Englen

Englen August bliver sendt til jorden, af gudinden, for at beskytte den kommende gudinde, som endnu blot er et menneske. August kender ikke til de mange hemmeligheder der ligger i det bånd han og den unge Gry deler. Allerede fra start mærker han mærkelige ting mellem dem og hendes følelser. De kommer på en lang og farlig rejse, inden kan tage deres oprindelige pladser i verden.

4Likes
5Kommentarer
392Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Jeg er på vej op til gudinden, Sølve, som står og venter på mig øverst oppe på trappen på en kæmpe lyserød sky. Hendes rige ligger på en masse skyer, som ændrer farve efter solen stilling. Solen er i gang med at gå ned, så skyerne har den smukkeste farve og solens stråler lige bag hende. Jeg har altid syntes godt om det når hun står lige foran solen. Det ser så magisk og guddommeligt ud.

Jeg strækker mine vinger ud og flyver op til hende. Jeg knælede nogle trin nede, for at vise min respekt til hende. ''Du kaldte på mig, Gudinde.'' sagde jeg blidt, men stadig med en krigerisk stemme. ''Min tid er snart omme som gudinde, kriger.'' sagde hun stille. ''Jeg vil snart svinde bort med natten..'' Jeg så chokeret på hende. ''Men hvem skal så holde øje med jorden og holde ligheden mellem godt og ondt?'' spurgte jeg. Jeg rejste mig og gik et trin længer op mod hende. Jeg tænkte mig lidt om, jeg måtte bevare roen, Gudinden, Sølve, har altid været vigtig for englene, menneskene og jorden.

''Unge kriger. For 17 år siden blev den kommende smukke Gudinde født, men den magi der ligger gemt i hende er desværre blevet opdaget af nogle mennesker. De vil gøre alt for at få fingrene i denne kraftige magi. Det vil blive meget farligt, hvis magien ryger i de forkertes hænder.’’ Gudinden lavede en kunst pause og lagde blidt sin hånd på min skulder. Jeg så på hende og ventede tålmodigt på hende til at fortsætte. ''og du, min unge kriger, skal være hendes personlige beskytter. Du skal stå ved hendes side, til hun giver sin magi videre til en værdi. Du skal stå der uanset hvad der sker.''

Jeg så på min gudinde, fyldt med sår over at hun ikke skal være her mere. Sølve har været som en mor for mig lige siden jeg var lille.

Jeg var engang et helt almindeligt menneske. Mine rigtige forældre var blevet skudt og jeg lå som et halvt årigt barn i deres blodpøl på en mørk gyde, hvor ingen kunne høre mig. Jeg græd i flere timer og kaldte ’’Mamma’’ men ingen rektion, ingen kom hen og tog mig til sig. Der var gået 2 dage og jeg var døden nær. Så var der et lyst skær og midt inde i det skær var Gudinden, Sølve. Hun løftede mig op og tog mig til sig og har opvokset og trænet mig lige siden. Jeg har altid set hende som en mor.

Nu ønsker hun mig ned på jorden og beskytte hende der - som jeg ser det - tager min mor fra mig. Jeg er glad for at få sådan en vigtig opgave, men at miste min gudinde, min mor? ’’Husk, unge kriger. Alle må leve og dø. Det er en gave der bliver givet, som bliver taget fra en igen, så den gave kan gives videre.’’ Sagde hun blidt og smilede ømt til mig.

''Men lad os nu komme til sagen.’’ Sagde hun og så meget alvorlig igen. ’’Du vil stadig være udødelig og have alle dine kræfter, når du kommer ned på jorden, men du vil ikke hele tiden have dine vinger. Du må kun bruge dine vinger når det er nødvendigt. Det er bedst hvis så få mennesker som overhovedet muligt, ved at vi eksistere, da det ikke er alle mennesker der kan håndtere denne sandhed.''

Jeg så på mine vinger, de er jo en del af mig og jeg elsker at flyve, det føles som om at man er fri, når man sådan flyver over jorden og mærker vinden mod kinderne. Jeg så på hende igen. ''Kan jeg selv få dem frem når jeg vil, eller er der regler for hvornår de kommer frem igen?'' Hun kiggede op og dernæst på mig igen. ''Det er ikke længere mig du for energi fra, men fra den nye gudinde, Gry. Derfor kan du selv vælge hvornår du vil bruge dine vinger og hvornår du ikke vil bruge dem, men det er bedst hvis ingen mennesker ser dig, mens de er fremme.’’

’’Hvad så med hende, Gry. Jeg ved godt at du allerede har sagt det, men kan du ikke forklare mig lidt mere om hvorfor de er ude efter hende?’’ hun smilede bredt til mig og jeg kunne se nogle få smilerynker. ’’De er ude efter Gry, fordi hun har de mægtigste kræfter. Du kan ikke finde en der mægtigere end hende. Hun har alle gudinders kræfter. Mine, Natten og hun har morgen og daggry. Vi alle firsvinder snart og hun tager vores plads i en person.’’

Alle gudindernes kræfter i en person. ''Fortalte du ikke, at kun du havde velsignet hende?'' Spurgte jeg og så spørgende på hende. ''Jo.. vi har alle velsignet hende. Hun er snart moden til at tage vores plads.’’ Sagde Sølve og smillede. Jeg så ned på mine føder og tænkte meget over det der snart ville ske.

Jeg føler ikke rigtig at jeg har noget andet valg end at tage imod ’missionen’. Jeg trådte helt op til hende og gav et hurtigt nik, som et tegn på at jeg er klar til at tage af sted. Gudinden smilede til mig og skubbede mig. Jeg så trappen svinde bort og kunne se ned til jorden. ''På vej ned vil du se billeder af Gry, og du vil høre lyde, som fortæller dig alt om hende og hendes fortid.'' Råbte gudinden efter mig, imens jeg faldt og faldt og faldt.

Det føles som om jeg blev suget ned i et sort hul og bare faldt ud i ingen ting, indtil billederne og lydene begyndte. Hele min krop var i smerte og jeg havde en stor træng til at skrige, men jeg var bange for, at jeg ikke kunne høre det de sagde om Gry, så jeg bed mig selv i læben og holdte skriget tilbage. Jeg så den aften hvor hun blev velsignet, leg så alle de dage hvor hun har været ked af det, sur og glad. Helle hendes liv kørte i hovedet på mig og jeg var i tvivl om jeg overhovedet kunne huske alt det jeg så.

Der gik flere dage, selve faldet føltes som en evighed. Smerterne forsvandt ikke. Jo tættere på jorden jeg kom, jo mere smerte fik jeg. Da der var gået 2 dage begyndte lydende lidt efter lidt bliver sværere og sværere og billederne mere slørede, efterhånden som de er ved at være færdige med at vise og fortælle. Jeg anstrengte mig meget om at følge med og lytte grundigt til der ikke er mere. Men smerterne føles ikke som om a de lige forsvinder. Pludseligt ramte jeg jorden med et bump og en større smerte jo igennem hele min krop inden alt blev sort…

Jeg kiggede op på den flotte nattehimmel, og fyldtes med kærlighed. Jeg vidste at den kærlighed kom fra min endnu gudinde, Sølve. Jeg rejste mig og mærkede den samme smerte, som min krop har haft siden jeg faldt fra hendes smukke rige. Smerten føles som om jeg får stød gennem min ryg og mine vinger. Jeg havde ikke forventet, at mine vinger stadig var der efter faldet, da jeg troede de ville forsvinde i løbet af faldet.

Jeg kiggede på de blodige sorte vinger, som engang var hvide, og rynkede brynene og blev helt trist over at se dem på den måde. Fjerene er ikke længere pæne og blodet flyder ud der hvor der er nogle snitsår. Jeg kod mærke til en knogle stikke ud af min venstre vinge, den måtte være brækket i faldet. Jeg kan ikke tage synet af det. Jeg elskede mine vinger og nu kan jeg sikkert ikke komme til at flyve før om noget tid.

Men hvornår blev de sorte? ''Da du faldt, min kriger.'' Jeg hørte min gudindes stemme, som en hvisken. Først troede jeg det var i mit hoved, men så vendte mig over mod nord og så en selvlysende kvinder der stod lige foran mig. ''Enhver engel der falder, får vinger, så sorte, som en ravn.'' Jeg kiggede ned på mine elskede vinger. ''Vil jeg få mine hvide, svane vinger tilbage? Vil jeg overhovedet komme til at flyve igen?'' Spurgte jeg og så fra mine vinger på hende. Sølve smilede og svarede ''Den dag du vender tilbage, med Gry, vil du få din oprindelige svane vinger igen.'' Sølve trådte helt tæt på og rørte ved mine blodige vinger. Jeg bed mig selv i læben, for at kunne holde smerten ud. Jeg slappede mere af da hun trådte et skridt bagud og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg ville ikke slippe hendes blik, for jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville hun forsvinde. Men jeg lukkede alligevel mine øjne. ''Jeg ved du vil gøre det godt, min kriger.'‘ hviskede hun og kyssede min pande. Jeg åbnede øjnene og så at hun var væk, men jeg kunne stadig mærke hendes kærlighed.

Jeg fik endelig taget mig sammen til at kigge på mine vinger igen, som nu ikke længere var såret eller fyldt med blod. Gudinden havde heldbred mig med sine evner. Jeg kiggede op mod himlen og fløj så af sted med høj fart og nød den kolde vind mod mine kinder. Jeg vidste at jeg allerede havde fået et stærkt bånd til min nye gudinde, Gry. Jeg kunne mærke hendes tilstede værelse. Jeg begyndte lige så stille at tænke på hvordan hende, hvordan hun ser ud. Jeg tænkte på alle de billeder som der var blevet vist til mig, men jeg faldt fra himlen. Hendes lange flotte rødbrune hår, hendes grønne øjne og hendes smukke ansigt er blegt og ligner Sølves. Jeg kunne tydeligt se enhver af gudinderne i hende. Det rødbrune hår for daggry og dag, de grønne øjne for den blege hud for natten.

Jeg mærkede mine vinger satte farten op, fordi jeg mærkede hendes følelser og det var ikke gode følelser. Hun var bange. Meget bange. Dette bånd jeg har til Gry er et bånd jeg aldrig har følt før. Jeg var ikke direkte kriger for Sølve, men jeg havde et bånd til hende, så jeg kunne finde hende, men det her var anderledes. Jeg kunne mærke hendes følelser. Og jeg kan se billeder hvor hun er og hvad hun laver. Hun løber for sit liv inde i en mørk gade

Da jeg fandt hende, havde jeg set haft ret. Hun løb for sit liv igennem gaden i den sorte nat. Hun så sig tilbage og til siderne. Hun vidste der var nogle efter hende, men hun vidste ikke hvem og hvorfor. Hun kom til en blindgyde og jeg fløj ned i en passende højde, så jeg kunne høre og se noget mere. Jeg havde det perfektes nattesyn, men Jeg ville gerne være klar til at slå til, hvis de forsøgte på noget. Jeg satte mig på en mur, hvor de ikke kunne se mig, og fjernede mine vinger og gjorde mig klar til at springe ned.

''Hvad vil i mig.'' Råber Gry med panik i stemmen og rystende krop. Jeg mærkede panik og rædsel skylde ind over mig, som en bølge. Alle hendes følelser føles som min egen og det var så nyt for mig. ''Ha ha!'' hårende i min nakke rejste sig da jeg hørte den ene mands latter. Den var mørk og kold som is. Han havde de sorteste øjne jeg nogen sinde havde set, mørkebrunt hår og er meget blegt ansigt. ''Tænk engang at du ikke ved det.'' Sagde han og spærrede øjnene op. Han så på hende som om hun var dum. ''Kom ikke her og sig, at du ikke ved det.'' sagde den anden. Han havde blondt hår og hans øjne var havets farve. Han lignede ikke en der ville gøre hende ondt. Han ligner en der kunne være en venlig lære.

''Hvem er i?'' hviskede Gry svagt og så fra den ene til den anden. ''Åh! Det må du undskylde!'' grinede den brunhåret. ''Jeg er Alexander, ‘' Sagde han og holdt en lille kunst pause og så på hende som om hun var langsomt opfattende ''og dette er Brian.'' Han sluttede ved pegede på Brian, som smilede. ''Okay.. Og hvad vil i mig, så?'' spurgte Gry og trådte helt ind til muren, der var bag hende. Hun var helt klemt op og Alexander og Brian kom tættere på, så hun var fanget. Alt det sjove var forsvundet fra hans stemme og ansigt. ''Din næsvise unge! Nu gider jeg ikke spilde mere tid!'' halv råbte Alexander og tog hendes arm og begyndte at trække hårdt i den. Hun skreg af smerte og kæmpede imod.
 

Som en tåge sprang jeg ned på ryggen af Alexander og væltede ham omkuld. Jeg rejste mig hurtigt, tog fat i hans hals og løftede ham op over mig, så han kunne se mit ansigt. ''Du. Rør. Hende. Ikke. Nogensinde. Igen!'' Sagde jeg truende og med hvert for fra hinanden og kastede ham ned i containeren, som stod lige ved siden af Gry. Jeg vendte mit blik om mod Brian, som stod og så skræmt på mig. Man kunne tydeligt se i hans øjne at han ikke ønskede, at gå imod mig. ''Vil du også have en omgang, eller vil du hellere slippe!?'' Sagde jeg truende og stillede mig i kamp stilling. Brian tog et skridt bagud, men tøvede kraftigt, da han hørte Alexander råbe ''Du SKAL kæmpe! Vi SKAL have fat i Gry!'' Brian så frem og tilbage på Alexander, Gry og jeg. Jeg stillede mig normalt, holdte om Gry og drejede os om på siden, så der han begyndte at løbe, løb han lige ind i muren.

Brian lå og tog sig til hovedet efter slaget. Man kunne tydeligt se, at ham ramte hårdt ind med hovedet. Alexander stod nu alene og kiggede frem og tilbage på Brian og jeg. Hans ansigt ændrede sig til et meget vredt ansigt, men han stod alene, så jeg kunne se en chance for at slippe væk. Det eneste jeg tænkte på var bare at få hendes væk. Væk fra dem! De ved for meget og de vil have hende. Jeg løber direkte ind i ham og han vælter omkuld. Imens vi løber høre vi ham råbe efter os. ''Vi skal nok finde jer! Og næste gang er vi klar til kamp, din djævel!'' Jeg vidste udmærket godt at han mente det, men lige så snart de kommer er jeg klar til at slå igen.

Jeg drejede om et hjørne og lod hende hvile lidt. ''Hvem er du, så? En der også gerne vil give mig tæv?'' spurgte hun mig hviskende og meget forpustet ''Hvis jeg ville tæve dig, så ville jeg have hjulpet dem og ikke dig.'' Jeg mærkede at det beroligede hende lidt, men det var ikke nok til at hun var tryg. Hun lænede sig op af muren og kiggede på mig. Først på mit ansigt og dernæst min barre overkrop.

''Hvorfor hjalp du mig?'' Spurgte hun overraskende roligt og så mig dybt i øjnene. Jeg havde ikke haft tid til, at tænkt på hvad jeg skulle sige til hende, uden at oplyse hende om for mange ting med det samme ''Det er en lang historie.'' Svarede jeg hurtigt og vendte mig bort, for at gå. ''Vendt!'' råbte hun og rakte ud efter min arm. Jeg mærkede hendes fingerspids røre ved min overarm og mærkede en varme, som om solens stråler ramte mig blidt der hun rørte, men det var væk igen da jeg vendte mig om mod hende og hun lod sin hånd falde. Jeg så på min overarm og derefter på Gry, min kommende gudinde. ''Vil du ikke følge mig hjem? Jeg vil helst ikke møde de der fyre igen.'' sagde hun stille og kiggede genert ned i jorden. ''Selvfølgelig.'' svarede jeg og smilede sødt til hende.

Hun lyste op og tog tøvende i min overarm, som var vi et par der skulle et sted hen. Jeg mærkede den samme varme, som jeg mærkede før. Det føles så rart og så beroligende. Hun virkede stadig bekymret og ser sig meget omkring, så jeg følte en træng til at berolige hende lidt ''Det er okay. De kommer ikke efter dig i nat.'' hviskede jeg i hendes øre. Jeg kunne se hende rødme og slap så grebet i min overarm.

''Dine forældre må være bekymret for dig. Det er jo snart lyst.'' Jeg vidste egentlig godt at hendes forældre var døde, men hun skulle ikke vide, at jeg kender hende godt uden, at ha' snakket med hende. Hun træk på skulderen og så væk. Jeg mærkede en stor sår der skylle ind over hende, som var den min egen. Hun kiggede på mig og sagde stille ''Mine forældre er døde, den gang jeg var elve, i en bilulykke.'' Jeg stoppede op og fjernede lige så stille en tåre væk, som trillede på hendes søde lille kind. ''Det er jeg ked af.'' Viskede jeg stille. ''Det kunne du ikke vide.'' sagde hun hurtigt og gik videre. Jeg vidste det godt, tænkte jeg stille for mig selv.

''Og hvad med din familie?'' Jeg så hurtigt op på himlen og dernæst på hende. ''Jeg har heller ingen forældre. Jeg blev efterladt dengang jeg var lille, så var der en der fandt mig og hun tog mig til sig som var jeg hendes egen.'' jeg smilede for mig selv og kiggede op på himlen igen. Jeg så der næst på gry. Hun virkede ikke for glad, for at have spurgt. ''Undskyld.. Jeg skulle ikke have spurgt..'' sagde hun og kiggede ned i jorden. ''så står vi kvit'' grinede jeg og blinkede til hende. Hun blev igen lidt genert og fik et dejligt rødt skær i sine små æblekinder.

Vi gik i stilhed til vi nåede hendes hjem. ''Nå, men tak fordi du fulgte mig hjem. Jeg håber vi ses igen.'' sagde hun og gav mig det et genert smil og gav min skulder et klem, som et farvel. Jeg syntes at jeg mærkede en slag elektricitet der gik igennem hele min krop. Det var en meget dejlig følelse og et sekund håbede jeg, at hun ikke kan mærke mine følelser (som jeg kan med hendes). ''Det gør vi sikkert. Hvilken skole går du på?'' ''Der er kun en her i byen, ‘' Griner hun muntert. Hvor har hun et dejligt grin! Hendes grin var som den smukkeste efterårsvind der laver musik i ens øre. ''Så det siger vel nok sig selv.'' Sluttede hun smilende ''Nå, det vidste jeg ikke. Er kun lige flyttet her til i dag, så ved ikke så meget.''

''Når, Hvad hedder du endelig?''

''August og du hedder Gry. Jeg hørte mændene kalde dig det?''

''Ja, jeg hedder Gry. Min mor sagde, dengang jeg var 6, at der kom en smuk høj kvinde med langt sort hår som natten, der gik hende til hofterne, at jeg skulle hedde Gry. Min mor kunne ikke gøre andet end at gøre hvad kvinden sagde. Kvinden lyste op, som om solen var bag hende. Min mor fortalte at man nærmest kunne mærke alt hendes kærlighed, der hun forsvandt, og at den føles så varm som solens små, bløde stråler. Hun kaldte kvinden for en gudinde og sagde jeg var blevet velsignet.'' Jeg så op på himlen og smilede og så hurtigt ned på Gry igen. ''Jeg kan godt lide dit navn, Gry.'' Smilede jeg og kyssede hendes hånd. ''Jeg må forlade dig nu, gudinde.'' Jeg så hende rødme og hørte hende fnise lidt. Jeg gav hendes hånd et hurtigt klem og gik lige så stille tilbage af samme retning

''Jeg lover dig, at vi vil ses igen i morgen og jeg vil ALDRIG slippe dig!'' hviskede jeg stille for mig, som var det en hemmelig æd. Jeg kiggede op på himlen og mærkede Sølve smile til mig, så jeg smilede igen. ''Du klare det godt kriger!''.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...