Brown Eyes

>Jeg gik ind på soveværelset og vækkede mor. "Moar, hvor er alle mine ting henne?" "Ja, Alex nu skal du høre. Jeg har altså ikke nok penge til at sørge for os begge. Så du bliver altså nød til at bo på gaden".
Alex blev smidt på gaden som 16 årig. Hvordan vil det gå hende. Og hvem er drengen med de brune øjne?



Det her er min første bog. Så i må meget gerne skrive hvad jeg kan gøre bedre.
Håber at i vil læse med. Og husk det er min første bog<
Og hvis der er nogen der vil lave et cover til bogen, må i meget gerne skrive det.

0Likes
2Kommentarer
380Visninger
AA

8. Joe´s venner

Senere d. 24. December

"Alex!". råber Joe, inde fra stuen. "HVAD?". råber jeg tilbage. "Kom lige ind i stuen!". råber han igen. Jeg kommer luntende ind i stuen. "Hvad så?". spørger jeg med et smil. "Må jeg godt invitere nogle venner over?". spørger han sødt. "Jaja, det gør du bare". Smiler jeg sødt.
3 timer senere ringer det på døren. Jeg kan høre Joe gå ud og åbne. Jeg kan høre at de snakker sammen der ude, de lyder glade. Tænk hvis de ikke kan lide mig. Tænk hvis de syntes jeg er grim og ulækker. Jeg er jo fra gaden. Mens jeg sad i mine egen verden, er de alle kommet ind i stuen. Jeg rejser mig op og går hen til Joe. "Ja...Øhmm... det her er Alexandra"... Inden Joe noget at sige mere overtager jeg. "Men i kan bare kalde mig Alex". Siger jeg nervøst. Fuck. Hvad hvis jeg virkede alt for imødekommende. Åh nej hvad har jeg dog gjort. Hvad så når de finder ud af at jeg har været hjemløs. Så vil de tro at jeg er en slut. Det må bare ikke ske, for så går det ud over Joe, for så tror de at han har betalt mig til at bo hos ham. Fuck hvad har jeg dog rodet Joe ud i!!!. Joe tager pludselig min hånd  og holder mig tæt ind til ham. Der går et sus igennem mig, og alle mine dårlige tanker forsvinder. Min hånd brænder af hans berøringer . Men på den gode måde. "Kan vi tale under fire øjne Alex". Spørger Joe alvorligt. Åh nej. Jeg vidste det, jeg var for imødekommende af en hjemløs at være. Nu smider han mig sikkert ud af hans hus!!! Joe kigger på mig, og giver mig et beroligende blik, og smiler. Han former med sine læber. "Bare rolig". Og det gør mig meget mere beroligende.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...