Med Livet i Hænderne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2015
  • Opdateret: 18 dec. 2015
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

3. Sig hej til Døden

Det blev den sidste dag af vores ferie. Trekløveren var splittet. Jeg var blevet udelukket. De troede ikke på mig. Jeg havde fortalt dem det hele, og de troede ikke på et eneste ord. Jeg var blevet sur, og var gået ned på stranden. Det var det eneste sted, jeg kunne få fred, og være mig selv. Solen stod stadig højt. Bølgerne slog stille ind mod stranden. Der var en mærkelig lyd i baggrunden af dette fredlige sted. Den startede ganske svag, men blev kraftigere. Jeg vendte mig for at finde ud af, hvor lyden kom fra. Et skrækscenarie mødte mig. Mit værste mareridt blev udspillet lige bag mig.

Terror har altid været min største frygt. Lige siden jeg var barn, og havde set nyhederne i fjernsynet. Og nu stod der flere bevæbnede mænd og skød løs på uskyldige mennesker lige bag mig. Jeg var i chok, jeg stod bare der. Et skud blev fyret af, og suste lige forbi mit hoved. Da blev alt virkeligt. Jeg løb. Klitterne var mit mål, jeg kunne skjule mig i det lange marehalm. Flere skud suste forbi mig. Jeg tænkte på min familie, der alle sad oppe i huset. De skulle væk. Vi skulle væk. Jeg var bange. Mit hjerte havde svært ved at følge med. Der lød skrig i baggrunden. Mit hjerte bristede, ved alle de fortabte mennesker dernede. Både de døde og de levende.

Jeg stod på toppen af klitten og kiggede hen imod huset. Det var uskadt. Terroristerne var ikke nået herop endnu. Mit hjerte lettede et kort sekund, indtil en smerte bredte sig i mit ben. En kugle var gået direkte ind i mit lår. Jeg faldt om. Smerten i låret var så kraftigt, at jeg troede, jeg skulle dø. Tanken om at min familie havde mulighed for at dø, var ubærlig. Jeg havde kun en vej, og det var ikke dødens. Jeg skulle derhen. Om så jeg skulle dø derhenne af forblødning.

Huset stod endnu mere klart og majestætisk, end det nogensinde havde gjort før. Jeg skreg. Skreg på at de skulle skynde sig væk. Jeg skreg for at få dem til at se alvoren. De nåede bare ikke så langt, som jeg inderligt havde håbet. De nåede ikke engang hen til bilen. En af terroristerne havde fulgt efter mig. Han ladede sin pistol, og skød. Først min tante og så min onkel. Jeg så det igennem et slør af tåre. Han sigtede på min mor og skød. Jeg skreg af fortvivlelse. Hun faldt til jorden, død. Terroristen skød også min far, derefter min bror. Det var kun trekløveren, der var tilbage. Inden jeg kunne nå at reagere, skød han min kusine. Der var kun min søster og jeg tilbage. Han gjorde klar til at sigte på min søster.

Jeg så det hele i slowmotion. En terrorist der gør klar til sit drab på min søster. En storesøster der springer ind foran sin lillesøster og tager skuddet for hende. Hun skreg mit navn. Min lillesøster. Jeg faldt til jorden.

Mit hjerte stoppede med at slå. Hele min krop var klar til at blive nedbrudt. Det eneste der var omkring mig, var mørke. Den omfavnede mig.

Langt væk hørte jeg en kalde på mig. En der kaldte på mig igen og igen. Lyset skar mig i øjnene. Jeg kunne ikke mærke noget. Var jeg død, eller var jeg i live? Jeg så min søster med tårer i sine smukke blå øjne. Jeg kunne huske, jeg spurgte hende, om jeg var død. Hun sagde med sin grådkvalte stemme, at det var jeg ikke. Mit hoved faldt til siden. Jeg så en besynderlig fyr gå væk fra os. Han havde en forbundet hånd og brunt hår. Han vendte sig om, og blinkede til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...