I'm just another nothing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2015
  • Opdateret: 2 aug. 2016
  • Status: Igang
Isabel er en 16 årig pige, som har levet sit liv hårdt. Hun har været udsat for lidt af hvert. Men hun har altid været stærk og ladet ingen bukke hende under, men selv for de stærkeste kan det blive for hårdt. Læs med, og hør hendes historie.

5Likes
3Kommentarer
1142Visninger
AA

5. hellere kærlighed end ingen

Selvom jeg sagde til ham at han bare skulle køre mig hjem, valgte han alligevel og køre mig hjem til ham. Han mente at jeg i hvert fald ikke skulle hjem til min far. Ja, jeg havde fortalt ham om min far. Jeg havde det virkelig som om jeg kunne stole på ham her, men alligevel vidste jeg inderst inde, at han ville svigte mig på et eller andet tidspunkt. Men hellere kærelighed end ingen kærlighed. Det fortalte min mor mig altid som barn, og jeg ja jeg lytter stadig til hende den dag idag. Jeg kan endda tydelig huske, at jeg som lille vil være ligesom mor. Blive gift med den mand man elsker, få 2 børn, og ja de skulle præcist kun være 2 børn, men nu er det egentlig lidt ligemeget. Så skulle jeg bo i et hus, hvor hele min familie skulle føle sig tilpas og hjemme, som jeg gjorde den gang hun levede. Men nu har jeg egentlig mere lyst til og sove på en losseplads end i mit egen hjem. 

Vi gik ud af bilen, men jeg kunne tydeligt mærke at jeg stadig havde kraftigt ondt i hovedet. Jeg tog mig til hovedet, og prøvede og fokusere på hoved døren. Han låste os ind, og det første jeg lagde mærke til da jeg trådte ind i hans kæmpe hus var et gigantisk akvarium som stod plantede i midten af, deres forhal. Jeg kunne tydeligt høre vandet skvulpe, når fiskene svømmede fra den ene side af akvariummet til den anden. Det så ud til, at fiskende havde det dejligt. De så, så fredfyldte ud som de svømmede rundt, og det var næsten lige før jeg havde lyst til og hoppe ned i akvariummet til dem. Og bare nyde stilheden under vandet. Men nu er jeg jo faktisk skide bange for vandet. Hvorfor? Ja, det hele startede med en dag i sommerferien, hvor min mor stadig levede. Min far, bror og mor ville tage på stranden og de mente jeg ikke kunne være alene hjemme. Fordi, jeg kun var 9 år. Så tog de mig med, og så skete der det at min bror ville have mig med ud i vandet og svømme. Så han tog mig med der ud, og pludselig var jeg bare under vandet. Jeg kunne ikke svømme, og han havde ikke lagt mærke til, at jeg var ved at drukne. Fordi, han havde øjnene på en smuk strand babe som han absolut skulle prøve og imponere. Men da han så fandt ud af, at jeg var undervandet og var ved at drukne trak han mig op, og skyndte sig ind på stranden igen. Jeg kan tydelig huske, at han sagde jeg fik en is hvis jeg ikke sagde noget til mor og far. Og jeg vil lige informere jer om, at isen var god. 

Han hjalp mig oven på, og lagde mig i hans seng. Hans værelse var enormt. Jeg prøvede og studere det så godt som jeg nu kunne, imens han var ude og finde en panodil pille. Han mente at det kunne dulme smerten. Så i ved det har jeg aldrig nogle sine slugt en pille før, og jeg er stadig bange for at den skal side fast i halsen på mig. Så lige nu var jeg ved og gå i panik fordi, tænkt hvis jeg gik i baglås og begyndte og græde over en freaking pille. Når men hans værelse var fyldt med alt muligt. Jeg kan starte med og sige at, han havde et enorm fladskærm tv. Det var lige før den kunne bruges til hjemme biograf. Han havde 2 bordfodbold borde, og alt muligt andet. Men nu er det nok heller ikke det spændendeste og høre på.

"Jeg håber ikke pillen er for stor" sagde han, og kom gående ind med et glas fyldt med vand, og en pille i den anden hånd. Jeg frøs. Shit! nu skal jeg sluge den skide pille. Han satte sig ned på senge kanten, og rakte mig pillen. Jeg studerede pille grundigt, og vidste med det samme at den var alt, alt for stor til en nybegynder som mig. " Jeg kan ikke " sagde jeg, og rystede bestemt på hovedet. " Hvorfor? " spurgte han, og rakte mig glasset. "Den kan sidde fast i min hals" sagde jeg, og sank en klump. Han grinede kort, og kiggede forstående på mig. " Min bror plejede og knuse dem da jeg var lille. Så blandede han den op i vandet" sagde han, og tog pillen ud af min hånd. Han knuste den, og nu var der kun noget vidt pulver tilbage i hans håndflade. Han puttede det i det glas med vand jeg holdte. 

Først røg pulveret ned på bunden af glasset, men derefter opløste det sig. " Du kan roligt drikke det nu " sagde han, og kiggede på mig. " Nu er det vil ikke drugs du giver mig? " spurgte jeg. Egentlig var det bare for sjov, og jeg håbede inderligt at han kunne forstå min platte joke. " Nej, nej. Det ville jeg aldrig gøre " sagde han, og grinede kort.  Jeg drak vandet, og satte det ned på gulvet. Men mit hoved dunkede stadig. " Det hjælper ikke " klagede jeg, og tog mig til hovedet. " Det er fordi du skal vente lidt, søde" sagde han, og smilede. What the hell. Han sagde lige jeg var sød, nååår hvor sødt. " Skal du ikke i skole " spørger jeg. " Ikke når du har det sådan " svare han og smiler et sødt smil.  " Pillen hjælper nok hurtigst, hvis du ligger dig ned og slapper af" sagde han, og hentydet selvfølgelig til at jeg skal lægge mig ned i sengen. Jeg gjorde det selvfølgelig, og det stoppede helt med at dunke. Jeg satte mig hurtigt op igen, nu hvor jeg troede det havde hjulpet men det havde det ikke i nu, det kunne jeg i hvert fald godt mærke. Jeg lagde mig ned igen, og mine øjenlåg blev tungere og tungere nu mere jeg slappede af. Til sidst blev alt mørkt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...