Et lys i mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Alexander går i 9y, topper i alle fag i skolen og spiller basket på eliteniveau. Alt virker meget godt, lige indtil at en pige får hans opmærksomhed. Vil han være i stand til holde fokus, eller vil han glemme alt andet, der førhen har betydet alt?

0Likes
0Kommentarer
177Visninger

1. Mørk morgen

 

Snart efter skinnede kalenderlyset klart, og skyggerne på de brogede vægge begyndte at danse let i flammens skær. I det mørktlagte lokale kunne man skimte den mørkeblå sofa med de bordeauxrøde puder under panoramavinduet ved siden af den elegante Lily lampe, hvis fod gik fra de mørke trægulve og op i lotusformede kronblade. Bordet han sad ved var let ovalt og havde to sølvlysestager fra Georg Jensen og en adventskrads med lila bånd på midten. Duften af kaffen foran mig ramte mig blidt og jeg mærkede den varme damp stige op mod mit ansigt. Mine øjne hvilede på kalenderlyset der næsten havde brændt hele syvtallet væk. Lyder af fodtrin på trappen fangede min opmærksomhed og jeg vidste at min far var på vej ned i kælderen til sit tegnelokale, for at arbejde videre på de sidste detaljer i designet af hans nye eksklusive glasbord. Et bord der inden for få måneder ville stå i butikker verden over. Min mor havde Jeg ikke set den morgen. Hun havde stillet min morgenmad klar på spisebordet, som altid når hun skulle tidligt afsted til morgenmøde i London.

Syvtallet var nu brændt helt væk i kalenderlyset og jeg pustede det ud, så røgen stille steg op mod det buede loft og forsvandt. 

Jeg rejste sig fra bordet og gik ud i det store køkken for at stille min tallerken. Stille gik Jeg op af den sorte snoede trappen til mit værelse, hentede min halvslidte blå Fjällraven taske der stod i hjørnet af det store rum og gik derefter ned i gangen. Jeg tog sin sorte jakke uden over min mørkeblå adidastrøje, bandt mine hvide nike sko og smuttede hurtigt ud af hoveddøren.

Ude på gaden var der mørkt. Gadelygterne var stadig tændte og månen sås på himlen som et lyseblåt omrids, der for hvert minut blev mindre og mindre. Jeg gabte træt, og kunne idet jeg åndede ud, se min varme ånde imod den kolde luft. 

Jeg stod ude foran mit hus og kiggede mig omkring. Ikke ét menneske kunne jeg få øje på. 

Jeg begyndte at trave op ad vejen, forbi alle villahusene og deres smarte biler, og forbi alle de nøgne kastanjetræer, der stod triste langs vejens kant på begge sider. Ti minutters tid senere kunne jeg svagt skimte skolen længere fremme. Den store bygning af mørkerøde mursten blev nu tydelig jo tættere jeg kom på den, og ikke længe efter stod den krystalklart foran mig. Folk var så småt begyndt at ankomme til skolen, og jeg gik nu med raske skridt hen mod indgangen, åbnede døren og kom ind i den store gang hvor alle hang deres overtøj. De andre elever var nu også begyndt at strømme ind fra kulden for at lægge deres ting. Jeg gik ned for enden af den ret brede gang, drejede til højre og gik ind af den første dør til venstre hvor der stod 9y. Klasseværelset var lidt større og mere rummeligt end de andre på skolen, med grå vægge og en lille hvid håndvask bagerst i lokalet. Træt gik jeg tværs igennem rummet, forbi et dusin af lyse træborde og kom endelig hen til min egen plads på anden række længst ude i højre side ved vinduet med udsigt til skolegården. Jeg trak roligt sin stol ud, lagde min taske ved siden af mig, hev hætten over hovedet og lænede mig træt ind over bordet. De andre fra hans klasse var også begyndt at sætte sig på deres pladser, og Hr. Jakobsen kom som sædvanlig ind af døren præcis 8:15. Den dag skulle alle elever aflevere en individuel opgave om noget inden for fysik. Jeg havde lavet den opgave for flere dage siden og glædede mig til endelig at slippe af med den.

Døren var lukket og Hr. Jakobsen, der havde fundet protokollen frem, begyndte at råbe op. "Alexander", spurgte Hr. Jakobsen og kiggede søgende ud i lokalet. "Her", sagde jeg, rettede mig lidt op i stolen og trak hætten ned, så mit mørke let krøllede hår kom til syne. "Godt, nu må I gerne gå op og ligge jeres opgaver på kateteret", sagde Hr. Jakobsen med en tilfreds mine. Sammen med alle de andre fra min klasse gik jeg op og lagde min opgave i en bunke på kateteret, da Mark pludselig kom ind af døren.

"Undskyld at jeg kommer for sent", sagde han og kiggede hen på Hr. Jakobsen, der havde sat sig på en stol ved siden af den sorte tavle. "Jeg skulle lige et smut forbi lægen" sagde han muntert og viftede med hånden, der var blevet forbundet. Stadig siddende, nikkede Hr. Jakobsen anerkendende til Mark. Jeg var kommet tilbage på min plads, da Mark kom smågrinende hen for at sætte sig ved siden af mig. Opgivende rystede jeg på hovedet, imens jeg prøvede ikke at le, skøn det ikke gik så godt som jeg havde håbet på. Begge grinende over, hvordan han havde slået sin hånd dagen før, gav vi high five, han med vestre hånd, nu da han havde smadret sin højre.

"Okay, så begynder vi undervisnigen", sagde Hr. Jakobsen, og begyndte at skrive noget op på tavlen. Stadig smågrinende fandt vi vores ting frem, og begyndte at at skrive.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...