The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15391Visninger
AA

18. 17

Harry's synsvinkel​

  Jeg vågnede med en heftig hovedpine. Det første jeg så, var Claire's øjne. Jeg satte mig hurtigt op, og rystede med et fnys på hovedet, af mig selv. Jeg tog mig til panden, fordi at smerten var blevet forværret af, at jeg satte mig hurtigt op. Mit blik skimtede rummet. Vent. Det var ikke mit værelse. Jeg kiggede til siden, men der var ingen.

"Oh, du er endelig oppe, Tonerose," kvækkede Niall, som stod i døråbningen. Jeg sendte ham det bedste dræberblik, jeg kunne præstere med hovedpine. Niall sendte mig et stort smil og pegede ud mod sit køkken.​

"Jeg har lavet pandekager!" udbrød han glad. Jeg rynkede min pande, og måtte egentlig ligne et omvandrende vrag. Mine øjne gjorde ondt, mine tanker var ét stort rod, og jeg følte mig tom. Et omvandrende vrag passede godt nok til, hvordan jeg følte mig lige nu. Niall's smil falmede, og han satte sig på sengen.

"Harry, der er en ting du skal huske på: Det var dig, der sluttede det hele. Hun prøvede, men du havde besluttet dig, så let din numse og spis pandekager med mig," sagde han og sendte mig et strengt blik. Jeg sukkede opgivende. Han havde ret. Hun havde jo prøvet, og jeg havde givet hende al skylden, når det egentlig var mig, der sluttede hvad det end var, vi havde. ​

"Easy. Jeg skal nok," mumlede jeg og fik et par joggingbukser på. Med langsomme og tunge skridt, bevægede jeg mig ud i køkkenet, hvor Niall var i gang med at dække bord. Jeg gad ikke engang sige til ham, at jeg havde fået nok pandekager, eftersom jeg også fik det i går. Jeg satte mig tungt ned på en af stolene, og studerede tallerknen.

"Harry? Sover du?" sagde Niall og små grinede. Jeg rystede på hovedet og fokuserede på ham. Han smilede, men smilet nåede ikke hans øjne. Hans øjne, der plejede at vise så megen livsglæde, var fuldstændig matte. Jeg hævede mit ene øjenbryn. Godt nok var Claire og de andre drenge, blevet ret tætte, men var de så ​tætte? Hun ringede trods alt til ham i går, men havde lagt på, da hun hørte min stemme.

​Med et suk rejste jeg mig op. "Jeg er ikke sulten, Nialler," løj jeg. Jeg håbede bare, at han ikke kunne høre, hvordan min mave rumlede. Jeg gik med hurtige skridt ind på værelset, skiftede tøj og smuttede ud til Niall igen.

"Hvor skal du hen?" spurgte han mistroisk. Jeg rynkede min pande, og kiggede spørgende hen på ham. Siden hvornår var han blevet min mor? "Ud," mumlede jeg og håbede inderligt, at han ikke ville spørge om mere. Han lagde armene over kors, og løftede det ene øjenbryn. 

"Jeg tager med," sagde han og jeg skulle til at protestere, men han løftede afværgende sin hånd. "Spar mig. Jeg tager med, basta," sagde han bestemt, og jeg vidste, at jeg ikke havde noget valg. Med et opgivende suk, begyndte jeg at tage sko på. Han gjorde det samme, og snart var vi ude af døren.

"Bør jeg snakke med hende?" spurgte jeg, inden jeg kunne nå at stoppe ordene. Niall kiggede på mig med et udtryksløst ansigt. Jeg hævede mine øjenbryn, og kiggede afventende på ham. Han stod og kiggede op på himlen, der var dækket af skyer. Det var nærmest som at kigge ind i mig. Ingen himmel, kun skyer der dækkede den blå himmel.  ​

"Hvis det var mig, havde jeg ikke snakket sådan til hende, overhovedet. Jeg synes, at du skal undskylde," sagde han ærligt. Jeg nikkede forsigtigt. "Vil du tage med?" spurgte jeg. Han kiggede overrasket på mig, men nikkede så. ​

❋❋❋

Vi stod ude foran hendes dør, men jeg kunne ikke få mig selv til at banke på. Det var jo mig, der havde afsluttet det. Hvorfor stod jeg så ved hendes dør nu? Det virkede absurd. ​Niall tog et skridt frem, og bankede på hendes dør. Jeg kunne høre fodtrin på den anden side af døren, og jeg gjorde det, jeg ikke burde gøre. Jeg løb.

  Niall's synsvinkel  

Hvorfor vidste jeg, at han ville gøre det? Jeg sukkede irriteret og døren åbnede. Foran stod Claire foran mig, og lignede noget katten havde slæbt ind. Hendes øjne var røde, hun havde poser under øjnene, og hendes øjne var helt matte. Uden at tænke over det, trak jeg hende ind til mig. ​

Et hulk forlod hendes læber, og hun krammede mig hårdt. Jeg tyssede lidt på hende, og krammede hende mindst lige så hårdt tilbage. Hun trak sig lidt væk, og kiggede på mig. En vrede ramte mig pludselig. Hvordan kunne Harry finde på, at ødelægge en pige så meget? ​

"Hvad laver du her?" spurgte hun med en svag stemme. Jeg strøg et par hårtotter om bag hendes øre. "Harry fik mig til at komme, men som den kylling han er, flygtede han igen," sagde jeg med et lille smil. Claire så overrasket ud i et kort øjeblik, men fik derefter et sørgmodigt ansigtsudtryk igen. Jeg måtte distrahere hende, så hun ikke tænkte for meget.​

"Har du noget mad?" spurgte jeg, og hun nikkede. Hun trådte til siden, så jeg kunne gå ind i hendes lejlighed. Jeg så, hvordan hun kiggede rundt i gangen, i håb om, at Harry var der. Hun sukkede tungt, og et suk forlod hende, som lød ret meget som et hulk. Jeg kiggede hen på hende, men hun var allerede på vej ud i køkkenet.​

Med et suk fulgte jeg efter hende, og betragtede hende. Hun så helt udkørt ud. Hun åbnede køleskabet og skimtede efter noget mad. Hun tog en bakke æg frem og vendte sig om mod mig. "Kan du lide scrambled eggs?" spurgte hun og hendes røde øjne var tydelige i køleskabets skær. Jeg nikkede. "Jeg spiser alt mad, Claire," sagde jeg med et skævt smil. Hendes ene mundvige rykkede lidt opad, men det varede kun i ét sekund. Hun bukkede sig lidt, og tog en stegepande ud af et skab. ​

Hun tændte for komfuret og begyndte at lave maden. Jeg prøvede at holde en small talk kørende, men hun var helt nede. Jeg fik kun korte svar. ​Med et højt suk rettede jeg blikket mod hendes ryg. "Såååå," startede jeg ud. "Hvordan går det?" afsluttede jeg.  

Hun vendte sig om, så hun kiggede på mig. Hendes øjne var blanke og jeg fik en stor trang til, at skælde Harry ud. Men Harry var jo lige så oprevet som Claire, så jeg kunne ikke få mig selv til det.

"Hvordan ser det ud til, at det går?" spurgte hun koldt. Hun løftede sin hånd op til sin mund, og kiggede på mig med skyldfølelse. "Undskyld, det er ikke din skyld... Jeg er bare-" hun slår ud med armen og forsætter. "Jeg er bare ikke mig selv i dag," svarede hun ærligt. ​

"Det er helt okay," forsikrede jeg hende om og sendte hende et lille smil, for at understrege det. Hun rystede svagt på hovedet og en tåre gled ned af hendes kind. Hun vendte sig om mod maden igen, og drejede lidt rundt i det med en ske. Jeg rejste mig langsomt op og lagde min hage på hendes skulder.

"Hey, han er ligeså oprevet som dig. I skal nok finde en løsning, okay?" sagde jeg blidt. Hun nikkede svagt og tørrede stædigt sine tårer væk fra sit ansigt. Jeg sendte hende et smil, og endnu en gang trak hende mundviger sig lidt opad. ​

"Det hele skal nok gå," hviskede jeg.

❋❋❋

Claire lå på sofaen og sov. Jeg benyttede lejligheden og ringede til Harry. Bib lydene var ved at drive mig til vanvid. "Det er Harry?" lød det pludselig i den anden ende. Jeg hostede lidt. "Hvor fanden blev du af?" spurgte jeg og kunne tydeligt selv høre, hvor sur jeg lød.

 "Jeg... jeg kunne ikke Niall," svarede han ærligt. Jeg sukkede højt og ordene var ved at forme sig i mit hoved. Dog kunne jeg ikke få mere ud end: "Du kan ikke være det bekendt Harry, hun er knust."​

 "Jeg ved det, Niall," sagde han frustreret. "Så gør noget ved det, Harry! Det er ikke fair overfor hende," sagde jeg koldt.  

Der var stille i den anden ende, hvilket kun pissede mig mere af. "Harry, forstår du hvad jeg siger?" spørger jeg og min stemme lød endnu mere irriteret og kold end før. Han mumlede et eller andet og lagde på. Jeg sukkede højt og var tæt på at smadre noget.​ "Hvem snakkede du med?" mumlede Claire henne fra sofaen af. "Det er lige meget," sagde jeg og satte mig på hug foran hende. Hendes øjne var blodskudte og hun havde sorte rander under øjnene. Jeg smilede svagt til hende. "Noget du har brug for?" spurgte jeg hende blidt og hun nikkede svagt, men fortalte ikke hvad det var. "Hvad er det, du har brug for?" spurgte jeg, og jeg følte at jeg snakkede til et børnehavebarn. "H-Harry," hviskede hun og hun hulkede igen.

Det ringede på døren og jeg skyndte mig derud. Jeg åbnede døren og blev overrasket. ​

"Kan jeg komme ind?" spurgte Harry og kiggede nervøst på mig. Jeg nikkede og havde sikkert halv åben mund, og lignede nok mest noget der var løgn. Han trådte forbi mig.

"Hvor er hun?" spurgte han og lignede en, der var ved at bryde sammen. "Inde i stuen," svarede jeg og han gik derind. Jeg gik efter og jeg kiggede på Claire. Hun lå og kiggede op i loftet, og havde ikke opdaget ham endnu.

 "Claire?" mumlede han og satte sig på hug foran hende. Hun kiggede hurtigt hen på ham, og troede sikkert at det var mig, fordi hun kiggede hurtigt væk igen. Det gik ligeså stille op for hende, og hun kiggede på ham igen. På et sekund var hun oppe at sidde og kiggede på ham, som om, at hun havde set et spøgelse. ​

"Harry?" udbrød hun og brød sammen igen. ​

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...