I'm just another nothing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2015
  • Opdateret: 2 aug. 2016
  • Status: Igang
Isabel er en 16 årig pige, som har levet sit liv hårdt. Hun har været udsat for lidt af hvert. Men hun har altid været stærk og ladet ingen bukke hende under, men selv for de stærkeste kan det blive for hårdt. Læs med, og hør hendes historie.

5Likes
3Kommentarer
1173Visninger
AA

3. Kontoret

Jeg prøvede ikke at se alt for forelsket på ham, men jeg vil da godt indrømme, at jeg virkelig brændte for det. Indtil videre var det nok på grund af hans udsende, men på en eller anden måde kunne jeg mærke, at ham her var anderledes. Hvordan? tænker i sikkert, men jeg havde virkelig ingen idé. Jeg kiggede rundt i klassen for og se de andres reaktion. Alle pigerne sad med åben mund, og var allerede faldt i staver på grund af ham. Utroligt! Men det så ikke ud som om han lod sig ikke påvirke. Han smilede blot, og fortalte lidt om ham selv. Han hed Mike, var 18 år, havde en storbror og i hans fritid gik han til amerikansk football og svømning. Han lød sød, og jeg må da nok indrømme, at jeg slev synes han har kigget et par gange over på mig. Måske lidt mere end de andre piger, men det kan også være jeg tager fuldstændig fejl. Men man har lov til at drømme lidt. Jeg prøvede at se normal og helt cool ud, men inden i var jeg ved og sprænge efter og gå op og kramme ham. 

Han var i klædt vores klamme skoleuniform, men på ham så den dog ikke så ulækker ud. Skoleuniformerne var sorte, og hvide. Den havde vores logo som var formede som en løve, der sad på højre bryst. Alle skulle have den på, men jeg har nu aldrig ville have haft den på. Jeg synes selv nederdelen er for kort, og trøjen er alt for stram. Jeg kan tydeligt huske sidste gang jeg havde den på. Alle pigerne kiggede på mig som om jeg var en eller anden tyk, fed ko og drengene som om jeg var et eller andet sexobjekt. Det var virkelig cringe og der var den værste dag jeg længe havde været ude for. Heldigvis er det nok et år siden sidst, og det skal det helst blive ved med og være. 

”Jeg høre i har gruppearbejde her for tiden. Hvilken gruppe skal jeg være i? ” spørger han, og grinede kort. Pigerne begyndte selvfølgelig at sukke som når man længtes efter noget, og de fleste lænede deres hoveder på deres hånd, som hvilede på deres borde. Det var typisk dem. Mit blik landede på Mia, og det lignede hun havde øjenkontakt med en. Jeg kiggede hen på Mike, og det var ham. De havde freaking allerede øjenkontakt. Det lignede endda han kunne lide det. Det var da utroligt, også med hende. Havde jeg allerede tabt? Ej, jeg skulle nok få ham. 

”Ja. Du er sammen med Mia og Christian” siger læren. Min egen lære havde fucking glemt mig. Det var på en måde pinligt, men jeg var aller mest irriteret. De rejste sig selvfølgelig op, og hilste. Men så høre jeg en sige mit navn. Det var så Christian altså Chris, og han sagde til læren at han havde glemt mig. Utroligt at det kom fra ham. Han har altid `mobbet´ mig, og gjort nar af mig (han gør det forresten stadig) også ligepludselig vælge han at hjælper mig. Var det bare  skuespil fra galleriet, det kunne jeg jo ikke vide men en del af mig følte at han faktisk mente det.

”Nåårh…. Ej, undskyld. Det var ikke min mening og glemme dig ” sagde Peter, som var vores lære. ” Ja, ja det er fint med dig " røg det ligegyldigt ud, af min mund. Peter kiggede skeptisk på mig, og efter få sekunder var der plantet tre rynker i panden på ham, og jeg kunne fornemme fra min plads at han så småt begyndte og blive rød i hovedet. Men han sagde ikke noget, han stod bare og kiggede irritabelt på mig. Jeg valgte og ignorere Peter, og fokusere på Mike. Men han stod ikke længere oppe ved tavlen. Han var spankuleret ned til Mia, og det så ud til de allerede var godt igang med en samtale. Der slap et suk ud af munden på mig, og kunne ikke lade være med at tænke på om Mia så bare ville droppe Chris? Utroligt nok, men jeg synes næsten det ville være synd. Chris elsker Mia, og jeg kunne ikke se dem uden hinanden. Jeg kiggede tilbage på Peter. Han kiggede stadig irritabelt på mig, og så åbnede han munden. " Unge dame. Sådan taler man ikke til mig. Du bedes gå hen til rektorens kontor, og fortælde hende hvad du gjorde " sagde han blidt, men jeg vidste med sikkerhed at han var totalt pist inden i. Men det skulle da ikke stoppe mig. " Hvem siger bedes nu til dages? Du kan sku da bare sige jeg skal skride ned på kontoret " sagde jeg flabet. Han sukkede frustreret, og vælger til sidst bare at pege på døren. 

Jeg grinede kort, og går tungt imod døren. Jeg kiggede tilbage, og Mike snakkede stadig med Mia. Måske tog jeg fejl. Han var tydeligevis ikke anderledes end de andre her på skolen. Jeg går ud af døren, og jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at gå hen til det skide kontor. Så jeg valgte og tage hjem. Fuck min skoletaske, den er alligevel så skide irriterende. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...