunne hun sikkert godt have været god til det også. Det handlede alt sammen om øvelse.

Hun fulgte den anden kvinde ned af sidegaden. Der blev ikke vekslet et eneste ord mellem dem. Stilheden passede hende egentlig også meget godt. Så tiltrak de sig heller ikke unødig opmærksomhed. I stilhed bevægede de sig frem af. Agnessa kiggede hele tiden bagud for at være sikker på, at nogen ikke fulgte efter dem. Mindst af alt flere smittede.

De havde nu vandret i flere timer ned af forskellige gader, og det undrede Agnessa at Yuki bare forsatte af sted i samme fart som før. Den anden havde trods alt kortere ben og en tungere rygsæk end Agnessa selv. Hun var hårdfør, hende den rapkæftede asiat. Hun hankede op i rygsækken og forsatte frem af.

”Hvad med det der sted? Med det ødelagte hegn?” spurgte Yuki pludselig og pegede. Agnessa fulgte den udpegede retning med øjnene, og så et lille hus med to etager. Der var ingen blod på vinduerne og hoveddøren var hel. Det var som regel et godt tegn. Hvis de var heldige, så var ejerne flygtet og sørget for at lukke alle døre efter sig. Kunne de slippe for at slå mere ihjel lige nu, så ville hun ærligt foretrække det. Hun orkede ikke mere nærkamp med smittede i dag.

For at være helt ærlig, så var hun lettet over den andens forslag om at slå lejer. Hun havde været bange for, at den anden kvinde ville have forsat hele natten. Det så i hvert fald ud som om, at hun bare kunne være forsat og forsat.

”God idé,” svarede hun den anden, hvorefter hun begyndte at nærme sig huset, forsigtigt.

Yuki var nu forrest og da de nåede op til døren skubbede Yuki den op, hvorefter hun rettede pilen mod døren, klar til at skyde. Agnessa havde også hævet sin kniv, dem begge faktisk, klar til at slås om nødvendigt, men der skete ikke noget. Begge knive var lidt rustne, men det betød ikke så meget, når det bare var smittede der skulle slås ned. Så længe de kunne ødelægge de smittedes hjerner, så var de brugbare. Stole var egentlig også udemærkede til det job, de var bare svære og tunge at slæbe rundt på.

Agnessa fik et blik fra Yuki, og hun nikkede. Forstået og klar. Forsigtigt fulgte hun efter Yuki ind i huset. Det første rum de passerede, var et lille toilet. Agnessa nikkede mod døren med skiltet WC på. Hun bankede let på døren, men der kom ingen reaktion. Det betød som regel, at rummet var smittet-fri, men man kunne aldrig være sikker.

Hun åbnede døren på samme måde, som man trækker et plaster af, hurtigt og smertefrit, hvorefter hun tog et par hurtige skridt baglæns. Det at døren havde været lukket kunne betyde to ting.

Et: At døren havde været lukket, og at der derfor ikke var nogen smittede derinde.

Eller to: At det lille rum var blevet brugt til at spærre en smittet inde i.

Men der kom heldigvis ingen halvrådden skabning ud af døren, og Agnessa pustede ud igen. Hun have holdt vejret uden at opdage det. Derpå forlod Yuki hende for at undersøge resten af huset.

”Der er en ovn herinde. Hvad tænker du om varm mad?” råbte Yuki inde fra et rum, som kun kunne være køkkenet.

”Hvis du kan lave mad, så ja. Jeg er ikke god til det.”

Huset så umiddelbart ud til at være tomt. Selvfølgelig kunne der godt gemme sig smittede i skabe eller lignende, men chancen var lille. Smittede gik som regel amok med knurren og det hele, hvis de hørte eller lugtede mennesker.

”Det kan jeg,” lød det fra Yuki. Agnessa kunne høre lyden af fødder, Yukis, som bevægede sig ind i det næste rum. En dump lyd hørtes, og hun gik ud fra, at den anden kvinde havde smidt sin taske fra sig.

”Fedt. Jeg kunne dø for et varmt måltid.” Agnessa bevægede sig ind i køkkenet. Hun kunne lige så godt tjekke det ud, og se om der var noget spændende derinde. Skabene var tomme, men hun fandt noget spændende i en skuffe. Hurtigt skubbede hun den i igen, da Yuki talte til hende.

”Burde vi ikke barrikere døren? Jeg kan ikke finde nøglerne.”

“Jo frøken” svarede Agnessa nonchalant, og skævede til døråbningen, hvorfra man kunne se ind I dele af stuen. Derinde stod en stor, mølædt sofa, som ville gøre sig ganske glimrende som barrikade. Den duede ikke som soveplads for to alligevel. Desuden regnede hun med, at der lå madrasser et eller andet sted. Det var sjældent, at folk havde taget dem med i hvert fald. Yuki spurgte kort efter, om Agnessa havde set nogle gryder i nogenlunde stand i køkkenet.

”Tror jeg så noget på toppen af køleskabet,” svarede Agnessa, imens hun bevægede sig ind I stuen.

“Hvis du vil vide det, så har jeg fundet noget vodka i køkkenet …” sagde Agnessa lidt modstræbende. Hun lod ordene hænge lidt i luften. Så var det bare om at holde sig fra flasken, og huske at tage den med sig, for så kunne hun i hvert fald klare sig, hvis de endte i en kælder igen.

”Er jeg nødt til at gemme det eller noget?” spurgte Yuki i et drillende tonefald.

Agnessa smed sin taske I en kedelig-grå lænestol, som stod op af en af reolerne i stuen. Hun gav sig til at skubbe til sofaen, for at få den ud i gangen. Hun følte lidt, at hun måtte gøre sig nyttig, imens den anden tændte op i brændeovnen.

”Kan være,” lo Agnessa tørt tilbag til den anden. Hun havde trods alt ikke altid styr på sit alkoholforbrug. Sofaen fik et puf mere, og røg frem af i et ryk. Dens fødder havde fået påsat de der vat-dutter, som gjorde hendes arbejde meget lettere. Den eneste forhindring var dørtrinet. Det ville hun ikke kunne få den over alene.

”Hjælper du lige til?”

”Yup,” lød svaret fra Yuki. Hun gik hen og greb fat i bundrammen af sofaen og løftede til på professionel vis, med knæ i stedet for ryg og arme.

Da sofaen var placeret på fornuftig vis foran hoveddøren, gik Yuki tilbage til ildstedet. Endnu et stykke brænde blev lagt på. Agnessa slog sig ned på et efterladt gulvtæppe. Det var tykt og blødt. Kort sagt egnede det sig ret godt som siddeplads.

”Hvad tænker du om stærk mad?”

”Stærk mad eller ej. Hvis det er varmt, er det godt nok til mig.” Hun gjorde et let skuldertræk. Når man var sulten, så betød det med stærk og mild mad ikke ret meget. Hun lagde sig ned på ryggen, på tæppet, og lukkede øjnene lidt.

”Jeg er glad for, at du kan lide mad, der smager af noget,” sagde Yuki og gik ud i køkkenet efter en gryde og nogle krydderier. Hun hældte indholdet ned i gryden.

”Well… for mig er mad mad, og jeg er ret ligeglad med, om det får min mund til at brænde,” mumlede hun med lukkede øjne. Det var rart bare at ligge og slappe af i musklerne, som tydeligvis havde været på overarbejde i dag. De var ikke van til at løbe så meget.

Hun blundede lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...