Snuble

//vinder af 3. pladsen i realismekonkurrencen

2Likes
1Kommentarer
271Visninger

1. -

Pigen ville gerne se det som et spring. En yndefuldt hop, som alle fulgte med øjnene, mens de i alt hemmelighedbeundrede, hvilken smuk måde, hun afsluttede sit eget liv på, samt den måde hendes krop hang i luften et øjeblik, før den i en bue blev slynget ud i luften. Det var i hvert fald sådan, det havde set ud i hendes hoved, hvilket hun var taknemmelig for, da tanken om hvor smukt hendes hår ville glinse i solen, mens det blev pisket rundt om hendes ansigt, gjorde det tusinde gange lettere at bære.

Men sådan var det selvfølgelig ikke. Det var overskyet den dag og pigens hår var samlet i en hestehale så stram, det var et mirakel, hvis det overhovedet ville lykkedes en enkelt hårlok at slippe fri. Og værst af alt - hun nærmere faldt ud over broens kant, end hun sprang. Det havde været det vigtigste for hende, det klareste af alle de billeder, hun havde haft i hovedet. At springe. Hun havde sådan ønsket, at hun havde været i stand til bare at tage det ene vaklende skridt, der skulle til for at få en mindeværdig død og ikke bare være faldet.

Hun havde trods alt ikke bedt om at komme herop på en af broens søjler for at nyde udsigten, selvom den strakte sig over det bølgende blå hav, samt den vidstrakte himmel, der mødtes i en horisontlinje, som syntes længere væk end nogensinde før. 

Tværtimod - det var så avisen kunne trykke den sørgelige historie, om den sværthandicappede pige, der styrtede mod døden med oprejst pande - eller så oprejst, som den nu kan være, når man befinder sig i frit fald. 

Men selv hvis pigen rent faktisk havde formået at springe, var det bestemt ikke med oprejst pande, men nærmere med en pande helt krøllet sammen af bekymringsrynker. Der havde ikke været, nogen spor af et beslutsomt glimt i de sorte huller, hun havde som øjne, og hun havde sunket flere klumper af tvivl, end hun kunne tælle, da hun havde stirret nede i det uendelige blå dyb. Det var svært at forestille sig de små bølgeskvulp snart skulle kaste rundt med hendes lig, og det havde derfor været tøvende, hun rullede kørestolen tættere på søjlens kant, mens hun stædigt frabad sig sine hjælperes hjælp. Hun havde ellers lovet sig selv ikke at tøve og trække det hele ud i unødvendigt langdrag, da det var pinefuldt nok i forvejen. 

Pigen gad nu godt at se den, der ikke stoppede så meget et splintsekund og tænkte over, hvor meget de ville komme til at savne den specielle barske vind, der tilhørte mellemrummet mellem forår og vinter, samt  lyden af de summende biler nedenfor. Men til sit forsvar var der ikke gået længe, før hun havde rejst sig fra kørestolen i en bevægelse, hun ønskede, var det mindste smule flydende. Men hun prøvede at være ligeglad med krampetrækninger, som gled over hende  og smerten, der truede med at vælte hende omkuld. 

Hun havde så gjort klar til at løfte foden og tage det dumme skridt, da hun var snublet over noget, der ikke kunne være andet end luften. I det mindste var hun faldet den rigtige vej - ned mod havet - og ikke bare tilbage i kørestolen. Men selv da, lignede det nok mere en ulykke. Måske var det også det for det bedste, for så kunne hendes familie til evig tid fortælle den tragiske historie, om hvordan hun ved et uheld var drættet ned fra Storebæltsbroen, da hendes egne ben ikke kunne bære hende. 

Det var også ligemeget, hvordan det var sket, prøvede hun at bilde sig selv ind. For nu var hun her - i frit fald. Og selvom situtationen måske var alvorlig, var det svært at lægge mærke til det, når det eneste pigen kunne tænke på lige nu var, at man burde befinde sig i frit fald noget oftere. Hendes hår rev sig rent faktisk fri af hestehalen, og det var lige før, at hun forventede bilerne skulle blive mindre under hende, da hun var så vægtløs, hun lige så godt kunne have fløjet. 

Alle smerterne var som blæst væk af vinden, og hun nød, at hendes bevægelsesfrihed ikke længere var hæmmet af den ringe plads, som var i kørestolen. Hendes arme fægtede vildt i den tomme luft, som prøvede hun at bruge dem som vinger. 


Det var utrolig, hvor mange tanker, hun kunne nå at tænke i de få øjeblikke, hun faldt. Det mindede hende faktisk om ulykken, hvor et helt forvirrende inferno af tanker også var nået at flimre forbi på hendes nethinde, som prøvede hendes hjerne at nå at tænke nok for et helt liv, før den modkørende bil ramte. 

Pludselig begyndte de smertefulde minder at dukke op i hendes hoved. Pigen prøvede et øjeblik at skubbe dem tilbage til det lille hjørne af sin bevidsthed, hvor de normalt hørte til, men det gik hurtigt op for hende, det ikke var muligt. For nu var billedet af den aften blevet så klart i hendes hoved, det ikke kunne fjernes. I øvrigt var det vel meget passende, hun tænkte tilbage nu, da det trods alt var grunden til, at hun var her. 

Så mens pigen lukkede munden med en kraftsanstrengelse for ikke at slippe mere af den bitre kolde luft ind mellem sine læber, begyndte hun at kunne se den aften for sit indre blik. Hvordan hendes blege hånd havde hvilet på sædets kant, da den anden bils forlygter pludselig havde fanget hendes blik med den måde, de bare dukkede op ud af ingenting. Hvordan hendes sprukne læber havde formet et lydløst skrig af overraskelse, da hun gennem den plettede rude kunne se, at  bilen havde kurs lige mod hende. Og hvordan hun var blevet slynget frem i sin sikkerhedsele, så den skar sig ind i hendes bryst. Hun havde svagt registreret at airbaggene ikke var kommet op, men det var lige i det øjeblik, hendes øjne lukkedes, og hun blev tabt for omverdenen.


De næste mange minder var fulde af læger i hvide kitler, hospitalssenge og medlidende smil. Det var som om, hun huskede alt fra den tid i brudstykker - et tåget øjeblik efter et andet. Det var svært at samle det hele i et stort billede, men hun havde da i det mindste opfanget små stumper af samtaler, om hendes lammelse i meget af kroppen , hjernerystelse og mange diagnoser, som ikke gav nogen som helt mening for hendes omtågede hoved.

Men hun huskede stadig tydeligt, da hun endelig kom til sig selv siddende - til sin forskrækkelse -  i en kørestol. Hun havde stirret tomt på alle de blomster på hendes natbord, mens hendes hjælpere havde præsenteret sig med stemmer, der hentydede til, hun var så tungnem, de blev nødt til at tale sådan. Men hun havde været for optaget af at panikke over, hvor hurtigt alting havde ændret sig og ikke set hjælperene som andet end nogen, som skulle ydmyge hende og konstant påminde hende om sin ringe tilværelse, hvor hun var afhængig af andres hjælp. 

Selv nu fik mindet en trækning til at løbe over hendes ansigt, og hun glædedes pludselig ved, at hun stadig styrtede mod den visse død. 

Men selvfølgelig ville hendes hjerne ikke lade hende være i fred, og hun blev tvunget til at genopleve resten af de forfærdelige dage. 

Hun var snart fanget i  en strøm af minder, om hvordan hun efterhånden havde glemt, hvilken vej mundvige skulle pege, når man smilede, da hun ikke længere havde brug for at udtrykke glæde med læberne. Hun havde været sikker på, at hendes stemmebånd var blevet flænset af hulk, men det kunne hun nu ikke vide, da hun for længst var holdt op med at tale. Ting, der før havde virket nemme, som det at gå virkede nu uoverskueligt svære. 

Det var svært at tro på, hun engang havde kunne sætte den ene fod foran den anden uden nærmere omtanke, da hun nu ikke engang kunne formå at løfte den ene fod en lille smule i siddende stilling uden at smerter løb om og ned gennem hendes ben, som en løbeild. 

Pigen var blevet reduceret til intet, mindre end intet. Blot et lille forkrøblet væsen, der ikke kunne gøre den simpleste ting uden sine hjælpere. Alt sammen på grund af en bilulykke. 

Men det var først, da hun fangede sig selv i at tænke,  hun ville ønske, at hun var blevet dræbt i den forbandede ulykke, det gik op for hende hvor dårligt, hun havde det. Hun havde ellers prøvet at ignorer det faktum, hun ikke længere frydes, når hun så solen synke ned i den farvede horisont eller nød at spise middag sammen med sin famile.

 Og så havde hun spurgt om hun ikke kunne komme op på Storebæltsbroens søjler, fordi hun vidste, at ingen kunne sige nej til en ødelagt pige. 

Men nu - som hun snart passerede alle bilerne på broen, mærkede hun nu alligevel et stik af vemodighed ved at tænke på, hun ikke længere ville komme til at høre sin fars stemme eller mærke solens stråler mod sin hud, samt opleve alle de andre ting, man glemte at sætte pris på i den smertefulde hverdag. 

Folk var begyndt at lægge mærke til hende, og som hun svævede forbi selve broen, kunne hun se, flere forfærdede ansigter lyse op bag bilruderne. Billedet af hende, der faldt som en hjælpeløs kludedukke ville sikkert hjemsøge dem for resten af deres liv, og det gik op for hende, der ikke kun var fordele ved at gøre det fra en bro. Og hun fik helt medlidenhed  med den lille dreng, der fulgte hendes styrt med øjne, som lyste af overraskelse og frygt. 

Det var lige før, hun skulle tik at forsikre ham om, det hele var okay, hvis det ikke havde været fordi, hun blev revet så hurtigt videre, og desuden troede hun ikke på, at hun ville kunne få det til at lyde specielt troværdigt. 

Men så begyndte hendes dårlige samvittighed at plage hende. Var hun virkelig bekymret for en lille dreng, når hun ikke engang havde efterladt en seddel til sin egen familie? Ikke fordi, det var muligt, da hendes hånd altid rystede for meget til, at hun kunne skrive et eneste forståeligt bogstav, men den Forestilling, der nu dukkede op i hendes hoved, om den besked hendes forældre meget snart ville modtage og den skyldfølelse, som ville jage dem resten af livet, var nu langt fra rar. Pludselig kunne hun se for sig selv, hvordan hendes ophovnede blålige lig, ville blive fisket op af havet og blive lagt i en kiste, som hendes famile ville stirre på, klædt i sort og med tårerne hængende et øjeblik i øjenkrogene, før de gled videre. 

Hvor havde det været tåbeligt af hende at tro, ingen ville komme til at savne hende. De ville helt sikkert savne hende lige så meget, som hun ville komme til at længes efter duften af deres  syrenbevoksede baghave, samt den særlige stemning, som sænkede sig samtidig med mørket. 

Hun fandt pludselig sig selv fægtende med arme og ben i en desperat kamp for at stoppe sit fald. Men hendes fingre fandt kun den tomme luft, og det formåede kun at få hende til at falde endnu hurtigere. 

Det var nu alligevel for sent for i det øjeblik ramte pigen vandoverfladen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...