Den lange vej hjem ~ Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2016
  • Opdateret: 29 feb. 2016
  • Status: Færdig
"Mine rystende fingre fandt vej til en blyant, og jeg slog op på en tilfældig tom side. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive. – Mine tanker. Jeg havde ikke specielt lyst til at skrive mine tanker ned. Mit liv. Jeg havde ikke lyst til at skulle gennemleve min dag engang til. Far. Jeg havde ikke lyst til at skrive om min far. Han var ikke rigtig mere ’min far’! Til sidst smækkede jeg bogen i og lagde den under puden igen."
Dette er min novelle, om hvordan det er at være datter af en alkoholiker. Jeg har aldrig selv prøvet det, og dette er derfor kun min forestilling. Jeg plejer ikke at skrive realisme og synes, at den er vellykket i forhold til mit genre valg.
Jeg håber i vil nyde at læse den. God læselyst!

6Likes
9Kommentarer
354Visninger
AA

2. Den lange vej hjem

Jeg husker tydeligt de dage, hvor jeg ikke følte glæde. De dage, hvor jeg intet håb havde. De dage, hvor jeg frygtede, det jeg elskede. Den eneste jeg havde tilbage, var også min fjende. Sorgen fylder stadig mit hjerte, selvom at det er længe siden. Det ligger tydeligt i mine minder. De dage…

… Hvor jeg gik den lange vej hjem fra skole.

Jeg satte kurs mod Skoven. Jorden var dækket af blade, i alle regnbuens farver. Rød, grøn, brun, orange. Det var ikke specielt kold, og solen skinnede mat ned mellem trækronerne. Jeg tog min rosa hue af, og mit sorte hår fik fri-leg i blæsten. Jeg rystede lidt på mit hoved, for at mærke vinden tage ordenligt fat i krøllerne. Jeg kunne ikke lade være med at smile og legede lystigt med bladene, som et lille barn. Mit hjerte gav slip og boblede endelig af glæde. Jeg smed mig ned i en stor bunke gule blade. Da jeg havde fået brændt det værste krudt af, lå jeg stille. Jeg kiggede op på den helt hvide efterårshimmel. Brat, blev jeg hevet tilbage til virkeligheden. Jeg kunne igen høre lydene fra motorvejen, vedsiden ad, og jeg kom i tanke om mit liv. Min krop lå stille, og jeg begyndte langsomt, at mærke kulden tage ordentlig fat. Jeg havde ikke spor lyst til at gå hjem, men jeg havde heller ikke lyst til at blive her. I stedet rejste jeg mig og børstede de største blade af. Et dybt suk slap mine læber, og jeg indså, at jeg måtte gå hjem.

 

Nøglen gled ind i døren, og jeg fik den lirket op efter et par forsøg. Lyset var slukket, og jeg kunne kun svagt skimte den skumle opgang. Mine finger gled hen over den rå væg og fandt den lille stikkontakt. Lyset tændes, og et øjeblik dækkede små sorte prikker mit syn. Mine støvler, der slog mod trappetrinene, gav genlyd i det tomme hvide rum. Jeg følte mig forfærdelig indelukket og skyndte mig videre. Tredje etage nærmede sig, og jeg satte farten ned. Jeg åbnede den knirkende dør. Den var ulåst, da min far altid glemte at lukke den. Jeg smed mig træt på sofaen foran fjernsynet. Skærmen var flækket i højre hjørne, men ellers kørte den gamle skrotbunke. Jeg kiggede hurtigt kanalerne igennem, men der var ikke andet end dårlige dokumentar film, talkshows og et børneprogram. Jeg sukkede. Hvorfor? Jeg havde brug, for noget andet end mit liv, at tænke på. Skuffelsen skyllede ind over mig. Det fandtes ingen nåde blandt fjernsyn.

Det gav et sæt i mig, da jeg hørte den irriterende lyd fra ringeklokken. En ru stemme mødte mig i højtaleren. Det var far. Han havde, som altid, glemt sin nøgle og kunne ikke åbne hoveddøren. Jeg gik ned ad trapperne i den hvide opgang. Da jeg stod med min hånd på det kolde dørhåndtag, skyllede en tvivl ind over mig. Ville min aften blive bedre, hvis far ikke kom ind? Men ville jeg bare kunne lukke ham ude af min egen lille verden? Jeg tvang mig selv til at åbne døren. Far trådte indenfor.

Lugten af sprut og pis hev i mine næsebor. Jeg hostede. Hans hår var så fedtet, at det næsten lignede snor, og hans hud var uren og utrolig beskidt. Han satte vredt hænderne i siden og næsten råbte: ”det var du længe om! ”

Tanken ramte mig som et piskesmæld. Jeg havde glemt det! Mit svar plejede altid at være noget med, at jeg havde travlt med aftensmaden. Men hvad gjorde jeg, da jeg kom hjem? – Jeg lagde mig ned og sov! Frygten skyllede ind over mig, og min hjerne begyndte de overdrevne tanker. ’Han slår mig ihjel’ råbte det inde i mit hoved. Jeg glemte alt om at svare ham. Jeg skyndte mig, så diskret jeg nu kunne op ad trappen. Jeg flåede døren op og småløb ind på mit værelse. Mit hjerte sad helt oppe i min hals. Jeg kunne mærke hvordan mine øjne blev frugtige, men blinkede vredt tårerne væk. Hvad nyttede det at græde? Jeg havde ikke lås på mit værelse, så min far kunne gå lige ind. Jeg var en lille og forsvarsløs kanin i et bur. Ingen frugtveje. Jeg lagde mit øre mod døren. Min far skramlede med et eller andet. Det satte tusinde tanker i gang i mit hoved. Hvad hvis han ville finde en kniv og myrde mig? Jeg prøvede at stoppe min hjerne. ’Det nytter ikke at gå i panik. Din far vil ikke dræbe dig! ’  Min indre stemme virkede ikke særlig overbevisende, men det beroligede mig en lille smule. Et skab åbnedes tæt ved døren, og lyden af klirrende glas fyldte rummet. Far tog en øl og skubbede proppen af med et eller andet. Jeg stod lidt og lyttede på hans rolige åndedræt, da han drak. Jeg fandt intet mistænksomt og begyndte for alvor at slappe af igen.

 

Jeg måtte være faldet i søvn, for da jeg vågnede, var det mørkt uden for. Jeg lå sammenkrøbet på gulvet. Min krop begyndte langsomt at ryste af kulde, og jeg rejste mig. Mine ben vaklede hen mod min seng, og jeg smed mig ned på den dårlige madras. Jeg regnede med, at jeg vil sove igen efter kort tid, men mine tanker holdte mig vågen. Jeg var træt af at leve på den her måde. Far kom altid fuld hjem, eller også havde han tømmermænd. Han arbejdede ikke rigtig. Jeg skulle arbejde og lave mad.

Pludselig kom det hele på en gang. Tårerne væltede ud ad mine øjenkroge, og min gamle Barbie-pude blev våd. Jeg tvang mig selv til at stoppe tårerne, og vreden afløste sorgen. Hvad bildte Far sig ind? Bare fordi at Mor døde af kræft, så overlod han, hans eneste barn alene! Min hjerne var ved at eksplodere af tanker og minder.

Jeg rakte ind under puden og fik fat i den kolde bog. Mine fingre lukkede sig om den. Bogens omslag var lavet af vinrødt stof med ugler på. Jeg trykkede bogen ind mod mit hjerte og kunne mærke det ru stof mod min hud. Jeg sad og stirrede på den. Jeg havde ikke lyst til at græde eller skrige, bare at side. Til sidst åbnede jeg bogen. Det var lang tid siden, at jeg havde haft den fremme. Jeg havde ikke haft lyst til at skrive i den, siden Mor døde for omkring to år siden. Mine øjne begyndte langsomt at skimme den sjuskede håndskrift. Minderne skyllede ind over mig. En brækfornemmelse fyldte min mave, og jeg fik næsten svært ved at trække vejret. Mine rystende fingre fandt vej til en blyant, og jeg slog op på en tilfældig tom side. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive. – Mine tanker. Jeg havde ikke specielt lyst til at skrive mine tanker ned. Mit liv. Jeg havde ikke lyst til at skulle gennemleve min dag engang til. Far. Jeg havde ikke lyst til at skrive om min far. Han var ikke rigtig mere ’min far’! Til sidst smækkede jeg bogen i og lagde den under puden igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...