SOS(1): Du slipper aldrig

|| Vundet 2. pladsen i 'Skriv om fremtidens trusler'-konkurrencen. ||

Første bog af SOS-serien: Med en verden hærget af de rådne, er det svært at klare sig. Luna og Agnessa kan ikke andet end at se til, mens verden falder fra hinanden og bliver mere og mere barsk. Dette er dog også et liv, et nyt liv. Hvad vil de lære om verden, og om sig selv?
Verden er hærget og ukendelig. Zombier vandrer rundt i gader og stræder. Det er farligt for menig mand at...

28Likes
52Kommentarer
6468Visninger
AA

2. Ⓐ Kapitel 1: "Pilot"

Agnessa vandrede ned af Avenue des Champs-Élysées, eller Champs-Élysées som den er kaldt i folkemunde, en lang gade, som sluttede ved Arc de triomphe de l’Étoile, Triumfbuen. En af de største troværdigheder i Paris, inden sygdommen, som gjorde næsten alle mennesker til tomme, sultne skaller, brød ud. Ikke kun i Paris, men i hele verden. Agnessa havde selv været i Paris mange gange, dengang sygdommen endnu ikke var brudt ud, både med sine forældre og i en kort periode som au-pair. Det havde været en dejlig, men også frustrerende tid, især da hun fandt ud af noget om sig selv, som fik nærmest alle hun kendte til at vende hende ryggen. De ville ikke have noget at gøre med hende, efter de fandt ud af det.

Inderst inde var Agnessa bange, men hun forsøgte virkelig ikke at vise. Dog afslørede hendes knugen om kniven med elfenbenskæftet hende. Enhver kunne se, at den spinkle russer rystede at skræk for hvad der befandt sig om det næste hjørne, for de smittede var farlige. Et møde med dem betød som regel døden, medmindre man var heldig, eller dygtig, nok til at uskadeliggøre dem. Der var kun en måde at gøre det på, og det var svært, for man kunne ikke bare sigte efter hjertet eller ramme et ben og på den måde svække dem. Deres uendelige sult drev dem frem på trods af brækkede ben. Den eneste måde at uskadeliggøre en af de rådne på, var ved at ødelægge hjernen, som af uvisse grunde, stadigvæk sendte signaler ud til kroppen om sult og bevægelse.

Agnessa strøg en vifte af det halvlange sorte hår, som hun igen-igen havde fået i øjnene, med en ubevidst elegance. Hun sørgede for at holde sig så tæt på bygningerne i venstre side, som det kunne lade sig gøre, uden at bringe sig selv i fare. Rygdækning var vigtigt, især når man bevægede sig ned ad Champs-Élysées, for der var enormt mange muligheder for at gemme sig. En snigskytte kunne let få hende på kornet og gøre det af med hende på sekunder. Og uden en makker til at agere rygdækning eller holde udkig, så måtte hun klare det hele selv. Det var lidt svært at gøre så meget på en gang, men på den anden side, så slap hun for at blive forrådt og skulle kun passe på sig selv.

Keep it simple, havde hendes far altid sagt. Hun tørrede hurtigt tårer bort, som havde sneget sig ud fra hendes øjenkroge og nu var på vej ned af hendes kinder. Svaghed.

Pludselig hørte hun en lyd. Lyden af en metalbeholder, sikkert en skraldespand eller sådan noget, der væltede. Hun snurrede rundt, sank en klump og sagde lavt:

”Who's there?” En tom bøtte maling trillede ud fra en gyde. En af de gyder hun endnu ikke havde fået undersøgt. Den samme retning som lyden var kommet fra. Agnessa sank endnu en klump. Nogen trådte ud af skyggerne.

Den anden havde trukket et langt sværd, så Agnessa fandt det kun passende, efter at have set hende an, også at trække sit våben og pege det mod den anden. Den lille elfenbenskniv.

Med god afstand mellem fødderne stod hun egentlig bare. Beredt på kamp. Også selvom Agnessa godt vidste hvem, der ville tabe kampen. For nok var hun ferm med en kniv, men den anden havde et sværd og dets rækkevide, kunne hun ikke stille noget op overfor. Heller ikke selvom hun var ret godt til at kaste med knive, men ramte hun forkert - hvilket jo var en mulighed - så ville hun være på den.

Hun betragtede kvinden indgående. Det var en kvinde. Hun var vel 10 centimeter lavere end Agnessa selv. Kvinden havde kulsort hår i en frisure, som sikkert havde set smart ud dengang den var helt kort, men nu så lettere komisk ud nu hvor det var halvlangt og nåede hende til lidt ned over ørene. Hårfarven lagt sammen med højden og ansigtstrækkene, som virkede asiatiske, førte Agnessa frem til den konklusion, at den anden måtte være asiat af en art. Måske japaner eller kineser, Agnessa var ærlig talt ikke helt sikker. Højden forvirrede hende og gjorde det ligeledes svært at bestemme den andens alder, men skulle hun skyde på noget, så ville hun sige 18-19 år, måske lidt ældre.

”I’m Yuki,” svarede skikkelsen i noget der lød som et mistroisk tonefald. Præsentationen fik hende til at slappe en smule af. Det var betryggende at den anden gik mere op i etikette end at gå løs på hende. Yuki? Ja okay afgjort asiat, tænkte hun og sænkede langsomt armen, som hun ellers havde holdt frem imod den anden i kampposition. Den anden virkede egentlig fredelig nok, og der var ingen grund til vold hvis det kunne undgås. Alligevel lynede hun sin læderjakke op. Den var så stiv at den faktisk var et udmærket værn mod sløve knive. Også selvom hun ikke var sikker på, om den kunne holde kniven tilbage.

”Agnessa,” Hun pegede på sig selv, for hun vidste jo ikke om den fremmede asiat talte særlig meget mere engelsk end til en præsentation. Hendes eget engelsk var ganske godt, også selvom hendes accent havde den med nogen gange at blive lidt for tyktflydende. Den anden sænkede langsomt sværdet.

Hun opdagede så, at hun var helt tør i munden. Det måtte være den spændte stemnings skyld. Frem fra bæltet drog hun en lille feltflaske, som hun tog en slurk af. Kun en lille en, for det var jo ikke til at vide, hvornår det ville blive regnvejr igen - nærmest den eneste måde at skaffe vand på i Paris eftersom næsten alt vandet var forpestet af sygdommen.

”Wanna have some?” spurgte hun den anden, og rakte flasken frem imod Yuki. Hun havde besluttet sig for at være venlig. Hun havde jo selv drukket først, og så vidste den anden, at det ikke var giftigt. Alligevel rystede den anden på hovedet. Nej. Agnessa nikkede. Okay så, det måtte hun jo selv om. Det undrede hende, at kvinden ikke ville have, for de fleste andre havde taget imod. Alle overlevende led under manglen på mad og vand, eller i hvert fald mangel på førnævnte, som ikke var forurenet eller dårligt på anden vis. Folk var nærmest desperate efter at skaffe disse livsnødvendige ting, oftest så desperate, at de slog hinanden ihjel for et stykke brød. Så kort gjorde det hende en smule mistænkelig, når den anden ikke tog imod det tilbudte

De stod efterhånden ret tæt. Ikke mere en halvanden meter fra hinanden.

”Hvad laver du her?” Yuki havde pludselig bestemt sig for at tale, og det i en ret kommanderende tone, hvilket fik Agnessa til at løfte det ene øjenbryn. Tonefaldet gjorde hende utryg. Jo hun havde ganske vidst været i militæret, så hun var på en måde van til det, men ikke i en almindelig samtale. Det var faktisk også der hun havde mødt… nå lige meget. Spørgsmålets svar var indlysende, hvad troede den anden måske at hun lavede? Var på badeferie?

”Du må have levet under en sten,” sagde hun tørt, meget bevidst om, at hun ikke besvarede den andens spørgsmål. Alligevel var hun også så forbandet nysgerrig ”Hvor har du været, siden du intet ved?”

”På landet,” svarede den anden i et lige så tørt tonefald, som om samtalen var begyndt at kede hende. Men så blødte hun pludselig en smule op og fortalte også, at hun havde fundet et forladt landsted, hvor hun havde boet det sidste lange stykke tid.

Himlen over dem var blevet mørk, og en dyb rumlen i det fjerne spåede om snarlig regn. Snart måtte de gå i tørvejr, for regnen var utilregnelig. Nogen gange var den radioaktiv eller forurenet. Desuden var det heller ikke særlig attraktivt at blive gennemblødt og syg, for var man syg, så kunne man ikke forsvare sig og var derfor så godt som død. Hun stod lidt og vippede frem og tilbage fra hæl til tåspids, da den anden igen åbnede munden.

”Lad mig prøve at sige det på en anden made: leder du efter forsyninger?” sagde den anden med noget der lød som påtaget venlighed. Det fik Agnessa til at ryste på hovedet indvendigt. Den anden prøvede i det mindste.

Kort efter følte hun sig bombarderet med ord. Hun havde på kort tid fået både svar og spørgsmål - en modereret udgave af den andens første spørgsmål. Yuki havde i hvert fald ikke en tendens til at pakke tingene ind måtte hun konstatere. Mærkelig pige, hun nikkede let ved sig selv, som om hun bekræftede sin egen tanke. Denne pige - eller kvinde? - måtte have boet ret langt ude på landet, siden hun - øjensynligt - hverken var blevet overfaldet af smittede eller strejfere. Enten havde den her tøs mad-skills med det sværd eller også havde hun været mere end almindeligt heldig.

Den andens øjne på hende - måske en smule utålmodige? - fik hende til at hoppe ud af sin lange tankerække af overvejelser omkring dennes svar. Hun rodede lidt i håret i håb om at luft til hovedbunden måske ville få gang i tankerne, så hun kunne komme med et brugbart svar, for lige nu var hendes hoved helt tomt. Hun kom dog aldrig længere end den tanke, før himlen åbnede sig med et kæmpe brag. Yuki bandede lavmælt. Agnessas øjne blev hurtige og hun drejede febrilsk hovedet fra side til side, mens hun skannede området for at sted hvor hun - måske også Yuki - kunne søge ly. De brune øjne fangede en lille café med overdække og borde og stole ude foran. D.et havde sikkert engang været et classy sted, men nu så det ærlig talt lidt sølle ud med blodige borde og væltede stole. Hun skævede en enkelt gang til himlen og satte så i løb mod stedet som måske/måske ikke var sikkert, imens hun svarede Yuki:

”Oh, ja det er jeg!” Hun rystede let feltflasken for at indikere, med den halvtomme lyd, at hun snart var out of water. Yuki havde åbenbart også fået øje på caféen, for også hun var på vej imod den.

Kort efter var de under overdækket, og Yuki tog, til Agnessas rædsel, i døren. Det så ud som om den enten bandt eller var låst. Hvad pokker tænker hun på? Agnessa var mildest talt chokeret. Hvad nu hvis det vælter ud med smittede? Og de pludselig skal til at vælge mellem dem og ætsende regn? De store regndråber ramte fortovet med vældige plask, mens Yuki kæmpede med døren. Ingenting hverken ætsede eller brød i brænd, men man kunne aldrig være for forsigtig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...