My Old Friend | One Direction

Den 20-årige Rebekka Flower, og bor i London, men kommer rigtigt fra Doncaster. Rebekkas mor er død. Da Rebekka flyttede, mistede hun også kontakten til hendes bedsteven, Louis Tomlinson, de havde været u adskillige siden første dag i børnehaven. Rebekka ville ikke flytte væk fra alt, men det var hendes far der bestemte. Men nu bor hun som sagt i London, og har boet der i 5 år, men der går ikke en dag, hvor hun ikke tænker på Louis, hvad han laver nu, og om han har glemt hende. En dag kommer hendes far hjem, og fortæller han har fået en kæreste, hvis søn ikke er hvem som helst, det er nemlig Harry Styles, som jo er Louis bedsteven, men det ved Rebekka ikke, for hun kender ikke One Direction, hun har kun hørt navnet før, men ellers intet. Hun finder så hurtigt ud af, at Harry er med i Bandet, og Rebekka skal selvfølgelig møde de andre fra One Direction. Hvad sker der når Louis og Rebekka møder hinanden igen, vil alt bare blive som før Rebekka flyttede, eller vil de opbygge et indre had.

61Likes
28Kommentarer
16622Visninger
AA

13. Kapitel 12.

Harry’s synsvinkel

Klokken er omkring 18 og de andre drenge er lige taget hjem.

Efter der hvor de lagde arm og Niall havde tabte, havde vi bare hygget os men en film og slags ting. Nu sidder jeg her og jeg har ingen anelse om hvad Louis vil snakke med mig om. Jeg håber, at han kan forklare det der skete tidligere på hospitalet. Han kan ikke helt seriøst mene, det han sagde, for det ligner ikke den Louis, som jeg kender, som min bedsteven, som jeg elsker.

Nå, men han skrev, at han var på vej hjem for allerede 5 minutter siden. Han her nok snart, hvis han var hos Eleanor, som han sagde, at han ville tage hen efter vi havde været henne på hospitalet.

Endnu en ting, jeg slet ikke kan kende hos ham, for han plejer at hade folk, der bare bruger andre, han er bare i det hele taget underlig lige for tiden og ikke på den gode måde, nej på den dårlige måde og det er ikke godt eller selvfølgelig er det ikke godt. Han er bare ikke sig selv og det bekymre mig. Jeg har aldrig set Louis sådan her før. Jeg har ingen anelse om, hvornår han bliver sig selv igen, men jeg håber at det er meget snart.

Efter noget tid sådan cirka 5 minutters tid kommer Louis endelig hjem. Han kommer ind i stuen, hvor jeg befinder mig. ”Hej,” mumler han til mig og sætter sig ved siden af mig i sofaen. ”Hej, hvad ville du snakke om?” spørger jeg måske lidt for koldt, for det kunne være at han ville forklare det der skete tidligere, altså det der gjorde mig sur. Stilheden ligger sig over os men jeg vælger at bryde den.

”Nå men du svarede ikke på mit spørgsmål, hvad ville du snakke om?” spørger jeg igen. ”Når ja, kan du huske det henne på hospitalet med Eleanor og Rebekka?” spørger Louis og kigger på mig. Tror han helt ærligt jeg har glemt det på et par timer. ”Ja det glemmer jeg ikke lige med det samme og jeg forstår det heller ikke,” mumler jeg koldt. ”Jeg har slået op med Eleanor,” svarer han. Jeg kigger overrasket på ham.

Har han virkelig slået op med hende, men hvorfor sagde han så alt det der henne på hospitalet. Jeg kigger forvirret på Louis. Jeg tror også godt, at han forstår, hvorfor jeg er forvirret, for han havde jo lige stået på hospitalet og fortalt, hvordan han elsker Eleanor så højt.

”Jeg forstår godt, at du er forvirret, men sandheden er at alle de ting, jeg sagde tidligere var løgn, mit livs kærlighed er Rebekka og ikke Eleanor. Jeg føler mig og Rebekka er skabt til at være sammen, den eneste jeg nogensinde har elsket er Rebekka, men jeg var bange, bange for at hun ikke havde det på samme måde med mig så jeg tænkte at det nok var bedst at komme videre men det var det så ikke jeg jo godt se nu, og jeg ved godt hvor meget jeg har dummet mig ikke kun overfor Rebekka men også alle andre, jeg har dummet så meget på det seneste,” svarer han frustreret.

”Hvorfor sagde du så alt det der henne på hospitalet?” spørger jeg forvirret.

”Fordi jeg havde brug for at tænke lidt over tingene alene og jeg kom til den beslutning at det var bedst at jeg fortalte Eleanor sandheden, for med sandheden kommer men længst det har jeg altid lært og jeg ved godt at jeg ikke har fortalt sandheden særlig meget her for tiden og det må i undskylde, ved ikke hvad der er går af mig her for tiden, jeg dummer mig hele tiden og jeg kan ikke gøre for det eller jo det kan jeg men hvordan ved jeg ikke helt det er svært så meget ved jeg,” svarer han.

”Jeg ved ikke helt, om jeg tror på dig,” svarer jeg tøvende. ”Tro nu på mig, jeg siger sandheden,” mumler han. ”Når ligesom du fortalte sandheden henne på hospitalet?” svarer jeg. ”Jeg fortæller altså sandheden den her gang det lover jeg, tro nu på mig,” mumler han.

”Okay, jeg tror på dig, men hvordan tog Eleanor det så, da du fortalte hende sandheden, blev hun sur, ked af det eller hvad blev hun egentlig?” spørger jeg, for jeg er faktisk ret nysgerrig omkring, hvordan hun mon tog det, da hun fik sandheden afvide.

”Altså hun var ret sur og ked af det lige til at starte med, altså lige indtil jeg fortalte hende historien om mig og Rebekka fortid, nu og hvor forelsket jeg er i hende, hun syntes det var sødt, og hun ville rigtig gerne hjælpe mig med at få fat i Rebekka, hun sagde inden det og jeg citere: ’Selvom jeg er mega sur over at du bare brugte mig så var jeg din veninde før vi blev kærester og det vil jeg blive ved med at være, og det der fortalte fra dit liv om Rebekka, jeg har aldrig hørt noget så sødt’ citat slut,” siger han og smiler svagt til mig for at løfte stemningen lidt så jeg smiler svagt igen.

”Det var da godt for dig, at hun ikke blev mere sur end det,” svarer jeg. ”Ja det er jeg skam også glad for,” svarer han og griner svagt. ”Hvad vil du sige til de andre drenge,” spørger jeg igen alvorligt. ”Hvad skulle jeg fortælle dem?” spørger han forvirret.

Først der kommer jeg til at tænke på at det er mig der har fortalt dem det og jeg gjorde det uden at Louis vidste det, men nu bliver jeg ligesom nød til at fortælle det. ”Altså, jeg har muligvis fortalt dem hvad der skete tidligere,” svarer jeg tøvende og smiler uskyldigt, for at prøve at undgå at han bliver vildt sur på mig men jeg ved ikke helt om det lykkes men jeg tror det jeg hjalp lidt så han kun er sur og ikke helt vildt sur det må vi da håbe på det gjorde bare han ikke er alt for så går det da nok gør det ikke det må vi da går ud fra ellers ved jeg ikke hvad vi skal gå ud fra.

 


Louis’s synsvinkel

”Hvad vil du sige til de andre drenge,” spørger Harry alvorligt. ”Hvad skulle jeg fortælle dem?” spørger jeg forvirret, for hvad skulle jeg fortælle dem, de ved jo ikke, hvad der er skete på hospitalet tidligere, så hvad mener han med det. Jeg er godt nok forvirret, for hvad mener han dog med det, det vil jeg faktisk godt vide, for jeg har en idé om, at han har gjort noget dumt.

men jeg tror ikke at han har været så dum at fortælle dem det eller det vil jeg da ikke håbe at han har gjort fordi så er han ærligtalt dum, egentlig burde de nok få det afvide men så skal de også have sandheden af vide så jeg håber ikke han har sagt noget til dem efter han kom hjem for det er jo så ikke sandt det de tror der er sandt, hvor er han dog dun en gang imellem

”altså, jeg har muligvis fortalt dem hvad der skete tidligere” svare han tøvende, og smiler uskyldigt til mig, det gjorde han bare ikke igen, nu tror de jo det er sandheden men det er det jo langt fra hvad tor de dog ikke om mig nu de må være meget skuffet over mig selv om det ikke er rigtigt det de har fået afvide burde de stadig være skuffet,

jeg er selv skuffet over sandheden også ”det gjorde du bare ikke igen, kan du ikke bare holde din mund næste gang” mumler jeg opgivende ”jeg syntes bare de burde vide det, altså hvad der sker oppe i dit lille hoved” svare han og det sidste sagde han en smule flabet og med det mener jeg meget flabet ”hey, jeg er klogere end dig” svare jeg igen” svare jeg igen

”siger den dreng der ikke har tænkt på hvad dog havde gang i se sidste par dage” svare han flabet igen ”jeg har da tænkt” forsvare jeg, mig ”ja ja, så siger vi det” svare han drillende ”det har jeg altså” mumler jeg ”så siger vi det” svare han stadig med den drillende undertone,

jeg sukker opgivende den dreng kan godt nok være irriterende, men det er derfor han er men bedsteven eller det er ikke derfor, det er fordi han er den han er og forsøger ikke at være andre end sig selv,

jeg kan bedst lide folk der bare er sig selv overfor en, for selvfølgelig er der rarest at ens venner og veninder ikke bare spiller skuespil om hvem de er ligesom det er det inden i der tæller om man har et stort hjerte og det har Harry, de andre drenge og selvfølgelig min elskede Rebekka, jeg håber sådan at hun endelig vågner i morgen for jeg savner hendes stemme, hendes smil, øjne eller kortere fortalt alt ved hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...