the red string

Slutningen stikker ud lidt nede på din underarm når du smøger ærmerne op. Det er bare endnu en men så igen overhovedet ikke, for det er ikke ‘bare’, det er så meget mer’ end ‘bare’. Den dukkede op for et par dage siden. Du styrtede ind til Sara, smed trøjen med en beordring om at få farven bekræftet. Sekundet efter jeg har modtog billedet bestilte jeg billetten nord på.

2Likes
0Kommentarer
273Visninger
AA

2. En Introduktion


Det sidste hun sagde til dig strækker sig fra din venstre skulder og slutter først omkring din hals, med et stort sort punktum der hvor en lille figur engang havde plads. Bortset fra punktummet er den næsten væk. En sød dansk skift danner cirkle om din ankel med et spejderknob der samler det hele. Min sære skæve håndskrift løber langs der hvor dit øre hænger fast, en panfløjte lige under, og Saidas hen over dit kraveben med noget nuttet foran ingen af os rigtig ved hvad er. Der er flere, men vi snakker ikke om dem, for de er ikke relevante, de betyder ikke noget nu og vi ved alle tre at den på din skulder også snart helt er væk.

 

Du er god til at få dem til at falme når du synes det er på tide. Det ene øjeblik høre vi dig sige, nu er det nok, det næste er de blege brune, mere som transparent henna end en sjæle tatovering. Du sortere. Bære dem du holder af stolt, glemmer dem der ikke er det værd. Ser fremad, ikke tilbage.

 

Jeg er mindre god. En eller to falder næsten i et med min hud men resten er så tydelige som altid. Der er dem jeg altid vrider ansigt af når jeg ser. Dem der løber langs mine ribben. Ord blandes sammen på grund af antallet for jeg kan ikke finde ud af at rydde op i dem og det hjemsøger mig. En er endda blevet til et sår i stedet for den sætning det i starten var. Heldigvis er den et stykke nede så lige så længe jeg husker at rense og smøre den er der intet problem.

 

Så er der dem jeg har vidst dig. Nanjas, “Bliv her”, der danner spidsen af et hjerte hen over mit eget, med et yin-tegn under sig. Resten af dannes af en ukendt persons, “Det er en pagt. Indtil vi er færdige med gym” med hvad ligner en filmisk version af et ar ved siden af. Jeg viste dig den, du smilte, også snakkede vi ikke mere om det.

 

Der er Babettes “Du er min lesbiske crush”, figuren af en kvindekrop ved siden af, og Sylvies “Point of no return”, der følger en klimaks model, på vej opad bakken. De sidder placeret på hver side af mine hofter. På indersiden af mine ene arm er Sigves “Du er ikke skurken”, i en mørk lyserød/lilla farve, der til tider glimter for så at falde over i en melankolsk vinrød. Jeg fniser altid som en skolepige hver eneste gang nogen nævner den og så ubevidst nusser den når vi er alene. Han ved ikke den eksisterer, sådan har det altid været, sådan forbliver det.

 

Min ryg er lidt anderledes. Træet, jeg selv valgte at få, er efterhånden blevet fyldt med sætninger der snor sig, kæler for de permanente linjer. Dig og Saida har en eller anden åndssvag konkurrence om hvem der kan finde nye hver gang jeg kommer på besøg. For der er bare altid en ny. Men så længe det kun er på min ryg er jeg ok med det.

 

Alle kan de gemmes med en lang ærmet trøje. Jeg klamre mig til alles ord, men nogle gange er det ikke alles ord jeg vil vise frem. Der er to, to enkelte jeg med vilje har placeret så de aldrig kan gemmes væk. Dem jeg nægter at skamme mig over på noget som helst tidspunkt. Dem jeg bærer stolt, som du gør med dine. Saidas “Tak Kit”, på siden af min ene pegefinger. Dit “Jeg er glad for at du var der”, der ligesom min skrift på dig, snors sig bag øret, der ved kanten af din laurbærkrans. Begge er ikke særlig store, men kan altid ses hvis man giver sig selv øjeblikket til at ligge mærke.

 

Saida står i kontrast til os begge. Vi er farvede. Du en gennemtænkt collage af sætninger, ord og farver der passer sammen, jeg et miskmask af pensel sprøjt der alligevel på en måde danner en ramme under trøjen. Saida viser kun frem engang imellem, som en særudstilling. De er som et minimalisktisk kunstværk, i kontrast til hendes personlighed der er lige så farvet som vores. På fine afgrænsede områder står alle hendes venners håndskrift med deres figur ud for, på rad og række, næsten alle lige jævnbyrdige, kun en gang imellem rykker de sig lidt frem og tilbage, men aldrig uden at stadig passe i et mønster.

 

Når det kommer til røde, har ingen af os haft. Både du og jeg har haft, og i mit tilfælde stadig har, sætninger i rødlige nuancer, men ingen i den klare røde der kendetegner en ægte sjæletatovering. De fleste af dine er dog falmende eller forsvundne, præcis som Cass's ord på dig, mens mine sidder som stemplede afvisningerne rundt på min krop. Saida har kun haft en. Den sidder stadig på hendes arm, men er faded til en sort. Dog ved vi begge at den engang imellem får lyserøde skær selvom hun insisterer på at det er ovre.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...