Black Hole

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2015
  • Opdateret: 15 dec. 2015
  • Status: Igang
Jin Sora er forældreløs, og takket være den koreanske lovgivning har hun derfor måtte vokse op, uden mulighed for at kunne blive adopteret af udenlandske familier, og med adoption som et tabu i Sydkorea, har hun aldrig haft en familie. Hun har set børn blive anbragt og adopteret velvidende, at hun aldrig selv vil få den familie, som hun så brændende ønsker sig. I dag bor hun for sig selv, har 4 forskellige jobs for at kunne klare sig og ingen venner. Hun drømmer om at starte på universitetet og skabe sig en fremtid, med venner og et almindeligt liv ligesom alle andre. Da hun får et stipendium på grund af et manuskript, hun har skrevet, og endelig får lov til at komme på universitet, bliver hendes liv vendt på hovedet. Hun kommer til at kæmpe mod sig selv, de dømmende elever, og en fyr, der minder hende om en dreng, hun kendte engang…

6Likes
0Kommentarer
479Visninger
AA

2. Et uventet brev

      “Velkommen, hvad skulle det være?” Et smil spillede på mine læber, som ordene forlod dem. I mine øre lød de mekaniske, som om at nogen trykkede på en knap, så snart der kom kunder op til kassen for at bestille. ”En Caramel Macchiato og en Iced Americano to go.” Jeg behøvede dårligt nok kigge på skærmen, da mine fingre automatisk tastede ordren ind. ”Det bliver 7.000 Won.” Jeg tog imod kontanterne med begge hænder, lagde pengene i kassen, gav bytte penge tilbage og gav kunden et nummer, inden jeg gav ordren til min kollega, som lavede kafferne. Det føltes som var det et samlebånd. Jeg tog imod ordre og betaling, mens min kollega sørgede for at lave kaffe og kalde ordrene op. Sådan var det praktisk talt hver dag, og blot en del af min daglige rutine.

      ”Sora, der er ikke så meget at lave lige nu, så hvorfor går du ikke ud og får en mundfuld frisk luft?” I dag havde jeg vagt med Mingyu, en fyr i slutningen af tyverne med mørkt hår og en frisure, man tit ser i dramaer. Han var en af mine bedre kollegaer, og jeg takkede derfor ikke nej, og gik ud i baglokalet, inden jeg forsatte ud i baggården. Det mindede mest af alt om en lille bås, hvor der stod et par enkelte tomme kasser og et par paller, som jeg slog mig på. Vi brugte egentlig kun den lille baggård til at personalet kunne tage en rygepause, eller i mit tilfælde en mundfuld frisk luft og som holdeplads for min cykel, der stod lænet op ad væggen. Jeg betragtede, hvordan min ånde kunne ses, når jeg udåndede, og fulgte den med mit blik op imod himlen. Mine ben var trætte og ømme, efter at have cyklet rundt med mælk og aviser tidligt i morges, men det var jeg så vant til. Det er ikke sådan, når man bor helt for sig selv.

      Jeg tog en dyb vejrtrækning og nød den kolde luft, inden jeg begav mig indenfor igen. Jeg var dårligt nok nået tilbage bag kassen, før en hel flok strømmede ind i caféen. Bare mit held. Resten af min vagt igennem, havde jeg travlt med at tage imod bestillinger, og så snart der ikke stod nogen i kø, var jeg ude og ordne bordene, blot for at småløbe tilbage til kassen, så snart der trådte flere kunder ind i caféen. Ydermere var den, der skulle afløse mig, forsinket, så da vedkomne endelig kom, styrtede jeg ud i omklædningsrummet, tog forklæde og skjorte af og skiftede til en sort og mørkeblå polo, inden jeg trak min frakke på og sprang ud på min cykel. Vejret var blevet koldere, og vejene var stadig glatte, selvom al sneen næsten var smeltet. Vinden slog mig i ansigtet, da jeg drejede rundt om en bygning, og gjorde at jeg var tvunget til at cykle med sammenknebne øjne det meste af vejen.

      Det var med hamrende hjerte, at jeg klodsede bremsen ude foran Ministop, inden jeg i al hast låste min cykel og skyndte mig indenfor, mens jeg trak en kasket på hovedet. Jeg bukkede høfligt for min kollega, der var i fyrrerne, inden jeg hurtigt slog et smut forbi baglokalet for at ligge mine ting af, og derefter tjekke listen med, hvad mit job stod på her til aften. Ikke fordi der som regel var så meget at lave om aftenen, men pengene var gode, og jeg havde behov for dem. For selv med fire deltidsjob, var det svært at få tingene til at køre rundt ind imellem, og stort set alle mine måltider bestod af ramen. Ganske simpelt fordi jeg ikke havde råd til noget andet.

      Da min vagt var først forbi over midnat, og det var med at gab, at jeg begav mig ud på cyklen på vej hjem. Den kolde vind holdt mig vågen hele vejen, og efter at måtte trække min cykel det sidste stykke op ad bakke, kunne jeg endelig bære den ned ad trappen til kælderen og min lejlighed i den faldefærdige bygning, jeg boede i. Jeg kunne godt parkere cyklen udenfor, men jeg har prøvet at få den stjålet en gang før, så jeg tog den altid med ind i lejligheden. Min lejlighed bestod af et rum og et bad. Der var okay med plads, da jeg ikke havde så mange ting. En madras på gulvet, et lavt bord som jeg kunne sidde ved på gulvet og skrive på min computer eller spise. Et tørrestativ og et lille køkken i hjørnet. Rundt omkring stod der stearinlys, som jeg brugte i stedet for lamper for at spare på elektriciteten. Selv varmen i min lejlighed var der slukket for, så snart jeg ikke var hjemme.

      Med et gab gik jeg ud og tog min tandbørste og stoppede i munden, for at kunne børste mine tænder, mens jeg gik ud og hentede min post. Heldigvis var postkassen ved siden af min lejlighed, da bygningen var så gammel, at postkasserne var blevet placeret i kælderen i stedet for i entréen, da den var for smal. Der lå et par breve i min postkasse, som jeg tog ud, inden jeg begav mig indenfor i min lejlighed igen. Jeg tændte et par stearinlys og sætte mig ved mit bord, for at kigge min post igennem. Stadig med tandbørsten i munden, begyndte jeg at åbne mine breve. Der var en rykker på en regning, som jeg ellers havde betalt sidste måned, samtidig med en ny regning, og et brev til indkaldelse til en samtale med systemet, som jeg ikke havde tænkt mig at tage til alligevel. Det sidste brev fik mig dog til at rynke mine bryn. Mit navn og min adresse var skrevet i hånden med en sirlig skrift, og navnet på afsenderen sagde mit absolut ingenting.

      Jeg åbnede brevet og tog papirerne ud af konvolutten. Det var med trætte øjne, at mit blik skimmede hen over teksten, men med et var det som om, at jeg havde fået et skud energi. Jeg gik tilbage i brevet for at sikre mig, at jeg havde læst rigtigt og tog fat om papiret med begge hænder, og efterlod min tandbørste hængende let ud af munden. ”Mrs. Jin Sora, jeg kan med glæde meddelle dig, at vi finder dit manuskript interessant, og vi ønsker, at du starter op i næste måned på vores filmlinje, for at forbedre dine færdigheder. I håbet om at kunne følge dine fremskridt, har jeg indstillet dig til et stipendium, som du er blevet godkendt til. Her i brevet finder du de nødvendige dokumenter, og jeg ser frem til at modtage din tilbage melding…” Jeg begyndte hurtigt at kigge de andre papirer i brevet igennem, og så på alle stemplerne og underskrifterne, at den var god nok. Et smil formede sig på mine læber, og jeg sprang op og begyndte at danse rundt i lejligheden med brevet i den ene hånd og tandbørsten i den anden, mens jeg med tandpasta om munden skreg af fryd.

      En let utilfreds banken inde fra min nabo fik mig til at dæmpe mig, hvorefter jeg gik ud for at spytte tandpastaen ud og lægge min tandbørste på plads. Jeg så på mig selv i spejlet, og selvom mit ansigt var træt, var der et stort smil klistret på mine læber. Så selvom jeg vidste, at jeg kun kunne få 3-4 timers søvn, inden jeg var nødt til at stå op for at gå ud med mælk og aviser igen, var det som om, at en ro havde lagt sig over min krop. Jeg var ikke længere fanget i deltidsjob uden nogen form for fremtid. Jeg skulle på universitetet, og hvis jeg var heldig, kunne jeg bruge mit talent til noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...