What if Jack lived

Hvad hvis Jack Dawson på en eller anden måde overlevede Titanic? Hvad hvis han levede i vores tid?
Jeg laver den her historie, med inspiration af en fan-lavet video af Titanic nr. 2.
Men hvis du er ligesom jeg (Elsker at læse den længere historie mere, end at se en kort version af noget, der rent faktisk kunne være gået hen og blevet godt, men ikke gjorde) så tror jeg dette her er noget for dig.
Er der et par enkelte grammafejl eller noget så vær sød ikke at hate, da dett er min første fanfiction.
Jeg elsker filmen Titanic, og jeg elsker Jack, og dette er min historie om hvad der er sket med jack efter han sank ned i det mørke vand.

3Likes
1Kommentarer
563Visninger
AA

4. 10. MAJ 2012

’Han har ingenting spist siden i mandags. Han er også holdt helt op med at råbe og bede os om at holde op under undersøgelserne. ’’ Sagde Amber Burns. Overlægen.

’’Det kan umuligt være godt. Han fungerer som var han født for tyve år siden. Hans krop er kun 20 år gammel, og han mener stadig at vi er i 1912. Han mener åbenbart også at vi er en slags dæmoner der kun er til for at pine ham. Men han må forstå at vi kun gør det for hans eget bedste. For at kunne forstå ham bedre.’’

Tobias Foster, som arbejdede under Amber, så bare på hende. ’’For hans eget bedste? Mener du at det er for hans eget bedste at holde ham fanget og lyve over for ham?!’’ Tobias havde været imod dette helt fra begyndelsen.

Manden havde været heldig, mente han, han skulle da have lov at gå frit omkring ligesom alle andre mennesker.

Han havde ikke engang set et andet menneske endnu, udover alle lægerne til de utallige undersøgelser. Tobias følte virkelig med ham.

 

Den selv samme aften, tog Tobias ikke hjem til fyraften. Han havde ringet til konen og forklaret at han blev nødt til at blive for at lave overarbejde.

En lille hvid løgn var okay.

Han gik ned af de lange gange på hospitalet, som var blevet lukket efter opdagelsen af manden. Alle akutte indlæggelser skete på et andet hospital blot 15 km derfra.

Dørene lignede alle hinanden. Det var kun skiltene der skilte dem fra hinanden.

,,THA-5558,, stod der på en dør.

Det var her manden fra Titanic var. Tobias tænkte den samme tanke han havde tænkt  snart en måned, at det var så umenneskeligt at holde en mand under de forhold. Han blev nærmest behandlet som et dyr i fangeskab.

Han fandt sit nøglebundt og låste døren op.

Ved det første øjekast viste rummet sig at være forladt. Men henne i hjørnet lå noget der lignede en bunke af tøj, men i virkeligheden var det manden, der krummede sig sammen i forsterstilling.

Så snart han hørte Tobias’ fodtrin, skreg han. Han skreg så højt at det gik gennem marv og ben. Det var ikke et piget skrig. Det var et skrig lavet af indre smerte.

Tobias hev en stol med ind i rummet og satte sig på den i hjørnet.

’’Godaften.’’ Der kom intet svar. ’’Bare rolig. Jeg har hele natten, og jeg forlader ikke dette værelse før du snakker til mig.’’

Tobias så de vilde øjne, som ikke kunne finde ro. De var blodskudte, og hans ansigt var tyndt og rødt. Hans pande var som badet i sved.

En halv time gik. Så sagde Tobias igen ’’Jeg går ikke.’’

En time gik. Han sagde igen ’’Jeg går ikke.’’

Efter to hele timer, satte manden sig endelig op. ’’Hvad vil De?’’ Han var hæs. Manden havde tilkæmpet sig en stor ro, som langt fra svarede til mandens kropspog.

’’Jeg vil såmænd bare snakke med dig.’’ Manden så på Tobias, som var han mindre intelligent. ’’Jeg mener ikke vi gik i skole sammen. Ikke at jeg gik i skole, men vi er i hvert fald ikke dus!’’

Tobias bed sig i tungen. Selvfølgelig. Det skulle han have tænkt på. Det var dumt af ham, da han endelig havde fået ham i tale, og så fornærme ham.

’’Det må De meget undskylde Mr. …?’’ Tobias prøvede at lokke så meget som muligt ud af denne besynderlige mand. ’’Dawson. Jack Dawson.’’.

 

De sad hele aftenen og snakkede frem og tilbage. Det var utroligt hvor meget de kom ind på. Og Tobias kunne ikke forstå hvorfor ingen af lægerne kunne trænge ind til denne unge mand.

Men da han tænkte efter, kunne han godt forstå det alligevel.

Hvis han havde været i Mr. Dawson’s sko, og blevet behandlet som ham, ville han sku heller ikke svare.

Tobias spurgte ind til Dawson’s profession, familie, barndom. Men nogle af tingene ville han ikke ud med. Efterhånden kom flere ting tilbage til Jack. Han kunne huske nærmest alt.

Tobias var åbenbart ikke den eneste der følte at de var kommet lidt tættere ind på livet af hinanden i de sidste timer, da Dawson spurgte ’’Kender du en der hedder Rose Calvert?’’.

’’Nej.’’ Svarede Tobias. ’’Hvor kender du hende fra?’’.

Jack’s øjne blev slørede, og han blev igen rød i hovedet.

Han smed sig igen ned på madrassen, efter Tobias havde hjulpet ham op, så han kunne strække benene. ’’Du skal gå nu.’’ Sagde Jack, men Tobias tøvede. ’’Nu!’’ denne gang rejste han sig op og da han var på vej ud af døren nåede han lige at sige ’’Husk nu at spise noget. Jeg skal nok sørge for at de ikke vil være så hårde ved dig i fremtiden.’’ Tobias vidste dog at det var et løft han ikke kunne holde, da alle havde forskellige meninger om denne Jack Dawson.

En tåre gled ned at Jacks kind, da han pressede hans øjne tæt sammen. Han kunne nemlig ikke huske hvor han kendte Rose Calvert fra.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...