SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
51Kommentarer
6458Visninger
AA

11. Ⓐ Kapitel 10: "En vej ud"

Da Yuki så endelig flyttede sig og så overrasket ud, kunne Agnessa ikke lade vær med at grine lidt af hendes reaktion. Der var dåsemad og vandflasker i stride strømme, og på hylden under… bøger selvfølgelig. Nu forstod hun meget bedre den andens udbrud. Det var jo godt det her!

”безумный!” udbrød hun og glemte kortvarigt, at den anden ikke ville forstå hendes modersmål. ”Det betyder skørt,” forklarede hun, og smilede undskyldende ”Hvad gør vi? Med forsyningerne mener jeg, for vi kan ikke tage dem alle sammen med os, når vi går.”

“Aner det ikke. Jeg vidste ikke, at nogen havde efterladt så meget. De må have haft travlt…” svarede hun og så dybt facineret på skabets indhold. Så skilte hendes læber sig i et bredt smil ”Vi kunne også blive her. Fråde som vanvittige.” Agnessa nikkede af den første udtalelse, dog kunne hun ikke rigtig lide det andet forslag. For ja… hun var ikke god til at være lukket inde i mørket. Mennesker havde også brug for sollys, for at overleve og ikke blive deprimerede, så i længden fungerede det ikke.

”Okay…” sagde hun tøvende, og smilede usikkert ”Jeg kan ikke lide den idé.”

Yuki selv så ud som om hun var ved at eksplodere af glæde, og midt i al den glæde havde hun svært ved at sige, hvad der virkelig nagede hende. Det med små rum og mørke…

”Du kan ikke lide små rum eller hvad?” Tonefaldet lød spottende, men ikke ondskabsfuldt “Jeg prøver ikke at gøre grin med dig, men jeg er helt omvent. Jeg gemte mig i små skabe, da jeg var barn.” Yuki rystede let på hovedet, og så ud til at samle sig lidt sammen “Uanset hvad, så bliver vi nødt til at blive her lidt tid. Vejen ud er pænt tæt på huset, så chancen for at de rådne lugter lunten er for stor.”

Nå så den anden var da lidt vågen! Agnessa rødmede let. Hun var dybt taknemlig for, at Yuki selv regnede den ud, så hun slap for at fortælle det. Hun havde trods alt ikke lyst til at ødelægge den anden kvindes glæde med sin irrationelle frygt. Og så fandt hun det også en smule pinligt. Hun tog derefter lange skridt gennem kælderen for at undersøge den for andre spændende ting. Chatollet havde trods alt budt på en mindre skat, også selvom hun næppe kunne forvente at finde noget af lignende værdi.

”Yeah… Jeg har klaustrofobi, men o.k.” Ja hellere panikanfald end chancen for at blive ædt levende. Den eneste grund til, at de smittede blev hvor de var, var nok, at de kunne lugte de levende. Og de blev ved, så længe de kunne lugte mad. I al evighed!, sagde hendes paniske hjerne til hende. Hun forsøgte at tale den til ro. Yuki havde jo lovet, at de nok skulle komme ud herfra og det måtte de tro på.

”Vi er kun nødt til at blive herinde så længe de bæster er…” Hun nikekde mod døren, som de smittede hamrede næverne mod, mens de knurrede og smaskede sulten ”… derude. Ventende på os.” Yuki havde nu kastet sig over bøgerne fra skabet, noget Agnessa bestemt ikke forstod. Hvordan kunne man læse i al det her rod og så den larm? Spild af tid…

”Er der noget jeg kan gøre hvis du… du ved… får et panik anfald?” Yuki så op fra sin bog.

Den andens bekymring var egentlig meget bedårende, men hun, som led af en forfærdelig omgang jeg kan selv-syge, mente ikke, at hun havde brug for hjælp. Det var ikke hendes mening at være afvisende, men det kom ud en smule… komisk:

”Jeg plejer at drikke mere end hvad godt er gennem et panikanfald, men det kan jeg ikke gøre her så… vi må bare vente og se.” Selvom hun forsøgte at virke rolig udadtil, så var det rent kaos indvendigt. Hun havde svært ved at kontrollere sig selv, og ikke vandre hvileløst frem og tilbage. Det eneste hun havde fundet var en rusten kniv, som højest sandsynligt ville give folk stivkrampe, og en noget slatten hårelastik.

”Du kan da bare tage noget af vandet?” svarede Yuki, hvilket fik Agnessa til, mental, at slå sig selv for panden. Det så ud til, at Yuki gjorde det samme, så Agnessa sagde ingenting til det. Dog vidste hun ikke rigtig om hun skulle le eller græde. Hvordan kunne den anden misforstå hende så meget?

”Hvis du ikke har noget at lave, så tag en bog. De er ret gode faktisk,” sagde Yuki og bladrede, inden hun læste videre i lysets flakkende skær.

”Det vil ikke hjælpe mig. Og det ville desuden tage mig hele dagen at komme til side ti,” fnøs hun irriteret, ikke over kvinden eller hendes forslag, mere over sine manglende evner “Jeg er en smule ordblind.” Hun sendte den anden et halvhjertet smil, hvorefter hun smed sig på cementgulvet, og gav sig til at lege med en af sine knive. Måske hun kunne øve kast, nu hun alligevel var hernede? Noget skulle man jo tage sig til.

Yuki nikkede blot let af hendes ord, og sagde så ”Jeg tror, jeg så en dartskive derovre.”

Agnessa lå forsat på ryggen og legede med sin kniv. Kastede den op i luften og greb den igen, altid på rette vis uden at skære sig.

”Tak,” mumlede hun og gik over efter dartskiven. Skoene slog mod gulvet med en dumt lyd. For et kort øjeblik glemte hun alt om de rådne uden for døren, som sikkert kravlede hen over hinanden for at komme forrest. Hun så sig om efter et sted at hænge skiven. Heldigvis så det ud til at skiven hørte til hernede, for der hang et søm i væggen. Hun tog et par skridt og kastede kniven mod målet - midten af skiven.

Pludselig hørte hun lyden af skud. Ud fra lydens højde at dømme, så var det ikke så langt herfra. Hun krydsede fingrer og bad til, at bæsterne ville give op på dem og følge efter lyden.

”Måske skulle vi proppe noget af maden og vandet i vores tasker?” Det var Yuki der talte.

“Kan være det er en god idé.” Hun nikkede bekræftende og sprang på benene. Først trak hun knivene ud af dartskiven, og så gik hun i gang med at lede efter sin rygsæk, som hun havde smidt et eller andet sted. Da hun fandt den smed hun den over til Yuki med ordene ”Du kan fylde min taske også, hvis du vil.”

Hun tog feltflasken frem fra bæltet, og tømte indholdet ned i halsen på sig selv. Hun var alligevel blevet pænt tørstig, og de havde jo rigeligt væske. Derefter begyndte hun at rode i skabet sammen med Yuki, for selvom hun ikke var slap, så ville hun foretrække at bære på så let mad som muligt.

Fra den anden side af døren lød der kun let banken nu. Noget tydede på, at de fleste smittede havde forladt kælderen, hvilket lettede Agnessas hjerte en smule.

Yuki pakkede forsat begge deres tasker godt op med dåser, pulversuppe og vandflasker.

”Jeg har aldrig fundet så mange forsyninger før,” indskød Yuki og Agnessa så, at hun skævede til jerndøren. ”Og lyt! Det lyder som om de er på vej væk fra døren!” sagde Yuki begejstret, og nærmest klappede i hænderne ”Hvis vi venter et par minutter, er de måske helt væk.”

“Hvis du siger det,” Agnessa trak let på skuldrene af det første asiaten sagde. Nu hvor der var lys for enden at tunnelen, så at sige, var hun blevet mere rastløs end før. Hun var også mere utilpas til mode over at være lukket inde.

Uden for døren blev lyden af fødder, skrabende fingrer og klaprende kæber stadig mindre for hvert minut. Igen lød der to brag, denne gang tydeligere end før. Hun nikkede til Yuki:

”De vil snart være væk. De der lyde er alt for interessante til, at de bæster kan holde sig væk.” De var simpelthen for glade for nem mad. Agnessa samlede rygsækken op ”Hvilken vej?” Yuki bevægede sig hen til det mindst belyste hjørne af kælderen. I bedre lys havde Agnessa nok også opdaget det gennem sin gennemsøgning af kælderen, men i dette lys kunne alt gemme sig.

”Jeg må advare dig. Det er en ret smal korridor,” advarede Yuki, mens hun så Agnessa direkte ind i øjnene. Det var ubehageligt. Både det at blive stirret på så intenst, men også at vide hvad der lå foran hende. En smal gang lød ikke just tiltalende for hendes klaustrofobi.

”Okay…” Hun fugtede løberne, og sendte gangen endnu et blik ”… hvis det er den eneste vej ud, så må vi prøve.” Med vi mente hun selvfølgelig hun for, for Yuki var gangen jo ikke noget problem. Hun rettede lidt på rygsækken.

”Det er den eneste ud over den vi kom ind af,” sagde Yuki kort, hvilket fik Agnessa til at nikke. Hun måtte gøre det. ”Er det bedst, hvis du er først eller sidst?” spurgte Yuki, mens hun lirkede åbningen op. Der var intet lys at se derinde, kun rent mørke.

”Sidst,” sagde hun bestemt. Hun forsøgte at stive sig selv lidt af med dybe vejrtrækninger med lukkede øjne. Det virkede ikke så godt som man kunne ønske, men lidt er bedre end ingenting.

Med de ord kastede Yuki sin rygsæk ind i tunellen foran sig, og gav sig til at skubbe den frem af foran sig. Den eneste lyd der nu kunne høres var den skrabende lyd fra tasken, der blev skubbet gennem tunellen. Agnessa tog en dyb indånding, og slog korsets tegn for sig en enkelt gang, inden hun skubbede sin rygsæk ind i hullet, hvorefter hun kravlede efter den. Hun gav den et ordentligt puf, så den kom længere ind.

Gangen omkring hende var smal. Meget smallere end hun havde forestillet sig. Vægge, loft og gulv var af stampet jord, og kunne derfor nemt bryde sammen. Noget der bestemt ikke var godt for hendes katastrofetanker.

”Er vi der snart?” hviskede hun. Hendes stemme var meget lille, nærmest som et lille barns. De bevægede sig opad, det kunne hun mærke, men det gik langsomt. Foran sig skubbede hun den tunge taske fyldt med forsyninger.

”Ikke endnu, men om et par meter er vi,” svarede Yuki i et beroligende tonefald. Yukis ord beroligede hende en smule, men stadigvæk ikke nok til at trænge panikken på flugt.

Pludselig var Yuki forsvundet foran hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...