Landing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2015
  • Opdateret: 13 dec. 2015
  • Status: Igang
Obs. Denne novelle var en skole opgave, så starten er ikke skrevet af mig, men var noget jeg skulle skrive videre på.

0Likes
0Kommentarer
845Visninger

1. Landing

Jeg forestiller mig, at når jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at jeg stivner: Et sekund, et minut- længere.

Ruden på det runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark, der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker som endeløs, men som senere viste sig bare at være en samling træer, en lille lund.

Markerne bliver til skyer- på et tidspunkt- puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet: så er vi igennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu en gang undre jeg mig over, at jeg er her. At det er muligt.

I luften, i flyet, på vej.

Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: alene.

Det er dét ord, der pulsere i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig.

Det er måske ikke så svært: at gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomsthallen, og så dig.

Jeg ved du er der ovre et sted, for jeg har søgt efter dig længe. I mine drømme er jeg i luften- på vej, men virkeligheden er så tung at den trækker mig ned på jorden igen, gang på gang.

Jeg undre mig tit over hvorfor du ikke tog mig med dig. Jeg føler mig så underligt malplaceret her. Efterladt. Jeg er fanget. Fanget i den rede som du efterlod mig i. Folk er bange for at falde, men jeg kæmper for at falde- ud over kanten. For først når jeg er faldet ud over kanten kan jeg lære at flyve.

Jeg savner en virkelighed jeg aldrig har kendt. Den er fremmed- men virkelig, i mine tanker. Jeg rækker ud efter den. Spreder mine vinger, men de kan ikke være i reden. Jeg vrider mig- kæmper, mod redens høje kanter. Ruller, hopper, basker- Fanget.

Det er derfor jeg aldrig befinder mig i virkeligheden. Mine øjne er lukkede her- på jorden, men dér er de åbne-

I luften, i flyet, på vej.

Her er der plads til at jeg kan sprede mine vinger. Jeg flyver. Jeg er fri. Alene- men ikke meget længere. Aldrig mere.

Det er derfor jeg spreder mine arme- mine vinger. Jeg får kuldegysninger, ned langs min rygsøjle, og ud på mine arme, mens jeg tænker netop dén tanke.

Alene. Aldrig mere. Aldrig mere alene.

Jeg vil ikke vågne op. Jeg vil blive her- Bag det lille vindue, hvorigennem jeg kan se ned på skyerne.

Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået. Jeg kan ikke dufte aftensmaden endnu.

Jeg forestiller mig at du venter på mig i ankomsthallen. Du har brune øjne- ligesom mig. Du har lyst hår- Mit er mørkt, men det er mors jo også. Du har et varmt smil- Du er glad for at se mig, selvom du aldrig selv har taget kontakt. Måske, kun måske er det stadig ikke så svært; At stige ud af flyet- og så dig. I mine tanker går det let.

De fleste mennesker drømmer om et eller andet, men ikke mig. Jeg drømmer ikke. Jeg lever når jeg lukker mine øjne- Et andet sted. Ude af reden.

Det giver et sug i maven, mens jeg falder, men på den gode måde. Som en rutsjebane i et loop, eller på vej ned ad den store bakke. Så snart flyet letter, er jeg faldet ud af reden. Den rede som hurtigt kommer til at se så lille ud fra luften- Det Danmark som hurtigt kommer til at se lille ud fra luften. En samling træer- En lille lund.

Verden suser forbi udenfor vinduet, og jeg har aldrig været mere klar. Jeg forestiller mig hvordan det mon føles at have propper i ørene, og jeg forestiller mig smagen af tyggegummiet i min mund, som jeg bruger til at fjerne propperne. Det smager sødt. Sødt og falskt- Lyserødt.

Jeg forestiller mig lyden af motorlarmen, og endnu engang forestiller jeg mig det øresønderrivende brag af kraftige stykker is der styrter i havet, mens vi flyver ind over Grønland. Og i dét sekund er jeg ikke bange for braget. Styrter flyet er jeg ikke i tvivl om at jeg bliver i luften. Jeg er let som en fjer. Jeg er fri. Jeg er en fugl, som ikke kan skydes ned.

Jeg er på vej. På vej mod den virkelighed jeg aldrig har kendt, men som jeg længes så inderligt efter. På vej mod dig.

Jeg forestiller mig dine åbne arme, og mens duften af aftensmaden breder sig i mit værelse og sniger sig ind i flyet i mine tanker, forestiller jeg mig følelsen af at have en far- Sådan rigtigt. Jeg forestiller mig hvordan du ville tage mig ind i dine arme, og så ville det hele være lige meget. At du rejste dengang. At du efterlod mig i reden. At du aldrig lærte mig at flyve. Det hele. Det hele ville være lige meget.

En følelse af lykke strømmer fra mit hjerte, og ud i hver eneste lille fingerspids, og et smil breder sig på mine læber.

Jeg spreder mine arme, og forestiller mig igen at jeg er på vej. På vej mod de åbne arme, som jeg før tænkte på.

Jeg er en fugl. Jeg er på vej. Mine vinger er spredte. Mine øjne er åbne- I min egen lille virkelighed. Som en drøm, men ikke rigtigt. Som en anden virkelighed, men ikke rigtigt.

Jeg er lettet tusinder af gange i mine tanker, men når mor kalder. Når aftensmaden er klar, må jeg lægge an til landing.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...