Black Hole

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2015
  • Opdateret: 15 dec. 2015
  • Status: Igang
Jin Sora er forældreløs, og takket være den koreanske lovgivning har hun derfor måtte vokse op, uden mulighed for at kunne blive adopteret af udenlandske familier, og med adoption som et tabu i Sydkorea, har hun aldrig haft en familie. Hun har set børn blive anbragt og adopteret velvidende, at hun aldrig selv vil få den familie, som hun så brændende ønsker sig. I dag bor hun for sig selv, har 4 forskellige jobs for at kunne klare sig og ingen venner. Hun drømmer om at starte på universitetet og skabe sig en fremtid, med venner og et almindeligt liv ligesom alle andre. Da hun får et stipendium på grund af et manuskript, hun har skrevet, og endelig får lov til at komme på universitet, bliver hendes liv vendt på hovedet. Hun kommer til at kæmpe mod sig selv, de dømmende elever, og en fyr, der minder hende om en dreng, hun kendte engang…

6Likes
0Kommentarer
472Visninger
AA

3. Ikke helt som planlagt

      Der havde været isslag om natten, så selvom jeg havde travlt, var jeg nødt til at bremse i god tid, så snart jeg skulle dreje, hvis ikke jeg havde lyst til at tage en rutsjetur hen ad vejen, som jeg havde gjort kort efter, jeg havde forladt min bygning. Mit ben gjorde ondt og mine jeans var blevet beskidte, men det havde ikke forhindret mig i at komme op på cyklen igen. I dag var det den første hverdag i marts. Den dag hvor det første semester startede på universiteterne.

      Jeg stoppede kort op, da jeg endelig nåede Konkuk Universitet. Jeg vidste, at fra det øjeblik jeg begav mig ind på campus ville mit liv ændre sig. I forvejen havde jeg været nødt til at sige mit job op på caféen, selvom jeg havde lovet, de kunne ringe til mig, hvis de fik brug for en afløser. Jeg trådte så på pedalerne, og begav mig ind på campus. Efter at have cyklet rundt i hvad der føltes som en evighed, fandt jeg endelig frem til Kunst & Design bygningen, hvor jeg skulle bruge det meste af min tid fra nu af. Jeg parkerede min cykel foran bygningen og hankede let op i min taske, inden jeg begav mig indenfor. Tidligere på ugen havde jeg været til informationsmøde, hvor jeg havde fået mit studiekort og et kort over campus. Kortet over campus havde jeg selvfølgelig mistet, og derfor var jeg nu ved at komme for sent til min første time.

      Jeg fandt min halvgamle mobil frem for at tjekke, hvilket lokale jeg skulle være i, selvom det tog den en evighed bare at få forbindelse til internettet. Da jeg endelig fandt mit lokale nummer, var det næste problem at finde ud af, hvor lokalet var. Bygningen havde 8 etager, og var ikke så let at finde rundt i, som jeg havde håbet. Efter at have spurgt forskellige personer om vej, lykkedes det mig endelig at finde frem til mit lokale. Med en dyb ånding og et smil åbnede jeg døren og trådte ind i lokalet. Da døren lukkede bag mig, kunne jeg mærke, hvordan nærmest løb mig koldt ned af ryggen. Alle stirrede på mig med dømmende blikke, og det var mere end tydeligt, at jeg havde forstyrret den elev, som stod med en mikrofon i hånden, der åbenbart havde været i gang med at præsentere sig selv. Jeg slog mit blik ned mod gulvet og skyndte mig at finde en ledig plads så hurtigt og lydløst som muligt. Som om det ikke var nok, kaldte læreren mit navn, så snart eleven med mikrofonen var færdig med at præsentere sig.

      Lettere flovt rejste jeg mig fra min plads, stadig i mit overtøj bestående af en gammel slidt frakke, beskidte jeans, slidte brune støvler og en grå strik hue. Min næse var sikkert rød, og i modsætningen til de piger, der sad på første række, havde jeg knap og nap nogen make-up på. Jeg tog mikrofonen og kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede nervøst. Jeg kunne mærke alles blikke rettet imod mig, og som jeg tog mikrofonen op til min mund, gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke hørt, hvordan de andre præsenterede sig, og jeg bed mig derfor en anelse i underlæben.

      Det her mindede mig om første gang, jeg havde skullet prøve en aktivitet uden for børnehjemmet. De havde givet mig lov til at prøve at gå til teater, selvom jeg kun havde været der de første par gange. Noget der nok havde skyldtes min præsentation. Alle de andre børn havde snakket om deres familier, deres yndlings legetøj eller familie udflugter. Alle de ting, som jeg aldrig havde oplevet, og som jeg aldrig ville komme til at opleve.

      Jeg sank en klump, hvorefter jeg sendte alle mine klassekammerater et stort smil. ”Hej, mit navn er Jin Sora. Jeg er 21 år gammel, og jeg min drøm er at blive manuskript forfatter.” ”Sig lidt mere. Fortæl om din familie.” Jeg skulle ellers lige til at række mikrofonen tilbage til min lærer, da han sagde de ord, og jeg knyttede derfor min hånd let rundt om mikrofonen. Jeg kunne lyve, jeg kunne fortælle dem, at mine forældre arbejdede udenlands, men at vi snakkede sammen et par gange om måneden, men på den anden side… ”Jeg har ingen familie, og det har jeg aldrig haft. Jeg er opvokset på et børnehjem, og indtil fornylig var jeg nødt til at have fire deltidsjob for at klare mig. Men nu hvor jeg går her, håber jeg, at jeg vil kunne få en masse nye venner.” Jeg gav derefter læreren mikrofonen og gik tilbage til min plads. Mens jeg endelig fik taget min frakke af, kunne jeg høre de andre elever hviske og mumle med hinanden. Jeg knugede stille mine hænder, mens jeg ikke kunne lade vær med at spekulere på, om jeg havde gjort det rigtige. Jeg havde været ærlighed, og selvom jeg vidste, at de andre ville dømme mig, vidste jeg også, hvor vigtigt det var at være ærlig. Både over for andre men også over for mig selv.

      Da alle var færdige med at præsentere sig, fandt jeg endelig ud af, at denne klasse praktisk talt var hele min årgang. Grunden til vi havde denne klasse sammen, var fordi de forskellige studieretninger havde behov for hinanden, da der lå mange samarbejdsprojekter for os. Os, der ønskede at skrive manuskripter og instruere, skulle arbejde sammen med dem, der studerede skuespil. Vi fik at vide, at der flere gange undervejs ville være projekter som disse, hvor man i fællesskab skulle skabe en forestilling og fortælle en historie overbevisende til publikum. Tanken om at der lå et stort pres på dem, der skulle skrive manuskripterne og få idéerne gjorde mig både bange, samtidig med at jeg følte mig spændt. Jeg havde lavet små kladder flere gange, men jeg havde kun prøvet at skrive et helt manuskript en gang. Selv samme manuskript, der skaffede mig adgang til universitetet og et stipendium.

      Da det endelig blev tid til frokost pausen, var det næsten som om, at der var brand, da alle skyndte sig op fra deres stole, og så snart jeg selv havde pakket mine ting sammen og rejst mig var lokalet praktisk talt tomt. Selv læreren var en af de første, der havde forladt lokalet, og et let suk undslap mine læber. Alle havde timer på forskellige tidspunkter, da det er sådan på universitetet, men jeg havde stadig håbet på at kunne finde nogen at spise frokost med. I stedet for endte jeg med at finde en vand dispenser på gangen, hvor jeg kunne få varmt vand til mine ramen, inden jeg satte mig ind i et tomt klasselokale. Jeg placerede mig vinduet, så jeg i det mindste havde noget at kigge på. Udenfor var det begyndt at regne, og studerende gik derfor sammen under paraplyerne mens de snakkede. Nogen var på vej hjem allerede, andre skulle have undervisning i en anden bygning, eller var på vej mod student union bygningen, hvor skolens restauranter lå.

      Endnu et suk gled over mine læber, mens jeg skilte mine spisepinde ad, for derefter at give mig til at spise mine ramen. Jeg spiste sjældent andet end ramen, da det var det billigste, man kunne få, og jeg ikke ligefrem havde særlig mange penge generelt. Jeg pustede let på mine ramen, inden jeg gav mig til at slubre dem i mig. Det mindede mig om, hvordan jeg aldrig havde været særlig god til at spise ramen som barn. Det var lige indtil han hjalp mig. Han viste mig, hvordan man kunne folde låget til en lille skål, som man kunne løfte de lange ramen op i og så puste på dem, inden man spiste dem. Bare for at de ikke skulle brændende én, ved at man kom til at dyppe dem i det kogende vand igen.

      Et smil gled automatisk over mine læber ved mindet, hvorefter jeg blot rystede let på hovedet for at tage endnu en mundfuld. Noget jeg blev forstyrret i, da nogen rømmede sig i døren, som jeg sad med åben mund klar til at putte mine sidste ramen i munden. I døren stod en høj fyr med store mørke øjne, mørkt vådt hår. Han var iført sorte stramtsiddende bukser, en hvid T-shirt og en læderjakke. Han var gennemblødt, men læderjakken måtte have holdt hans T-shirt tør, da den ikke var gennemsigtig. ”What are you doing?” Jeg blinkede let, mens jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede let ved lyden af hans mørke stemme. Han talte engelsk, hvilket jeg kun kunne genkende ved at have hørt amerikansk pop musik i radioen. ”Sorry…” var alt jeg kunne fremstamme på et engelsk, der var tykt præget af min koreanske accent. Fyren sukkede bare af mig, hvorefter han slog over i perfekt koreansk: ”Jeg spurgte, hvad du har gang i? Du er ikke i den her klasse.” Hans tone var ikke ligefrem venlig, men alligevel kunne jeg ikke andet end at smile til ham, som jeg svarede. ”Det beklager jeg, men her var ingen, så jeg tænkte, jeg kunne spise frokost her.” Han var den første, jeg havde snakket med hele dagen, og selvom jeg ikke syntes at have set ham i min klasse tidligere, måtte han jo stadig være en del af den her afdeling.

      ”Forsvind.” Hans ord ramte mig så hårdt, at jeg bare sad i chok og kiggede på ham. Jeg havde beklaget, og alligevel så han på mig, som om jeg var et ubetydeligt støvkorn, han børstede af sin skulder. Han tog et par skridt over imod mig, blot for at stoppe op med sine hænder i lommen. ”Skal jeg virkelig gentage det? Forsvind.” Jeg knugede stille mine hænder om koppen med det varme vand, hvorefter jeg rejste mig op. I min hast, da jeg tog mine ting, fik jeg væltet koppen, så det varme vand både ramte mine i forvejen beskidte jeans og både bordet og gulvet. Det varme vand, gjorde ondt, men heldigvis var det ikke kogende længere, så jeg ville nok ikke få et brændemærke af det. Fyren sukkede bare af mig, hvorefter han begav sig ned bag i lokalet for at tage plads og smække sine ben op på et bord. Han ikke engang spurgte, om jeg var okay, og jeg var derfor tvunget til i stilhed at finde nogle servietter frem og tørre resten af mine nudler, der nu lå på gulvet op, inden jeg med ydmyget og med bøjet hoved måtte forlade lokalet.

      Det var bestemt ikke sådan her, jeg havde planlagt at min første dag ville gå…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...