Brown Eyes

>Jeg gik ind på soveværelset og vækkede mor. "Moar, hvor er alle mine ting henne?" "Ja, Alex nu skal du høre. Jeg har altså ikke nok penge til at sørge for os begge. Så du bliver altså nød til at bo på gaden".
Alex blev smidt på gaden som 16 årig. Hvordan vil det gå hende. Og hvem er drengen med de brune øjne?



Det her er min første bog. Så i må meget gerne skrive hvad jeg kan gøre bedre.
Håber at i vil læse med. Og husk det er min første bog<
Og hvis der er nogen der vil lave et cover til bogen, må i meget gerne skrive det.

0Likes
2Kommentarer
312Visninger
AA

4. Et muligt hjem

Jeg vender mig om. "Joe". Siger jeg glad. "Hej Alex". Smiler Joe. "Mmmm... Jeg tænkte på. Øhhh... om du ikke vil med på Starbucks?" Spørge han nervøst. "Mmm.. Ja det vil jeg meget gerne.. Men jeg har jo ikke nogle penge". Siger jeg stille tilbage. "Jeg skal nok betale". Smiler han.

"Okay. Mange tak". Smiler jeg sødt. "Så kom". Siger han. Han trækker mig op. Og vi går ind på Starbucks. Joe og jeg går hen til kassen. "Hvad skal det være". Smiler pigen bag disken med sit falske smil. "2 kopper kakao". Smiler Joe tilbage til den falske pige bag kassen. "2 minutter". Svare pigen tilbage. 2 minutter senere sidder Joe og jeg ved et af bordene nede i hjørnet. "Nå". Starter Joe. "Hvor gammel er du endelig?" .Smiler Joe til mig. "17" .Smiler jeg glad tilbage "Hvor gammel er du?" . Spørger jeg tilbage. "Jeg er 19" . Smiler han glad. "Mmm.. Må jeg spørge dig om noget?." . Spørger han usikkert. "Ja selvfølgelig" . Smiler jeg sødt. "Hvordan er du endeligt havnet på gaden?" . Spørger han nysgerrigt. "Lang historie, men min mor smed mig på gaden" . 

Svare jeg sørgemodigt. "Er du okay?". Spørger han med medlidenhed i stemmen. "Ja det fint". Svare jeg og prøver at virke lidt gladere. "Øhhmm, jeg har faktisk noget mere at spørge om". Siger Joe. "Hvad er det". Spørger jeg nysgerrigt. "Øhmm.. Vil du med hjem til mig og bo". Spørger han usikkert. Vent hvaddd. Har Joe lige spurgt om jeg vil bo med ham. Hjemme hos ham. Wauw. "Wauw.. Øhh.. Wauw.. Øhmm.. Ja det vil jeg virkelig gerne".Svare jeg helt overvældet, og løber hen og krammer ham. Selv om jeg kun har kendt Joe i sådan Ca. 2 dage. Så føltes det virkelig som om at jeg har kendt ham altid. Og jeg kan vist godt indrømme nu, at jeg er ved at få nogle følelser for ham. Jeg trækker mig fra krammet, og smiler over hele hovedet. "Så lad os komme hjem". Siger Joe glad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...