I'm just another nothing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2015
  • Opdateret: 2 aug. 2016
  • Status: Igang
Isabel er en 16 årig pige, som har levet sit liv hårdt. Hun har været udsat for lidt af hvert. Men hun har altid været stærk og ladet ingen bukke hende under, men selv for de stærkeste kan det blive for hårdt. Læs med, og hør hendes historie.

5Likes
3Kommentarer
1131Visninger
AA

4. Mike

Dagen i går var helt fuckt up. Jeg tør dårlig nok og tænke op, hvad den nye dreng mon tænke om mig. Men det var sikkert ikke noget sødt, så som "Hvad er det for en tøs?" eller "Hun høre vel ikke til her". Det var i hvert fald hvad de andre nye elever plejet og sige, når de så mig første gang. 

" Du skal i skole! Dit uduelige barn " Kan jeg høre min fars stemme råbe. Underlig nok sov han ikke idag, selvom det var det han plejede at gøre. Men jeg kan kun skide på det han sagde, han bestemte ikke over mig mere. Desuden var min dyne meget bedre. Den kunne ikke kritisere og dømme en, som dem på skolen kunne. Jeg krøb underdynen, og skulle lige til og lukke øjnene men en hvis person rev pludselig min dyne af. Det var min far. Han så sur ud, og jeg må indrømme at jeg var lige ved og skide i bukserne. Bare i vidste hvad han kunne finde på.

Det var aldrig noget med hvor han tvang mig til sex, det er faktisk kun vold. Sidste gang han blev sur var det på grund af at jeg ikke havde lukket en køkkenskuffe. Men han havde sikkert taget nogle stoffer inden han blev så skide sur. Fordi, hvem bliver lige sur over en køkkenskuffe som ikke er lukket. Så slog han mig, så jeg til sidst blødte så meget så han synes at hans gulv ikke skulle blive mere beskidt, så der valgte han og ringe til en ambulance. Han slæbte mig over til enden af vores trappe, og sagde til ambulance folkene, at jeg var faldet ned af trapperne. Fordi, sådan en sød far har jeg jo.... Jeg håber virkelig, at i kan mærke ironien!

Han tog fat i mine ben, og rev mig ned på gulvet. Mit hoved ramte gulvet med et bump, og det føltes lidt som om jeg var bevistløs i et par minutter fordi lige pludselig sad jeg ude i bilen. Lige nu havde jeg den samme følelse som når man har prøve den vildeste rutchebanen i et tivoli. Bare 10 gange i træk, og så lige efter man har spist. Alt snorede rundt, kvalmen kom og jeg var øm i hele min krop. Han havde sikkert bare trukket mig ned af trappen, og ikke tænkt en skid på hvordan jeg kunne få det efter. 

Men hvorfor ikke udnytte tiden til og sove lidt. Jeg lukkede øjnene, og det sidste jeg hørte var min far som råbte noget til en cyklist. Men lige så hurtigt som jeg faldt i søvn, blev jeg vækket. Jeg kiggede ud af bilruden, fuck! Det var først der jeg opdagede jeg kun havde nattøj på, og jeg lignede sikkert noget der var løgn. Som om det ikke kunne blive værre fik jeg smidt min skoletaske i hovedet, og fik strengt af vide at jeg skulle skride ud af bilen. Jeg sukkede tungt, og åbnede bildøren. Jeg skulle lige til og stige ud, men fik et hårdt skub i ryggen så jeg faldt ud. Jeg røg direkte med hoved ned i asfalten, og det gjorde bare min hovedpine endnu værre. Jeg havde lukket mine øjne i smerte, men jeg kunne kun høre lyde af en bil køre væk. Jeg prøvede at finde hoved og hale på alt, men det lykkes ikke helt for mig.

Så her lå jeg bare. Uden foran skolen, som den taber jeg nu var. Men heldigvis for mig var alle til time, så den omgang ydmygelse slap jeg for. Men pludselig imens mit hoved var begravet i mine hænder var der en, som tog om mig. Jeg fik selvfølgelig et chok, og der røg vidst også et gisp ud af mig. Jeg kiggede op på personen, og af alle andre det kunne have været, var det Mike. Han så sikkert lige så forskrækket ud, som jeg selv gjorde. De første par sekunder kiggede vi bare på hinanden, men så sagde han endelig noget. " Hva...... hvad er..... er der sket, Isabel? " stammede han, og hans hånd følte blidt på min kind. Det var længe sidden nogle havde set sådan på mig, og jeg kunne lige så stille mærke en tåre bane sig hele vejen ned af min kind. Jeg kunne ikke sige noget, men tro mig jeg ville. " Hvem har gjort det? " spurgte han, og satte sig på hug ned til mig. Jeg rystede blot på hovedet, og ville egentlig kun nyde følelsen af at han krammede mig. Hans krop helt tæt på mig, og han kendte mig ikke engang men alligevel var han her for mig. Han duftede godt, så godt at jeg ikke kan beskrive det. Det var nok første gang i langtid nogle, noglesinde havde bekymrede sig om mig. Men alligevel havde jeg følelsen af, at det her var for godt til og være sandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...