Vi var revolutionære

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Mathilde Thomsen går i gymnasiet og tilbringer tilværelsen som alle andre. Alt ændres dog, da hun udfordres til at klatre ned i en brønd og ender op i et andet land i et andet århundrede. Med magi og revolution i luften, vil det blive op til Mathilde at redde fremtidens demokratier fra at bryde sammen – ved at antænde gnisten for Europas allerførste.

12Likes
7Kommentarer
874Visninger
AA

1. Datid

 

 

Pigen og drengen sad presset ind mod sengekanten med store øjne rettet mod den gamle kvinde. Mens hendes hæse røst læste højt om troldmænd og magiske besværgelser og fantastiske fænomener, kunne pigen mærke sin krop forsvinde i bobler af glæde. Den varme dyne omkring hende fremkaldte nysgerrigenheden, og hun havde aldrig nogensinde lyst til at forlade den.

   Det var forår. Pigen og drengen rendte rundt over den dugbedækkede græsplæne. De råbte besværgelser på latin, volapyk, deres eget private sprog og det, de havde hørt i bøgerne. Drengen løb i skjul bag en busk for ikke at blive ramt i brystet af en besværgelse, og pigen jog igennem til ham med udstrakte hænder. ”Ha, nu har jeg dig!” havde hun sagt, og drengen havde spillet død med tungen slaskende ud af munden. Men pigen havde ladet sine fingre trille ned over hans ribben, indtil smilet brød hans læber og beviste det modsatte.

   I ferierne tilbragte pigen sin tid foran tv-skærmen. Hendes øjne var klistret fast til dets billeder. Filmene, hun satte på, handlede om flyvende tæpper og ønskeånder, og fra tid til anden ville bedstemoderen komme og se med, når hun var på besøg. Hendes snehvide hår passede ikke sammen med den unge stemme, når hun fortalte pigen historier om dengang, der var magi på loftet på gården, hun voksede op.

   Bedstemoren gav hende eventyrbøger i fødselsdagsgave, og pigen slugte dem rå. Da hun var færdig med en af dem, tilbød bedstemoderen pigen og drengen at tage i teater med hende i København. De skulle i Tivoli og se den mest vidunderlige forestilling om talende dyr og magiske rejser.

   Om natten så pigen op på stjernerne i sit loft. Hun vidste godt, at mor havde sat dem op sidste år, men hun følte, at hvis hun bare spredte armene nok ud, kunne hun flyve op mod nattehimmelen og på tværs af galaksen. Hun kunne konkurrere med selv de hurtigste heksekoste, når de krydsede himmelen på Sankt Hans aften.

   Pigen bragte sin tryllestav med i skole. Hun havde fundet den i en skov på Sjælland, hvor bedstemoren havde rettet på sine briller og set nærgående på den. Hun havde fortalt pigen, at der i denne skov efter sigende skulle have levet troldmænd hundredevis af år tilbage i tiden. Tryllestaven var ægte og af virkeligt træ. Den var smuk. Og den virkede. Når hun kastede besværgelser med den derhjemme efter aftensmaden, skulle hun blot gå fra køkkenet i tyve minutter, og når hun vendte tilbage, ville det være pinligt rent. I skolens frikvarter kom drengen hen til hende. Han fremstod stor og styg, da han knækkede hendes tryllestav midt over, og splinterne ramlede sønderrivende til jorden. Hun græd og græd hele vejen hjem efter skole, indtil hun ikke kunne mere. Hans ord trykkede ind mod hendes kranie igen og igen, indtil hendes hjerte sank yderligere: ”Det er en sølle pind, du har fundet i en skov! Hold nu op med at opføre dig som sådan et pokkers pattebarn. Der findes ikke magi. Det er en drøm, bedstemor har plantet i dit hoved!”

   Rummet var tomt. Bedstemoren var der, men hun var der i grunden ikke. Hendes papirslegeme var gemt væk under hospitalsdynen, og hendes hukommelse var gennemsigtig. Pigen gemte sig bag gæstestolenes ryglæn og pressede sig med al sin formåen ind i væggen. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde grædt så meget. Bedstemoren havde altid genkendt hendes ansigt. Det gjorde hun ikke længere. Pigen ønskede så inderligt også at være usynlig, men hun blev det ikke. Hendes hænder var hvide og knyttede hen over hendes bryst, imens hun holdt de to gamle stykker tryllestav ind mod sig, som klyngede hun sig til en jernpæl. Med bedstemoren i tankerne hviskede pigen de samme ord indtil hun fik ondt i munden og smagte salt på tungen. ”Magi findes. Magi findes.”

    Alle gik i sort. Pigen havde ikke haft lyst til at ligne dem i begyndelsen, men hun endte alligevel med at tvinge sig selv i den sorte nederdel. Musikken blev spillet, kisten blev båret ud, og jorden blev kastet på dens top, indtil den var helt brun og til sidst væk. Drengen tog forsigtigt fat i hendes hånd og klemte den. Han græd lydløst. Pigen græd ikke. Hun kunne ikke mere. Da folk kørte fra kirken og ud mod det lille gilde på kroen, gik pigen en tur ned til floden i stedet. Hun trak den gamle, ødelagte tryllestav ud fra sin håndtaske. Pigen strakte armen tilbage, så langt hun kunne, og kastede vragdelene i floden.

   Pigen var mig.

   Hun har aldrig været den samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...