Vi var revolutionære

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Mathilde Thomsen går i gymnasiet og tilbringer tilværelsen som alle andre. Alt ændres dog, da hun udfordres til at klatre ned i en brønd og ender op i et andet land i et andet århundrede. Med magi og revolution i luften, vil det blive op til Mathilde at redde fremtidens demokratier fra at bryde sammen – ved at antænde gnisten for Europas allerførste.

12Likes
7Kommentarer
839Visninger
AA

2. Nutid

 

 

Det er meget vigtigt, at Julie skaffer mig den invitation til på fredag. Jeg er for første gang i mit liv ligeglad med faktummet om, at der er fri bar. Det er bare vigtigt, fordi Oliver sagde, at han vil være der.

   ”Betragt det som en allerede vellykket mission,” siger Julie og snurrer en tot hår rundt om sin pegefinger. Hendes hoved er igen begravet i samfundsfagsbogen, hvilket jeg egentlig ikke forstår. Den får hende til at sukke så højt og længe, at jeg hellere ville lytte til kristne kirkekorsballader.

   ”Det her er skrevet så fandens farvet, at det halve kunne være nok,” brokker hun sig. ”De eneste begreber, jeg ser, er ’frisind’ og ’privat’ og – åh, Gud. ’Ansvar.’ Se. Hele tiden. Er det LAs partiprogram eller hvad? Dem på Katedralen får i det mindste lov til at læse en bog, der har fuldkommen neutrale miner.”

   Det aggressive glimt i Julies brune øjne forsvinder pludseligt. Hun slår mig på armen.

   ”Hey! Se. Lige. Der.”

   Jeg ser op, men kun i et splitsekund. Jeg modstår trængen til at skærme min rødmen med mine hænder.

   ”Ti stille, Julie. Jeg snakker jo ikke med ham,” siger jeg.

   Han står i den anden ende af biblioteket med en af sine venner. Lutter smilehuller og brune krøller fra en hårreklame. Jeg tænker på den sidste besked, han sendte mig i går nat, da klokken nærmede sig halv et: Hvis du virkelig skal sove, så håber jeg da lidt, at du drømmer om mig.

   Oliver kaster hovedet tilbage i et grin, idet hans ven siger noget morsomt. Jeg forestiller mig lyden af hans latter. Er den mon harmonisk, mærkværdig eller charmerende?

   Nu læser også jeg samfundsfagssiden meget grundigt igennem.

   ”Kom nu, Mathilde,” hvisker Julie. ”Han står lige dér.”

   ”Mhmm. Ja. Han har også en ven med. Og vi befinder os bare midt på skolebiblioteket. Jeg har ikke overskud til at være socialt akavet, okay?”

   ”Ej, lad nu vær–”

   ”Kan jeg ikke bare få lov til at læse lektien færdig? Jeg skal nå at skrive opgaven færdig til i overmorgen.”

   Julie ser på mig med det medlidenhedsfyldte blik, som jeg hader mest.

   ”Jo. Jo, selvfølgelig,” siger hun.

 

Jeg er tvunget til at møde Oliver efter skole alligevel. Han sidder bagerst i bussen på vej hjem mod Kerteminde. Jeg havde lidt håbet på, at han tog en senere bus, men jeg havde på en måde endnu mere håbet, han ville være på min.

   Jeg beslutter mig for at tage det første ledige sæde, jeg ser. Mine ben bærer mig længere ind i bussen, end jeg havde regnet med, og jeg kan pludselig ikke stoppe dem fra at stoppe foran Olivers sæde. Jeg sætter mig ind ved siden af ham med et hjerte, der pumper så varmt, at jeg nær snubler over skoletasken, der dingler fra min ene hånd.

   Han ser op fra sin telefon med rolige, nøddebrune øjne.

   ”Tyggegummi?”

   ”Ha. Sikkert.” Jeg giver mig selv en mental lussing over ordvalget og tager imod tyggegummiet. Som om mit monotone grin ikke havde været nok, genkender mine snagende øjne også med det samme ordene på hans mobilskærm.

   ”Læser du Pontigon og ildens sværd?” udbryder jeg og vover at kigge op på hans ansigt. De fleste fyre ville sikkert have rødmet, hvis de blev spottet med den bog i hænderne. Men Oliver trækker bare overvejende på mundvigen.

   ”Godt set. Den lever faktisk op til forventningerne også.” Han rømmer sig hæst ind i en knytnæve, og jeg mærker det vibrere igennem mit sæde og hele vejen ind i mine knogler. ”Altså, Pontigon er i de største problemer, han nogensinde har været i. Kongen har hans far til fange, og hans kæreste Lysiana er så godt som død, hvis ikke han redder hende fra hendes slaveskab snarest muligt. Samtidig må han også finde ildsværet før kronprinsen, hvis han skal redde dværgesamfundet …”

   Min mund må hænge halvt åben. Jeg kan knapt nok forstå det – er Oliver en fantasyfanatiker? Jeg kan mærke mine hjertebånd smelte.

   Det går op for mig, han ser afventende på mig.

   ”Læser du meget fantasy?” gentager han.

   ”Nej,” siger jeg kort. ”Ikke længere.”

 

Hjemme i den lille entré kan jeg dufte friskmalede kaffebønner. Anders må være hjemme. Og ganske rigtigt – han sidder i sit skrivekontor med en kande på bordet, tæppet pakket tæt ind om hans krop. De massive, spraglede hænder stikker lige knapt frem fra tæppets dyb og er stillestående over forfattertastaturet. Anders ser op, da jeg træder ind i køkkenet.

   ”Davs, pigebarn,” hilser han, og jeg skærer tænder. Bare fordi han kan noget med ord og uhjælpeligt forsøger at skrive en roman, betyder det ikke, at han kan komme af sted med at bruge udtryk fra sine ordbøger fra 50’erne.

   ”Husk nu, at du skal passe Zarah Pittersen længere nede af vejen,” siger Anders langsomt og stirrer intenst ind i sin skærm, som om han har det rigtige ord lige på tungen. ”Jeg tror faktisk, at du … burde være der lige omkring nu.”

    Mit bryst folder sig sammen. Jeg havde helt glemt, at jeg havde lovet hendes forældre, jeg nok skulle se efter hende. Min telefon og chatsamtalen med Oliver brænder nærmest gennem min jakkelomme, men jeg lyner alligevel lynlåsen op igen, og vænner mig til tanken om at bruge min aften sammen med Zarah Pittersen. Jeg råber et ”vi ses” til Anders gennem hoveddøren og fortsætter ned af gaden.

   Zarah sidder og tripper på sit dørtrin, da jeg træder ind i hendes indkørsel. Hun klager over, at dørmåtten klør, hvorefter hun trækker mig indenfor og spørger, om ikke vi skal spille videospil. Hun vil have mig til at danse med hende til gamle Lady Gaga og Katy Perry-sange, og alt imens hendes små øjne begynder at skinne klarere og klarere af glæde, mærker jeg stadig min telefon gløde igennem min lomme. Da jeg mærker den vibrere i jakken, går det lige igennem dens materiale og giver mig kuldegysninger.

   Jeg stikker Zarah en undskyldning, om at jeg har brug for luft, og sætter mig udenfor på hendes dørtrin. Beskeden er fra Oliver:

Hva’ så?

   Mine fingre stryger hen over skærmen:

Børnepasning…

Nej vel?

(:

Men du får lov til at læse dem godnathistorie og alt det der

Læs dem lige gummi-tarzan, han var mit største idol som lille

Hahah

Han havde også mange gode egenskaber

Spytning og fodbold … og han fik aldrig blodtud!!

Lige prævis

*præcis

Hvad er der ikke at se op til?

 

   Telefonen smutter ud af mine hænder, før jeg når at svare Oliver tilbage. Jeg kigger op på Zarah, der står med min telefon dinglende mellem sine klistrede fingre.

   ”Jeg troede, vi skulle lege, og så sidder du bare herude helt alene,” siger hun. Før jeg ved af det, spæner Zarah ud af indkørslen og ned af vejen. Med min telefon viftende i hånden. Jeg skubber mig selv op fra dørtrinnet og sætter efter hende. Jeg ser hende for enden af vejen på vej ind i skoven, men mine lange ben virker underligt nytteløse sammenlignet med hendes korte.

   Mit hjerte går bersærk og min ryg føles svedig. Den lille … hun tog min telefon! Jeg bider tænderne sammen og styrter gennem skoven, indtil hun pludselig er foran mig.

   Zarah står i en skovlysning ved siden af en faldefærdig brønd. Hånden med telefonen i svæver hoverende over brøndens gitter.

   Jeg ser på hende med flammende øjne.

   ”Du kan lige vove –”

   Zarahs ansigt bliver stift, og hendes fingre løsner sig om min telefon. Den suser ned gennem brøndens gitter, indtil jeg hører et blødt knas. Jeg ser rødt, idet jeg kaster mig fremad og hen over brønden. Den er mørk, men ikke nok til at jeg med det samme ved, at den er udtørret. Dens bund er tildækket af et hav af blade. Derfor det bløde knas.

   Min telefon må have overlevet faldet.

   ”Du skal ikke tro, at du slipper af sted med det her,” siger jeg og vender mig om mod Zarah. ”Dine forældre skal nok få det at vide.”

    Brøndens gitter er gammelt, og rust har farvet dets kanter. Jeg hiver lidt i det. Det rykker sig en smule. Jeg lægger flere kræfter i, og med et knæk er det som om, metallet blødner op og smuldrer fra hinanden. Jeg smider gitteret på jorden ved siden af brønden og svinger et ben over kanten. Kulden fra dens dyb siver op mod mig og giver mig kuldegysninger.

   Zarah ser på mig med store øjne.

   Jeg lukker øjnene i, puster tungt ud. Så tager jeg fat om de første sten og begynder på skælvende fodfæste at klatre ned i brønden.

   Over mig svinder dagslyset ind, og jeg føler, at jeg bliver opslugt indefra af et sort hul. Mine hænder begynder at klamre sig til stenvæggene. De virker fugtige. Jeg forstår ikke hvorfor. Jeg kunnet have svoret mig sikker på, at jeg hørte min telefon lande tørt, ikke vådt. At blade tildækkede bunden.

   Jeg stopper op og presser min kind ind mod stenvæggen. Så klatrer jeg længere ned. Længere. Længere.

   Min krop er begyndt at bevæge sig selvsikkert og roligt, da noget andet pludselig tager styringen og kaster mig ud af balance. Jeg svajer, min fod glider, og jeg styrter mod bunden. I et øjeblik ser jeg, hvordan min rygsøjle vil sprækkes i to og min hals knække på tværs, idet jeg kolliderer mod den stenhårde bund.

   Men så tager vandet imod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...