Sitofobi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 dec. 2015
  • Opdateret: 17 dec. 2015
  • Status: Færdig
Når man oplever at maden bliver ens fjende i hverdagen, og er skyld i mangel på selvtillid, venner, sundhed og glæde.

Deltager i madkonkurrencen, valgmulighed 2.

1Likes
4Kommentarer
246Visninger
AA

1. Sitofobi

Nogle gange... Ønsker jeg at bryde ind igen, ind i cirklen hvor mad er nydelse kun fyldte. Hvor det det om sommeren var en højdetid på året, fordi æbletræet lige var sprunget ud, og sendte perfekte, røde og runde æbler ud af grenene, vi ville plukke dem alle sammen, mens vi sammen spiste det første æble, det smagte fantastisk, selvom følelsen af at det var vores æbletræ, altid gjorde så man fik følelsen af at det var gennemført.

Om vinteren var det klementinerne, hvor vi købte dem alle sammen i et net, og for guds skyld uden sten! Ellers kan man ikke nyde smagen, når man hele tiden skal spytte noget ud. Men vi samledes om pejsen, mens vi skrællede vores klementin, det sved i øjnene når saften var på afveje, men mest af alt gav det en fantastisk duft i hele stuen. Den første klementin var vigtig, hvis den var tør, og saftløs var stemningen ødelagt, den ville være smagløs, kedelig og lidt af en lyselukker. Omvendt, hvis den var fyldt til saft med randen, så det lignede den var tæt på at eksplodere ved mindste berøring, var det gennemført. Gid jeg stadig kunne gå igennem det hele en gang til.

Jeg husker tiden hvor jeg sad ved spisebordet, og aftenens højdepunkt var at nyde et godt måltid som bragte familien sammen, og tvang os til at tale med hinanden. Saften for det møre kød spredte sig i munden som en dejlig bitterhed, ofte var duften så god, at jeg nogle gange altid duftede til maden længe før jeg begyndte at spise den, min familie drillede mig med at jeg var en "duftspiser", det duftede altid bedre når man lavede kødet helt mørt, så man kunne se det røde i midten, og kødet udenom var en varm jordfarve.

Nu ligger kødet ikke længere på min tallerken, og de er nødt til at stege den så tør så jeg ikke kan dufte den, så jeg ikke bliver mindet om det igen. Min tallerken består af en gul banan, som sørgeligt ligger og får brune pletter. Jeg er nødt til at holde mig for næsen, for ikke at være i stand til at dufte den. Mine forældre prøver at skjule det, men de skuler hele tiden hen på min tallerken, med en bekymret rynke i panden, de prikker selv lidt til deres bøf, men uden et smil om læben som de før havde. "Hvorfor spiser Nicoline ikke det samme om os?" blev der spurgt dagligt, indtil mine forældre forklarede dem min frygt, men de forstår det ikke... Det gør ingen. De ser er at jeg har kradset så meget i min mad at det ligger som en sørgelig klat på min tallerken, det ligner en omgang babymos som kun allermindste pattebørn spiser, jeg mærker tårerne bag øjenkrogen. Jeg holder mig for næsen, holder vejret, tygger 3 gange, og synker det mens jeg venter på at frygten er længere væk igen. Mine forældre sukker kort og tilbyder mig noget af deres. Jeg har aldrig taget imod. Selvom jeg inderst inde vil, er jeg ikke i stand til det.

Jeg husker tiden hvor der var frokostpause i skolen, og glæden ved at vi nu endelig kunne spise var ikke til at tage fejl af. Duften af spegepølse og kød spredte sig, selv duften af remoulade kunne jeg finde på at nyde, duftene var typisk dansk madpakke, det var lidt ligesom i de små klasser, men en tyrkisk pige fra klassen havde altid spændene mad med meget velduftende og anderles krydderier, jeg fik lyst til at smage, men hun skulle selvfølgelig selv spise sin mad. Selv, stak jeg tænderne i min leverpostejsmad, rugbrødet knasede tilfreds og leverpostejen spredte en bitter smag af kød og af saft. Stolene skrabede mod gulvet, for at folk kunne sætte sig hen til sin gruppe, og sine venner, jeg rykkede også selv hen til min bedste veninde der sad skråt over for mig, med min madpakke selvfølgelig.

Nu vender det sig i maven når de andre finder maven frem, og jeg kan mærke at de andre kigger hen på mig, nogle stirrer åbenlyst, andre skuler mens andre hvisker til hinanden. Jeg sidder bare og trækker vejret gennem munden, og holder øje med Salimah der er i gang med at finde sin spændene madpakke frem. Jeg mærker en knude samle sig i min mave, og tårerne brænder sig på i øjenkrogen, de kigger stadig, selv min bedste veninde sender mig et bekymret blik. Jeg er nødt til at forlade klassen for ikke at bryde sammen, jeg rejser mig med et ryk mens jeg mærker blikkene brænde i rygge. Jeg mig ind på biblioteket hvor jeg kan sidde for mig selv, ensomheden fylder helt ud i krogene. Så meget så jeg lader en enkelt tåre få frit løb, jeg sluger den, mens jeg smager saltene. Jeg sidder lidt ynkeligt og smager mine tårer, bare for at få nogle smage.

Mine forældre forstår det ikke, samme gør mine venner heller ikke. Hvad de ikke ved er at jeg ikke selv forstår det, pludselig en dag kom frygten for at jeg ville blive kvalt, mærke maden sætte sig fast i min hals, så jeg ville mærke den brænde sig ind i huden, og videre igennem hele kroppen. Jeg blev også bange for at få en madforgiftning, så jeg ville kaste op hele tiden, ende på et hospital hvor der var ene af hvide vægge, til at minde en om døden der var på vej. Jeg blev bange for at indånde giftige stoffer fra maden, så meget så jeg fik problemer med at dufte til maden. Kælenavnet "duftspiser" stoppede de med den første uge hvor jeg blev bange for maden.

Nogle gange savner jeg tiden hvor jeg ikke mærkede den konstante gnavende sult i maven, og jeg er ofte nødt til at forestille mig selv spise, sætte tænderne i et saftigt æble som på trods af syren jeg mærker på helt bagest i munden, smager fantastisk.

Min forestillingsevne kan være meget troværdig, især når min mave desperat beder mig om at blive rask igen. Men den får kun afvisninger... Jeg er fanget.

Nogle gange... Husker jeg tiden... Men nu er jeg fanget i frygten

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...