Sløret i syd

Handler om en pige, som finder ud af, at hun er til piger, hvilket godt kan føles forkert for nogle mennesker. Hun er fanget i syd, men alle siger at syd og syd kun kan frastøde hinanden. Derfor mangler hun nord i sit liv, for så vil hun tiltrækkes på den "rigtige" måde.

3Likes
4Kommentarer
303Visninger

1. .

S L Ø R E T  I  S Y D

D A T I D

Jeg blev jaloux hver gang, jeg så dem sammen. Jeg vidste ikke hvorfor, det begyndte bare at sitre i mine fingre for at slå ham. Hun fortjente ham ikke. Hun var alt for sød til sådan en drengerøv som ham. Han var hende flere gange utro, og hendes kinder var ikke andet end våde. Jeg begyndte at blive hendes overbeskyttende veninde, og vi brugte meget tid sammen, hvilket glædede mig mere og mere. Hvorfor var jeg ikke klar over dengang.

Når hun var i min nærhed, så blev alting bare sløret. Det var som om, et vandfald var startet i mit hoved, og alle fornuftige tanker var blevet skyllet væk, hen til den mørkeste krog i bevidstheden. Der hvor de glemte minder lå, og nu også de slørede fornuftige tanker, som var blevet banket ind i ens hoved som barn. Jeg syntes, det var rart at føle mig sløret, men jeg fordømte mig selv at føle sådan. Jeg kunne da ikke lide hende, eller kunne jeg?

Jeg fandt ud af, at hun havde det ligesom mig... hvordan ligesom mig var, vidste vi ikke. Vi vidste bare, at det var dejligt på en anderledes og forkert måde, som alle så tydeligt sagde. De pointerede at syd og syd altid ville frastøde hinanden, og at vi derfor skulle finde vores nord, som de så fint undgik at sige var drenge. Men vi vidste det skjulte ord og hadede dem for deres uvidenhed omkring kærlighed. For nu vidste vi, at vi elskede hinanden, ligemeget om andre syntes, det var forkert, for vi syntes, det var det rigtige.

Derfor valgte hun at slå op med drengerøven, for de havde mistet den slørede kærlighed, som de før havde haft sammen. Han spillede ligeglad og fandt en anden og mere tiltrækkende syd, som han kaldte det, og så blev der sat en fin rød sløjfe oven på dét åbne sår.

 

Derefter begyndte det at ændre sig når vi var sammen. Vi snakkede mere dybt, end vi plejede, og fortalte gang på gang den mest mørke hemmelighed efter den anden. Vi var blevet tættere både psykisk men også fysisk. Vi kunne ikke holde fingrene fra os selv. Vi udforskede konstant hinanden og grinte af vores generthed. Før havde jeg afskyet mig selv, hvis jeg kiggede på det lige under pigers kraveben, nu vidste jeg endelig hvorfor, og jeg følte ikke den samme væmmelse af mig selv mere. Vi kunne slippe tøjlerne, og vores følelser blev nu tydeligt vist i vores ansigter, hvor de før kun blev vist i vores hjerter.

Vi vidste begge, hvad der var anderledes med os i forhold til flertallet, vi var desværre bare bange for de andres reaktion, hvis vi fortalte dem vores hemmelighed. De ville i hvert fald ikke mere tænke veninder, når de så, hvordan vi så på hinanden med opslugte blikke. De ville mere tænke kærester men så ryste på hovedet.

De ved dog, at det er sandt, de har bare ikke lyst til at indrømme det, og så ville de gå. Forlade idéerne om ytringsfrihed, om ret og kærlighed. Efterlade dem til gydernes bidske hunde og mørkets kulde. Syd og nord er rette for hinanden, ville de til sidst sige og dø i den tro. Men syd og syd er ligeså rigtigt som syd og nord er, ligesom nord og nord også er rigtigt, og dermed ikke forkert.

 

Alligevel stod vi op imod, den altødelæggende bølge af væmmelse og modgang fra andres munde og blikke. Mine forældre støttede os, det var bare noget helt andet med hendes. Jeg blev syndebukken, og hun blev smidt ud af huset. Hendes forældre var katolske, så de syntes vores tankegang var modbydelig. Hun blev arveløs, og fik de grimme blikke, jeg derimod blev banket gul og blå af hendes bror. Men det er datid.

 

 

N U T I D

For nu bliver vi i hinandens smil, og går imod modgangen med oprejst pande. Nu er hun endelig min, og jeg endelig hendes, og for en gangs skyld så føles det rigtigt, også selvom optakten til vores forhold var anderledes end alle andres. Jeg elsker hende, og jeg er glad for at have hende ved min side, og jeg skammer mig bestemt ikke over at kalde hende min kæreste.

 

Ja, jeg er til piger, hvilket jeg bliver dømt på, blikkene hagler ned, og det er svært at være sig selv, når andre synes, man er forkert. Men jeg bliver ved med at være mig selv, for hun elsker mig, som den jeg er. Selvom hendes familie ikke støtter op om vores valg, så bliver vi gang på gang ved med at fortælle hinanden: "Det positive er, at vi har hinanden og ikke bor i Rusland." 

 

Men på visse tidspunkter er det svært at se positivt på det hele, for selv når vi griner, og holder om hinanden på en bestemt måde, ses vi ned på som skadedyr. Når vi køber ind i Netto og ser med kærlighed i blikkene på hinanden, mens vi skovler alle colaerne ned fra første hylde, så er der åbenbart noget forkert i det, for de mørke blikke vender tilbage. Undtagen ved børnene de ved ikke, at det åbenbart er forkert, ikke endnu.

 

 

F R E M T I D

Jeg kan ikke sige noget om fremtiden, for der er vi ikke endnu. Men jeg vil nu alligevel håbe at os homoseksuelle, vil blive retfærdigt behandlet ligesom alle andre. Det er jo ikke, fordi vores kærlighed er uægte, vi elsker bare vores eget køn, istedet for det modsatte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...