Vi var revolutionære

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Mathilde Thomsen går i gymnasiet og tilbringer tilværelsen som alle andre. Alt ændres dog, da hun udfordres til at klatre ned i en brønd og ender op i et andet land i et andet århundrede. Med magi og revolution i luften, vil det blive op til Mathilde at redde fremtidens demokratier fra at bryde sammen – ved at antænde gnisten for Europas allerførste.

12Likes
7Kommentarer
893Visninger
AA

6. Nær lykkelig

 

Så snart jeg står tilbage på skovens jordbund med sportstasken over skulderen og klædt i mit afslappede sorte festoutfit med dyb nedskæring, fjerner jeg svømmehætten og slår håret ud.

   Hvilket syn, jeg ikke må være. Jeg ler kort af mig selv, smilende. Jeg har magi i blodet. Jeg skal til Olivers fest. Oliver. Hans navn på mine læber lyder endnu bedre end Claire-Blanche.

   Fyns vejr er koldere end Centralfrankrigs. Jeg pakker min tynde forårsjakke tættere ind om kroppen og løber hen mod busstoppestedet. Bare ti stop til, før jeg er der.

   Oliver bor udenfor Kerteminde, et lille stykke på vej mod Odense. Jeg har været der en enkelt gang før, men aldrig indenfor. Det var på en gåtur med min mor og Anders i syvende klasse, at vi gik forbi, men det går ikke op for mig, at jeg genkender stedet, før jeg når frem. Tingene har ændret sig siden. De har fået naboer i stil med et rækkehuskvarter. De har fået malet stakittet. Og så lugter her af røg og sprut på lang afstand.

   Mit hjerte banker direkte ud gennem mit bryst.

   Jeg er knapt trådt ind gennem hoveddøren og sat mine sko, før Julie kommer rendende. Læberne er røde, nederdelen kort.

   ”Åhr, så kom du! Jeg var begyndt at tro, du aldrig nåede det,” siger hun og omfavner mig som en bulldozer. Hun er et af de mennesker, man aldrig kan høre er fuld, men til gengæld kan se det på en hel del mere. Jeg er det modsatte af hende.

   ”Hey, du må undskylde, men jeg har altså –” Jeg begynder at skrælle hendes arme af mig.

   ”Glemt dit alkohol?” Julie himler med øjnene som om, hun allerede havde tænkt tanken for flere timer siden. Men hun trækker blot i min hånd og får mig med ud i det næste rum, køkkenet, hvor hun rækker ind i køleskabet efter en six-pack øl.

   ”Her. Nej, tag to. Tre, faktisk. Du er ikke nær så fuld som os andre. Godt råd: stjæl shots fra ham 1.g’eren i designerjeans, der tror han rent faktisk er cool, fordi han er til fest med 2.g’ere.”

   Jeg takker så godt, som jeg nu kan med armene fuld af øldåser. Musikken pumper stærkere og stærkere og trækker os ind mod stuen. Jeg sætter øllene ned på spisebordet og ser op.

   Han står i den anden ende af rummet foran højtaleranlægget. T-shirten er løs og stram på den helt rigtige måde, håret får mig til at stirre. Hans øjne er tryllebindende brune.

   Da Oliver ser mig, bryder han ud i et smil og vinker mig over. Vi mødes i et halvt akavet kram, som han trækker mig ind i, mest nok fordi hans vinglas tydeligvis har været tømt et par gange. Vi holder ved et øjeblik længere, og hans duft er alle vegne. Alkohol og blød mandeparfume, der efterlader sig i mine næsebor.

   Jeg hører Julie spørge Oliver, om han har et sæt kort, hun kan bruge.

   ”Så spiller vi et lille drukspil og får hende den nye lidt mere fuld,” siger hun.

   ”Ha-ha,” svarer jeg tørt.

   Vi sætter alligevel spillet op. Vi rydder det dåsefyldte bord, så der er plads til spillekortene omkring en vinflaske. Jeg sætter mig tæt ved Julie, fordi jeg er bange for, jeg snart brænder et hul gennem Olivers hud, hvis ikke jeg holder min stirren under kontrol. Julie er her, Olivers venner plus et par andre. Jeg har ikke råd til at gøre det hele så åbenlyst.

   Men min veninde ved det selvfølgelig allerede. Da hun trækker en rød konge, bliver hendes mund et rent o.

   ”Ingen af jer puster den her ned, før jeg får uddelt mindst tre ordrer,” beder hun og klistrer kongekortet fast til sin pande. På vejen vælter hun næsten både min og sin egen øldåse. ”Som konge beordrer jeg hermed at alle skal ændre pladser, og Mathilde må og skal hele tiden følge med Oliver, fordi han er værten, og hun var så led at komme to hele timer efter os andre. Jeg vil også have at alle tager fire tåre – nu. Alle skal også give mig fem armbøjn–”

   Nogen puster kortet ned fra hendes pande, før hun når at udrette mere. Julie ser oprigtigt ud som om, hendes verden lige er faldet fra hinanden. Hendes øjne finder mine. Undskyld, siger de, det var ikke meningen, jeg skulle være sådan en dårlig wingman.

   Folk rejser sig brat op fra bordet, da en gammel kending blæser ud over højtalerne. Der bliver danset akavet og vildt på det lille dansegulv, før folk to minutter senere dratter om på sofaerne. Drukspillet ser ud til at være aflyst.

   Jeg mærker ikke Oliver prikke mig på skulderen første gang, fordi mit hoved er begyndt at føles omtåget. Men da han lægger hele sin hånd på min skulder, klemmer en smule, ser jeg op af stolen og på hans ansigt.

   ”Jeg troede, du skulle følge med mig? Det er hvad, kongen befalede,” siger han.

   ”Åh, ja. Det er rigtigt.” Jeg siger ikke, at reglen ikke gælder, fordi vi nåede at puste kortet af Julies hoved. Vi går ud i køkkenet, hvor vi falder sammen ned på gulvet og derefter ind mod hinanden. Min varme er så tæt på hans, at jeg næsten bare kunne række ud og endelig kysse ham på den måde, jeg har ønsket så længe.

   Jeg lader være.

   Oliver peger en ubalanceret finger på den nye medaljon omkring min hals.

   ”Hvad er der indgraveret på den?” spørger han – sikkert bare som en undskyldning for at stirre på mine bryster, og det giver mig de mest behagelige kuldegysninger.

   ”Gud, det er da rigtigt.” Jeg vender medaljonen lidt i min hånd. Jeg har aldrig set indgraveringerne før nu, men de er smukke. Små ord med laurbærblade, der snører sig i spiraler ind gennem hinanden.

   ”Hvis sjælen kan gå fra et sted til et andet, vil den være evig,” læser jeg højt en anelse hurtigere end planlagt.

   ”Wow.” Oliver har overdrevet store, tågede øjne. Hans fingre griber fat om medaljonen ud for mit bryst. ”Kan du flydende fransk eller hva’?”

   Jeg husker tilbage på tidligere ved brønden i Frankrig. Bodin havde kommenteret på, at mit franske var flot – at hans besværgelse havde været yderst vellykket. Med alt det, der er blevet vendt op og ned i min verden inden for de seneste 24 timer, tvivler jeg ham ikke længere et sekund.

   ”Noget i den stil,” formår jeg at ånde. Jeg kan mærke Olivers hånd næsten lige ud for mit hjerte, mod bar hud, lige dér hvor han vil kunne se lige ind til alle mine tanker. Hans øjne har fået en endnu tykkere hinde, og før jeg ved af det, flakker hans øjenlåg tungt i. De mørke øjenvipper blinker en enkelt gang mere, før de bliver helt stillestående, og hans hoved falder ind mod min skulder.

   Jeg får lyst til at sukke, men bliver siddende lidt længere med hans sovende hoved op mod mit. Så tæt på at det får mit indre til at skrige.

   Fantastisk. Kold før 12.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...