Frit fald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2015
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Færdig
Så hørte jeg Louises skingre skrig… Skriget rungede i mit hoved, mens jeg løb så hurtigt som jeg kunne tilbage over til Louise. Hvorfor efterlod jeg hende dog! Da jeg næsten var fremme, skreg Louise ikke længere. Jeg luntede det sidste og så Louise hænge slapt ned ad en eller andens ryg og…og så personen kaste hende ned fra den 30 meter dybe kløft.

1Likes
5Kommentarer
195Visninger

2. Mordet

"Hvad hvis jeg ikke har lyst til at feste? ” svarede jeg med drilende tone, faktisk var det sandt men jeg ville bare ikke se Louise blive for skuffet. ”Vi gør det om du så kan lide det eller ej! PUNKTUM! ” svarede hun også med en drillende stemme, mens hun samtideligt grinte da hun sagde det sidste ord, så man kunne se hendes snehvide tænder.

”Hvornår gør vi det så? ” sagde jeg med en smilende stemme, da jeg allerede havde givet op med at overtale hende til at droppe det, da det stort set var umuligt. ” Iaften! ” smilte hun og rejste sig fra den sten hun sad på og gik over til græsset med de smukke hvide og lilla´e liljer, hvor hun satte sig i stedet. ”Iaften! ” svarede jeg hende så forbløffet at hun nærmest fik et chok, jeg så hende i hver fald bjæffe lidt da jeg havde sagt det. ”Ja? Hvad er problemet? ” spurgte hun mig meget undrende og en så rynket pande at den kunne sammenlignes med en rosin.

”Ikke noget..”  der blev lidt tavst imellem, ”skal vi mødes her klokken 5 og så kan vi jo gøre klar til festen hvis vi nu siger den starter klokken 6 og slutter ved en elleve halv 12 tiden? ” spurgte Louise stille og desperat, det var let nok for hende at overtale hendes forældre til at være ude så længe da de stort set gav hende lov til alt. ”Jeg finder ud af det med mine forældre og lover at gøre det bedste jeg kan for at overtale dem” sagde jeg seriøst til hende, mens jeg tog min skoletaske op fra jorden. ”Okay” sagde hun bare koldt tilbage og hvis man spurgte mig lød det en anelse ondt, jeg tænkte ikke videre over det og begyndte at gå hjemad, jeg ville hjem før det blev mørkt.

Så hørte jeg Louises skingre skrig… Skriget rungede i mit hoved, mens jeg løb så hurtigt som jeg kunne tilbage over til Louise. Hvorfor efterlod jeg hende dog! Da jeg næsten var fremme, skreg Louise ikke længere. Jeg luntede det sidste og så Louise hænge slapt ned ad en eller andens ryg og…og så personen kaste hende ned fra den 30 meter dybe kløft.

Personen vendte sig afslappet over på stien hvor jeg stod som forstenet, og som en refleks sprang jeg ned i den af buskene ved stien før personen havde nået at se mig. Der sad jeg musestille og helt paf for ord. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg prøve at redde Louise? Eller var hun allerede….? Jeg kunne ikke få mig selv til et tænke på sådan noget selvfølgelig var der ikke sket noget med Louise. Jeg drømte sikkert eller hallucinerede, men dog var det så virkeligt.

De tunge skridt kom nærmere mod busken og jeg skulle til at skrige alt hvad jeg kunne. Havde personen alligevel set mig? Men så dæmpede skridtene sig igen, og jeg bed mig selv i læben for at holde det forberedte skrig inde. Da skridtene var helt væk kunne jeg stadig ikke rejse mig op, jeg var som plantet fast til jorden. Det her kunne ikke ske!! Da jeg var sikker på at hun eller han var gået, begyndte jeg at græde og hulke højt jeg prøvede ikke at holde det inde, da det var sket. Louise var…. DØD.

Efter en times gråd og hulk rejste jeg mig op og gik over til kløften, som nu virkede så tom og ensom. Mod al fornuft kiggede jeg ned og kunne kun se skyggen af noget der lignede en fugl, men da jeg så nærmere efter kunne man tydeligt se at det der lignede en fugl var en menneskeskikkelse. Jeg gik et par skridt bagelæns til jeg støtte på noget hårdt der nok var et træ, jeg vendte mig om og kastede op så det gjorde helt ondt i maven.

”Nej tak” svarede jeg Liv bittert og koldt tilbage, hvordan kunne hun finde på at spørge om den slags når jeg havde fortalt hende alt hvad der var sket den dag, efter vi blev venner. Jeg fik den samme brækfornemmelse, som den dag og stormede som et lyn hen til toilettet. Jeg kastede op, indtil Liv kom over til mig og lagde sin hånd på min skulder, mens hun stille sagde ”det var mig der myrdede Louise"...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...