Vi var revolutionære

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Mathilde Thomsen går i gymnasiet og tilbringer tilværelsen som alle andre. Alt ændres dog, da hun udfordres til at klatre ned i en brønd og ender op i et andet land i et andet århundrede. Med magi og revolution i luften, vil det blive op til Mathilde at redde fremtidens demokratier fra at bryde sammen – ved at antænde gnisten for Europas allerførste.

12Likes
7Kommentarer
819Visninger
AA

5. Introduceret

 

Magnus stopper op foran mig. Rynken forsvinder langsomt, da jeg igen fortæller ham, at jeg har det fint. Han smiler endda og viser mig billedet af mig på sin instagram, som han allerede har redigeret på sin telefon og lagt ud på sin instagram. Det har 46 likes efter knapt ti minutter. Før vi vender om og går tilbage mod broen, flakker hans øjne kort væk fra mit ansigt.

   Vores private photoshoot fortsætter. Mine tanker kommer hurtigt i vejen, og jeg glemmer næsten at rette på Magnus’ positurer. At se på ham gennem kameraet får næsten min hemmelighed til at brænde lige gennem mit bryst. Nåede han at se min hånd være usynlig? Var den hyllet ind i tåge og alligevel umulig at se?

   Hvis bare jeg kunne fortælle ham, hvordan det virkelig stod til. Om alt det, jeg oplevede den anden dag ved brønden i skoven.

   Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på ham. Han er ikke blot min bror, men min tvilling, og det bånd har altid føltes specielt og ubrydeligt. Men hvis der er et område, hvorpå Magnus nogensinde har såret mig, så er det når det gælder ting så uberegnelige som magi. Han synes det er dumt, barnligt og håbløst, og hvis jeg fortalte ham det nu – 17 år gammel og næsten voksen – ville han aldrig se på mig på den samme måde igen.

   Jeg knytter mine læber sammen. Jeg må holde alt om Bodin, brøden, evnerne og missionen inde – det hele.

 

Det står hurtigt klart for mig, at jeg vil få en mindre stressende fredag. Jeg har pakket en sportstaske med hjemmefra, som jeg slæber med mig hele dagen i skolen og senere på arbejde på tankstationen. Den er fyldt med festtøj og makeup. Plus en svømmehætte og et par dykkerbriller.

   Da jeg endelig får tilladelse til at gå fra kassen, hopper jeg op på cyklen og skynder mig så hurtigt hjem, at mine ben knapt kan bære mig. Jeg løber gennem skoven og gemmer sportstasken væk i nogle buske. Mine lunger kan kun knapt følge med, og mine bevægelser er febrilske, da jeg svinger benene over kanten på den åbne brønd. Jeg har ingen idé om, hvad Bodin gør ved mig, hvis jeg kommer for sent. Jeg ved kun, at han er en troldmand. Han kan udrette ting, jeg end ikke tør drømme om med et enkelt fingerknips.

   Jeg løsner svømmehætten, der har været knuget ind til mit bryst. Trækker den ned over mit hår og derefter brillerne ned over mine øjne.

   Jeg tager springet og mærker magien simre i luften, derefter skylle mig igennem til den anden side.

 

 

Trælåget ramler mod jorden, og lyset blænder mig de første par øjeblikke, jeg klatrer op af brønden på gården. Jeg hører Bodins skridt komme hen over halmen på gårdspladsen, selvsikkert og frejdigt. Hans dybe øjne hilser mig velkommen.

   ”Unge dame,” nikker han ned til mig. ”Skal vi bevæge os indenfor? Der er noget, jeg gerne vil vise dig.”

   Indenfor har stuen igen den aroma af appelsiner, som jeg genkender fra Bodins tekedel. Bodin slår ud med hånden mod lænestolen, henviser mig til at tage plads. Det, han kort efter fisker op af sin vests lomme, skinner gyldent i lyset, da han placerer det på min håndflade.

   ”Dette er din fjerde og sidste gave,” siger Bodin med den stemme, der synes at fylde hele min krop. Små ord bliver til enorme størrelser og får dine ører til at lytte efter hvert eneste ord.

   ”Du vil vide, hvornår du skal bruge den,” siger han. Derefter vender han om på hælen og forsvinder ud i køkkenet, muligvis efter sin te.

   ”Kom endelig herud når du er parat,” hører jeg ham sige.

   Jeg glatter min våde trøje, følger så efter og stikker mit hoved ud i døråbningen.

   ”Hvad er det, du har på hjerte?” spørger jeg. ”Du snakkede så meget om den mission, du ville sende mig ud på.”

   ”Åh, der bliver mange missioner, unge dame. Det er derfor, jeg har fundet dig en ny identitet.”

   Bodin rækker en kop dampende hed te over mod mig. Jeg ser ned i dens tulipanorange væske og leger lidt med min teske, venter på at høre mere.

   ”Jeg går ud fra, at du stadig vil påtage dig missionerne, jeg giver dig, og føre folkerevolutionen til måls. Eller – det første mål, i al fald. Du må gøre det under navnet Mathilde Claire-Blanche,” siger Bodin.

   Jeg mærker mine øjne spærre åbne i fryd. Claire-Blanche. Det ruller godt på tungen. Sådan rigtig på den franske måde. Det er perfekt.

   ”Se endelig ikke sådan ud.” Bodin løfter en finger. ”Du har en baggrundhistorie, og du vil have flere af kulturens normer som begrænsninger, for hvad du kan gøre. Du skal kunne huske det hele i hovedet, selvfølgelig, for jeg vil ikke kunne følge med dig meget af tiden på disse missioner. Ingen kender til mig, denne mand i lasede klæder – men de kender til Claire-Blanche-familien.

   ”Du er hermed datter af adelsmanden Thomas Claire-Blanche. Han gik for nyligt bort, og du har som hans eneste afkom overtaget hans magt, penge og i princippet hans politiske interesser. Du er taget til Paris dette forår for at få undervisningstimer i latin og matematik hos en mere erfaren lærer end den, du havde på godset i Normandiet. Du vil prøve at pleje din fars politiske ideologier ved at dele hans mening om, at selv godsejere bør indbetale skat for folkets og fællesskabs skyld. Han har mistillid til kongen, og det samme har du.

   ”Dit problem er, at det er set ilde til at have politiske holdninger, når man er kvinde – også selv om du er fra et af de højere samfundslag. Det menes faktisk, at du slet ikke bør ytre et eneste ord om politik. Derfor må du finde veje omkring det; tal om de meninger, din far havde, og hvordan du og resten af Frankrig absolut må dele de samme holdninger som han.

   ”Jeg sender dig af sted til dit første middagsselskab i morgen, så du kan begynde at afprøve denne teori på rigtige mennesker.”

   Bodin ser afventende på mig, og jeg nikker langsomt. Det er meget information, men det burde kunne overskues. Han har ret – jeg har brug for en træningsplatform.

   ”Hvem er disse mennesker, jeg skal til middag hos?” spørger jeg.

   ”Frankrigs hemmelige politiske elite. Størstedelen holder til i Paris, og iblandt dem er nogle af de nøglepersoner, du må og skal beskytte fra alle former for ondt igennem de første faser af revolutionen,” siger Bodin og slubrer lidt af sin te. Det får min ryg til at klø af irritation.

   ”Ja, men hvilke nøglepersoner?”

   ”Du bør i øjeblikket være mest på udkig efter Honoré Gabriel de Mirabeau og Maximilien Robespierre. Resten kan tages hånd om senere. Husk på, at du blot skal prøve vandene af. Styrk sammenholdet mellem de to mænd, hvis du kan.”

   Han kaster sit blik videre ud af vinduet.

   ”Det er først om to uger, at det virkelig går løs.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...