Med Livet i Hænderne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2015
  • Opdateret: 18 dec. 2015
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
126Visninger
AA

2. En sindssyg sommer

Dagene gik. Min kusine, søster og jeg havde sneget os ud en aften for at komme ned i byen. Vi skulle bare have et par drinks og så hjem igen. Vi fandt et diskotek, musikken var høj, og bassen dunkede, så jeg kunne mærke det i hjertet. Der var en masse unge mennesker på vores alder. Vi dansede, og vi drak. Jeg gik lidt væk fra min kusine og søster for at få en pause. Der var et hjørne, der var ledigt, så jeg satte mig derhen. Lige det sted havde jeg fred, og kunne iagttage alle de fulde mennesker. Mit blik faldt på en fyr, der stod afslappet op af en søjle. Han var ikke specielt stor, normal af bygning, smukke grønne øjne, brunt hår der faldt ned i ansigtet, hver gang han bevægede sig. Der var noget underligt ved ham. Jeg kunne se det, selvom jeg var lettere beruset. Det var svært at sætte en finger på hvad det var. Han satte i bevægelse. Det gav et sæt i mig. Jeg håbede bare, han ikke havde set, at jeg iagttog ham. Han gik tæt forbi en meget beruset pige, der var noget sjovt ved hans hånd. Den var forbundet sjusket, og der stak lidt af en kraftig flænge ud. Han lavede et lille vip med hånden, og der faldt noget ned i pigens drink. Jeg vidste det nu, hvad der var mærkeligt ved ham. Jeg kender udmærket blandingen imellem alkohol og stoffer. Jeg havde set det så mange gange før. Fyren kiggede sig hurtigt omkring, og vores blikke mødtes. Han blinkede og forsvandt ud i mørket udenfor. Jeg sad en stund og var lammet af væmmelse. Indtil jeg kom i tanke om pigen. Hun skulle for guds skyld ikke drikke af sin drink. Et var, at hun ikke skulle have mere alkohol, og andet er, at jeg ikke vidste hvilket stof han havde kastet i, og hvor stærkt det var. Jeg rejste mig op, og gik forbi pigen, og snuppede hendes drink på vejen. Fyren, jeg måtte se, om han var derude. Kulden ramte mig hårdt. Der var blevet koldt i løbet af aftenen. Kulden bredte sig nede fra mine høje stilletter til mit let pjuskede hår. Der var ingen udenfor. Bassens dunken kunne stadig høres, men ellers var der fuldstændig stille. Intet kunne høres. Ikke en lyd. Jeg grinte, grinte over mig selv. Hvordan kunne jeg være så dum at tro, der var noget underligt over ham. Han havde jo ikke lavet andet end at kaste stoffer ned i én drink. Jeg skulle til at gå ind igen, da jeg så ham. Han stod op af en bygning helt indhyllet af mørke. Han var som en et genfærd, man skal lægge rigtig godt mærke til dem, før man kan se dem. Han stod der bare, som om han havde ventet. Der stak et eller andet op af hans lomme. Jeg var for langt væk til at kunne se det. Det jeg ikke vidste, på det tidspunkt, var at han var skør, sindssyg er måske det rette ord. Han trak tingen i hans lomme op, og pegede på mig med den. I lyset fra diskoteket kunne jeg skimte en sort skinnende genstand. Da det gik op for mig, hvad det var, stoppede hele mit system for et øjeblik. Jeg var lammet. Han sigtede på mig med en pistol. Om den var vægte eller ej, var lige meget, jeg var ikke villig til at finde ud af det. Han grinte til mig, stak den i lommen, og forsvandt.

Det var sindssygt. Jeg var blevet siget på med en pistol! Jeg skulle væk derfra. Min kusine og søster var stadig inde på diskoteket. Vi skulle væk. Alle sammen. Væk fra dette syge sted. De stod stadig og dansede derinde. Jeg trak dem ud og hjem. De var meget mere berusede, end jeg var. De var noget nær umulige at få hjem. Jeg fik dem ind af det vindue, vi var kravlet ud af, uden af blive opdaget. Jeg sov ikke hele den nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...