Vi var revolutionære

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Mathilde Thomsen går i gymnasiet og tilbringer tilværelsen som alle andre. Alt ændres dog, da hun udfordres til at klatre ned i en brønd og ender op i et andet land i et andet århundrede. Med magi og revolution i luften, vil det blive op til Mathilde at redde fremtidens demokratier fra at bryde sammen – ved at antænde gnisten for Europas allerførste.

12Likes
7Kommentarer
823Visninger
AA

3. Gennem brønden

 

 

Mine øjne glipper åbne igennem tykke vanddråber, og jeg opdager, at lyset for enden af brønden virker anderledes. Tættere på. Koldere og på en måde mørkere.

   Jeg puster forskrækket ud. Mine ben sparker gennem vandet hen til brøndens væg, hvor mine fingre krænger sig omkring dens sten, indtil mine knogler stikker klamt og skeletlignende frem.

   Mit hoved dunker. Jeg faldt ned i en brønd, jeg var dum nok til at tro, var udtørret – alt sammen på grund af Zarah og en pokkers mobiltelefon. Jeg lader det kolde vand rense mig for mine mørke tanker og fortvivlelsen, før jeg tvinger mig selv til at kravle tilbage op af stenvæggen. Jeg må op. Nu.

   Mine muskelceller skriger, da jeg når toppen. Det går op for mig, at brønden virker mørkere, fordi noget er blevet lagt over den. Hvor længe har jeg befundet mig i brønden? Måske tror Zarah, at jeg rent faktisk faldt og brækkede nakken, og hendes lille hjerne har ikke kunnet kapere det. Hun har sømmet noget over brønden for at ingen nogensinde skal finde mit lig.

   Jeg trækker vejret hurtigere. Mine håndflader møder låget og udforsker det. Træ. Det er glat, fugtigt, stinker af mos og ruller meget hurtigt en plamage af kvalme hen over min tunge.

   ”Hallo!” skriger jeg og banker med alle mine kræfter mod træet. ”Hallo, er der nogen? Hjælp! Zarah, er du –”

   Låget glider af. Solen blænder mig stærkt fra en skyfri himmel. Den maler personen stående over brønden helt sort, så jeg ikke kan se hans ansigt. En hånd rækker ned i brønden og griber fat om min underarm. Det er overstået.

   Mit hoved vælter rundt, og jeg må genvinde mit fodfæste. Halm. Jeg står på halm. Da jeg ser op, er det første, jeg ser, bondegården. Den er som taget ud af et guldaldermaleri med skrå vægge og skorsten og lilla markblomster hængende ud af vinduerne. Derefter ser jeg på manden foran mig. Sådan rigtigt. Han har et ungt ansigt og når kun knapt min højde. Men hans grå øjne virker … altsigende. Som om de har set hele verden begynde og ende.

   ”Goddag, unge dame. Jeg er Bodin,” siger manden. Hans stemme er en dyb bas, der kunne få havene til at vibrere.

   ”Jeg har kedlen sat over til te. Kunne du tænke dig en kop, skal du være velkommen.” Bodin lægger hænderne bag ryggen og slentrer hen mod en dør på sin venstre hånd. Hans accent er besynderlig. Næsten fransk. Hans sko er lasede, hans klæder posede og af et underligt materiale.

   Hvem er han?

   Jeg følger efter ham, før jeg mister ham helt af syne. Jeg kunne godt bruge sådan en kop varm te, når nu mit tøj klæber vådt og ubehageligt til min krop.

   Bodins bolig er indenfor kroget og en tornado af tidsbilleder. Under et lavt loft og ovenpå bøjede, rustikke gulvbrædder befinder sig bogreoler med latinske tekster. Indimellem bøgerne kan jeg se et polaroidkamera og en af de store mursten af en mobiltelefon, man gik rundt med i 80’erne.

   Han er gået ud i køkkenet og tilbyder den omtalte kop te, da jeg træder frem i døråbningen. Komfuret ligner noget fra Oehlenschlägers tid, og der er ikke en eneste skammel at se, så jeg bliver akavet stående med min kop te op af væggen. Jeg indsniffer dens duft. Appelsiner og intet tilsat sukker. Duften, der emmer igennem hele gårdhuset. Den får mit hjerte til at svulme.

   ”Hvad er dit navn, unge dame?” spørger Bodin mig og hælder en kop te op til sig selv.

   ”Mathilde,” siger jeg og sipper nervøst på appelsindrikken. Der er noget, der ikke helt spiller sammen, når en mand ikke meget ældre end en selv kalder dig for ”unge dame”.

    ”Mathilde.” Bodin ser ud til at smage på navnet i sin mund. ”Jeg har ventet på dig. Ser du, jeg er en troldmand, og jeg har sendt bud efter dig.”

   Teen ender i den gale hals.

   ”V-vent … hvad?” siger jeg med våde øjne og ler ind imellem host.

   ”Du tror mig ikke,” siger Bodin monotont.

   ”Nej, det kan jeg ikke lige sige, at jeg gør. Magi er for børn.”

   Bodin ser næsten sørgmodig ud, da han hører overbevisningen i min stemme. Han løfter en finger.

   ”Se, det er lige præcis dét. De fleste mister troen på magi op gennem deres barndom. Men jeg sendte bud efter en, der ville kunne genvinde den. Og mine besværgelser slår aldrig fejl.”

    Min latter holder inde.

   ”Ærgerligt, at du så måtte fejle denne gang,” siger jeg.

   Bodin mumler noget utydeligt og svinger med håndleddet. En varm luft bølger gennem min krop og forlader mig med et pust af appelsin i mit øre. Min krop er stoppet med at ryste af brøndens kulde. Da jeg ser ned af mig selv, opdager jeg, at mit tøj er knitrende skabstørt og luftigt.

   Mit mave vender sig om, og jeg mister jordfornemmelsen. Et øjeblik er jeg svimmel, men som et lyn i natten bliver alting med ét klarere. Jeg ser op på Bodin. Han gjorde det.

   Bodins øjne snævrer ind på mig. De lyser på en afstand.

   ”Du er overbevist. Jeg kan se det på dig,” siger han.

   Et smil klistrer sig til mine læber.

   ”Magnus sagde at magi ikke fandtes så mange gange, at jeg troede …” Jeg ryster på hovedet. ”Men det hele – d-det hele må være virkeligt. Og brønden … brønden er magisk, er den ikke?”

   Bodin vejer ordene i sin mund, før han taler.

   ”Man kan sige, at det er en slags portal. En lomme imellem to forskellige tider og steder.”

   ”Så er jeg i princippet lige svømmet igennem en tidsmaskine?”

   ”Sådan kan du godt beskrive det.”

   Mit smil er slet ikke til at tørre af nu. Jeg tager et blik tilbage ind i hans stue bag mig. Polaroidkameraet, den oldgamle mobiltelefon. Jeg vender mig tilbage med blod, der har forvandlet sig til spændte bobler i mine årer.

   ”Lad mig gætte! Befinder jeg mig i 80’erne?”

   Bodin ryster på hovedet, og jeg mærker et stik af skuffelse. Jeg ville have nydt at leve en enkelt dag i det lalleglade årti.

   Bodin sætter sin kop te fra sig. Den er akkurat så fuld, som da den blev skænket.

   ”Du befinder dig i Frankrig en anelse udenfor Paris,” siger Bodin. ”Men dit gæt er en smule ved siden af. Året er 1789.”

   Sytten. Niogfirs. Jeg tror næsten ikke mine egne ører.

   I det mindste vil det forklare hans påklædning.

   ”Jeg har set, hvordan menneskeheden begyndte, og jeg har set, hvordan den ender,” siger Bodin med fjerne øjne. ”For at sikre menneskeheden den længst mulige tid på jorden, sørger jeg for, at historien udvikler sig, som den skal. Det er et sværere job, end det ser ud til. Hvis en enkelt nøgleperson dør for tidligt eller ændrer deres mening om noget, de ikke burde, kan alting ændre sig gevaldigt. Også i din nutid, Mathilde.”

   ”Jeg går ud fra, at jeg aldrig vil kunne lokke noget ud af dig om min fremtid – har jeg ret?”

   Bodin nikker med den sørgmodighed, jeg også så i hans øjne tidligere. Han er sikkert ikke engang på min alder. Måske er han ligesom den britiske Doctor Who og skifter krop, hver gang hans nuværende bliver for slidt. Måske er han så gammel, at han har mødt kejser August eller Cæsar.

   ”Hvor du kommer fra,” siger Bodin, ”er det magiske univers noget, der dyrkes suverænt overlegent i popkulturen. Der findes fanskarer dedikeret til troldmandsskoler og magiske riger. Men i 1789 er det anderledes. Det er Oplysningstid her. Folk tror på at gøre op med det gamle, på videnskab og nytænkning – men absolut ikke magi. Det anses som en djævelsk synd at udøve den. Og det er derfor, at du, Mathilde, er min plans perfekte frelser. Du må hjælpe mig med at redde Europa.”

   Jeg hoster på tør luft.

   ”Europa?” spytter jeg ud. Hver celle i min krop skriger af min hjerne, at den skal nægte at tro, hvad der kommer ud af Bodins mund. Men noget i mig holder mine ben fastlåst i hans køkken.

   ”Franskmændene er på vej ind i den store revolution mod enevældet,” siger Bodin. ”Inden længe vil tingene tage fart. Det skal være din opgave at beskytte nøglepersonerne, der skal gennemføre denne epoke. Uden dem vil historien med sikkerhed ændre sig, og jeg har set, hvilke sørgelige ting, det vil lede til. Europas fremtidige demokratier er afhængige af det forbillede, Frankrigs revolution vil blive. Forstår du? Dit eget lands grundlov kan ende med aldrig at blive skrevet, hvis ikke du hjælper mig.”

   Min mund er blevet tør. Jeg tænker på Julie Skovlunde, og hvordan hun i denne situation ville have frydet sig over at kunne tage et sådant ansvar. Min bedste veninde ville råbe højt om solidaritet og marchere i fronten mod kongens slot ved Versailles, men jeg mærker mest bare mine håndflader blive svedige.

   Det her betyder, at det må være min tur til at være politisk. Det må være min tur til at tage styringen. Det vil være absurd, hvis jeg vælger at trække mig tilbage nu.

   ”Selvfølgelig,” siger jeg, trækker vejret dybt. ”Jeg skal nok hjælpe. På alle de måder jeg nu kan.”

   Dette får Bodins triste øjne til at stråle. Han går ind i stuen og beder mig om at følge med. Hans tynde fingre triller hen over de mange bøgers titler på bogreolen, før hans læber smækker, og han vrikker en bog ud fra hylden. Jeg ser uforstående på ham, da han beder mig om at læse titlen på bogen og skimme dens første side.

   ”Gør det. Så skal du se,” siger han.

   Jeg åbner bogen. Dens sider er tynde som køkkenfilm, og titlen står på fransk. Lettres Philosophiques sur les Anglais. Filosofiske breve til de engelske. Mit hjerte bliver lidt lettere. Hvis jeg tilsyneladende skal bestå Bodins skriftlige franskprøve, hjælper det en smule, at den første del er nem.

   Jeg bladrer om til første side. Den står igen på fransk. Sætningerne er lange og komplicerede, men mine øjne følger hurtigt sætningerne, min hjerne er ikke på overarbejde. Det er som om puslespillet ikke vil sætte sig på plads.

   ”Jeg … forstår jo det hele,” siger jeg. ”Og det her er skrevet af Voltaire. På fransk. Gammeldags fransk.”

   ”Det er din første gave,” svarer Bodin.

   ”Gave?”

   ”En helt almindelig menneskepige har ingen chance for at beskytte Frankrigs største politiske helte. En menneskepige med gaver, hun har fået af en troldmand, er derimod noget helt andet.”

   ”Hvad mener du? Er jeg blevet flydende i fransk eller noget?”

   ”Flydende skriftligt og mundtligt i alle former for fransk. Både moderne slang og det gammeldags, som tales her. Jeg har talt fransk til dig, siden du ankom. Det har virket så naturligt for dig, at du slet ikke har lagt mærke til det.”

   Jeg kunne løbe lige ind i Bodins små troldmandsarme og omfavne ham. Han har lige sikret mig et 12-tal i fransk i stedet for det 7-tal, jeg hidtil har klaret mig med.

   ”Jeg er ikke færdig,” siger Bodin, da han ser mit smil. Han vedholder den evige seriøse tone. Han bevæger sig en omgang omkring mig som for at inspicere mig. Jeg kan mærke mig selv sitre.

   Bodin knipser med fingrene to gange.

   Mit blod slår varme gnister.

   Han stiller sig foran mig igen. Ser på mig som en kunstner ville det på sin mest dyrebare muse.

   ”Usårlighed og usynlighed. Din anden og tredje gave,” siger han. Med det samme når hans stemmer nye dybder, og hans ansigt får rynker, der ikke havde været der før.

   ”Du bør sværge mig og denne mission om at sikre Frankrigs revolution din troskab,” siger han. ”Hvis du imidlertid har ombestemt dig, vil jeg glædeligt fratage dig dine gaver og sende dig tilbage gennem brønden til hvorfra, du kom.”

   Jeg sværger ham min troskab. Mit hjerte føles svulmet i mit bryst men slår roligere, end det nogensinde har gjort før. Til sidst må jeg dog sukke.

   ”Jeg vil gerne hjem nu,” siger jeg.

   Han følger mig villigt tilbage til brønden. Jeg har svunget det ene ben over kanten, da han stopper mig.

   ”Vær tilbage her på dette tidspunkt om to dage, unge dame. Det vil omhandle den første opgave, vi må have dig sendt ud på.” Bodin kaster et langt blik ned i brøndens mørke. ”Åh, ja – brønden tager dig altid tilbage til din egen leveperiode og fem minutter efter, du dykkede ned gennem dens vandoverflade. Uanset om du har været her i årevis. Lad også endelig være med at bekymre dig om at komme til skade, når du klatrer frem og tilbage i den. Brønden er beskyttet af mine besværgelser. Der vil ikke ske dig det mindste.”

   For første gang siden jeg har mødt Bodin, smiler han. Det er et langsomt, blødt smil, der har været igennem for meget smerte.

    Jeg klatrer nedad og lader mig omgive af brøndens fugt.

 

Lyset, der falder ind gennem skovens træer, er det samme. Men det er jeg ikke.

   Jeg svinger mig selv op af brønden og reder forpustet mit igen våde hår om på den ene side af min hals, vrider det for vand. Zarah står foran mig med hagen på sit bryst. Jeg holder min vandskadede og ødelagte mobiltelefon op foran mig og peger den hen mod hende.

   ”Du er virkelig en djævel,” siger jeg og marcherer forbi hende hjemad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...