Vi var revolutionære

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Mathilde Thomsen går i gymnasiet og tilbringer tilværelsen som alle andre. Alt ændres dog, da hun udfordres til at klatre ned i en brønd og ender op i et andet land i et andet århundrede. Med magi og revolution i luften, vil det blive op til Mathilde at redde fremtidens demokratier fra at bryde sammen – ved at antænde gnisten for Europas allerførste.

12Likes
7Kommentarer
892Visninger
AA

4. Forandret

 

Mit tøj sjasker en sø efter mig. Jeg lukker hoveddøren i bag mig så stille, jeg kan.

   ”Mathilde?” lyder det inde fra stuen af. Hun må have hørt vandet dryppe.

   Min mor stikker hovedet ind i entréen. Min hals fyldes langsomt op med sand, idet hendes ansigt bliver til en maske af forargelse.

   ”Hvad har du dog lavet? Kom, skynd dig nu ud på badeværelset, så du ikke ødelægger gulvet!”

   Jeg tripper forbi hende med bøjet hoved. Min mor tramper efter mig og lukker døren i bag os, da vi når ud på det lille badeværelse. Her er knapt plads til os begge, og det virker koldt og voldsomt, da hun sætter mig ned på kanten af badekarret. Hun stiller sig bag mig og skræller tøjet af mig.

   ”Du må passe mere på dig selv, skat,” siger hun og lader en børste løbe gennem mit hår. ”Jeg vil bare undgå, at du ligger syg herhjemme.”

   Børsten stopper midtvejs i mit hår med et fast tag.

   ”Det har ikke engang regnet. Hvad lavede du rent faktisk?” Min mors tone er dyb og bestemt.

   Jeg holder mine læber syet sammen og mærker mig selv skælve. Måske kan hun mærke det på min hovedbund.

   Mor må gå ud fra, at det er vandets kulde. Hun sukker, og vi begraver emnet under badeværelsesfliserne.

 

iPhonen, jeg nassede fra den rodede elektronikskuffe, er så gammel, at den ikke kan åbne min Facebook-app. Det får mig til at kaste den fra mig af frustration.

   Min hjerne fortæller mig, at Bodin selvfølgelig vil kunne gøre min egen mobil så god som ny igen. Det han kunne. Men indtil da er jeg uden telefon og SIM-kort, hvilket medbetyder, at jeg er uden et liv og kontakt til omverdenen. Jeg må klare mig med min computer.

   Lyset fra skærmen blænder mig helt, da jeg åbner computeren i mit mørke værelse. Jeg logger ind på Facebook og tjekker mine beskeder. Mine øjne kan ikke rive sig væk fra den ene af dem. Oliver.

 

Er børnepasning så interessant alligevel?

Eller er min humor bare virkelig lam og overhovedet ikke sjov?

???

 

   Åh, nej. Nu tror han sikkert, jeg prøver at spille kostbar. Det gør jeg ikke. Oliver er så sød og anderledes og uopnåelig, og jeg har hele tiden prøvet at opføre mig så normalt som muligt. Jeg er heldig, han stadig lader til at have en vis interesse for mig.

   Jeg er selv skyld i måske at have ødelagt mine chancer. Jeg skulle ikke have skrevet med ham i stedet for at være sammen med Zarah. Hun snuppede min telefon og druknede den, fordi det gjorde hende ked af det. Mine handlinger førte til, at jeg aldrig svarede ham tilbage.

   Et lille 17:23 viser, hvornår hans sidste besked er sendt. Jeg stønner og slår næsten min pande ind gennem skærmen. Det er seks timer siden. Han er sikkert ikke vågen nu. Jeg retter mig op, kører hovedet en enkelt gang rundt og lader så mine fingre gå til tasterne.

 

Sorry, men barnet var mildest talt udfordrende. Og nej, din humor er ikke lam. Den er noget af det mest interessante, jorden nogensinde har fået lov at høre, sååå

 

   Svaret klinger tilbage ind et halvt minut senere.

 

Lad mig gætte, barnet enten slog dig eller kastede rundt i stuen med sin mad

 

Lad os sige, at det var noget deromkring

 

Hey, hvis nu dine babysitterevner har brug for en god lille pause, så holder min ven lidt fest på fredag … tag bare lidt venner med hvis du vil, det bliver nok super hygge

 

   Jeg trækker vejret ind, men ikke ud. Han inviterede mig selv med. Frivilligt. Jeg får lov til at komme med – og det uden Julies hjælp. Der går et par øjeblikke, før jeg igen kan samle mig om at sætte ordene op på skærmen.

 

Klart, jeg er på

Det håbede jeg sgu også. Ellers var jeg blevet skuffet ;)

:)

Helt seriøst, du havde såret mit image ret dybt, hvis du lige sagde fra der

ha <3

<3

 

   Jeg tør næsten ikke klappe computeren sammen af frygt for, at det hele vil være forsvundet næste morgen. Jeg lægger den alligevel fra mig på natbordet og kryber helt ned under dynen. Den er kold, men føltes pludselig varmere ved berøringen af min stadig hede, rødmende hud. Mine øjenlåg bliver tungere.

   Jeg er næsten faldet i søvn, da det et sted dybt inde i mine tanker kommer frem, at jeg om to dage vil have et problem. Jeg skal være hos Bodin på samme tidspunkt, som jeg skal være til festen hos Oliver.

 

Klokken er kvart over otte, da Julie stormer ind i fransklokalet med sved på panden. Hun har to papkopper fra bageren med i hver hånd, og hun giver mig den ene.

   ”Har din varme kakao til dig. Du får brug for den. En lille fugl har pippet om, at Lorine giver os en uventet prøve i romanen i dag. Og jeg har ret, når jeg siger, at ingen af os er klar. Hun grillede os i sidste uge. Så i dag har hun bare at lade os læse op først, eller jeg sværger jeg vil –”

   Madame Lorine går ind i lokalet på klappende høje hæle. Hendes læbestift er svagt lyserød og hendes ansigt er ligeså stramt som hendes hårknold.

   Julie dumper ned ved siden af mig og bander så lavt, at kun jeg hører det.

   ”Bonjour tout le monde!” Hun fører elevernes fravær og smækker så med læberne, går over til den danske del af sin undervisning. ”I dag giver jeg jer en lille prøve på de seneste to kapitler. Den er ikke speciel lang eller svær, så I kan tage det roligt. Først går vi et par spørgsmål igennem på tavlen, så I føler jer lidt mere forberedt. Jeg lader svarerne stå på tavlen, og det vil være tilladt at bruge dem i prøven også. Godt? Donc, on commence avec cet question – så begynder vi med dette spørgsmål.”

   Lorine skriver en kort sætning op på smartboardet. Hun læser den langsomt og tydeligt højt for os: ”Pourquoi Marc n’arrive pas à le lieu ils ont concerté?” Hendes høgeøjne ser forventningsfuldt ud på os. ”Hvorfor ankom Marc ikke til stedet, de havde aftalt?”

   Min hånd er den første og eneste i vejret. Lorine peger på mig, og før jeg ved det, er det allerede for sent.

   ”Il ne peut pas venir là parce qu’il est amant trop égoïste, il ne veut jamais pouvoir comprendre autres hommes dans sa vie. Je trouve que ce n’est pas possible par lui, madame,” siger jeg. Ordene falder direkte ud af min mund, og det er som om, at min tunge ikke kan stoppe med at rulle og bare flyde derud af. Jeg kan mærke franskholdets 17 andre sæt øjne stirre på mig fra alle sider. Julies er et af dem. Efter modulet slutter, slår hun mig blidt på armen.

   ”Hvornår er du blevet så god til fransk? Accenten lød så virkelig, at det var løgn. Og du talte så hurtigt og så let, at jeg næsten ikke forstod det. Og jeg får endda 10!”

   Jeg slikker mig om læberne og prøver ikke at se hende i øjnene.

 

Mine rester fra thairetten i går aftes smager vidunderligt. Min tunge eksploderer af smag, og jeg stikker en gaffel med en mundfuld hen mod Julie. Men hun vil ikke smage, hun er travlt optaget af et dokument på hendes åbne computer. Sikkert den seneste PDF-fil med nye forslag til Enhedslisten Ungdom. Hun var aldrig helt tilfreds, med det de opnåede til landssamlingen i november.

   Stolen overfor mig bliver trukket ud, og Magnus dumper ned i den med sin tiltrækkende hørm af Chanel mandeparfume og fløjlsjakken, der sidder lige som den skal. Han kører en hånd igennem sit velklippede mørkeblonde hår og ser på mig, som om han har opdaget noget fantastisk.

   ”Du bliver nødt til at hjælpe mig efter skole i dag, Tilde,” siger han og retter lidt på jakken, glatter derefter den hvide T-shirt indenunder. ”Jeg har fået nye sneaks, og de er så lækre. Så jeg skal have taget billeder af hele mit outfit. Du ved – til min insta.”

   Magnus kigger kort væk fra mig. Han smiler allerede det smil, der får verden til at smelte væk, til de piger, der sidder nede i den anden ende af bordet. De fniser.

   Jeg knipser med fingrene, så han ser tilbage mod mig.

   ”Undskyld. Ja?” siger han.

   ”Jeg skal nok hjælpe. Hvis du lover, du køber pizza til mig bagefter.”

   ”Sweet. Det er en aftale.”

   ”Så håber jeg, du har kamera med.”

   ”Selvfølgelig, det er done. Ses efter skole, ik’?” Magnus giver også mig et smil, før han trækker sin stol ud og spankulerer væk gennem kantinen som en anden københavner. Hvornår er han begyndt at sige ik’?

   Julie stirrer ikke længere ind i sin skærm. Hun har løftet blikket og følger Magnus med øjnene, før han forsvinder ud gennem døren.

   ”Jeg er overraskende misundelig på din bror,” siger hun så. ”Jeg mener, jeg går ikke alt for meget op i min stil, og det gør mig egentlig ikke noget, men hans er lidt en statement. Får han ikke også alt det tøj gratis?”

   ”Noget af det.”

   ”Han er altså også virkelig hot.”

   Jeg skubber til hendes computerskærm lige hårdt nok.

   ”Stop dig selv og hold fingrene væk.”

 

Broen knejser hen over det stille vand med skyer, der pakker sig ind omkring Magnus og jakken som et pudderlag af sne. Efterårsvejr om foråret. Det er så perfekt, at det næsten overgår dengang, vi tog billeder under den victorianske lygtepæl i et regnfuldt London.

   Jeg beder Magnus om at kaste blikket en anelse nedad mod broens planker. Hans ansigt er udtryksløst og dog så nemt at forme. Han er som badet i sensommerens solstråler, og huden, knoglestrukturen åbner sig op foran kameraet.

   Jeg lader et par flere bemærkninger og rettelser flyve efter min bror. Jeg er kun to minutter ældre end ham, men når det kun er os to alene sammen, er det altid mig, der får min vilje. Det er først, når vi er i en gruppe, at det er ham, der bliver konge. Og alle ved, at det er oprigtigheden i hans smil, der gør det.

   Magnus kører en hånd gennem sit hår, retter sig op.

   ”Lad os tage en pause,” siger han. ”Jeg skal bare lige tage et billede af dig først. Frys. Lad være med at røre på dig.”

   Jeg sidder på hug med kameraet halvt oppe foran mit øje. Hvad mener han? Mine knæ skvulper under mig, og jeg kan mærke min egen akavethed summe i luften.

   ”Sådan!” Magnus putter sin telefon tilbage i lommen, og jeg rejser mig op med et spørgende ansigt.

   ”Det hele handler om promoting,” siger han. ”Jeg lægger det ud på insta senere for ligesom at forberede folk. Så de ved, jeg snart kommer ud med noget nyt, ik'?”

   Jeg sukker, ryster på hovedet.

   ”Jeg smutter på toilettet, så kan vi begynde igen, når jeg kommer tilbage.”

   Kameraet lægger jeg ned i min rygsæk, før jeg slentrer hen over broen og tilbage gennem Eventyrhaven mod toiletterne. Tågen er tættere nu og drypper fugt mod min næse. Flodbredden forsvinder næsten ved siden af mig, og jeg rækker min hånd ud gennem tågen. Det er lige før, den forsvinder.

   Forsvinder.

   Jeg bremser op. Bodin gav mig også en gave til usynlighed. Hvad hvis jeg rent faktisk kan få min hånd til helt at forsvinde?

   Jeg lukker øjnene og ved egentlig ikke, hvad jeg skal gøre. Gentage tanken for mig selv? Hviske en form for kodebesværgelse, et ord? En isende fornemmelse løber gennem mit blod. Da jeg åbner øjnene igen, er min hånd er et genfærd i tågen. Jeg ved ikke, hvordan jeg har gjort det. Alt, jeg kan mærke, er fugten, der samler sig på min usynlige håndflade. Jeg ser gennem luften foran mig, som om den aldrig havde været klarere.

   I et par lange øjeblikke kan jeg ikke få mine øjne til at blinke. De er klistret fast til det punkt i luften, hvor mine fingre forsvandt. Først da det allerede er for sent, hører jeg skridtene traske over gruset bag mig.

   ”Mathilde?”

   Jeg skjuler lynhurtigt min usynlige hånd bag min ryg. Magnus står på stien bag mig, hænderne i lommerne og med et halvkedsommeligt udtryk i ansigtet.

   Men jeg kender rynkerne i hans pande godt nok til med det samme at vide, at han ikke har set noget. Hvis han havde, ville linjen mellem hans øjenbryn langt fra være flad.

   Mit blod føles stadig som is, og jeg ved med sikkerhed, at min hånd stadig er usynlig. Jeg folder min hånd helt sammen til en knytnæve og presser til.

   ”Er du klar til at begynde igen?” spørger Magnus.

   Jeg klemmer øjnene i. Mit stramme smil antyder, at jeg spænder alle min krops muskler op, og det hjælper mig absolut ikke.

   ”Er du okay?” En lille rynke dukker nu op mellem Magnus’ øjenbryn. Han træder over mod mig med bekymrende lange skridt, og jeg slår øjnene op. Slapper med det samme af i kroppen.

   ”Selvfølgelig,” kvækker jeg og vifter med min nu varmblodede og helt synlige hånd. Men jeg kan stadig ikke få min hjerteflimren til at forsvinde.

   Rynken mellem hans øjenbryn er ikke forsvundet. Så han noget, han ikke burde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...