Barrieren: et tryk på en knap

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Færdig

Varmen fra jorden brændte mine hænder, mens jeg prøvede at rejse mig op. Jeg kom op og stå og kiggede mig omkring. Der var røg, damp og ild alle vegne, så langt øjet rakte. Den første tanke, der ramte mig var, at jeg måtte være død eller, at det var et mareridt. Den næste tanke der ramte mig var endnu værre end tanken om at være død.
Det er til konkurrencen, om "The 5 th wave".

0Likes
4Kommentarer
226Visninger
AA

1. Barrieren: et tryk på en knap

 

Varmen fra jorden brændte mine hænder, mens jeg prøvede at rejse mig op. Jeg kom op og stå og kiggede mig omkring. Der var røg, damp og ild alle vegne, så langt øjet rakte. Der var ikke en eneste bygning der stod op. Alt var brændt og collapset. Den første tanke, der ramte mig var, at jeg måtte være død eller, at det var et mareridt. Den næste tanke, der ramte mig var endnu værre end tanken om at være død.

Min far havde haft ret hele tiden, men jeg havde været for stædig og egoistisk til at tro på ham. Jeg tænkte på hans teori.

Han er forsker med speciale inden for global opvarmning. Alle de andre forskere og miljøeksperter havde taget fejl. De havde alle troet, at der ville gå halvtreds millioner år før, at solen ville komme så tæt på jorden, at den ville brænde op. De troede slet ikke på det min far sagde. Han mente, at jorden ville stoppe med at snurre rundt om sig selv, men fortsætte med at snurre rundt om solen. På den måde ville kontinenterne Afrika, SydAmerika, Australien, Nordamerika og New zealand blive til ørken landene, som han kaldte dem og i takt med, at solen kommer tættere på ville de hurtigere end forventet blive til ørken. Meget få ville overleve hvis de boede på den side og det gjorde vi. Den anden side af kloden den, der efter min fars teori ville vende væk fra solen, når jorden ikke længere snurrede rundt om sig selv. Ville blive til skygge lande. Han mente, at denne del ville blive oversvømmet, men han kunne ikke finde nogen logisk forklaring på det. Jeg håbede, at hans bedste ven Frank, der er opfinder i teamet, var taget med dem. Han havde opfundet en lille maskine, der kunne lave en barriere omkring et kæmpe areal. Dette var han sikker på kunne gøre, at alle de overlevende i skygge landene kunne trække vejret under vand. Det kunne endda også gøre, at man ikke blev våd selvom der var oversvømmet!

Dem, der troede på hans teori havde taget med min far, dræbt sig selv eller endda prøvet at beskytte sig selv ved at blive cyborgs.

 

Han havde bedt mig pakke en taske og rejse med ham til den anden side, men jeg ville ikke. Får det betød at sige farvel til mine bedste venner og til Josh, min kæreste. De betyder alt for mig. Min far var ikke meget for at efterlade mig, men jeg insisterede på at blive. For at være helt ærlig troede jeg heller ikke på ham. Så han tog afsted uden mig. Vi var ikke så tætte som vi havde været inden mor døde. Jeg følte mig så dum for ikke, at have troet på ham.

Jeg var så væk i mine egne tanker, at jeg slet ikke lagde mærke til, at der var en, der stod og prikkede til mig. Jeg vendte mig om og der var han. Josh havde overlevet. Jeg tog hans hånd for at sikre mig, at det ikke var et mareridt. Men det var det ikke. Jeg stillede mig op på tæer og pressede mine læber mod hans. Han smilte bredt. Han var glad for at se mig og jeg for at se ham. Hans smil faldt til jorden.

"Kom med. Jeg har brug for din hjælp"

"Hvad er det?" Spurgte jeg mens han fulgte mig hen til en stor brændt bygning.

"Det er Maxon og Kira de er fanget under denne bygning!"

Maxon og Kira havde overlevet. Mine to bedste venner havde overlevet jeg kunne ikke tro det. Byggningen var colapset på grund af varmen. Brændt. Efter noget tid fik vi løftet dem fri. Maxon havde slået sit ben meget og det blødte.

"Vent hvad med Aspen?" Spurgte jeg næsten febrilsk. Josh og Kira sænkede deres hoveder og kiggede ned i jorden.

"Han klarede den ikke" Sagde Maxon med en lav stemme. Jeg forstod det ikke, vi havde altid været uadskillige, os fem lige siden vi gik med ble.Nu var vi kun fire. Min hjerne havde brug for tid til at håndtere nyheden, men tid var det vi havde mindst af. Jeg kunne mærke mine øjne blive våde, men varmen gjorde det umuligt at græde.

Vi besluttede os hurtigt for, at vores eneste chance for at overleve var ved at rejse til den anden side. Det var en lang rejse, men vi kunne ikke blive hvor vi var.

 

Vi havde gået i to dage uden vand og i glødende varme. Vi var så tørstige, at vi næsten ikke kunne snakke.Det føltes som om vi havde spist en skefuld kanel. Har du nogensinde prøvet det? Kanelens smag er stærk. Det suger alt spyt og det føles som om det spreder sig til hvert hjørne af din mund. Ligeså stille lukker det for dit luftrør. Det værste du kan gøre er at prøve og synke. Endelig kom vi til Skyggelandene, men "vagterne" ville ikke lukke os ind, dumme robotter. Først efter, at Kira var faldet om, ville de lukke os ind. Hun prøvede at synke.

Det var faktisk smukt herinde, dem der havde bygget det må have været meget glade for blå og hvid. Jeg kunne ikke tro det, der var kun gået tre dage og det hele var allerede genopbygget. Det lignede lidt New York, kun i blå og hvid. Men luften var fuld af røg fra store bygninger og fabrikker. 

Skøre onkel Frank's opfindelse virkede. En af robotterne tog Kira på hospitalet og Maxon tog med. Den anden robot førte Josh og jeg hen til en kæmpe bygning, der mindede mig lidt om Det Hvide Hus bare mere højteknologisk. Inde i bygningen, førte robotten os ind til en mand der sad i en høj, stor stol. Det var Frank. Han havde en hvid kittel på og forsøgs briller. Jeg havde altid syntes, at var lidt skør, men nu var han da gået helt fra forstanden. Han grinte lidt for sig selv. Har der nogensinde været en opfinder, der ikke gik fra forstanden? Det gjorde mig lidt rasende, at se ham sidde der og grine og hvor var min far?

"Velkommen Layla og... Jerred var det?" Sagde han mens han gesturrede med hænderne.

"Mit navn er Josh" Han lød irriteret, da han sagde det.

"Du undrer dig sikkert over hvor din far er ikke sandt?" Han kiggede hen på mig og kunne se svaret i mit ansigtsudtryk.

"Bare rolig. Robotterne vil føre jer til ham"

Vi gik igennem en lang gang der var lys på begge sider af gangen. Lyset var blændende. Mit hjerte bankede i takt med at lyset blinkede.

Far! Råbte jeg og løb hen til ham.

Han sad i et hvidt rum med en computer foran ham.

"Hvad laver i her?" Spurgte han og kiggede fra mig til Josh.

Jeg fortalte ham om vores to dages rejse og om hvor ked af det, jeg var for ikke, at have troet på ham. Han smillede, men under hans smil var han bekymret. Jeg spurgte om hvad der var galt og han fortalte om alt det, der var sket.

"Lad mig lige se om jeg har fået det hele med" spurgte jeg en smule forvirret.

"En stor gruppe mennesker tog med dig og dit team. I kom til skyggelandene, Frank viste sin opfindelse frem og folk begyndte at tilbede ham på grund af hans opfindelse. Magten steg ham til hovedet og nu styrer han skyggelandene fordi folk ved, at med et tryk på en knap kan han lukke barrieren ned og alle vil drukne?" Mit hoved dunkede.

"Ja, det var cirka det hele"

Døren åbnede og ind trådte Maxon og Kira. Far fortalte det hele en gang til så de også kunne følge med.

"Så nu skal vi bare have en plan, så vi kan vælte ham af hans "trone".

Den var vi alle med på.

"Har dem der bor her det godt?" Spurgte Kira.

"Nej, de bliver tvunget til at arbejde" svarede min far.

"Så vil de sikkert godt hjælpe ikke?" Kira var altid bekymret for andre folks helbred.

"De er for bange for ham og hans robotter" Kira tænkte sig lidt om.

"Så må vi ud herfra og finde nogen, der ikke er bange og starte et oprør!"

"Først må vi hvile os" sagde min far.

"Nej, vi må ud herfra" kommanderede jeg.

"Hvordan?" Spurgte de næsten alle i kor.

"Som i alle andre kliché historier og film" sagde jeg og kiggede op mod skakten i rummet.

Efter noget tid var vi alle ude. Man skulle ellers tro, at de havde lidt bedre sikkerheds-systemer.

Vi løb rundt på alle gader, gemte os for alle robotterne, men ingen ville hjælpe. De var for bange. 

Vi løb ind i et lille skur, det så ikke ud til, at det blev brugt til noget. Vi blev der natten over. Planlagde og udtænkte. Ingen af os vidste hvad klokken var, eller hvilken dato det var. Det var tydeligt, at ingen ville hjælpe så vi måtte gøre det selv.

"Planen er meget simpel" Sagde Maxon.

"Vi gør det i morgen aften, men nu har vi brug for lidt søvn. Jeg tager den første vagt" Maxon havde været med til fjerde verdenskrig og havde meldt ham selv til vores gruppeleder.

Vi vågnede ved lyden af robotters fod trin. De havde fundet os. Vi løb så hurtigt vi kunne, mens robotterne skød efter os med det min far kaldte stødpistoler.

"Kan du bygge sådan nogle?" Spurgte jeg min far.

"Ja, hvis i finder mig tingene jeg skal bruge"

"Godt. Jeg har på fornemmelsen, at vi får brug for dem" Jeg så mig tilbage for at se om vi havde rystet robotterne af os. Vi fandt et nyt gemmested. Min far lavede en liste, over de ting han skulle bruge og vi gik på jagt efter dem. Ud fra min fars liste ledte jeg efter en microchip. Hvor skulle jeg finde sådan en? Jeg besluttede mig for at lede på lossepladsen. En lille dreng stod på fortovet. Jeg gik over og spurgte om vej, men han kiggede ned på sin ankel. Han havde en metal ting rundt om anklen. Havde alle sådan en på? Jeg forstod godt, at han var bange så jeg fandt det bare selv. Jeg var stadig overrasket over hvor hurtigt det hele var blevet genopbygget. Da jeg kom til lossepladsen var jeg ikke den eneste, der havde fået den idé. Kira var der også. Efter noget tid, fandt Kira det hun skulle finde og begyndte at hjælpe mig. Vi fandt en microchip inde i en gammel computer. Jeg kiggede mig omkring. Ud af øjenkrogen så jeg den lille dreng. Han snakkede med en, men jeg kunne ikke se hvem fra hvor jeg stod. Jeg gik et par skridt mod højre. Han snakkede med en af robotterne. Jeg gik lidt i chok. Kom til at stå der lidt for længe. Den lille dreng så mig. Jeg ventede. Ventede på at han ville strække sin lille arm ud, pege hen på mig. Men det gjorde han ikke. Glem hvad jeg sagde før. Denne dreng er alt andet end bange. Det gik op for mig at han havde prøvet at rede mig. Han gav mig en chance for at løbe og jeg stod her stadig. Nogle gange bliver jeg altså lidt for fanget i mine egne tanker. Jeg løb hen mod Kira og vi skyndte os tilbage. Da vi kom tilbage var min far næsten færdig han manglede bare vores ting. 

"Værsågod, fire stødpistoler" sagde han og smillede lidt stolt.

"Okay, det her er planen. Johs og Jeg afleder robotterne. Kira og Maxon tager sig af Frank, tager hans fjernbetjening til at styre barrieren med og ødelægger den. Far du skal sørger for overvågningen. Har alle forstået?"

Planen virkede nem nok. For nem. Jeg havde på fornemmelsen at det ikke ville gå så nemt. Det havde jeg set nok film til at vide.

Alle nikkede og vi tog afsted.

Da vi kom til "Det Hvide hus" gik Josh og jeg først. Vi begyndte at råbe til robotterne.

"Herovre dit rådne æble!" Råbte jeg.

De to robotter ved indgangen begyndte at løbe efter os. Josh skød en af dem, men så tilkaldte den anden bare tre mere. Men det var også meningen. De andre sneg sig ind. Far gik ind i sikkerheds-rummet.

"Pas på, bag dig!" Råbte Maxon til min far.

Min far tog fat i robottens stødpistol og tvang den ind mod robotten selv og trykkede på aftrækkeren. Maxon og Kira kiggede med åben mund, men huskede så hvorfor de var der og løb videre. Min far slukkede for overvågningen og kortsluttede alle robotterne.

"Layla se de stoppede" sagde Josh forpustet.

"Så lykkedes det vist for min far" Vi løb tilbage og mødtes med de andre. Planen var nu at Josh og jeg skulle kravle ind i luftskakten og overraske Frank oppefra. De andre skulle komme ind ad døren. Maxon åbnede døren ind til der hvor Frank var.

"Han er en cyborg nu?" Spurgte Kira forvirret. Frank grinede og spurgte om det var denne her vi ville have, mens han pegede på fjernbetjeningen i hans hånd. Jeg kunne se det hele igennem skakten. Vi ville aldrig vinde nu. Vi gik til angreb, men det var nyttesløst han knuste os. 

"Hvad med at slå på en på din egen størrelse?" Det var min far. Han havde åbenbart lavede ham selv en robot så stor, at han kunne sidde inden i den og styre den. Hvordan kunne han altid være forberedt. Jeg gættede på, at han kunne se overvågningen fra det rum vi var i, i sikkerheds-rummet. Han kunne vel se, at vi ikke ville vinde uden en cyborg rystning. De begyndte at slås mod hinanden. Min far slå fjernbetjeningen ud af Franks hånd. Jeg så den og kravlede hurtigt over for at tage den. Jeg tog den med udenfor og smadrede den. Frank blev rasende. Han smadrede min fars cyborg rystning og rev ham ud af cyborg rustningen.

"Frank gør det ikke. Jeg troede vi var et team?"

"Det troede jeg også, men du tog alt æren for din teori" Jeg løb ind igen og fandt min far liggende på gulvet. Det sidste åndedræt forlod hans læber og Frank var væk.

"Hvor er Frank?" Råbte jeg mens tårerne løb ned af kinderne på mig.

"Han fløj væk. Han sagde, at han ville vende tilbage og forsvandt" svarede Kira, trøstende. Meget originalt.


Det føltes ikke som om vi havde vundet.

 

Dette er første gang jeg deltager i en konkurrence på Movellas, men det var ret sjovt at skrive denne Sceince-fiktion novelle. Jeg har aldrig prøve det her får og jeg har sikkert gjort noget forkert, men så må jeg jo bare gøre det rigtigt næste gang. Er fuldstændig sikker på at jeg ikke vinder, men jeg ville bare prøve at være med i en konkurrence. En gang skal jo være den første.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...