The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15425Visninger
AA

9. 8

Claire's synsvinkel​

 

 Jeg åbnede døren langsomt og gispede ved synet af min elskede mor, der lå med slanger over det hele. Jeg kunne mærke at mit syn blev slørret, og jeg stod med min hånd foran min mund. Jeg gik med langsomme skridt hen i mod hende, men det føltes som om, at jo tættere på jeg kom, jo mere blev jeg knust. Hendes ansigt var helt grå, og hun trak vejret tungt. Hun så så skidt og hjælpeløs ud, at det gjorde helt ondt. Hun havde altid været den strenge, men stadig kærlige mor. Hun tog sig altid af alt i huset, og hvis man tog en diskussion op med hende, vidste man allerede, at man havde tabt. ​Men bare af synet af hende, vidste jeg, at det var datid. Hun havde ikke den energi mere. Jeg kunne mærke en tåre falde ned af min kind, og kiggede ned på hendes let adskilte mund. Hun rynkede hendes øjenbryn i søvne, og et øjeblik troede jeg, at hun var ved at vågne. Men det gjorde hun ikke. Hun lå bare der. Sygdommen havde taget sit tag i hende, og det så ikke ud til, at den ville give slip igen. Endnu en tåre faldt ned af min kind, og jeg strøg den irriteret væk. Jeg ville ikke græde foran Harry. Jeg ville ikke være svag. Mit blik landende på min mors hånd, der lå slapt mod hendes mave. Jeg smilede lidt, fordi at hun altid lå og sov sådan. Jeg tog langsomt hendes hånd, og gav den et blidt klem. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var bange for, at hvis jeg klemte for hårdt, ville hendes knogler knække. Det var en sær tanke, men jeg kunne jo ikke gøre for, at det var det jeg tænkte, vel? Måske var jeg egentlig bare i det hele taget sær, men i dette øjeblik var jeg ligeglad, og fokuserede udelukket på mors hånd. Den var kold, og jeg trak vejret dybt. Jeg kiggede hurtigt over mod Harry, som stod med blikket rettet mod jorden. Jeg løftede øjenbrynene, dog uden at han så det. Jeg havde en underlig trang til at kramme ham, så han kunne hviske til mig, at alt nok skulle gå. Jeg havde brug for den tryghed, som han gav mig. Men jeg var bange, så jeg blev stående med min hånd i mors.

"Claire?"​

Stemmen var svag, men jeg var ikke i tvivl om, hvem det var. Jeg rettede mit blik mod min mors ansigt, og så hvordan hendes brune øjne lyste af bekymring. Hvorfor bekymrede hun sig om mig?​ Det var jo hende ​som lå, og var muligvis døden nær? Jeg smilede svagt til hende og nikkede. ​Jeg kunne se hvor meget hun kæmpede for, at få et lille smil frem. Det lykkedes dog, men det var sådan et akavet smil. Der var ikke ligeså meget varme i det, som der plejede. Jeg kunne næsten ikke genkende hende, hvis det ikke havde været for hendes øjne, som lignede mine utrolig meget. Kvinden der lå foran mig var svag. Det var min mor ikke. Min mor var helt anderledes end den kvinde, der lå foran mig. Hun smilede altid og hendes øjne plejede altid at have en speciel gnist, men gnisten var fuldstændig væk. De var nærmest bare en mat brun farve nu. Kvinden foran mig kunne knap nok smile. Jeg kunne høre, at Harry kom nærmere bagfra. Han tog min hånd, og gav den et blidt klem. Min mor smilede svagt. "Hvem er det, skat?" spurgte hun med en svag stemme. Jeg kiggede op på Harry, hvis øjne havde hans sædvanlige gnist. Jeg smilede lidt studerede hans ansigt. Det slog mig, at jeg aldrig havde studeret ham. Jeg havde kun set flygtigt på ham. Dette var anderledes. Jeg lod mærke til alle hans ansigtstræk. Jeg bed mig i læben, for at holde mit smil inde. Harry hostede lidt, for at hentyde til, at jeg skulle svare mor. Jeg kiggede hen på min mor og sendte hende et svagt smil. "Det er Harry," svarede jeg og kiggede op på Harry. Han sendte mig et sødt smil, og først der lagde jeg mærke til hans smilehuller. Kunne den dreng blive mere charmerende?

❋❋❋

Vi var lige trådt ud fra hospitalet. Kulden ramte mig med det samme og jeg gøs. Som den idiot jeg nu var, havde jeg glemt min jakke hjemme hos Harry. Jeg rullede lidt med øjnene af mig selv, og kunne ikke lade være med at give mig selv en mental lussing. Harry lagde mærke til det, og tog hurtigt sin jakke af, for at ligge den om mig. Jeg smilede taknemmeligt til ham. Jeg var stadig lidt nede over det med min mor, og ville egentlig gerne være blevet der, men en af lægerne kom og sagde, at det var tid til at smutte. Og eftersom jeg ikke gad at diskuterer med en læge, gik jeg uden yderlige kommentarer. Jeg kunne tydeligt huske, hvordan min mors øjne lyste op da hun så Harry. Troede hun, at vi havde noget? Det gjorde hun sikkert. Det ville i hvert fald være typisk hende. Men jeg var alligevel glad for, at gnisten stadig var der. Jeg kiggede på Harry, der så ud til at fryse. Jeg gav ham hans jakke tilbage, men så let slap jeg ikke. Han tog jakken, men trak mig ind til sig, så jeg kunne få noget af hans kropsvarme. Jeg stivnede og kiggede ned i jorden. Hans hænder strøg op og ned af min ryg, og jeg kunne mærke, hvordan spændingerne forsvandt. Hvad var det, den dreng gjorde ved mig? Jeg bed mig i læben, så hårdt at jeg kunne smage metal. Jeg gav straks slip på min læbe, men havde stadig mit blik rettet mod jorden.

"Claire?" ​  

Jeg kiggede op på ham med et løftet øjenbryn, og mumlede "mh?". Jeg kunne mærke, at han ville spørge mig om noget, men at han tøvede. Jeg kiggede langsomt op på ham, og hans blik var på mig. Jeg fik et sug i maven. Han kløede sig omme i nakken.​ "Erhm, der er noget, som jeg har tænkt lidt på..." fik han fremstammet, men stoppede så sætningen. Jeg kiggede op på ham med hævede øjenbryn, og måtte egentlig ligne en komplet idiot, med rynker i panden. Jeg stoppede op, og vendte mig om mod ham. "Jaeh?" sagde jeg utålmodigt. Han bed sig i læben og jeg døde lidt indeni. Jeg havde en underlig lyst til at trampe i jorden. Jeg gjorde det dog heldigvis ikke. Han kiggede mig dybt ind i øjnene. "Hvad er det, som du er bange for?" spurgte han. Jeg stirrede på ham. Mest af alt fordi, at han havde gennemskuet mig. Jeg følte, at hans øjne borrede sig ind i mig. Så min sjæl. Det var ubehageligt, og jeg begyndte at blive utilpas. Jeg kunne ikke lide tanken om, at han kunne læse mig som en åben bog. Jeg var målløs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne mærke, at mine øjne blev blanke. Harry lagde også mærke til det. Han åbnede munden, men jeg lyttede ikke til, hvad der blev sagt. Jeg havde lyst til at flygte, men jeg vidste udmærket godt, at Harry vidste hvor jeg boede. Og hvor jeg arbejdede. Så det var ikke en mulighed. Jeg åbnede min mund, men der kom kun en lille pipende lyd ud. "Hvad m-mener du?" fik jeg fremstammet. Han kiggede på mig. Igen følte jeg, at hans øjne borrede sig ind i mig. Prøvede at få mine hemmeligheder ud af mig. "S-stop med d-det der," hviskede jeg og kunne mærke hvordan tårerne pressede på. Han trådte et skridt tættere på mig, og instinktivt bakkede jeg et skridt. Han hævede et øjenbryn. "Med hvad?" spurgte han forvirret. Jeg kunne ikke svare ham. Jeg var bange for, at han ville flygte, hvis han fik det at vide. At han ikke vidste hvordan han skulle håndtere det. Men så kom en tanke, som overskyggede alle de andre; Det er jo Harry. Harry er ikke nogen nar. Harry vil ikke såre dig. Eller ville han? Jeg vidste det ikke, men jeg måtte give ham en chance. Hvis det havde været mig, ville jeg være blevet knust over, ikke at have fået en chance. Og jeg ville så inderligt gerne give ham en chance, for at vise, at han ikke var ligesom alle de andre. Fordi inderst inde vidste jeg jo godt, at han ikke var ligesom de andre. Harry var speciel. Jeg havde aldrig mødt nogen anden, som var så betænksom og ikke prøvede at komme i bukserne på mig. Jeg valgte at tro på, at han ville mig alt godt, og at jeg ikke bare var den næste pige i rækken. Fordi, så godt kendte jeg jo alligevel ikke Harry, vel? Jeg vidste ikke, om han havde haft utallige piger før mig, men denne gang ville jeg lytte til mig hjerte, og ikke mine tanker. Tankerne, som afholdt mig fra at gøre de ting, som jeg allerhelst ville. Denne gang bestemte mit hjerte. "Jeg er bange for kærlighed," sagde jeg og kiggede ned i jorden. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere for hvert sekund der gik. Han sagde intet. Jeg kunne mærke skuffelsen. Jeg havde virkelig troet, at han ville kunne håndtere det. Jeg kunne mærke en finger ligge sig under min hage, og pludselig havde jeg øjenkontakt med ham. Hans grønne øjne var varme og han smilede sødt. "Jeg vil hjælpe dig."  

❋❋❋

Han fik mig overtalt til, at lade ham følge mig hjem. Jeg havde ikke kunnet sige nej, fordi at han stod med det der kæmpe smil, og de der mega nuttede smilehuller. Han var simpelthen så charmerende. Han trak mig ind til sig, da vi nåede mit lejlighedskompleks. Jeg kiggede op på ham, og kunne mærke at mine kinder blev varme. Jeg tog hans hånd og trak ham med indenfor, sådan at han ikke kunne se, at jeg rødmede. Vi tog trapperne, nok mest fordi, at vi begge ikke ville have denne dag til at slutte. Han gjorde et eller andet ved mig, og jeg kunne ikke sætte fingeren på det. Men det var rart. Han forstod mig - så meget som man nu kunne forstå mig. Vi nåede til min opgang, og gik med langsomme skridt hen til min dør. Jeg kiggede hurtigt på ham, og tog derefter min nøgle op. Jeg stak den i låsen og kunne høre den klikke, da døren låste op. Jeg vendte mig hurtigt om mod ham, kyssede ham hurtigt på munden og løb ind af døren. Jeg kiggede ud af dørspionen, og kiggede på ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så hvor chokeret han så ud. Hans kinder blev røde, og et charmerende smil bredte sig. Jeg sukkede og lænede mig med ryggen mod døren, og lod mig glide ned af den. Jeg kunne ikke lade være med at smile over, hvor hurtigt det var gået. Det ene øjeblik, var vores læber mod hinanden og det andet øjeblik, var jeg på den anden side af døren. Jeg følte mig helt som en ninja. "Ninja Claire". Yup, det lød godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...