The Story Of Us

Claire er en pige på 21, og som arbejder på caféen Hard Rock Café. Claire er en pige, som er bange for kærlighed, men vil stadig gerne prøve og se hvad det er, men usikkerheden ligger altid i tankerne hos hende. Harry er en frisk og romantisk fyr, som er 21 år. Harry kommer på caféen op til flere gange sammen med hans venner. Claire's veninde, Ellie, er ret opmærksomhedskrævende, og vil gerne være den person, der fører Claire sammen med en fyr. Derfor arrangerer Ellie en blind date for Claire, men Claire er ret meget i mod det, men bliver overtalt til sidst. Ellie finder en blind date til Claire, og Claire tager selvfølgelig afsted. Hun finder ud af, at hendes blind date er Harry. Efter noget tid er Harry kommet ind i Claire's liv.

28Likes
9Kommentarer
15404Visninger
AA

17. 16

Claire's synsvinkel

 

Jeg stod og kiggede måbende på ham. Han gik videre. Han.. gik bare? Mit syn var slørret og jeg gad ikke engang, at gøre noget ved det. Et hulk undslap mine læber, og jeg lod mig glide ned af væggen, indtil min numse ramte gulvet med et bump. Jeg ømmede mig lidt, og gemte mit hoved i mine hænder. ​

Det var stadig ikke gået op for mig endnu, at det var slut. Han havde forladt mig, stående, sønderknust og forvirret ude midten på gang. Hulk efter hulk forlod min mund, og det gjorde ondt både psykisk og fysisk. Hvorfor havde jeg ikke taget mig sammen? Hvorfor sagde jeg ikke de 3 gyldne ord tilbage, når jeg rent faktisk elskede ham? ​Og tanken der fyldte mest: Hvorfor lod jeg ham gå?​

Jeg kiggede ned af gangen, og scenen sprang frem i mit hoved igen. Den kørte på replay.

  Mit blik ændrede sig straks, og jeg rakte ud efter ham. "Harry," hviskede jeg, men han flyttede sig hurtigt. Han virkede fuldstændig ligeglad, men der løb tårer ned af hans kinder. Han kneb sine øjne sammen. Han lignede en, der tænkte. ​Han åbnede sine øjne igen. Denne gang var det ikke et iskoldt blik, han sendte mig, men et overrasket et. Han rystede på hovedet, og jeg kiggede forvirret på ham. Han vendte sig om for at gå, stadig med tårerne løbende ned af sine kinder.

  Han begyndte, at gå og jeg kunne mærke, at hvis der var en lille bitte chance for, at han ville blive, skulle jeg slå til nu. "Harry, jeg-" begyndte jeg, men han vendte sig hurtigt om, og afbrød mig. "Ved du hvad? Glem det. Glem os. Jeg troede faktisk, at du kunne lide mig," sagde han, med en iskold stemme. Jeg krympede mig ved lyden af køligheden i hans stemme, som plejede at være så beroligende. Nu var den bare.. direkte ond. 

​Han vendte sig endnu en gang om, og begyndte at gå. Han kiggede ned og ignorerede de ord, jeg halvråbte til ham, som betød alverden for mig, og som han skulle vide.  ​

"Det er derfor, jeg er bange for kærlighed."​

Han stoppede op og kiggede på mig. Tårerne slørrede mit syn, og han løftede sit ene øjenbryn. Var der en lille chance for, at han ville blive? Hans blik ændrede sig, og han lignede en der ville undskylde. Han kiggede ned i jorden, og jeg havde en stor trang til at ligge mine arme om ham. Han kiggede op, og det iskolde blik var tilbage igen. Han opbyggede en facade overfor mig, og det gjorde ondt. Jeg elskede ham virkelig. Tårerne løb ned af mine kinder. Han så mere og mere sur ud, for hvert sekund der gik, og jeg var så tæt på at smide mig på gulvet, og tigge ham om at blive. Han kiggede på mig, jeg kiggede på ham, og sådan stod vi og stirrede på hinanden. "Farvel Claire," og med de ord forlod han mig, stående, sønderknust ude på en hospitals gang.

Jeg kiggede opgivende på væggen, og en person satte sig ned ved siden af mig. Jeg gad ikke engang at kigge, fordi jeg vidste, at det ikke var ham. ​En arm blev lagt rundt om mig, og jeg kiggede op på min storebror. Han kiggede sørgmodigt ned på mig, og sendte mig et beroligende smil.​​

"Hørte du skænderiet?" spurgte jeg tøvende, og han nikkede langsomt. Jeg begyndte, at ryste over hele kroppen, og et hulk forlod mine læber. Isaac strammede grebet om mig, og strøg sin hånd op og ned ad min arm, ligesom Harry nogen gange gjorde. Jeg begyndte, at hulke mere og mere, og han tyssede på mig. ​

"Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg grædende Isaac om. Jeg følte mig så forvirret. Det hele var sket så hurtigt. Det var egentlig også vildt dumt, ikke at skrive til ham i to dage.. Jeg mener, to fucking dage.​ Jeg kunne sagtens forstå, at det var blevet for meget. Jeg tørrede mine tårer væk fra mine kinder, og tog en dyb indånding. "Jeg vil hjem," mumlede jeg.  ​​

❋❋❋

Isaac havde kørt mig hjem, efter at have forklaret mor og far kort, hvad der var sket. Jeg sad og kiggede ud af vinduet. Mørket havde sænket sig over London, og jeg følte mig ensom. Jeg tog min mobil frem, og fandt hans ​nummer. Jeg kiggede på min mobil, men gik hurtigt ud af 'kontakter' igen. Jeg gik ind under 'beskeder' og begyndte, at skrive til ham. ​

"​Hej... Jeg ved godt, at jeg nok ikke er den, du ønsker at få en besked fra, men du skal vide noget... Jeg elsker dig."

Jeg kiggede på beskeden, og overvejede, at slette det igen, men jeg lod være. Han skulle vide det. Jeg trykkede på 'send', og jeg fortrød straks, at jeg havde sendt den. Jeg bed mig hårdt i læben, og så, at beskeden blev læst. Jeg sad og stirrede på skærmen i flere minutter, men gav op, da jeg indså, at der ikke ville komme noget svar. ​

Jeg kiggede op på himlen, og beundrede den skyfri himmel. Månen var fuld, og jeg betragtede den fascineret. ​Med et suk rettede jeg mit blik mod den tomme is bøtte, som stod en halv meter væk fra mig. Jeg tog mig til maven, og jamrede lidt. Igen tjekkede jeg min mobil, men han havde ikke svaret.

J​eg sad lidt og overvejede, om jeg skulle invitere Niall over. Han var en ren humørbombe, og måske ville det hjælpe. Men der var bare ét problem, han var Harry's ven. Fuck det. ​Jeg fandt hans nummer inde under 'kontakter', og ringede ham op uden at tøve. ​

Der lød et par bib lyde, men så blev mobilen taget. Der lød høj musik fra den anden ende. Jeg hævede mit øjenbryn. "Forstyrrer jeg?" spurgte jeg nervøst. "Hvem er det?" lød en alt for bekendt hæs stemme, og mit hjerte bankede automatisk hurtigere. ​

Niall tøvede, men mumlede "Claire". Der blev stille i den anden ende, eller næsten.. Musikken var der stadig, men alt den snak, der havde været der før, var nu væk. "Uhm, jeg ringer senere," mumlede jeg til Niall og lagde på. Jeg smed mig ned i sofaen og begyndte, at græde. Igen.​

Jeg kunne tydelig mærke savnet på Harry's nærvær. Men der var ikke andet at gøre, end at bide smerten i mig. Jeg kiggede længselsfuldt på min mobil, og havde mest lyst til at ringe til Harry. Men han var i byen med Niall, og drak sig sikkert i hegnet. Et irriteret suk forlod mine læber. Han var allerede ovre mig, og her sad jeg med kærestesorger, selvom vi ikke engang var kærester. Jep, det var kikset.​ ​

Der var en kærlighedsfilm i fjernsynet, og jeg havde ikke energi til at række ud efter fjernbetjeningen igen. Parret i filmen havde tungerne helt nede i hinandens halse - hvor klamt det så end lyder. Og med det samme kom et flashback, fra der hvor Harry løb efter mig, fordi jeg havde kastet vand på ham, og jeg var endt op ad væggen. Jeg lagde mine fingre blidt mod min mund, og et hulk undslap mine læber. Jeg havde vidst tortureret mig selv nok for i dag.​

Fyren i filmen, var i gang med at erklære sin kærlighed til pigen, og endnu et flashback kom til mig. Denne gang, hvor det hele gik galt.

Vi sad i bilen. Mit blik hvilede på nattehimlen. Stjernerne var fremme og månen var næsten fuld den aften. Det var køligt inde i bilen, men jeg ignorerede det. Jeg kunne høre Harry's fingre tromme på rattet, og det beroligede mig, fordi at jeg vidste, at jeg ikke var alene. Eller også var det bare fordi, at han beroligede mig. Jeg vidste det ikke. ​Alt virkede bare så fredfyldt i dette øjeblik. Et smil blev plantet på mit ansigt, da jeg kunne mærke hans hånd på mit lår. ​​

"Fryser du?" spurgte han. Jeg bed mig i læben, men besluttede mig for at være ærlig. Jeg nikkede forsigtigt og rettede mit blik mod Harry, som var kørt ind til siden, bare for at give mig hans jakke. Han fik også skruet højere op for varmen, og en romantisk stille sang blev spillet i radioen. Alt var perfekt i dette øjeblik. Indtil han hviskede de tre gyldne ord, og hele mit univers blev vendt op og ned.​

"Jeg elsker dig."​

Hvorfor sagde jeg det ikke igen? Hvis jeg nu ikke gik i panik over de mindste ting, havde Harry så siddet ved siden af mig lige nu? Havde alt været godt? Endnu et flashback kom, og det fik mig til at smile. Første gang vi så hinanden.

"Kan du lige stå ved kassen? Skal lige hurtigt på toilettet," sagde Ellie undskyldende. Jeg trak bare på skuldrene og nikkede. Klokken over døren ringede, og der trådte 2 drenge ind af døren. Jeg kiggede nysgerrigt over på dem, men sænkede så mit blik, da den ene kom gående hen imod mig. Jeg tog en dyb indånding og løftede så mit blik.

"Hej, hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte jeg og smilede stort. Fyren smilede igen og så ud til at tænke sig om. Han mumlede et eller andet, og kastede så et hurtigt blik hen på den anden fyr, han ankom med. Jeg kiggede uforstående hen på den anden fyr, der var ved at finde et bord. "Uhm, Harry? Hvad var det nu, at du skulle have?" Fyren, som jo nok hed Harry, løftede blikket hen mod den blonde dreng. "Bare en kop kaffe." Han havde en dyb, hæs stemme. Han kiggede hen på mig, og vi fik øjenkontakt i noget der føles som en uendelighed. "Ja, øh, bare 2 kopper kaffe." Jeg nikkede og skrev det ned på min blok. Da jeg havde skrevet det ned, kom Ellie igen. Jeg sukkede lettet og begyndte at lave deres kaffer. 5 minutter efter, gik jeg hen med deres kaffe og så igen ind i de flotte, grønne øjne. Jeg kiggede væk, og stillede kaffen på deres bord. "Tak," lød det fra den blonde fyr. Jeg smilede og gik om bag kassen igen.

Tårerne løb ned af mine kinder, men jeg var ligeglad. Endnu et flashback. 

Jeg hvinede. "Jeg skøjter, Harry! Jeg skøjter faktisk!" sagde jeg og grinede. Han grinede og slap langsomt grebet om min hånd. Jeg blev med det samme panisk  igen. Han kiggede beroligende på mig. "Prøv selv," sagde han blidt og jeg kunne mærke hans blik på mig. Jeg skøjtede langsomt og han var foran mig hele tiden, for at forhindre mig i at falde. Jeg grinede og kiggede ned på mine fødder, som langsomt fik mig fremad. Jeg smilede og nød følelsen af, at have overvundet min frygt. Pludselig lå jeg på isen med Harry under mig. Jeg bed mig i læben og hviskede "ups". Han kiggede mig dybt ind i øjnene og fjernede en hårtot fra mit ansigt. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og vi havde øjenkontakt i noget der føltes som en evighed. Jeg trak sig langsomt væk og prøvede at komme op og stå. Han tog en dyb indånding og rejste sig selv op. "Lad os tage hen på caféen der ligger lige rundt om hjørnet." sagde han og jeg nikkede, rimelig flov over at være faldet.

Jeg faldt lige så stille hen, og det sidste jeg så, inden jeg faldt i søvn, var hans grønne øjne. Dem, som havde hjulpet mig igennem så meget. Dem, som havde fået mig til at tro på, at gode ting rent faktisk sker. Dem, som havde fået mig i dette humør. Dem, som jeg elskede så forbandet højt.​

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...