The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15592Visninger
AA

8. 7

Harry's synsvinkel​

 

Claire havde været ude på gangen i et stykke tid. Jeg hørte et lavt hulk, og sprang op fra sofaen. Jeg nærmest løb hen til gangen, hvor jeg så hende stå i den modsatte ende. Jeg løb over til hende og slog hurtigt mine arme rundt om hende. Jeg kyssede hende på håret og hun græd ind mod min hals. Jeg lod min hånd glide op og ned af hendes ryg, for at berolige hende. Jeg lagde min hage på toppen af hendes hoved, og hviskede beroligende ord til hende. Min hånd kørte rundt i cirkler på hendes ryg. Sådan stod vi i et par minutter. Hun løftede langsomt sit hoved og kiggede på min gennemblødte bluse. Hun mumlede "undskyld" og kiggede ned. Jeg trak hende ind til mig igen og holdt godt fast i hende. Hun krammede igen og snøftede lidt. Jeg trak mig langsomt lidt væk fra hende, uden at fjerne mine arme. Hun kiggede op på mig. Hendes øjne havde ikke den samme gnist som i går. "Hvad er der sket?" hviskede jeg, bange for at sige noget, der ville få hende til at løbe væk. Hun rystede svagt på hovedet, og lagde sit hoved mod min hals. Jeg tegnede langsomt cirkler på hendes ryg, for at hun slappede af. Hun trak vejret dybt. "Min storebror ringede," mumlede hun mod min hals. Jeg trak mig lidt væk og kiggede spørgende ned på hende. "Min mor har fået kræft. Igen." Hun begyndte at hulke igen, og jeg trak hende hurtigt ind til mig. Mine hænder gled op og ned af hendes ryg, for at berolige hende. "Shhh.." hviskede jeg og kyssede hendes hoved. "Det skal nok gå."    

❋❋❋

Vi sad på sofaen. Claire var faldet ned, og havde forklaret mig det hele. I starten af 2011 havde hendes mor fået konstateret kræft i knoglerne. Hendes mor overlevede, og i slutningen af 2013, havde lægerne konstateret, at hendes svulster var væk. Hendes mor haft det virkelig skidt i løbet af dagen i går, og var blevet indlagt på hospitalet. I morges konstaterede lægerne, at kræften var vendt tilbage. Jeg kunne se, at det tog rigtig hårdt på Claire. Hun måtte have et tæt forhold til sin mor.

Hun lå op ad mig og jeg nussede hendes hår. Hun havde noget virkelig blødt hår, og jeg studerede det i temmelig lang tid. Hun tog fat i min ene hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg kiggede ind i hendes øjne, og jeg nærmest forsvandt ind i dem. Den gnist hun havde haft i går i sine øjne, var der stadig ikke. Jeg ville så inderligt gerne have den tilbage. Claire lagde sit hoved ind mod min skulder. Vi havde stadig flettede fingre, og jeg kunne ikke lade vær med, at tænke på det. Hvorfor havde hun egentligt flettede vores fingre sammen? Der var jo mange grunde til, at hun ville gøre det. For at få tryghed, bare for at putte lidt, eller for at få støtte? Jeg vidste det virkelig ikke, og det irriterede mig grænseløst. Jeg ville så gerne spørge hende, og få svar, men det ville lyde ret så underligt, at spørge om, så jeg lod være.

❋❋❋

Noget tid efter, gav hun slip på min hånd og hun satte sig hurtigt op. "Jeg burde tage over til min mor. Tænk, nu hvis hun snart dør, og så jeg måske ikke når, at sige farvel til hende." sagde hun panisk. Hun begyndte, at fægte med armene op i luften. Jeg tog mine hænder ind i hendes hænder og flettede dem sammen. Hendes arme gled lige så stille ned på hendes ben igen, og hun faldt hurtigt til ro igen. Jeg gav slip på hendes hænder, og begyndte at pille ved en ikke-eksisterende tråd ved kanten ved hendes sweater. Hun bed sig i læben, og hendes blik forlod på intet tidspunkt hendes hænder. Jeg studerede hende, og kunne ikke finde en eneste fejl ved hende. Det var ikke fordi, at hun var perfekt, men hun var perfekt for mig. Og i dette øjeblik ville jeg bare ønske, at hun var min. Jeg ved egentligt ikke, hvordan hun har kunne fået mig til, at falde så hurtigt for hende. Men en ting var sikkert: Jeg var faldet hårdt.

❋❋❋

Næste morgen vågnede jeg op på sofaen med Claire liggende oven på mig. Hun havde sit hoved på mit bryst, og hun så fredfyldt ud, da hun lå der og sov. Jeg besluttede mig, for at skubbe hende lige så stille ned ved siden af mig. Nu lå hun der på sofaen, og jeg sad på gulvet. Jeg lod min hånd kører lige så forsigtigt i gennem hendes bløde, brune hår. Som altid, var det helt perfekt.

Jeg støttede mig til sofaen og sofabordet, for at komme op. Da jeg var kommet op at stå, bevægede jeg mig langsomt ud i køkkenet. Jeg kiggede lidt rundt, og mit blik faldt over på noget frugt, som stod på køkkenbordet. Selvfølgelig! Jeg skulle lave morgenmad til Claire. Gad vide hvad hun kunne lide? Jeg tog et æble, en banan og en pære. Jeg lagde frugten på bordet, og tog mig sammen til, at lave noget kaffe. Jeg fandt en kniv frem og begyndte, at skære frugten ud i firkanter. Jeg fandt tre tallerkener frem og satte dem op på en bakke. Noget brød med noget smør kom også med. To glas med juice og noget ost, kom også op på bakken. Frugten var lagt ned i en af tallerkenerne. Efter et par minutter var kaffen færdig.

Jeg tog det hele med ind i stuen. Stillede det på bordet og sætte mig ned på gulvet, foran Claire's hoved. Hun lå stadig og sov så fredfyldt. Endnu en gang lod jeg min hånd glide i gennem hendes bløde hår. Jeg kunne ikke få nok af hendes hår. Jeg tog blidt fat i en hårtot og studerede den. Vendte den om, så lyset ramte den, og så hvordan det fik et rødligt skær. Bagefter lod jeg mine fingre glide igennem totten. Jeg smilede og studerede derefter hendes ansigt. Hendes øjenvipper lå blidt mod hendes kinder, og hendes smalle læber var let adskilte. Hun lavede et par lave smaskelyde, og jeg smilede lidt af det. Jeg lagde min hånd på hendes kind og hun puttede sig ind til den i søvne. Jeg grinede lavt og tog en af kaffekopperne. Jeg viftede lidt med kaffen foran hendes næse, og kunne se hvordan hendes øjenlåg sitrede. Hun åbnede langsomt øjnene, og jeg satte kaffen tilbage på bakken. Hun strakte sig og trak vejret dybt. "Jeg kan dufte kaffe," sagde hun med et stort smil. Jeg rakte hende kaffekoppen og betragtede hende. Hendes kinder var blevet lidt lyserøde, og jeg måtte indrømme, at det klædte hende.

❋❋❋

Vi snakkede i et par timer. Claire valgte at tage hen på hospitalet til hendes mor, og jeg tilbød at tage med hende. Hun havde ikke været glad for det i starten, men jeg fik hende overbevist. Vi sad i bilen på vej derhen, og hun legede med en tråd, der sad løs på hendes bluse. Hun bed sig i læben. Hun virkede nervøs, så jeg lagde min hånd på hendes lår. Hun kiggede forskrækket op på mig, og trak sit ben til sig. Jeg sukkede lydløst. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bryde hendes mure. Men en ting var sikkert: Jeg ville prøve alt.

❋❋❋

Vi stod ude foran hospitalet. Claire's blik var rettet mod skiltet, hvor der stod hospitalets navn. Hun bed sig i læben. Jeg skævede hen til hende, men hendes blik forlod ikke skiltet. Det var som om, at hun var ved at ødelægge det i hendes hoved. Det var hun sikkert også, fordi hvis det havde været mig, var det ødelagt for længst. Hun kiggede langsomt ned i jorden. Jeg tog hurtigt fat i hendes hånd, og gav den et klem. Hun bed sig i læben og trak langsomt hendes hånd til sig. Hun virkede altid til at have en kamp med sig selv i hendes tanker. Det undrede mig tit. Hun var bange for et eller andet, men jeg vidste ikke hvad. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men hun ville ikke lukke mig ind. Jeg tog fat i hendes hånd igen, og denne gang trak hun den ikke til sig. Jeg prøvede at skjule mit tilfredse smil, men det gik ikke så godt. Hun gav mig en helt speciel følelse, og jeg elskede det. "Hvorfor smiler du sådan?" spurgte hun og hævede sit ene øjenbryn. Jeg rystede bare svagt på hovedet. Hun kiggede hen på døren, og trak mig så med. Der sad en kvinde ved skranken. Claire gik målbevidst derhen og mumlede hendes mors navn. Lægen fortalte hvilken stue vi skulle gå hen på. Claire var langt foran mig, men jeg prøvede alligevel at følge med. Pludselig stod vi foran døren, ind til den stue, hvor Claire's mor lå. Hun lagde sin hånd på håndtaget, og tog en dyb indånding. Hun trak langsomt ned i dørhåndtaget og åbnede døren. Hun gispede og jeg kunne godt forstå hvorfor. Hendes mor lå med de der slanger overalt på overkroppen. Hun sov tydeligvis, og jeg kunne mærke hvordan Claire var stivnet ved siden af mig. Jeg gav hendes hånd et klem, for at berolige hende, men det hjalp tydeligvis ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...