What if Jack lived

Hvad hvis Jack Dawson på en eller anden måde overlevede Titanic? Hvad hvis han levede i vores tid?
Jeg laver den her historie, med inspiration af en fan-lavet video af Titanic nr. 2.
Men hvis du er ligesom jeg (Elsker at læse den længere historie mere, end at se en kort version af noget, der rent faktisk kunne være gået hen og blevet godt, men ikke gjorde) så tror jeg dette her er noget for dig.
Er der et par enkelte grammafejl eller noget så vær sød ikke at hate, da dett er min første fanfiction.
Jeg elsker filmen Titanic, og jeg elsker Jack, og dette er min historie om hvad der er sket med jack efter han sank ned i det mørke vand.

3Likes
1Kommentarer
544Visninger
AA

2. 15. APRIL 2012

Den speciallavede ubåd, havde endelig nået de 11,2 km ned til skroget.

Det lagde der, så yndefuldt et skrog kunne ligge.

Grønt stads havde samlet sig over hele skibet, og fisk svømmede ud og ind af det.

’’Vi er ved styrbords siden nu’’ sagde den høje, brunhårede og attraktive mand, som faktisk havde været på selv samme rejse, blot et halvt år tidligere, hvorefter de havde fået fortalt en rørende kærlighedshistorie der fandt sted på Titanic.

’’Vi sætter Duncan ud nu’’ sagde en anden. Og i det samme, foldede ubåden sig på sådan en måde, at en klo lignende metal tingest foldede sig ud. ’’Det var her omkring, Rose smed halskæden ud.''

Endnu en mand sad med et par briller på, som var lavet til at man kunne kigge foran ubåden.

’’Oh shit..’’ sagde han. ’’Det er jo umuligt.’’

Alle i ubåden for hen til ham for at se hvad han havde fundet.

En lille isblok, på havbunden, var ikke kun gennemsigtig, men viste det halve af et hoved.

’’Kan det være…?’’ alle var opkørte, og en lang stilhed brød ud, da manden der førte den mekaniske hånd, meget stille og utrolig forsigtigt vippede til isblokken. ’’Vi må underrette regeringen. Vi bliver berømte’’

 

Bare et par timer efter, var der allerede troppet en kran op på en flydende flade, klar til at tage imod isblokken, som ville blive transporteret til overfladen af endnu tre speciallavede ubåde.

På fladen stod allerede mange mennesker, for at se det umulige, og iblandt dem stod præsident Flett allerede klar.

 

Og efter en time, var isblokken allerede anrettet i et mørkt luft-, molekyle- og bakterie-tæt rum. Med en masse professorer i samråd, om hvad der skulle ske med den, og hvordan. De besluttede at tø den op, så de kunne foretage nogle tekniske prøver på liget.

Isblokken blev kørt til det lokale hospital, hvorefter der blev kørt lastbiler fulde af avanceret teknologiske værktøjer ind efter. En laser ramte isblokken, og skar forsigtigt, med en utrolig varm stråle langs det de nu kunne se var en mand. Derefter blev det resterende lag af is omkring mennesket, dyppet ned i en varm flydende substands.

Derefter var han fuldstændig fri for is. De anbragte liget på et hospitals bord, og begyndte at undersøge øjne, ører, mund og næse.

Men hvad de ikke havde forventet, var da en finger på hans venstre hånd begyndte at sitre..

 

Et kvarter efter var alle i oprør, ingen forholdte sig i ro i det største mødelokale på hospitalet.. Telefoner ringede, og overalt kunne man høre opkogte stemmer råbe. Det var næsten umuligt at forstå en sætning, da nabomanden til den ene telefon, prøvede at tale højere end den anden. ’’Han er lige inde i det lydtætte rum ved siden af, og…’’ ’’Jeg siger dig, dette er unaturligt, og burde ikke kunne ske!’’

’’Send præsidenten. Nu!’’.

Der var på en eller anden måde, allerede lækket information til medierne, og kiggede man ud af vinduerne, kunne man se kameraer, nyhedsfolk og meget mere.

Man behøvede ikke være geni for at regne ud, hvad de snakkede om.

Hvad ville man gøre med ham? Er det sikkert at have ham? Hvem er han? Er vi alle i fare?

En eller anden tændte TV’et i rummet, og der var, som de alle forventede, nyhedsindslag om nyheden på nærmest alle kanaler.

 

Ind ad døren bragede præsidenten. Han havde vilde øjne, og vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, eller hvad han skulle spørge om eller gøre. Han var stadig i chok over nyheden. Det ville alle ansatte på hospitalet også stadig være, hvis de havde tid til det, men telefonerne blev bare ved og ved med at ringe.

’’Hvad gør vi?’’ lød præsidentens myndige stemme ud over det hele. Han fik intet svar, så han blev nødt til at rive fat i en af de forbi passerende læger ’’Hvad helvede gør vi?!’’

’’Det er helt og holdent din beslutning, sir. Hvis du mener vi skal få ham til at forsvinde, får vi ham til at forsvinde. Hvis du vil have ham til at spille Tennis, får vi ham til det.’’

Præsidenten havde ellers ikke meget overskud for platte jokes da, men han lod det passere, da han ikke kunne holde styr på alle de tanker der fløj gennem hans hoved i de sekunder.

Han skulle træffe en beslutning. Og det skulle han gøre så snart som muligt, men det skulle være en beslutning der ikke ville kunne skade ham. Der var jo valg ikke mere end en måned efter.

’’Han må blive her. Ellers kan ingen vide sig sikre, vi ved ikke hvad han er i stand til.’’ Var det sidste han sagde før han stormede ud af døren, og fik en bodyguard, til at skærme sig mod journalister, da han blev ført ind i den ventende bil.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...