The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15586Visninger
AA

6. 5

Harry's synsvinkel​

   

J​eg skulle stå klar i parken 17:45, hvis hun nu skulle komme før tid. Jeg ville i hvert fald ikke virke som en, der var ligeglad med hende, fordi for at være helt ærlig, var mit hjerte ved at springe ud af mit bryst. Jeg tog et par dybe indåndinger og gik hen mod mit tøjskab. Mit blik vandrede rundt i mit skab, indtil jeg fandt min hvide skjorte. Jeg hev den ud af skabet, og gik på udkig efter nogle sorte, stramme bukser. Da jeg fandt dem, kastede jeg dem hen på min seng. Jeg startede med at skifte mine bukser og derefter tog jeg min skjorte på. Jeg undlod at knappe de øverste knapper og kiggede på mig selv i spejlet. Mit hår var stadig lidt fugtigt, pga. jeg lige havde været i bad. Niall stod og var ved at spise hele indholdet der var i mit køleskab. Jeg sukkede dramatisk og himlede med øjnene. Niall grinede og formåede at få mig til at slappe lidt af. Jeg kiggede hen på uret. Jeg havde en halv time til at komme derhen. Jeg klappede blidt Niall på skulderen. Jeg gik derefter ud og tog mine sko og jakke på, og råbte "farvel" til Niall.

Da jeg åbnede døren, blev jeg straks ramt af kulden og gispede. Jeg kunne se tågen, som var kommet ud af min mund, og kunne ikke lade være med, at ånde ud igen. Jeg grinede lidt af mig selv. Jeg kunne straks mærke nervøsiteten slå til igen. Jeg tog et par dybe indåndinger. Det var allerede mørkt, så det var kun lygtepælenes skær, jeg kunne se. Jeg gik videre og kunne svagt skimte et par huse. Jeg gik ned af en sti der førte hen til parken. Jeg fandt bænk, der stod under en lygtepæl. Jeg satte mig ned og brugte resten af tiden på, at få mine vanter op af mine lommer - hvilket var pænt svært, fordi at mine fingre var helt frosne - og træk dem ned over mine hænder. Jeg sad lidt og kunne mærke vanterne varme mine hænder. Jeg kiggede ud i mørket, og tænkte på Claire's brune, dybe øjne. Et svagt host bragte mig tilbage til virkeligheden, og der stod hun. Hun havde en enkel sort, stram kjole på, nogle sorte støvler, et beige farvet halstørklæde og en tynd jakke på. Jeg smilede skævt til hende, slog blidt på bænken, som et tegn på, at hun skulle sætte sig. Hun kiggede ned i jorden og satte sig så langt væk fra mig som muligt. Jeg hævede det ene øjenbryn. Havde jeg allerede dummet mig? Hendes blik var fastlåst på hendes hænder, som om, at de var det mest spændende i hele verden. Jeg bed mig i læben og åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke et eneste ord ud af min mund. Jeg måtte ligne en eller anden idiot, og jeg skyndte mig at lukke min mund. Jeg sparkede til en sten, og hendes blik fulgte stenen, der forsvandt ind i mørket. Jeg prøvede at få øjenkontakt, men hendes øjne var alle steder, undtagen på mig. Jeg kiggede ned og fik en ide. Jeg tog hendes hånd, hun kiggede forskrækket op og tog sin hånd til sig igen. Jeg bed mig hårdere i læben. Jeg besluttede, at jeg bare lavede en håndbevægelse. "Kom, jeg har en ide."    

❋❋❋

Jeg førte Claire hen til skøjtebanen, hvor der hang lyskæder i alle mulige farver. Hun kiggede betaget på lysene og derefter på skøjtebanen med panik i øjnene. Hun vendte sig hurtigt om mod mig. "Harry, jeg kan altså ikke skøjte," hviskede hun og så ned i jorden, som om at hun skammede sig. Jeg kiggede overrasket på hende og studerede hende. Hun kiggede stadig ned, men jeg kunne se, at hun rødmede. "Hey, det er okay. Jeg skal nok hjælpe dig." sagde jeg og kiggede beroligende på hende. Hun kiggede overrasket op, som om, at hun havde forventet jeg ville grine af hende. Hun smilede lidt, og jeg trak hende hen til en bænk, der stod lige ved skøjtebanen. Jeg hentede vores skøjter, og hjalp hende med at få hendes på. Hun kiggede usikkert ned på skøjterne. Jeg rakte hende min hånd og hun tog nervøst fat i den. Jeg hjalp hende hen på skøjtebanen, og da hendes ene fod ramte isen, var hun ved at snuble. Jeg greb hende og hun smilede til mig. Hun fik begge sine fødder hen på isen. Jeg begyndte at skøjte baglæns med hende efter mig. Hun så panisk op på mig og var ved at falde, men jeg greb hende. Jeg smilede ned til hende og begyndte at skøjte baglæns igen. Hun bevægede fødderne langsomt og kiggede op på mig. Hun hvinede. "Jeg skøjter, Harry! Jeg skøjter faktisk!" sagde hun og grinede. Jeg grinede og slap langsomt grebet om hendes hånd. Hun så med det samme panisk ud igen. Jeg kiggede beroligende på hende. "Prøv selv," sagde jeg blidt og studerede hende. Hun skøjtede langsomt og jeg var foran hende hele tiden, for at forhindre hende i at falde. Hun grinede og kiggede ned på sine fødder, som langsomt fik hende fremad. Jeg smilede. Pludselig lå jeg på isen med Claire ovenpå mig. Hun bed sig i læben og hviskede "ups". Jeg kiggede hende dybt ind i øjnene og fjernede en hårtot fra hendes ansigt. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og vi havde øjenkontakt i noget der føltes som en evighed. Hun trak sig langsomt væk og prøvede at komme op og stå. Jeg tog en dyb indånding og rejste mig selv op. "Lad os tage hen på caféen der ligger lige rundt om hjørnet." sagde jeg og hun nikkede, tydeligvis flov over at være faldet.

❋❋❋

Jeg skævede hen til hende flere gange under turen hen til caféen, men hendes blik var stift rettet ligeud. Jeg sukkede lydløst. Det tog os ca. 2 minutter at komme derover. Da vi gik ind af døren til caféen, blev vi mødt af en dejlig varme og julemusik, der kom fra højtalerne rundt omkring. Jeg kiggede lidt rundt i caféen. Bag ved kassen stod der en ældre dame, som livede op da hun så os. Vi gik langsomt hen til kassen og bestilte 2 kopper varm kakao. Vi satte os ved et bord og Claire kiggede fraværende ud af vinduet. "Hvad tænker du på?" spurgte jeg forsigtigt. Hun kiggede overrasket hen på mig. Hun rettede sit blik mod sin kakao og lignede en, der tænkte sig grundigt om, før hun sagde noget. Som om at hun var bange for, at sige noget forkert. Hun smilede lidt. "Jeg tænkte bare, at jeg må have lignet Bambi, første gang han 'skøjtede'." sagde hun og grinede lidt af sig selv. Jeg smilede og satte mig tilrette i stolen. Jeg rystede blot på hovedet, som tegn på, at hun ikke gjorde. Hun bed sig i læben. Jeg fik en pludselig trang til, at spørge ind til hendes liv. "Har du nogen søskende?" spurgte jeg forsigtigt. Hun smilede stort og nikkede. Hendes øjne strålede. "Jeg har en storebror, ja. Hvad med dig?" spurgte hun og tog en tår af sin kakao. Gud, hvor var hun smuk. Jeg rømmede mig og smilede. "Ja, jeg har en storesøster." Hun smilede, mumlede noget og kiggede derefter ned i bordet. Jeg tog fat i hendes hånd, og hendes blik faldt øjeblikkeligt op på mig. Jeg begyndte at lege med hendes fingre. Hun lignede en, der havde en indre kamp med sig selv, men hun flyttede ikke sine hænder. Hun havde lange elegante fingre, og jeg nød varmen der kom fra hendes hænder. Hun tog en dyb indånding og smilede. Vi sad sådan i noget tid, imens vi lærte hinanden at kende. Hun begyndte at se bange ud. "Hvad er du bange for?" spurgte jeg blidt og prøvede at få øjenkontakt med hende. Hun kiggede hurtigt op, og det lignede, at jeg nærmest havde slået hende. Hun kiggede ned og bed sig i læben. Hun tog en dyb indånding og kiggede derefter op på mig igen. "Jeg er bare nervøs." sagde hun med et lille smil. Jeg vidste, at der lå mere bag, men jeg lod det ligge.

❋❋❋

Claire gik med armene om sig selv. Vi var på vej hjem til hende, fordi at jeg havde insisteret på, at følge hende hjem. Jeg kiggede over på hende. "Fryser du?" Jeg smilede ned til hende. Hun bed sig i læben og nikkede langsomt. Jeg trak min jakke af og lagde den rundt om hendes skuldre, inden hun kunne nå at protestere. Hun smilede taknemmeligt til mig, og puttede sig ind til min jakke. Jeg smilede og tog fat i hendes hånd. Hun kiggede ned på vores fingre, og til min overraskelse, flettede hun vores fingre. Hun kiggede ned og bed sig i læben. "Der er mit lejlighedskompleks," sagde hun og pegede over på en stor bygning. Vi kom tættere og tættere på aftenens afslutning, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne holde hende ind til mig for evigt. Hun tog sin hånd til sig, for at låse døren op. Hun gik op ad trapperne uden et ord, og jeg fulgte efter. Hun vendte sig om mod mig og smilede. Hun placerede et blidt kys på min kind og overraskede os begge, kunne jeg se. Hun skyndte sig at låse døren til hendes lejlighed op og mumlede et "godnat". Døren lukkede, og jeg stod alene på gangen. Helt mundlam.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...