My Old Friend | One Direction

Den 20-årige Rebekka Flower, og bor i London, men kommer rigtigt fra Doncaster. Rebekkas mor er død. Da Rebekka flyttede, mistede hun også kontakten til hendes bedsteven, Louis Tomlinson, de havde været u adskillige siden første dag i børnehaven. Rebekka ville ikke flytte væk fra alt, men det var hendes far der bestemte. Men nu bor hun som sagt i London, og har boet der i 5 år, men der går ikke en dag, hvor hun ikke tænker på Louis, hvad han laver nu, og om han har glemt hende. En dag kommer hendes far hjem, og fortæller han har fået en kæreste, hvis søn ikke er hvem som helst, det er nemlig Harry Styles, som jo er Louis bedsteven, men det ved Rebekka ikke, for hun kender ikke One Direction, hun har kun hørt navnet før, men ellers intet. Hun finder så hurtigt ud af, at Harry er med i Bandet, og Rebekka skal selvfølgelig møde de andre fra One Direction. Hvad sker der når Louis og Rebekka møder hinanden igen, vil alt bare blive som før Rebekka flyttede, eller vil de opbygge et indre had.

61Likes
28Kommentarer
16596Visninger
AA

4. Kapitel 3.


Rebekka's synsvinkel

"Drenge, det her er..." "-Rebekka," afbryder en af drengene ham, han hed vidst Louis, vent lige et øjeblik... hvor kan han mit navn fra? Okay Rebekka, det er sikkert bare Harry, der har fortalt dem dit navn, hvor skulle han ellers kende dit navn fra. Vent lige endnu et øjeblik… igen.

Ham Louis ser meget bekendt ud, for ikke at sige rigtig meget bekendt ud. Jeg kan da umuligt kende ham. Desuden jeg kender kun en Louis, og det er min Louis, min gamle bedsteven fra Doncaster, jeg kunne alt med. Det kan umuligt være ham. Han ligner godt nok meget, men det kan umuligt være ham, eller vent han kan mit navn, og han ligner rigtig meget. Da jeg kigger på ham igen ser jeg at… det kan da ikke passe det er Louis, min Louis. Det er da for godt til at være sandt. Jeg må være midt i en drøm. Jeg må finde ud af, om det bare er en meget god drøm, eller det er virkelighed. Altså det kan da ikke bare være en drøm, for jeg er ret sikker på, at det er virkelighed, det må det være jeg er vågen, det er virkelighed.

Jeg sætter mig for at finde ud af, om det virkelig er ham. "Louis," siger jeg. Jeg føler mig lykkelig, for min Louis står lige foran mig i helt egen person. "Rebekka, er det virkelig dig?" spørger Louis overasket, men man kan tydeligt høre forvirringen i hans stemme. Aw, han er glad for at se mig. Jeg er da også glad for at se ham. Jeg troede faktisk ikke, han ville kunne genkende mig, hvis jeg overhoved nogensinde mødte ham igen.

Jeg er så glad, at det ikke kan beskrives, hvor glad jeg er. Det er min Louis, min elskede Louis. "Ja, det er virkelig mig, Lou" svarer jeg og smiler stort. Jeg kan slet ikke fatte, det faktum at Louis, min bedsteven gennem mange år, står foran mig. Jeg er lykkelig for, jeg har sådan savnet dumme dreng. Okay han er ikke bare en dum dreng, nej for han er min dumme dreng. Jeg elsker ham.... jeg har sådan savnet ham,

Da jeg kigger over på Harry, kan ikke lade være med at grine indeni. Han ser helt lost ud. Og du kan tro, det ser sjov. De andre drenge fatter virkelig også bjælde af, det der sker lige nu. Jeg forstår dem skam godt. men det ser bare sjovt ud.

"Kender i to hinanden?" spørger Harry forvirret og kigger på Louis, så mig, så Louis, så okay jeg tror i forstår, hvad jeg mener nu. Han kigger frem og tilbage imellem os. Sikkert fordi han jo er forvirret over, hvad i alverden vi snakker om. Vi står bare og snakker som om der ikke er andre her, også kan vi også hinanden navne uden at have fået dem af vide i får vejen. Så selvfølgelig er de forvirret. Hvem ville ikke være forvirret over det der sker.

"Ja, ja vi gør vi var bedstevenner og vi var altid sammen og kunne alt sammen, altså lige indtil at hun flyttede her til London, fordi hendes far fik et nyt arbejde som lå her i London. Og jeg har aldrig kunne lide at snakke om det derfor har jeg aldrig fortalt jer det, for jeg kunne simpelthen ikke klare at snakke om det, for så blev jeg bare ked af det, altså mere end jeg i forvejen var," får han tøvende sagt. "Hvor mange år var i lige bedstevenner?" spørger Harry.

"Fra første dag i børnehaven og til jeg var 15 år. Jeg var knust, da min far kom og sagde vi skulle flytte til London, for Doncaster var og vil altid være mit hjem," svarer jeg. "Var det derfor, at du hele tiden snakkede udenom, når jeg spurgte ind til, hvor du kom fra?" spørger Harry mig om. "Ja, jeg kan heller ikke lide at snakke om det," svarer jeg og kigger ned i jorden.

 

***

 

Jeg har nu fået hilst på de andre drenge, og så har mig og Louis har fået snakket igennem med de andre om det hele. Jeg kan se på Louis, at han går inde med noget, noget der går ham på, men jeg ved ikke hvad det er og det irriterer mig lidt. Jeg har ikke tænkt mig at spørge ham om, hvad det er. Hvis han vil snakke om det, må han komme til mig, for det er jo ikke sikkert, at jeg må vide det. Så jeg lader det ligge.

"Louis, kan du huske, at vi altid drillede hende den gamle dame, som boede ved siden af mig?" spørger jeg, mens jeg griner ved tanken, om den gamle dame. Hvad vi dog ikke har ud sat hende for.

"Ja, kan du huske, da vi gik slik og ballede-" "Og hun sagde: 'jeg har en boller, jeg har ingen penge', og så smækkede døren i hoved på os?" afbryder jeg ham grinende.

"Ja, jeg forstår egentligt godt, at hun ikke kunne lide os," griner han.

"Jeg efter den dag, hvor vi lukkede en fugleedderkop ind i hendes hus, gennem katte lemmen."

"Eller dag vi kom til at sparke en fodbold igennem hendes vindue," griner Louis. Stakkels gamle dame.

"Eller da vi stjal hendes kage."

"Ja, eller da vi ramte hende med en snebold." Ja, du hørte rigtigt. vi var nogle små crime riders.

"Hvor har jeg egentlig ondt af den gamle dame. Jeg forstår godt, at hun ikke kunne lide os," griner jeg stille.

Jeg kigger over på de andre drenge, og tror at de sidder og snakker, men næ nej, de stirrer på os.

"Tag et billede, det holder længere," siger jeg flabet til dem.

"Var i nogle små møgunger?" "Øh ja?" svarer Louis og jeg i kor, og kigger på dem, som om de er dumme.

 


Harry's synsvinkel

Rebekka og Louis har fået forklaret os andre det hele, så vi ikke er forvirret mere. Jeg kan stadig ikke fatte, at de har kendt eller kender hinanden, men så alligevel på en måde. De har samme dårlige humor og elsker begge to fodbold meget højt. 

De har lige sat og snakket om en eller anden gammel dame, som de har været lidt onde mod, da de var mindre.

Der er noget der går Louis på, men hvad? Jeg tror også Rebekka har lagt mærke til det. For at være ærlig tror jeg det har noget med Rebekka at gøre.

 

***

 

De andre drenge er lige taget hjem, og Rebekka bliver og overnatter. Lige nu siger vi og ser film. "Louis, kan jeg lige snakke med dig?" spørger jeg Louis om, Louis kigger forvirret på mig, men jeg forstår godt, at han er forvirret over, at jeg lige pludselig spørger, om jeg må snakke med ham. "Selvfølgelig" svarer han. Jeg rejser mig op og er på vej hen på mit værelse, Louis følger efter mig ind. Vi sætter os i min seng.

"Louis, hvad sker der med dig? Du har opført dig anderledes, siden Rebekka kom" spørger jeg. "Hvad mener du?" svarer han forvirret, okay det faktisk forståeligt at er forvirret over at bare pludselig ham om hvad der sker, man han opfører sig anderledes. "Du opfører dig anerledes," svarer jeg. "Altså du ved jo dig og drenge hele tiden, siger at jeg trænger til en kæreste," svarer han. "Ja" svarer jeg.

"der er bare lige det at, altså den eneste jeg nogensinde har været forelsket i, er Rebekka," svarer han tøvende, "-og jeg er det vidst stadig, men jeg må se at komme videre, for hun vil aldrig føle det samme for mig," siger han fortvivlet og rejser sig bare op og går ind i stuen, inden jeg når at svare ham, eller bare få et ord indført han går bare, han går fra sine problemer og det er ikke godt.....

*

Det er nu 3 uger siden jeg snakkede med Louis, og Rebekka har været har hver dag i de 3 uger.

Og mig og drengene har stadig 3 månder ferie ud af de 4 månder vi har ferie, altså vi skal stadig til inteviews og sådan. Og det går stadig ikke bedre med Louis i forhold til hans følelser 

 


Rebekka's synsvinkel

Louis og jeg er blevet bedstevenner igen, eller hvad man skal kalde det. Vi er i hvert fald på vej til at blive det igen og det er bare godt. Der er bare det problem at jeg også er begyndt at få lidt mere end venskabelige følelser for ham. Men han føler sikkert ikke det samme for mig, eller det gør han ikke og det vil han aldrig gøre, han vil aldrig se mig som mere end sin veninde.

NEEJ, jeg har skuda helt glemt Selena. Jeg skriver lige til hende:

 

Mig: Undskyld, undskyld, undkyld

Rebekka xX

Selena: For hvad dog:-)<3

Selena xX

Mig: for jeg ikke har kunne være sammen de sidste par uger.

Rebekka xX

Selena: Det gør ikke noget, der er jo sket så meget i dit liv de sidste uger

Selena xX

Mig: jeg er glad for at du forstår<3

Rebekka xX

 

Selena er altid så forstående.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...