What if Jack lived

Hvad hvis Jack Dawson på en eller anden måde overlevede Titanic? Hvad hvis han levede i vores tid?
Jeg laver den her historie, med inspiration af en fan-lavet video af Titanic nr. 2.
Men hvis du er ligesom jeg (Elsker at læse den længere historie mere, end at se en kort version af noget, der rent faktisk kunne være gået hen og blevet godt, men ikke gjorde) så tror jeg dette her er noget for dig.
Er der et par enkelte grammafejl eller noget så vær sød ikke at hate, da dett er min første fanfiction.
Jeg elsker filmen Titanic, og jeg elsker Jack, og dette er min historie om hvad der er sket med jack efter han sank ned i det mørke vand.

3Likes
1Kommentarer
515Visninger
AA

3. JACK

Han havde ondt i hele kroppen. Han havde det som dengang, han var faret vild i skoven, og var blevet fanget i toppen af en mindre lavine, og havde ramt et træ.

Bare tusinde gange værre.

Han var træt. Og han var stiv i kroppen. Som dengang i Paris, hvor han havde sovet under en bro, fordi hverken han eller Fabrizio havde penge til overnatning.

Han havde lyst til at åbne øjnene, og han håbede på at det hele bare havde været en drøm. At alle de mennesker ikke var endt i havet, men han håbede også på det var virkeligt lidt hen ad vejen, for ellers havde han ikke mødt den kvinde.

Han kunne hverken huske hendes navn eller stemme, men han kunne kuske den følelse han fik, når han se på hende.

Efter lang tids prøven og anstrengelser, fik han endelig hans øjne på klem.

Lokalet han pludselig befandt sig i var svagt oplyst. Ingen vinduer var sat i, så han søgte efter lyskilden men fandt det ikke.

Hvor var han? Han kunne huske en masse vand og druknende mennesker. Han kunne huske sin bedste ven og sine forældre.

Lokalet han var i virkede upersonligt og koldt. Han havde med garanti aldrig befundet sig i et rum magen til dette.

Han følte at han lagde på noget hårdt. Et bord af en slags sagde han til sig selv. Men ikke et af de træborde hans far i sin tid havde fremstillet. Det her bord var utrolig koldt.

Han satte sig med besvær op, og kiggede rundt. Han kunne ikke høre nogen mennesker. Og kunne heller ikke se nogen. Var han død? Var han druknet den skæbnesvangre nat, og var det sådan her Himlen så ud?

Det eneste svar han kunne give sig selv var ’Jeg tænker, derfor er jeg’.

Han kunne ikke være død. Han havde stadig et massivt legeme.

Han skulle ud derfra. Der var ingen anden måde at finde ud af det på. Han lokaliserede døren og tog i håndtaget. Det rykkede sig ikke. Han var låst inde. Fanget. ’’Hjælp!’’ råbte han, mens hans stemme knækkede over.

’’Er der nogen der kan høre mig?’’ råbte han efter at have rømmet sig. ’’Luk mig ud!’’

Han slog og sparkede til døren men den rørte sig ikke ud af flækken, han gjorde alt, der på en tænkelig måde kunne få ham ud, men intet hjalp.

Han satte sig igen på det kolde bord. Hvad skulle han gøre nu? Han lagde sig ned og lukkede øjnene. Han ville prøve at sove, selvom han var rædselsslagen indvendig.

 

Han vågnede med et sæt. Han spærrede øjnene op. Han var i et andet lokale. Lokalet var større og havde flere farver. På alle hylder og skabe på alle væggene var der medicinske værktøjer, der så både indviklede og endda farlige ud.

Men hvad han mest lagde mærke til var de to mænd der stod lænet ind over ham. I hvide kitler og med masker over hår og mund. Den ene havde sat en nål på undersiden af hans håndled. Fra nålen gik der en slange over til en hængende pose i et stativ med flydende væske i.

Det var nok nålen der havde vækket ham.

Den ene af mændene sagde til den anden at han var vågnet, på et sprog han kun lige forstof.

Han ville rive sin arm til sig, men mærkede at han var spændt fast. Hele hans krop var spændt fast til endnu et koldt bord.  

’’Hvad laver i? Slip mig løs!’’ råbte han, men mændene reagerede ikke. De tog noget underlig formet koldt metal og vendte hans hoved om, så han så til siden, og kiggede ham i øret. De brugte også en underlig ting med stærkt lys i til at kigge ham i øjnene.

’’Så er vi færdige.’’ Sagde den ene. Jack blev lette da de endelig løsnede hans arme, men hvad han ikke regnede med var at han voldsomt blev puffet ned i en slags skjorte, med knapper på ryggen, hvor efter hans anden arm også blev løsnet og smidt ned i et ærme. En af mændene tog armene og viklede under hinanden så han igen ikke kunne røre sig.

Derefter blev han smidt ind i det rum han havde set først. I stedet for et bord, var der nu en tynd madras på gulvet, som han landede på.

Dette kunne ikke være Himlen, sagde han til sig selv. Dette måtte være Helvede.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...