Paris TUR-RETUR


2Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

2. Brændt af - Prolog -

 

Lugten af brændt mad var ikke svær at lugte, selv fra altanen. Cigaret røgen kunne ikke overdøve den stærke lugt af alle mine anstrengelsers konkurs. Du kan da heller ikke gøre nogen nytte, Tænkte jeg og nu vil jeg smide dig ud over altanen... Efter et sidste sug... NEJ!... årh, what ever min selvkontrol stinker. Jeg tog et sidste fantastisk sug og løb mod min undergang.
Panden syede og sprøjtede som en lille vulkan i udbrud. Jeg havde lige læst om en pige der fik brændt sit ansigt af og jeg havde mildest talt ikke spor lyst til at komme nær den lille køkken eksplosion. For Jacob, tænkte jeg og dækkede mit ansigt til. Jeg greb en pande fra det blå skab til højre, en si fra den gule skuffe og et på sol briller der lå på kaffebordet. Solbrillerne tog jeg på og sien dækkede faktisk mit ansigt ret godt - ironisk nok - og jeg bevægede mig langsomt hen mod faren. Bang, stegepande mod stegepande, AHA , skreg jeg triumferende. Jeg løftede besværet panderne over mod vasken og prøvede så godt som mugligt ikke at spilde på gulvet. Det gik ikke så godt. Jeg lagde dem i håndvasken og fjernede lynhurtigt den øverste pande. Lige da vandet ramte panden gik det op for mig at det far en fandens dårlig idé. En hvid røg bredte sig med lysets hastighed, og fyldte min mini lejlighed på højest 3 sekunder. Jeg tog solbrillerne af og lagde sien fra mig. Jeg baskede med hænderne foran mig som om det kunne få dampen til at forsvinde. Lugten af brændt bøf var forsvundet og erstattet med en gennem trængende lugt af fedt. Den lugt, Eww klammeste lugt ever, så fortrækker jeg den brændte bøf.

Mine hænder fumlede sig frem i røgen og greb ud efter stegepanden. Mine fingre lukkede sig i et fast greb og den og jeg drejede lyn hurtigt om på hælen. En bølge af fedt fløj ud over kanten på panden og ramte gulvet. Jeg pissede på det, lige nu var det lige meget selv om jeg vidste at jeg ville slå mig selv i hovedet for det om 2 minutter. Jeg løb - så hurtigt jeg nu kunne i mine sutsko - mod altanen og hovedkuls kastede jeg panden ud over altanen. "FUCK!!!" Skreg jeg " fuck, fuck, fuck, fuck!!!!" Jeg kiggede ud over altanen. Fra min anden sals lejlighed var der nok en meget lille chance for at mine stegepande havde overlevet faldet. Jeg kunne ikke se den. 

Nøglerne klikkede svagt i døren da jeg stak dem ind. Jeg bumlede ned af trapperne, og fumlede lidt med håndtaget. Der var vinter og jeg havde ikke tøjet på til at være her ude. Stegepanden var død, altså så død solen stegepande nu kunne blive. Håndtaget lå 5 meter væk fra selve panden som var bøjet på midten. Jeg måtte ønske mig en ny til jul. Som jeg stod der og sørgede over min ødelagte stegepande hørte jeg en latter bag mig. Et lille tandhjul i min hjerne sprang. Please, ik hver ham. Please. Jeg vente mig rædselsslagen om.

"Gustav!! Du skræmte lortet ud af mig." 

Gustav grinede sit falske grin og jeg kunne se at ham havde fået bleget tænderne igen. 

"Du er vist ikke helt klædt på til vejret, Mille."

Jeg så ned af mig selv og der var faktisk en ting den idiot havde ret i. Jeg havde svøbt min bløde grå cardigan ud over min krop, men den var pænt see through så man kunne godt se at jeg havde klædt mig på til min aften med Jacob med mit fineste og mest ubehaglige undertøj. På fødderne havde jeg mine yndlings sutter på - grå kaniner der passede til cardiganen. Mit har havde jeg rullet op på papirs papilotter fordi jeg ikke gad at bruge penge på de rigtige. Og jeg havde intet makeup på. Han grinede igen, en grusom lyd der trængte direkte ind og toturerede min stakkels hjerne. Jeg drejede om på hælen og gik over mod indgangen. 

"Mille, slap nu af! Mille! Du er sådan en drama Queen." 

Jeg vendte om igen, et fjoget smil bredte sig på Gustavs grimme fjæs.

"Kommer du kravlende tilbage, Mils." Han lænede sig op af flagstangen der stod midt i gården. Men jeg gik lige forbi ham, og videre frem, greb min stegepande - henholdsvis håndtag og pande - og gik tilbage mod den grønne dør.

Jeg gispede i rædsel da jeg åbnede døren. Lugten af fedt var ikke fortaget, men der havde jeg jo forventet. Nej, det var resten den var galt med. Der var stænk af fedt på gulvet - hvilket jo ikke var so slemt - på sofaen, på tæppet, på den hvide stol & ud over hele køkken gulvet. Og værst af alt, jeg havde lagt kjolen på den sorte stol og hele skridtet var nu dækket af fedt der nogen steder allerede var ved at stivne. Det hele sortenede lige et øjeblik før jeg fik bevidstheden tilbage. Jeg styrtede mod kjolen. Holdt den in over vasken og hældte alle de forskellige vaske og op vaske midler på den. Kom så i tanke og at jeg også havde bearnaise og kartofler sat over. Kartoflerne som jeg allerede havde hældt vandet fra var blevet helt tørre og hårde og bearnaisen var brandt fast til bunden af gryden. Jeg smed det ud, jeg kunne bare ikke over skue det lige nu. Kjolen røg direkte i vaskemaskinen og på ultra kraftig fedt vask. Så ringede telefonen. Det skulle lige være min mor der ringede nu.

- Hallo, der er Mille -

- Hej, Mils der er Jacob -

jeg holdte hånden for højtaleren og smillede

- Årh ja, hej Jacob, jeg tænkte om vi måske bare skulle tage ud og spise på restaurant, istedet altså jeg mener... -

Han afbrød mig.

- Hør lige Mille øhm... jeg har det *host* ik så godt og jeg tror altså ikke at jeg kan komme -

Det var som om et passager fly var fløget ind i min mave

- Jeg, men det kan du jo ikke gøre for vel så ses vi bare. -

- Ja, Mils og jeg er altså virkelig ked af det, Hej hej -

- og jakob -

- Ja? -

- Get well -

*slut opkald*

Jeg kiggede ingengang på mit rodede hjem, jeg greb bare min jakke med den brune pung i lommen og de sorte solbriller mens jeg tørrede en tåre væk fra min kind. 

Jeg lod mit blik glide over alle de små indiske restauranter indtil mit blik faldt på Ghandi´s heaven. Den var åben. Så var der alligevel lidt glæde tilbage i verden. Ghandi´s heaven var ikke særlig stor, men rigtig hyggelig. Der hang et stort billede af en eller anden indisk gud i det ene vindue og nogle perle gardiner i det andet. Ude foran sad nogle unge mænd i hættetrøjer og røg og lo. Jeg åbnede døren og smillede til tjeneren der tørrede bordene af. Radjiv stod bag ved baren og skrev dagens menu på tavlen. Dahl og naan med hvidløg eller ost. "Arh, Mille" udbrød Radjiv med stærk indisk accent da han så mig i dør åbeningen. "Hej Radjiv" Jeg smilede til ham selvom jeg vidste at smilet ikke nåede mine øjne. Radjiv studerede mig et øjeblik, men slog det så hen. "En dahl med naan, hmm?" Jeg nikkede og tilføjede så "Hvidløg, tak" jeg brød mig ikke om den ost Radjiv brugte på sin naan. Jeg satte mig ved baren og pillede ved et af hjørnerne på drink kortet, mens jeg tænkte på Jakob. Jeg håbede ikke at det var alvorligt fordi vi skulle til fest hos mine forældre i weekenden. Jeg tog mig i at forstille hvordan jeg skulle forklarer alle mine forældres venner at jeg havde en kæreste og at jeg ikke var gravid. Ved tanken tog jeg mig til maven og pustede. Radjiv kom luntende tilbage fra køkkenet og smilede til mig. "Noget at drikke?" han skubbede drink kortet tættere på mig og begyndte at tørre glas igen. "Vodka, ville være rart og et shot" Radjiv kiggede lidt forfærdet på mig omtrendt som dengang da jeg gik i 2.G og min far fandt ud af at jeg havde været til en fest og var blevet en anelse fuld. Men Radjiv tog imod min ordre og udvalgte sig to af sine nydeligt pudsede glas og tændte for diverse maskiner der begyndte at brumme. "Er der noget galt?" spurgte Radjiv og kiggede på mig som om han kunne se lige ind i min sjæl. Instinktivt trak jeg jakken tættere om mig og Radjiv lo hjertligt, mens så stadivæk alvorligt på mig. Jeg så ned i mit skød og talte stille. "Jeg havde brugt hele dagen på at lave mad og gøre mig klar til at min kæreste - Jakob - skulle komme og vi skulle spise." jeg smilede ved tanken, men blev så alvorlig. "Men så ringede han og sagde at han var blevet syg og ikke kunne komme" Radjiv kiggede trist på mig, men så ændrede hans blik sig til mistænkeligt. "Jacob?" Jeg kiggede undrende på ham. "Ja, Jacob. Jacob Bertelsen. Hvorfor?" Radjiv kiggede tænktsomt ned i min vodka. Så rakte han den til mig og gik ud i køkkenet og jeg kunne høre ham sige noget på et sprog jeg gik ud fra var hindi. Jeg stirrede lidt ned i vodkaen. Det flydende guld som min onkel kaldte det. Så tog jeg en slurk. Jeg kunne mærke varmen brede sig ud i min krop og jeg rystede på hovedet og blinkede med øjnene et par gange. Så drak jeg lidt mere og lidt mere indtil der ikke var mere. Så bundede jeg mit shot og tog mine solbriller af. Radjiv kom igen til syne fra køkkenet. Han så meget misfornøjet ud. Han placerede en dampende tallerken dahl med en lille sølv tallerken med tal på. Den stærke duft af hvidløg bredte sig hurtigt og fyldte snart hele den lille restaurant. Radjiv kom stampende tilbage. Han så nærmest vred ud nu. Da han ankom til min stol tog han mig ved hånden og trak afsted med mig. "Vendt Radjiv, min dahl. Hvad laver du? stop! RADJIV!" men han ignorerede mig bare og åbnede døren. Kulden kom bag på mig og jeg kæmpede med lynlåsen på min jakke. Radjiv stoppede enlig og lagde armene over kors. "Hvad er der Radjic, hvorfor tog du mig med..." Jeg stoppede da jeg så hvor han kiggede hen og så var det som om nogen nådeløst bankede en hammer ind i maven på mig. Der lige foran mig mellem de andre rygende drenge sad Jakob. Min Jakob. Nogen sprang en løg granat foran mine øjne og jeg kunne mærke hvordan tårene pressede på. Så kiggede jeg ned på min hånd og fik fat på armbåndet Jakob havde givet mig. Mille stod der og jeg huskede at da han gav mig det sagde han. -Mille jeg lover at jeg aldrig vil lyve for dig- Jeg hev det ud over mit håndled uden at åbne det og tyrrede det i hovedet på Jakob. Jeg så ikke hans reaktion for jeg var allerede begyndt at løbe og jeg kunne mærke tårene løbe ned over mine kinder.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...