SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||
Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

27Likes
47Kommentarer
5928Visninger
AA

12. Ⓛ Kapitel 11: "En hjælpende hånd"

“Jeg vender rundt nu,” advarede Michael, hvilket blot fik Luna til at samle t-shirten op fra gulvet og gemme sig lidt bag den. Hun nikkede let til ja.

”Hvordan pokker er det lykkedes dig at gøre det her?” spurgte han og åndede hende i nakken, mens han talte. Ud af øjenkrogen kunne hun se, at han rødmede let.

”For at sige sandheden, så ved jeg det virkelig ikke,” mumlede hun sammenbidt, for hun var bestemt ikke tilpas i situationen.

”Vil du have mig til at binde den op eller skal jeg bare skære snorene over?” spurgte han så igen. Hun bed sig i læben, stadigvæk beklemt ved situationen, men formåede alligevel at svare.

”Bare skær. Du kan låne min kniv. Jeg ville have gjort det selv, men det er pænt svært, når jeg ikke kan se noget som helst. Eller i hvert fald ikke uden at komme til at skære mig selv.” Hun rakte kniven om til ham med venstre hånd, og sørgede for at holde fast om t-shirt og den forreste del af korsettet med den anden hånd. Hun var trods alt pænt nøgen inden under, og ønskede ikke at vise sig selv på den måde over for en fremmed.

Hun mærkede hvordan Michael langsomt og forsigtigt skar en streng og knude over af gangen. Luna var forfærdeligt ked af at udsætte ham for det her, den her akavede situation, men skulle korsettet af, og det var det jo nødt til nu, så måtte det være på den her måde, desværre.

Ikke at Luna ikke havde prøvet noget lignende før. Hun var tit blevet afklædt af sine kunder, men det her var ikke afklædning, snare afhjælpning. Det var måske i virkeligheden også bedre, for hun havde tillid til Michael lige nu, tiltro til at han ikke prøvede på noget eller så det som en opfordring til noget.

”Snart færdig,” informerede han. Det kunne hun godt mærke, for der var pludselig meget mere luftigt ved hendes ryg end før.

”Okay,” mumlede hun tilbage, og holdt bedre fast i korset og t-shirt. I det her tilfalde burde man ikke lade tæppet falde. Heller ikke for at give en god forestilling. Nogen ville nok more sig over det, men ikke hun selv, og det var sidste gang hun satte andres morskab for hendes eget velbefindende. Nu handlede det om hende og babyen, og intet andet.

”Okay, jeg har vendt mig om nu,” mumlede han. Hun gik ud fra at han mente, at han havde vendt sig rundt og nu stod med ryggen til hende, men hun blev stadigvæk stående med ryggen til ham.

Hun nikkede, selvom hun vidste, at han ikke kunne se det. Forsigtigt fjernede hun korsettet og trak t-shirten over hovedet. Den var blå og slidt, men ganske rar at have på, i hvert fald i forhold til det forbandede snorværk. Nu følte hun sig igen som et rigtigt menneske og i mindre grad som pinocchio. Hun havde endda en nærmest ustyrlig lyst til at hoppe rundt og synge ’There aren o strings on me’, men lod vær. Det ville bare blive for underligt.

For en sikkerheds skyld trak hun også den anden bluse på, som hun havde lånt af Michael tidligere. Som gravid havde man nærmest konstant langt lys på, og det så ikke så godt ud. Hun ville desuden nødigt gøre ham forlegen, mere end hun allerede havde gjort.

”Du kan vende rundt nu, jeg er klædt passende på,” sagde hun stille, og tog et par usikre skridt frem af. Hun var stadigvæk svimmel og usikker på benene, men det var hvad det var. Det kunne hun leve med. Forsigtigt lænede hun sig frem og samlede skålen op fra gulvet. Der stod hun lidt med den i hånden, prøvende.

Så valgte Luna at placere den oveni hans, siden hun ikke var blevet anvist et sted at sætte den. Hun regnede med, at det var ok, for hun ønskede bestemt ikke at være uhøflig.

”Perfekt,” svarede han, og vendte rundt. Han havde betragtet hende lidt, da et skævt smil formede sig på hans smalle læber ”Er det underligt, at jeg synes du ser bedre ud nu end du gjorde i korsettet?”

”Tak, tror jeg.” Luna stod lidt og pillede forlegent ved kanten af trøjen. Hvad skulle man ellers sige til sådan en kommentar? Det var lidt underligt, men samtidig også ret sødt af ham at sige noget pænt til hende. Så talte han igen.

”Uhm… hvad gør vi med sovearrangementet? Jeg har den der seng, med rigeligt tæpper og den slags. Kan være, at jeg kan få fat i en madras mere...” Han kørte hånden igennem håret og bed sig i læben. Han så nærmest… usikker ud?

”Eeh… Jeg vil ikke være en byrde, så jeg kan bare tage gulvet,” foreslog hun med en beslutsomhed i stemmen som hentydede til, at hun ikke ville godkende et nej. Men vi kan også dele, hvis du har lyst, tænkte hun, men undlod at sige det højt. Ikke tale om, at hun ville skubbe ham ud af sin egen seng, bare for at hun kunne ligge ordentligt. Også selvom han var en gentleman og alt det der. Hun kastede et blik hen på sengen. Den var grov og stor nok til dem begge, i princippet. Især fordi hun ikke selv fyldte det store. Hun stod lidt og vippede på fødderne. Rastløshed havde slået sin klo i hendes krop, og benene begyndte at bevæge sig helt af sig selv. Så hun gik rundt i kælderrummet med langsomme skridt, for hun var jo stadigvæk svimmel, imens hun forsøgte at danne sig et slags overblik.

”Luna, du kender mig ikke så godt endnu, men det er nærmest fornærmende, at du tror, at jeg vil lade en kvinde ligge på gulvet, så jeg kan have sengen. Især en gravid en,” sagde Michael med et løftet øjenbryn.

Da Luna så endelig bestemte sig for at sige et eller andet, så hun, at han stod og kæmpede med den manke han havde til hår.

”Skal vi starte med at klippet håret, og så tage det med sengene senere?” spurgte hun med hånden for munden, for ikke at grine alt for højt af hans roderi med håret. Det fik ham til at ligne en vildmand, men en sød en af slagsen syntes hun.

”Oh, jeg ville elske at få det ordnet!” Han lød entusiastisk, da han gik over til skabet. Sikkert for at finde en saks eller en kniv, noget der kunne skære i hvert fald. ”Well, prøvede det engang. Det så ikke så godt ud, fordi jeg ikke havde et spejl …” forsatte han med en lille, skamfuld latter.

Luna smilede forsigtigt og gengældte, lige så forsigtigt, hans latter. Det lange halløj trængte godt nok også til en klipning. Hans kommentar var lidt sjovt, for hun kunne se for sit indre blik, hvordan han havde forsøgt at klippe det uden at kunne se noget som helst.

”Og er det bedst for dig, at jeg star op eller sidder ned?”

“Hvis du venligst sætter dig ned, så vil det være nemmere,” svarede hun og rakte hånden frem mod saksen, som hun straks fik lagt i hånden. Han var høj, ikke så høj for en mand godt nok, men alligevel høj nok til, at hun ikke ville kunne nå andet end spidserne stående. Men hvis han nu sad ned, så burde hun kunne nå rundt om det hele. Hun skubbede hastigt et tot hår væk fra ansigtet.

Så han satte sig selvfølgelig ned på trinet til trappen, og lukkede til og med øjnene. Han havde åbenbart mere tillid til hende, end hun troede. Eller i hvert fald nok tillid til at stole på, at hun ikke ville dræbe ham ved at stikke saksen i halsen på ham. Hun smilede stort af hans tillid og gik i krig med saksen.

”Jeg ser virkelig frem til det her.”

“Nogen ønsker? I forhold til hårklipperiet selvfølgelig,” sagde hun stille, men højt nok til, at den anden kunne høre hende. Hun satte sig med benene på hver sin side af ham, på trinet over ham. Den mest praktiske stilling, når man skulle klippe folk. Det var lettere at komme til.

”Alt der bare er kortere end det her, gør mig glad,” svarede han blot, men tilføjede så “Behøver ikke at være pænt. Jeg er bare forfærdelig til det selv.” Igen forestillede hun sig, hvordan det havde set ud med ham til at klippe det selv uden at kunne se en skid. Det fik hende til at smile i al hemmelighed.

”O.k.” Hun smilede forsigtigt, og klippede videre. Hun følte sig egentlig meget godt tilpas i frisør-rollen, men havde jo også prøvet det før. Dengang hendes liv stadigvæk var nogenlunde, så havde hun klippet de andre kvinder på bordellet. Hun var generelt ikke god til massere af plads og åbne vider, men det var måske heller ikke så underligt, når hun var van til at bo ret tæt pakket.

Efter lidt tid sagde han stadigvæk med lukkede øjne og hovedet lænet tilbage:

”Jeg er virkelig glad for, at du ved hvad du laver.”

“Jeg har… øvet mig på de andre piger,” sagde hun og tøvede lidt med den sidste del, så tilføjede hun for at berolige ham lidt “Men også på mænd.” Ja også enkelte mænd ved lejlighed. Det tog ikke så lang tid at klippe de længste totter væk, og så var det egentlig bare om at rette til bagefter. Noget der ikke var så svært. Hun betragtede værket lidt fra forskellige vinkler og klippede lidt hist og her. Kiggede, klippede. Kiggede, klippede. Hun ville jo gerne have det til at se bare nogenlunde ordenligt ud.

”Så, jeg vil ende med en kvindefrisure?” lo han muntert. Hun grinede blot let med.

Efter lidt tid var hun færdig, så det var også det hun sagde.

”Færdig,” sagde hun nærmest muntert, og lagde saksen fra sig på trinet ved siden af sig. Hun rejste sig, meget koncentreret om ikke at komme til at røre ved ham på vejen op. Så gik hun det sidste trin ned af trappen.

”Mange tak.”

Hun gik hen til den lille ovn, og satte sig på gulvet. Pludselig svimmel igen. Det måtte være al den koncentration, som hun havde samlet om klipperiet. Kort efter kom Michael over til hende.

”Er du o.k.?” spurgte han og lød bekymret, måske det bare var noget hun bildte sig ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...